En aktindsigt hos Fredericia Kommune afdækker, at kommunen i 2025 anvendte knap 36 millioner kroner på medier, sport og kultur. 5,95 millioner kroner gik til 170 private leverandører og medier. Hertil kommer 29,80 millioner kroner i særskilte tilskud til elitesport og kultur.

Blandt posteringerne finder man, at mediehuset JFM, der står bag blandt andet Fredericia Dagblad, modtog 564.000 kroner. Næsten det samme beløb, 583.000 kroner, landede hos Meta, Google og andre amerikanske techgiganter.

Det lokale mediehus matches krone for krone af amerikanske techgiganter

Blandt posteringerne finder man også, at skatteborgerne betaler tusindvis af kroner for, at byrådsmedlemmer kan læse Fredericia Dagblads dyreste abonnementer. Alene til byrådet er der bogført 69.064 kroner for et årsabonnement, hvortil kommer en række enkeltabonnementer på 3.849 kroner til individuelle politikere. Kommunen køber dog også plus-artikel-abonnement til 79 kroner stykket, blandt andet til medarbejdere i forvaltningerne.

Læs også: Sådan brugte en kommunal attraktion næsten 3 millioner på reklamer

På valgdagen den 24. marts 2026 tog to af AVISENs redaktører til Christiansborg for at opleve, observere, dokumentere og rapportere fra valgaftenen på Borgen. Mens regeringsforhandlingerne stadig er i sine indledende faser i kølvandet på valgets resultat og dets efterdønninger, er der nu tid til at reflektere over valgaftenens forløb, indhold og indtryk, som vi i dag står tilbage med fra denne »festaften« for demokratiet. Og der er mange interessante iagttagelser at komme ind på. Det er blevet til en artikelserie i tre akter, for at blive lidt længere i dramaturgimetaforen fra tidligere samfundsanalyser. Her kommer 1. akt, som vi har valgt at kalde, iscenesættelsen.

Ankomsten

Turen over Lillebæltsbroen, Fyn, Storebæltsbroen og Sjælland foregik i let regn sidst på eftermiddagen d. 24. Trafikken var flydende, og med en enkelt kaffepause undervejs nåede vi ind i hovedstaden Københavns centrum kl. ca. 18.30. Valghandlingen var stadig i gang frem til kl. 20. For at være på den sikre side parkerede vi bilen tæt ved Politigården. P-skiven blev sat og elektronisk registreret. Fotoudstyret blev taget ud af bilen og fordelt, og vi begyndte vandringen mod Borgen. Den lette regn var stilnet af, og gåturen gik gennem et øjensynligt helt normalt bybillede for en storby.

Via Niels Brocks Gade, forbi Glyptoteket på venstre hånd, nåede vi frem til Christiansborg, drejede til venstre ad Frederiksholms Kanal og til højre ad Vindebrogade langs Thorvaldsens Museum og Christiansborgs Slotskirke, forbi rytterstatuen af Kong Frederik 7. på Christiansborgs Slotsplads.

Først her konstaterede vi, at noget ikke var, som det plejer at være på en normal tirsdag i marts. Hen imod indgangen til Rigsdagsgården var der en let strøm af velklædte mennesker, og dele af politiets ryttersektion var placeret ved indgangen til Rigsdagsgården. Sammen med flere bevæbnede, gående politifolk overvågede de pladsen og situationen. Vi følte os helt trygge.

Den traditionelle opstilling af pressefolk, sikkerhedsfolk og folketingsbetjente på hovedtrappen foran indgangen til Christiansborg var for længst på plads. De særligt indbudte (VIPs) var så småt på vej op på Borgen. Vi skulle dog ind ad sideindgangen (»køkkendøren«) til højre for hovedindgangen. Her blev vi mødt af en venlig folketingsbetjent, som tjekkede vores pressekort, guidede os ind til sikkerhedstjekket og ønskede os en god aften. Sikkerhedstjekket var omhyggeligt og bestemt. Alt skulle tjekkes, og intet blev overladt til tilfældighederne.

Vi var nu ankommet backstage i forhold til publikum ude bag de mange tv-skærme og kanaler rundt omkring i landet. I garderoben, som mindede mig om en miniudgave af hovedbanegårdens garderobe, efterlod vi overtøj og det fotoudstyr, som vi umiddelbart ikke skulle bruge under 1. akt.

Iscenesættelsen

Vi bevægede os herefter op ad den smalle trappe til Forhallen, »hovedscenen« og til »de 5 mindre scener«. For kun 5 af de 12 opstillede partier havde valgt at indrette »valgfest« i nogle af de større sale/lokaler på Borgen. Socialdemokratiet i Fællessalen, Venstre i Landstingssalen, Danmarksdemokraterne i lokaler ved siden af Snapstinget, Borgernes Parti i Snapstinget og Dansk Folkeparti nærmest symbolsk, som valgets store sejrherre, i party-telt i Indre Gård. De 7 andre partier var ikke på Christiansborg denne aften. De havde valgt at holde valgfest andre steder i København, hvilket satte en underlig dæmper på udfoldelsen af demokratiets festdag på tværs af partiskel i magtens centrum, Christiansborg. Dette blev senere understreget af aflysningen af den traditionelle partilederdebat efter valgresultatets offentliggørelse. »Forestillingen« var reduceret og delt ud på endnu flere scener i forhold til tidligere.

Folketinget angiver på deres hjemmeside, at »omkring 2500 gæster og pressefolk deltog i den traditionsrige valgaften« på Christiansborg. Ca. 500 pressefolk var akkrediteret, heraf ca. 20 udenlandske medier.

Forberedelserne har været omfattende for de mange forskellige aktører, der har været involveret heri. Cirka 130 medarbejdere fra Folketingets Administration var på arbejde og hjalp med den praktiske afvikling. Hertil kom øvrigt sikkerhedspersonale, politi, beredskab og andre betydningsfulde myndigheder, som skulle sikre, at alt foregik i et elegant styret kaos med nøje indøvede og koordinerede adfærdsmønstre, som jeg vender tilbage til i 2. akt.

De danske medier var naturligvis talstærkt til stede. DR var dog kun til stede i form af mindre tv-teams og bevarede sin hovedbase på hjemstationen. TV2 sendte derimod direkte fra det etablerede studie i Vandrehallen hele valgaftenen. Dette gav en unik lejlighed til at studere TV2s backstage, både når »skuespillerne« (tv-værterne og kommentatorerne) var på live og ikke var på.

Det asymmetriske informationsspil, som Erving Goffman omtaler i sin Impression Management teori, og de fem karakteristiske hemmelighedstyper, som foldede sig ud Back Stage, var synligt for alle 2500 gæster hele aftenen.

Her skete der mange maskeskift, ingen nævnt, ingen glemt. For en af de sorte eller måske strategiske hemmeligheder mellem pressen er, at man ikke sætter fokus og/eller stiller skarpt på pressen, når den samlede forestilling går i luften. Her lægger der sig et usynligt tæppefald mellem front stage og en fiktiv back stage, som også understøttes af andre uskrevne regler.

En forholdsvis ny hovedaktør, »influencerne«, var stærkt dominerende denne gang, både front stage og back stage. Et hav af mobiltelefoner, smartphones og alle mulige typer af kameraer var på arbejde hele valgaftenen. Og det gjorde, at der i forhold til tidligere ikke kun afspillede sig forestillinger fra »gammelmedierne« og de lokale tv-stationer, men fra et hav af miniforestillinger med hver sin vinkel og hvert sit indhold, aktører og tilskuere. Et multiplum af interrelaterede forestillinger, et ægte totalteater.

Et multiplum af interrelaterede forestillinger. Et ægte totalteater.

Så var der naturligvis også politikerne og de politiske embedsfolk, spindoktorerne og hjælperne, samt ikke mindst repræsentanter fra ungdomspartierne, der var tildelt og spillede helt særlige roller i forestillingen. Politikergruppen bestod både af de politisk opstillede kandidater, netop afgåede og tidligere folketingsmedlemmer, som blev draget af »savsmuldet i manegen«, og den helt særlige stemning og specielle spænding, der var på spil for den enkelte opstillede folketingskandidat, »Bliver jeg valgt eller vraget?«.

Først langt henne i valgfesten, og for manges vedkommende først dagen efter, når mandaterne er talt op og det enkelte folketingsmedlem er fundet, sker forløsningen, »Jeg kom ind«, eller nedturen, »Det gik ikke«. Det er svært for os andre, udenforstående, at forestille os, hvilke vilde tanker og følelser der løber igennem den enkelte kandidat sådan en aften.

Også AVISENs to redaktører var velforberedte og havde strategien klar til at glide ind i hovedforestillingen. Selv om vi kun udgjorde under 0,1 % af det samlede antal aktører, ønskede vi at få gode observationer og reportager med hjem. Vi foretog efter ankomsten til Christiansborg derfor en taktisk og strategisk rekognoscering rundt på Borgen for at lokalisere hotspots og kontakte nogle af de lokalt opstillede kandidater fra Fredericia, som var på Borgen.

Og her slutter 1. akt, og 2. akt, »Opførelsen«, kan begynde og kommer i næste artikel.

Overgangen mellem 1. og 2. akt i forestillingen om valgaftenen d. 24. marts 2026 var flydende. Alligevel karakteriseres 2. akt ved opførelsen af nogle helt særlige adfærdstræk og gentagende adfærdsmønstre, hvori alle involverede aktører og »skuespillere« deltager. Træk og mønstre, som rammesætter den demokratiske proces yderligere og tydeliggør festaftenens betydning for, hvilket indtryk vi som borgere, politikere og medier kommer til at stå tilbage med i den efterfølgende regeringsdannelsesperiode og tiden derefter.

De sidste forberedelser

De sidste forberedelser bliver gjort, så ankomsten af partilederne kan foregå præcist, koordineret og gnidningsløst. Timingen mellem de mange forskellige aktører i forestillingen er vigtig. Aftalerne mellem de større medier (TV2 og DR) synes for længst afklaret, kun et kamerahold inden for passageafspærringerne, som kan følge politikerne op ad trapperne til højre og venstre til salene/lokalerne. Optagelser, som kan deles live, mens de foregår.

Pressen finder sine positioner i hallerne, salene og på gangene i Christiansborg. De har tæt kontakt med kollegaerne på selve hovedtrappen uden for Borgen og de hold, der følger politikerne på vej til Borgen og får information om, hvilke politikere der er på vej hvornår. De allervigtigste politikeres vej til Christiansborg følges naturligvis live med droner, som nu for alvor har afløst de tidligere velkendte helikoptere eller efterfølgende tv-vogne.

Inden for foregår »forestillingen« i flere afsnit. Et for hver partileders ankomst. Afsnit, der er mere eller mindre identiske. Jo højere politikeren er i det politiske hierarki, jo senere ankomst, jo tættere bliver sikkerheden, afspærringerne, og jo mere intens bliver pressens jagt på det helt rigtige billede og interview.

Et stykke tid før hvert afsnit af forestillingen løber af stablen, positionerer de involverede aktører sig ud fra den anviste rute (afspærret med røde bånd) og destinationen for den enkelte partileder, partiets valgfestlokation. Tæt omkring partilederen dannes den aftalte kortege og sikkerhedszone. Aktørerne følger præcist forestillingens drejebog og fastlagte koreografi. Og selv om det for udenforstående kan se kaotisk og turbulent ud, er der mening i den helt særlige form for koreograferet og tætte »fællesdans«, som de involverede parter interagerer med hinanden i.

Partilederne ankommer og taler

Morten Messerschmidt ankom kl. ca. 20.46 i Forhallen og blev mødt af pressen og de mange feststemte partisoldater og indledte omkring kl. 20.50, til stor jubel i Dansk Folkepartis partytelt i Indre Gård, sin sejrstale med ordene: »Kære venner. Dansk Folkeparti er tilbage. Det er den største fremgang, jeg kan mindes. Og det er et kæmpe rygstød for danskerne i forhold til det projekt, som vi satte i søen i fællesskab for en 3-4 år siden, imens vi har set en regering …«

Det endelige valgresultat viser, at Dansk Folkeparti går fra 5 til 16 mandater (fra 2,6 % til 7,5 %). Det svarer til en stemmemæssig fremgang på 288,5 %, altså næsten en tredobling.

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Kenneth A. Howery, kigger forbi til et kort besøg ved kl. 22-tiden. Ambassadøren bliver bl.a. mødt af miljøminister Magnus Heunicke, Socialdemokratiet, og vises rundt på Borgen.

Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne ankom kl. ca. 22.13 i Forhallen og blev også mødt af feststemte partisoldater og indledte omkring kl. 22.18 sin valgtale i lokaler ved siden af Snapstinget med ordene: »Tak for det. Tak, venner. Tak for den kæmpe, kæmpe, kæmpe indsats, I har gjort hver og enkelt. Jeg synes simpelthen, at det er fantastisk. Og det er jo rigtigt. Vi er gået en lille bitte smule tilbage, men det er altså relativt tæt på vores seneste valgresultat.«

Det endelige valgresultat viser dog, at Danmarksdemokraterne går fra 14 til 10 mandater (8,1 % til 5,8 %). Det svarer til en stemmemæssig tilbagegang på 28,4 %.