Næste øl i Carlsbergs eksperimentelle øl-serie er brygget helt uden bygmalt

0

Husbryggeriet Jacobsen lancerer nu den næste øl i rækken af eksperimentelle øl fra Jacobsen Experimental, der er målrettet udvalgte barer og restauranter og stammer fra et forskningsprojekt med Carlsbergs forskningslaboratorie. I den nye øl har man som noget helt særligt erstattet al bygmalten med hvedemalt i brygningen.

Carlsberg nye forskningsprojekt, der skal brygge fremtidens øl med hjælp fra danskerne, har i sinde at præsentere danskerne for en ny variant hver 2. måned. Nu er Husbryggeriet Jacobsen, som brygger øllet på Valby Bakke, klar til at præsentere den næste eksperimentelle øl.

Som noget helt særligt er den nye øl brygget på 100 pct. hvedemalt for at teste, hvorvidt man kan brygge øl uden bygmalt.

– Vi har erstattet bygmalten med 100% hvedemalt, som er vanskeligt. Bygmalt er ellers den mest udbredte malt til ølbrygning, men Carlsberg laboratoriet forsker hele tiden i at finde gode alternativer til bygmalten og udfordre måden, vi brygger øl på, og her fandt de frem til hvedemalt, der gav det samme resultat som bygmalt, siger Mads Egeskov Bach, senior brand manager for Jacobsen hos Carlsberg Danmark, og fortsætter:

– Derfor har vi brygget en pilsner, hvor hvedemalt har hovedrollen. Ved at udelade bygmalten, har vi skabt en øl, som er sin helt egen. Den er letdrikkelig og smager sprød og blød med en lav bitterhed og frisk duft med hint af bananer og tropiske frugter.

Der er tale om en Wheat Pilsner på 6,0%, der kommer på hanerne to måneder efter den første Jacobsen Experimental, en Brut Lager. Alle øl kan smages og bedømmes på udvalgte barer og restauranter i landet.

Stor interesse

Siden Jacobsen Experimental blev lanceret i maj har tæt på 200 barer og restauranter allerede valgt at få de eksperimentelle øl på hanerne, og mange forbrugere har givet deres besyv med på øllet.

– Med Jacobsen Experimental vil vi gerne være med til at definere fremtidens forbrugertrends ved at brygge noget meget særligt øl og inddrage forbrugerne i videreudviklingen. Vores nye vidensbaseret koncept har fået en rigtig god start blandt vores bar- og restaurationskunder, hvor gæsterne har været meget nysgerrige på at smage den nye øl og indsende feedback, som vil blive anvendt i videreudviklingen af øllet, siger Mads Egeskov Bach.

Jacobsen Experimental Wheat Pilsner er at finde på hanerne, så længer lager haves. I løbet af det næste år vil der i alt blive brygget seks øl.

Risiko for kø når ”PostNord Danmark Rundt” ruller ud i landet

0

Tirsdag den 15. august starter cykelløbet ”PostNord Danmark Rundt”. Løbet varer fem dage og påvirker trafikken i store dele af landet

Når feltet tager hul på den 32. udgave af cykelløbet ”PostNord Danmark Rundt” bliver det med start på første etape i Aalborg og afslutning på femte etape i Helsingør.

Cykelløbet varer fra tirsdag den 15. august til lørdag den 19. august og sender cykelrytterne rundt i landet på en 728 kilometer lang rute med etaper både i Jylland og på Sjælland. Derfor kan trafikanter i store dele af landet forvente at blive påvirket af forlænget rejsetid.

Etaperne er:

  1. etape: Aalborg – Aalborg
  2. etape: Kjellerup – Silkeborg
  3. etape: Vejen – Vejle
  4. etape: Kalundborg – Bagsværd
  5. etape: Helsingør – Helsingør (enkeltstart)

Forbudt at parkere på kørebane, cykelsti og fortov

Ruten bliver spærret løbende. Det sker typisk 20-25 minutter før, rytterne kommer forbi. Se alle ruterne her

Vær opmærksom på, at ruten i alt er spærret i omkring 40 minutter. I start- og målbyerne vil vejene dog være spærret i en længere periode.

På trafikinfo.dk kan man læse mere om de planlagte afspærringer på statsvejene.

På løbsdagen er al standsning og parkering på kørebanen til fare eller ulempe, da feltet skal kunne komme sikkert frem. Det er tilladt at parkere langs vejene i yderrabatten ved siden af vejen, men ikke på kørebane, cykelsti eller fortov. Det er op til politiet at afgøre, om en parkeret bil er til fare eller ulempe for cykelløbet og derfor skal flyttes. Følg altid den aktuelle skiltning om standsning og parkering.

Vejdirektoratet opfordrer både tilskuere til ”PostNord Danmark Rundt” og øvrige trafikanter til at sætte ekstra tid af til rejsen og følge Vejdirektoratets trafikråd på dagen.

Gode råd til trafikanter 

For tilskuere:

-Planlæg, hvor du vil se løbet, på postnorddanmarkrundt.dk.
-Find ud af, hvordan du kommer derhen, og hvor du kan parkere.
-Kører du i bil, så kør i god tid, da trafikken kan være påvirket.
-Brug gerne cyklen eller den kollektive trafik, hvis det er muligt.
-Søg aktuel trafikinformation, før du kører, på trafikinfo.dk.
-Hold dig orienteret og hør DR P4 Trafik, mens du kører.

H.K.H. Kronprinsessen åbner sorgcenter i Vejle

0
(Foto: AVISEN)

Det Nationale Sorgcenter indvier den 22. august 2023 et nyt center i Region Syddanmark placeret i Vejle. Her vil H.K.H Kronprinsessen, som er protektor for organisationen, være med til den officielle indvielse af den nye afdeling.

Sorg er et livsvilkår, som rammer alle på et tidspunkt i livet. For nogle mennesker er det en så hård tid, at de har brug for hjælp. En sådan hjælp vil der fremover være at hente i Vejle, i første omgang overvejende for børn, unge og deres familier, der bor i Region Syddanmark. Det glæder direktøren i Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt, at Kronprinsessen vil hjælpe med til at gøre opmærksom på udfordringerne ved sorgen.

-Jeg er meget glad for, at Kronprinsessen hjælper med at bryde et tabu ved at tale om sorgen. Hun baner dermed vejen for andre og gør det nemmere for dem at tale om deres sorg, siger han.

Flere tusinde har allerede taget imod tilbud om hjælp og behandling i blandt andet afdelingen i København. Men det glæder Preben Engelbrekt, at sorg-rådgivning og -behandling nu bliver langt mere relevant for en større kreds af sorgramte, da det nye sorgcenter i Vejle vil sikre at flere danskere uden for hovedstadsregionen får nemmere adgang til den nødvendige og tilstrækkelige støtte, når alvorlig sygdom eller død rammer familien.

Ole Kirk’s Fond har siden 2014 støttet Det Nationale Sorgcenter og er glade for at kunne bidrage til etablering af det nye center, som vil betyde, at sorgramte børn, unge og deres familier i Region Syddanmark vil få adgang til hjælp og støtte i deres nærområde.

-Sorg over at have mistet en forælder eller nært familiemedlem kan trække dybe spor langt ind i voksenlivet, hvis ikke vi giver en håndsrækning til de ramte børn og unge. Derfor er vi utrolig glade for at støtte op om, at Det Nationale Sorgcenter nu kan tilbyde hjælp til endnu flere i Danmark. Med deres vigtige indsatser er vi med til at forebygge, at sorg over at have mistet ikke udvikler sig og bliver til alvorlig mistrivsel og dermed genetablere de gode forudsætninger for, at de fortsat får en positiv udvikling i livet, fortæller Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.

Helende Arkitektur
Det nye center er placeret centralt i Vejle by i den lokalt kendte og historiske bygning, Villa Flegborg, hvor lokalerne er indrettet ud fra viden fra den Helende Arkitektur kombineret med kunstneriske og kreative oplevelser. Det er tanken, at indretningen skal understøtte aktiviteter relateret direkte eller indirekte til terapien og sorgprocessen.

Det kan blandt andet ske i ”Hjerterummet”, hvor de besøgende møder et ”Mindetræ”, som er et sted, hvor man får rum og mulighed for at udtrykke, reflektere og bearbejde sin sorg. For det er vigtigt at give sig tid til at mindes de døde.

Etablering af Hjerterummet er blevet en mulighed, da Edith og Godtfred Kirk Christiansens Fond velvilligt har finansieret arbejdet.

Hjælp til børn og unge
I Vejle vil børn og unge blive tilbudt specialiseret sorgterapi i Børn, Unge & Sorg, som er den del af Det Nationale Sorgcenter, ligesom i København, Aarhus og Odense. Takket være K G Fonden vil man i huset også finde frivillige, der alle selv har mistet. De afholder caféaftener og tilbyder telefonrådgivning, chat og brevkasse på Sorglinjen, som har til huse i bygningen.

-Jeg ved ikke, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg ikke var kommet i en sorggruppe. Jeg tror på mange måder, at det har reddet mit liv, fortæller Iben, der har mistede sin mor, og derfor været klient hos Børn, Unge & Sorg, som er en del af Det Nationale Sorgcenter.

Det Nationale Sorgcenter har også tilknyttet sit velgørenheds-cykelhold, Team BUS (Team Børn Unge & Sorg), som vil få kontor i Vejle og arrangere aktiviteter derfra.

Åbningsceremonien finder sted i Vejle den 22. august 2023 kl. 13.00-15.00

Fakta om Region Syddanmark

-Cirka 50.000 borgere i Region Syddanmark mister årligt én af deres nærmeste
-Cirka 10.000 borgere i Region Syddanmark udvikler hvert år komplicerede sorgreaktioner

Fakta om Vejle Kommune

Ud af Vejle Kommunes ca. 114.000 borgere, er der:

-Ca. 2.000 børn og unge op til 28 år, som i løbet af et år oplever at en forælder eller søskende bliver alvorligt syge
-Ca. 1.200 børn og unge op til 28 år som har oplevet at have mistet en forælder eller søskende
-Ca. 1.000 borgere i alderen 29-64 år som har oplevet at miste en partner
-Ca. 700 borgere i alderen 29-64 år som har oplevet at miste en søn eller datter
-Ca. 5.400 borgere over 65 år som på et tidspunkt i deres liv har oplevet at miste en partner
-Knap 300 borgere over 65 år, mister hvert år en partner
-Af disse borgere vurderes det ud fra et videnskabeligt review, at op til 20 pct.3 vil få en behandlingskrævende sorgreaktion.

Fakta om pårørende børn og unge

-Flere og flere mennesker får kroniske og livstruende sygdomme. Konsekvensen er, at antallet af pårørende børn og unge stiger hvert år.
-Hvert andet barn i 7.-10. klasse, som er pårørende til en alvorligt syg forælder eller søskende, har haft selvskadende adfærd.
-Mere end dobbelt så mange unge pårørende svarer, at de ofte føler sig ensomme, sammenlignet med unge, der ikke har sygdom tæt inde på livet.
-Knap hver fjerde unge, som er pårørende til en alvorligt syg forælder eller søskende, har overvejet at tage sit eget liv.
-Knap hver fjerde unge, som er pårørende til en alvorligt syg forælder eller søskende, har været offer for mobning.

Oh Land bliver ny ambassadør for UNICEF

0

UNICEF Danmark byder en af landets suverænt stærkeste stemmer velkommen som ambassadør: Sangerinde og multikunstner Nanna Øland Fabricius. Sammen vil de slå til lyd for børns rettigheder – særligt pigers.

Oh Land vil i sit ambassadørskab for FNs børneorganisation særligt have fokus på ligestilling og pigers rettigheder, herunder pigers uddannelse. Herudover sætter hun fokus på arbejdet med børns mentale sundhed via musik såvel som fokus på flygtningebørn – alle emner, der er tæt på sangerindens hjerte.

En stærk stemme for børns rettigheder og drømme
-Vi har alle drømme – uanset hvor vi kommer fra i verden. For mig er det så vigtigt, at vores børn får muligheden for at udleve deres drømme. De muligheder giver vi dem bedst ved at sikre deres fundamentale rettigheder, som bl.a. uddannelse. Uddannelse er et af de mest grundlæggende skridt på vejen mod ligestilling – og det glæder jeg mig til at kæmpe endnu mere for sammen med UNICEF, fortæller Oh Land.

Sidste år sikrede UNICEF at 37,9 millioner børn og unge uden for skolen fik adgang til uddannelse (2022). Siden man i 1995 begyndte at arbejde aktivt for pigers skolegang, er 180 millioner piger kommet i skole.

-Vi er så enormt stolte af at byde en superstjerne som Oh Land velkommen hos UNICEF. Passionen for at sikre børns og særligt pigers uddannelse er vi fælles om. Vi ved, at uddannelse og viden er med til at styrke børn over hele verden og hjælpe dem med at finde deres stemme. Vi kan ikke forestille os et bedre forbillede til det end netop Nanna. Og der er i høj grad behov for dette fokus på børns uddannelse. Lige nu står vi midt i en global læringskrise, hvor 244 millioner børn ikke går i skole og det er primært piger, siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Musik er et vigtigt redskab i arbejdet med og for børn og unges mentale sundhed
UNICEF bruger i mange situationer musik, lyd og dans som redskaber til at hjælpe børn og unge. I flygtningelejre og støtteprogrammer for flygtningebørn og migranter har UNICEF bl.a. arbejdet med musik som et værktøj til mental sundhed og psykosocial støtte med positive resultater, der har bidraget til at traumatiserede børn igen ønsker at kommunikere og tage del i fællesskaber. Det er et område, som for Oh Land er helt naturligt at bakke op om, og hvor hun for alvor kan bringe sin egen faglighed i spil.

Flygtningebørn har også en helt særlig plads i Oh Lands hjerte. Hendes kæreste og musikerkollega, Adi Zukanovic, kom selv til Danmark som flygtning fra Bosnien som femårig.

Børn skal have en fair chance i livet
Oh Land har i flere år været en rigtig god ven af huset hos UNICEF Danmark og støttet op om organisationens arbejde for alle verdens børn bl.a. gennem sin musik. I 2020 udgav Oh Land singlen ”Vilde Piger, Vilde Drenge”, som hun har skrevet sammen med den etiopiske popsangerinde Zeritu Kebede. Alle indtægter gik ubeskåret til UNICEF. Sangen er skrevet til børn, som en kærlig og motiverende påmindelse om, at vi alle har drømme og ambitioner og at alle fortjener en fair chance for at udleve dem. Og netop dét, at give børn en fair chance i livet og muligheden for at opnå deres fulde potentiale ligger i UNICEFs kerneværdier.

Nu formaliseres venskabet i et officielt ambassadørskab.

To personer sigtet i sag om menneskesmugling ved grænsen

0

Den ene af de sigtede, en 43-årig boliviansk mand, er varetægtsfængslet i sagen.

En 43-årig boliviansk mand blev torsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for overtrædelse af udlændingelovens bestemmelser om menneskesmugling.

Den 43-årige mand nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

Den bolivianske mand kom sammen med to andre personer umiddelbart efter midnat, natten til torsdag, kørende i en svensk personbil ved Frøslev Grænse.

Taget ud til kontrol
Her blev køretøjet taget ud til stikprøvevis indrejsekontrol af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ved kontrollen stod det klart, at en af passagererne, en 39-årig boliviansk mand, ikke havde gyldige indrejsedokumenter, hvorefter personerne i køretøjet blev anholdt.

Ud over den 43-årige bolivianske mand er en 35-årig svensk mand, der også befandt sig i bilen, sigtet for menneskesmugling.
Der har ikke været juridisk grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør. Han er derfor løsladt, men fortsat sigtet.

Den 39-årige mand blev efterfølgende udleveret til tysk politi.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

Domstol afviser kolonihavesag

0

Sagen om kolonihaveejernes kamp for helårsbeboelse fortsætter, og landsretten vil snart blive involveret for at vurdere sagen på ny. Det fortæller formand Brian Dahl.

Konflikten startede, da Fredericia Kommune politianmeldte 55 grundejere i kolonihaveområdet. Formand for kolonihaveejerne i Fredericia, Brian Dahl, der selv bor på Oktobervej, er rystet over, at byretsdommeren nu har afvist at køre en sag.

– Vi troede, at forhandlingen i juni måned skulle behandles, hvorvidt vi kunne have lov til at køre sagen mod kommunen, og det var det, vi skulle have svar på. Nu viser det sig, at dommeren har valgt at afvise sagen, så vi har på intet tidspunkt haft mulighed for at fremføre vidner eller nogen som helst dokumentation for vores syn på sagen, fortæller Brian Dahl.

Kolonihaveejerne ved stadig ikke, hvad de må. Det er deres opfattelse, at de ikke har fået et konkret svar, og i historisk perspektiv forstår de ikke, hvor Fredericia Kommune har givet så mange dispensationer og så pludselig går en anden vej.

– Det, der skete i i denne uge, var en slags deldom, hvor man afviser sagen, men der tages ikke stilling til, hvorvidt helårsbeboelse er lovligt eller ulovligt. Så man kan sige, at sagen med baggrund i juni måned, er blevet delt op i to, og det har vores advokat Niels Vase ikke været tilhænger af fra starten af, men det var det, dommeren ønskede. Så det er status, at der er truffet en dom desværre til Fredericia Kommunes fordel, men hvor vi ikke er blevet hørt, og hvor vi ikke har haft mulighed for at vidne eller for at fremføre vores syn på sagen, siger Brian Dahl

Siger dommeren noget om, hvorfor man afviser?

– Jeg synes ikke, man kan læse sig til det. Han forholder sig til den lovgivning, der gælder for området. Det, som jeg har udtrykt over for advokaten, er min bekymring for ordentligheden i det her. Fordi jeg synes ikke, man kan afvise noget, når begge parter ikke bliver hørt, uanset om der er en lovgivning, forklarer Dahl.

I denne deldom bliver det dog slået fast, at der ud fra lokalplanen ikke er grundlag for helårsbeboelse. Debatten om kolonihaverne er ikke kun en sag i Fredericia, men i flere kommuner landet over, hvor kommunerne selv nu har valgt at sætte fokus på kolonihaverne, der oprindeligt blev grundlagt med det formål, at borgerne i byerne kunne få frisk luft og græs mellem tæerne. Men undervejs blev der givet dispensationer, også i Fredericia og derfor står Brian Dahl tilbage med stor undren.

– Dommeren siger, at med områdets status og lokalplanen, er der ikke grundlag for helårsbeboelse, og det er der, jeg udtrykker min undring over for vores advokat Niels Vase. Det havde været rart at kunne sidde over for dommeren og udtrykke, hvorfor Fredericia Kommunes ageren gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne kan ses igennem fingrene med, når de har givet dispensation til x antal grundejere for at bo her året rundt, forklarer en frustreret formand

– Det er lidt som om, at når lovgivningen går kommunens vej, kan alt lade sig gøre. Nu hvor kommunen ikke er forpligtet til at medvirke til helårsbeboelse, kan man følge lovgivningen og sige, at vi ikke kan opnå status som helårsbeboere herude, tilføjer han.

Vil anke sagen til Landsretten

Hvad er næste skridt i ankesagen?

– Med baggrund i oplevelsen af denne uordentlighed, kan vi sige, at vi gik ind til dette møde med forventningen om at behandle del to af selve sagen, men dommeren traf en beslutning og afviste sagen. Så må vi sige, at man ikke kan gøre det, når kun den ene part er hørt, eller når man følger den gældende lovgivning, mener Brian Dahl.

Han fortæller også, at deres advokat Niels Vase var helt klar i sin udtalelse om, at kolonihaveejerne er nødt til at henvende sig til deres forsikringsselskaber og anmode om dækning for retssagen, så de kan anke sagen videre til Landsretten.

– Vi appellerer sagen til Landsretten på grundlag af, at vi ikke er blevet hørt i denne sag, selvom der alligevel er afsagt en dom. Det er vigtigt at understrege, at dommen ikke siger, at helårsbeboelse ikke er muligt, så det vil ikke ændre noget for dem, der allerede bor her, siger Brian Dahl.

Er det realistisk, at I får mulighed for at føre sagen videre til Landsretten?

– Vores advokat vil være meget undrende, hvis vi ikke får tilladelse til at appellere sagen til landsretten med retssagsdækning. Som Niels også nævner, med al den polemik, der har været i medierne om kommunernes ageren i forhold til sammenlignelige områder, kunne det være fordelagtigt at søge ministerens intervention. Fordi, hvad sker der med lovgivningen, når Svend Auken tilbage i 2001 kan ændre kolonihaveloven for ikke-varige kolonihaver, men vi ikke kan anvende den for vores situation? Det er det, vi arbejder hen imod, slutter Brian Dahl.

Den 9. august 2023 blev kolonihavesagen afvist i retten. Formand Brian Dahl vil anke sagen til Landsretten.

Fra dreng i Syrien til elektrikerlærling i Horsens

0

Dijwar er én ud af 11 elektrikerlærlinge hos El-Team Vest, og ved første øjekast og snak med ham, er det ikke lige til at vide, at han kun har boet i Danmark i otte år. Hans dansk er næsten fejlfrit, og hans udstråling og energi minder om alle andre 21-årige danske mænds.

Men Dijwars historie er en helt anden – og den historie har vi fået lov til at dele med jer.

Dijwar er født og opvokset i Syrien, og han har fra barns ben oplevet, hvad det vil sige at have krig helt tæt inde på livet. Dijwars far er kurder, og i 2013 gennemlevede han et levende mareridt, da han blev taget væk fra sin familie og holdt fanget af ISIS. Da det heldigvis lykkedes ham at slippe fri, stod det dog klart, at familien var nødt til at flygte, hvis han ville overleve.
Dijwars far flygtede derfor til Europa, hvor han frem til 2015 arbejdede på at få hele familien flyttet med til Danmark, hvor de skulle starte et nyt liv. Efter en hård rejse op igennem Europa blev familien endelig i november 2015 genforenet, og de fandt deres nye hjem i Gedved ved Horsens.

Blot en måneds tid efter startede Dijwar på Egebjerg Skole, og selvom han sprogligt og fagligt var langt bagud sine klassekammerater, lærte han på blot to år at tale dansk og kunne færdiggøre 9. klasse med sin klasse.

Interessen for faget startede som helt lille

Dijwar har altid arbejdet, og tilbage i Syrien hjalp han som blot 7 årig til i sin fars butik, hvor de solgte VVS- og elartikler. Han var samtidig med sin far og onkel med ude på flere tømrer- og elektrikerprojekter, og allerede her startede Dijwars spirende interesse for elektrikerfaget.
Dijwar ville gerne læse til elektriker i Danmark. Og hans ansøgning om en lærlingeplads hos El-Team Vest i Horsens blev startskuddet på denne rejse.

Casper Sandberg Eriksen, der tog imod Dijwars ansøgning, fik ret hurtigt en mavefornemmelse af, at netop denne mand var én, de i El-Team Vest skulle lære bedre at kende og give en chance. Han fortæller:

– Der var så mange ting i ansøgningen og CV’et, der ikke gav mening for mig – men det gjorde mig blot endnu mere nysgerrig på at vide, hvem Dijwar var. Og mavefornemmelsen holdt stik, for det var tydeligt, at der her var tale om en ung mand, der er klar på livet og på at lære.

Dijwar blev herefter tilbudt en lærlingeplads hos El-Team Vest, og selvom det ikke altid har været let, så har han netop bestået første hovedforløb på elektrikeruddannelsen og har således 2,5 år tilbage, førend han kan kalde sig elektriker.
Vi har et ansvar for at udvikle gode folk
Casper Sandberg Eriksen, der er ansvarlig for lærlingene hos El-Team Vest, har fulgt Dijwar tæt fra starten, og de udfordringer og kulturforskelle, som Dijwar har oplevet undervejs, har de i fællesskab været gode til at løse.

– Dijwar kommer fra en kultur, hvor man ikke spørger om hjælp. Så det har været en læring for ham, at han faktisk kan få støtte fra os og de øvrige lærlinge. Det er netop derfor, at vi har et lærlingeprogram hos El-Team Vest, hvor der er plads til at skabe rum til udvikling både fagligt og som menneske, siger Casper.

Dijwar er én ud af 11 lærlinge hos El-Team Vest, og deres lærlingeprogram er ikke blot til gavn for lærlingene selv – men ses også som en investering i virksomheden og branchen, fortæller Direktør, Søren Jochimsen:

– Det er som virksomhed vores ansvar at udvikle og uddanne gode mennesker og medarbejdere, og vi vægter altid højest, at man har indsatsen og viljen til at lære. Det er klart tilfældet med Dijwar, der har en ekstraordinær energi, vilje og pligtopfyldelse. Og dette er i sidste ende vigtigere end en flot karakter i en afsluttende eksamen.

Disney krydstogtskib besøger igen Fredericia

0

Søndag den 13. august får Fredericia besøg af det magiske Disney Dream krydstogtskib. Dagen vil være fyldt med spændende begivenheder og aktiviteter for både besætningen på skibet og byens borgere. Her er hvad du kan forvente på dagen:

07:45: Ankomst, Disney Dream

Disney Dream vil lægge til kaj på Esplanaden i Fredericia. Der vil være en hjertelig velkomst arrangeret af Fredericia Kanonlaug, og musik vil blive leveret af 6. Juli Garden.

08:00 – 18:00: Oplevelser i Det Hvide Vandtårn

Det Hvide Vandtårn på V. Landsoldaten vil være åbent for besøgende fra kl. 8 til 18. Entréen er 20 kr. Bemærk venligst, at der kun accepteres betaling med kort.

09:00 – 17:00: Veteranbiludstilling på Gl. Havn

Gl. Havn vil huse en imponerende udstilling af veteranbiler fra kl. 9 til 17.

09:00 – 16:00: Telegrafregimentets historiske samling

Den historiske samling fra Telegrafregimentet vil være tilgængelig på V. Landsoldaten fra kl. 9 til 16.

09:00 – 17:00: Minitog til rådhuspladsen og tilbage

Et charmerende minitog vil køre fra Esplanaden til Rådhuspladsen og retur. Prisen er 35 kr. per person.

09:00 – 18:00: Boder og marked i Kanalbyen

Kanalbyen vil omdannes til et livligt marked med forskellige boder og aktiviteter fra kl. 9 til 18.

10:00 – 14:00: Søndagsåbent i Midtbyen

Midtbyens butikker vil holde åbent, så du kan nyde en shoppingtur mellem kl. 10 og 14.

10:00 – 17:00: Oplev Fredericia Miniby

Fredericia Miniby på Vestre Ringvej 98C byder på en unik oplevelse. Entréen er 40 kr. for voksne og 25 kr. for børn.

12:00 – 16:00: Besøg Fredericia Bymuseum

Fredericia Bymuseum på Jernbanegade vil være åbent mellem kl. 12 og 16.

17:45: Afskedskoncert med Jumping Jacks

Som en afskedshilsen vil Jumping Jacks levere en stemningsfuld koncert på Esplanaden.

18:15: Disney Dream sejler Af

Disney Dream vil begynde sin afsejling fra Esplanaden kl. 18:15.

18:15: Afskedssalut fra Fredericia Kanonlaug

Fredericia Kanonlaug vil byde Disney Dream en smuk afsked med en afskedssalut på Esplanaden.

Denne begivenhedsrige dag er en oplagt mulighed for at opleve byens mange tilbud og aktiviteter. Tag familien med og vær en del af denne magiske dag, når Disney Dream besøger Fredericia Havn.

Bemærk: Tider og begivenheder kan ændre sig. Se opdateringer på VisitFredericias hjemmeside.

For mere information om dagens program, besøg VisitFredericias Program for krydstogtskibe 2023.

Vilde haver vinder frem: 25.000 har nu sluppet haven fri

0

Stadig flere haveejere dropper de snorlige og velfriserede haver og vælger i stedet at lade naturen råde på matriklen. Det er godt nyt for biodiversiteten, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.

Kvasbunker, langhårede græsplæner og farverige blomsterenge er et mere og mere almindeligt syn i de danske villakvarterer. Interessen for at hjælpe naturen i egen have er stor, og rundtom i hele Danmark vælger haveejere at dedikere dele af deres have til vilde bier, sommerfugle og andre pressede arter.

Det oplever man i hvert fald hos Danmarks Naturfredningsforening, der sammen med REMA 1000 står bag projektet ’Slip haven fri’ – et projekt, hvor tilmeldte haveejere forpligter sig til at holde haven giftfri og slippe mindst 20 procent af haven fri til gavn for biodiversiteten.

Her godt to år efter projektstart har projektet nu rundet 25.000 tilmeldinger. Og det er godt nyt for biodiversiteten i byerne, lyder det fra Therese Nissen, der er natur- og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

– Vi står midt i en biodiversitetskrise, hvor naturen mangler plads, og hvor insekter, smådyr og mange andre arter mangler steder at leve og finde føde. Derfor er det vigtigt, at flere og flere danskere vælger at indrette deres have, så der er ly, læ og føde til de hårdt pressede arter. For selvom de vilde haver ikke kan redde biodiversiteten alene, så udgør de et helle og fungerer som livsvigtige trædesten i vores byområder, siger hun.

Se her, hvor mange haver og kvadratmeter der er tilmeldt i de enkelte kommuner

Plads til forskellige naturelementer
Selvom man kun behøver at slippe 20 pct. af havens grønne arealer fri for at være med i projektet, lader haveejerne naturen råde over en langt større del af haven.

I gennemsnit har ejerne af de 25.000 haver valgt at give naturen plads på 44 pct. af havens areal.

– Hver en kvadratmeter tæller, og det kan gøre en forskel, selv hvis man bare dropper en lille del af den klassiske græsplæne til fordel for fx hjemmehørende planter. Men det er klart, at jo flere kvadratmeter man har at gøre godt med, jo flere forskellige typer af naturelementer kan man få plads til, og jo flere forskellige arter kan man i sidste ende hjælpe. Derfor er det også dejligt at se, at haveejerne slipper så stor en del af haven fri, siger Therese Nissen.

Ud over at plante hjemmehørende danske blomster og buske, vil man med bl.a. kvasbunker, jordvolde og vandhuller skabe gode betingelser for en lang række forskellige arter. Samtidig anbefaler Therese Nissen, at man lader døde træer blive stående eller liggende i haven, da de er guld værd for fx svampe, insekter og fugle.

Opgør med klassisk ideal
For nogle kan synet af døde træer og en langhåret græsplæne fuld af mælkebøtter måske få det til at krible i fingrene for at finde lugejernet og havecontaineren frem.

Idealet om den velfriserede have med tætklippet græs og planter i snorlige rækker ligger dybt i mange, og ikke alle steder bliver de vilde haver mødt med lige stor beundring og accept.

I Danmarks Naturfredningsforening håber man, at udbredelsen af vilde haver og en generelt øget opmærksomhed på biodiversitet vil gøre op med forestillingen om, at en have kun kan se ud på én bestemt måde.

– Mange synes stadigvæk, at en traditionel have med korttrimmet græsplæne er det pæneste og det, man bør efterstræbe. Men det korte græs er som en ørken for biller, sommerfugle, bier og de mange andre pressede arter. Derfor er der brug for, at vi får ændret den generelle opfattelse af, hvad der er pænt, og hvordan en have ”bør” se ud. Jeg er sikker på, at de 25.000 haveejere, der er med i vores projekt, ser skønheden i den vilde have – og forhåbentligt vil de naturvenlige haver med tiden blive det nye normale, siger Therese Nissen.

Hun tilføjer, at det naturligvis også er muligt at finde en mellemvej, hvor der både er plads til naturvenlige elementer og et klassisk velordnet look. Det vigtigste er, at haven rummer forskellige naturelementer.

Politiet søger hjælp til efterforskningen af drab på fredericianer

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Fyns Politi søger hjælp fra offentligheden til efterforskningen af en drabssag fra Torvaldsvej i Søndersø, der fandt sted torsdag den 3. august 2023.

Fyns Politi efterlyser private videooptagelser, både fra fastmonterede kameraer og fra eksempelvis biler med monteret kamera, der har kørt eller været parkeret i Søndersø omkring Vesterled, Carlsvej, Toftekær, Odensevej og Torvaldsvej den 3. august 2023 i tidsrummet mellem kl. 1400 og kl. 1615.

Politikommissær ved Fyns Politi Ian Kabbel siger:

– Vi har i drabssagen fra Søndersø den 3. august brug for at klarlægge nogle omstændigheder omkring gerningstidspunktet, og det har vi brug for offentlighedens hjælp til. Vi vil f.eks. godt kunne bruge nogle optagelser fra biler, hvis vi skulle være så heldige, at nogen vil dele deres optagelser fra området, eksempelvis fra deres Tesla, med os.

Hvis man har videooptagelser fra de nævnte områder i det pågældende tidsrum, så må man gerne gemme optagelserne og kontakte Fyns Politi på tlf. 114.

Kort om sagen
Den 3. august kl. 15.59 modtog Fyns Politi en anmeldelse og konstaterede fremme på stedet på Thorvaldsensvej i Søndersø, at en 39-årig mand fra Fredericia var alvorligt tilskadekommen. Manden afgik senere ved døden. Kort efter anholdt Fyns Politi en 51-årig mand, som nu er sigtet og varetægtsfængslet i forbindelse med sagen.

Fyns Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen.

Sosu-elever vil hacke unge til en sundhedsuddannelse

0
UDDANNELSE. Telefonen i din lomme har ti gange så mange bakterier som dit toiletbræt. Så snup en spritserviet og tør den af. Det er...

Ny ambulancebase på vej i Bredsten skal styrke beredskabet

0
REGIONEN. Borgerne vest for Vejle kan se frem til hurtigere hjælp, når de ringer 112. Region Syddanmark har nemlig købt en bygning i Bredsten,...

Historiske triumfer og nye mestre hyldet i Vejle

0
SPORT. Der blev skrevet padelhistorie i Vejle Padelcenter, da Danmarksmesterskaberne 2026 søndag kulminerede foran en fyldt centrecourt med dramatiske finaler og store præstationer. I kvindernes...

Dødsfald Vejle uge 16

0
Carsten Schmidt1940 - 2026 Karen Lysdal Pedersen1952 - 2026 Hardy Toft1961 - 2026 Michael Mikkelsen1949 - 2026 Johan Geismar Christoffersen1938 - 2026 Hans Jørgen Skovmose Larsen1941 - 2026

Ung mand stoppet i natten – test viste påvirkning af stoffer

0
KRIMI. En rutinemæssig standsning udviklede sig natten til søndag til en sag om narkokørsel i Vejle. Kort før midnat standsede en patrulje en personbil på...

Nederlag til spildevandsselskab i Vejle efter klagesag

0
Vejle Spildevand må indrette sig efter de gældende effektiviseringskrav, selv om selskabet har peget på høje huslejeudgifter som en særlig udfordring. Det står klart, efter...