12.3 C
Copenhagen
fredag 22. august 2025

Oh Land bliver ny ambassadør for UNICEF

0

UNICEF Danmark byder en af landets suverænt stærkeste stemmer velkommen som ambassadør: Sangerinde og multikunstner Nanna Øland Fabricius. Sammen vil de slå til lyd for børns rettigheder – særligt pigers.

Oh Land vil i sit ambassadørskab for FNs børneorganisation særligt have fokus på ligestilling og pigers rettigheder, herunder pigers uddannelse. Herudover sætter hun fokus på arbejdet med børns mentale sundhed via musik såvel som fokus på flygtningebørn – alle emner, der er tæt på sangerindens hjerte.

En stærk stemme for børns rettigheder og drømme
-Vi har alle drømme – uanset hvor vi kommer fra i verden. For mig er det så vigtigt, at vores børn får muligheden for at udleve deres drømme. De muligheder giver vi dem bedst ved at sikre deres fundamentale rettigheder, som bl.a. uddannelse. Uddannelse er et af de mest grundlæggende skridt på vejen mod ligestilling – og det glæder jeg mig til at kæmpe endnu mere for sammen med UNICEF, fortæller Oh Land.

Sidste år sikrede UNICEF at 37,9 millioner børn og unge uden for skolen fik adgang til uddannelse (2022). Siden man i 1995 begyndte at arbejde aktivt for pigers skolegang, er 180 millioner piger kommet i skole.

-Vi er så enormt stolte af at byde en superstjerne som Oh Land velkommen hos UNICEF. Passionen for at sikre børns og særligt pigers uddannelse er vi fælles om. Vi ved, at uddannelse og viden er med til at styrke børn over hele verden og hjælpe dem med at finde deres stemme. Vi kan ikke forestille os et bedre forbillede til det end netop Nanna. Og der er i høj grad behov for dette fokus på børns uddannelse. Lige nu står vi midt i en global læringskrise, hvor 244 millioner børn ikke går i skole og det er primært piger, siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Musik er et vigtigt redskab i arbejdet med og for børn og unges mentale sundhed
UNICEF bruger i mange situationer musik, lyd og dans som redskaber til at hjælpe børn og unge. I flygtningelejre og støtteprogrammer for flygtningebørn og migranter har UNICEF bl.a. arbejdet med musik som et værktøj til mental sundhed og psykosocial støtte med positive resultater, der har bidraget til at traumatiserede børn igen ønsker at kommunikere og tage del i fællesskaber. Det er et område, som for Oh Land er helt naturligt at bakke op om, og hvor hun for alvor kan bringe sin egen faglighed i spil.

Flygtningebørn har også en helt særlig plads i Oh Lands hjerte. Hendes kæreste og musikerkollega, Adi Zukanovic, kom selv til Danmark som flygtning fra Bosnien som femårig.

Børn skal have en fair chance i livet
Oh Land har i flere år været en rigtig god ven af huset hos UNICEF Danmark og støttet op om organisationens arbejde for alle verdens børn bl.a. gennem sin musik. I 2020 udgav Oh Land singlen ”Vilde Piger, Vilde Drenge”, som hun har skrevet sammen med den etiopiske popsangerinde Zeritu Kebede. Alle indtægter gik ubeskåret til UNICEF. Sangen er skrevet til børn, som en kærlig og motiverende påmindelse om, at vi alle har drømme og ambitioner og at alle fortjener en fair chance for at udleve dem. Og netop dét, at give børn en fair chance i livet og muligheden for at opnå deres fulde potentiale ligger i UNICEFs kerneværdier.

Nu formaliseres venskabet i et officielt ambassadørskab.

To personer sigtet i sag om menneskesmugling ved grænsen

0

Den ene af de sigtede, en 43-årig boliviansk mand, er varetægtsfængslet i sagen.

En 43-årig boliviansk mand blev torsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for overtrædelse af udlændingelovens bestemmelser om menneskesmugling.

Den 43-årige mand nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

Den bolivianske mand kom sammen med to andre personer umiddelbart efter midnat, natten til torsdag, kørende i en svensk personbil ved Frøslev Grænse.

Taget ud til kontrol
Her blev køretøjet taget ud til stikprøvevis indrejsekontrol af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ved kontrollen stod det klart, at en af passagererne, en 39-årig boliviansk mand, ikke havde gyldige indrejsedokumenter, hvorefter personerne i køretøjet blev anholdt.

Ud over den 43-årige bolivianske mand er en 35-årig svensk mand, der også befandt sig i bilen, sigtet for menneskesmugling.
Der har ikke været juridisk grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør. Han er derfor løsladt, men fortsat sigtet.

Den 39-årige mand blev efterfølgende udleveret til tysk politi.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

Domstol afviser kolonihavesag

0

Sagen om kolonihaveejernes kamp for helårsbeboelse fortsætter, og landsretten vil snart blive involveret for at vurdere sagen på ny. Det fortæller formand Brian Dahl.

Konflikten startede, da Fredericia Kommune politianmeldte 55 grundejere i kolonihaveområdet. Formand for kolonihaveejerne i Fredericia, Brian Dahl, der selv bor på Oktobervej, er rystet over, at byretsdommeren nu har afvist at køre en sag.

– Vi troede, at forhandlingen i juni måned skulle behandles, hvorvidt vi kunne have lov til at køre sagen mod kommunen, og det var det, vi skulle have svar på. Nu viser det sig, at dommeren har valgt at afvise sagen, så vi har på intet tidspunkt haft mulighed for at fremføre vidner eller nogen som helst dokumentation for vores syn på sagen, fortæller Brian Dahl.

Kolonihaveejerne ved stadig ikke, hvad de må. Det er deres opfattelse, at de ikke har fået et konkret svar, og i historisk perspektiv forstår de ikke, hvor Fredericia Kommune har givet så mange dispensationer og så pludselig går en anden vej.

– Det, der skete i i denne uge, var en slags deldom, hvor man afviser sagen, men der tages ikke stilling til, hvorvidt helårsbeboelse er lovligt eller ulovligt. Så man kan sige, at sagen med baggrund i juni måned, er blevet delt op i to, og det har vores advokat Niels Vase ikke været tilhænger af fra starten af, men det var det, dommeren ønskede. Så det er status, at der er truffet en dom desværre til Fredericia Kommunes fordel, men hvor vi ikke er blevet hørt, og hvor vi ikke har haft mulighed for at vidne eller for at fremføre vores syn på sagen, siger Brian Dahl

Siger dommeren noget om, hvorfor man afviser?

– Jeg synes ikke, man kan læse sig til det. Han forholder sig til den lovgivning, der gælder for området. Det, som jeg har udtrykt over for advokaten, er min bekymring for ordentligheden i det her. Fordi jeg synes ikke, man kan afvise noget, når begge parter ikke bliver hørt, uanset om der er en lovgivning, forklarer Dahl.

I denne deldom bliver det dog slået fast, at der ud fra lokalplanen ikke er grundlag for helårsbeboelse. Debatten om kolonihaverne er ikke kun en sag i Fredericia, men i flere kommuner landet over, hvor kommunerne selv nu har valgt at sætte fokus på kolonihaverne, der oprindeligt blev grundlagt med det formål, at borgerne i byerne kunne få frisk luft og græs mellem tæerne. Men undervejs blev der givet dispensationer, også i Fredericia og derfor står Brian Dahl tilbage med stor undren.

– Dommeren siger, at med områdets status og lokalplanen, er der ikke grundlag for helårsbeboelse, og det er der, jeg udtrykker min undring over for vores advokat Niels Vase. Det havde været rart at kunne sidde over for dommeren og udtrykke, hvorfor Fredericia Kommunes ageren gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne kan ses igennem fingrene med, når de har givet dispensation til x antal grundejere for at bo her året rundt, forklarer en frustreret formand

– Det er lidt som om, at når lovgivningen går kommunens vej, kan alt lade sig gøre. Nu hvor kommunen ikke er forpligtet til at medvirke til helårsbeboelse, kan man følge lovgivningen og sige, at vi ikke kan opnå status som helårsbeboere herude, tilføjer han.

Vil anke sagen til Landsretten

Hvad er næste skridt i ankesagen?

– Med baggrund i oplevelsen af denne uordentlighed, kan vi sige, at vi gik ind til dette møde med forventningen om at behandle del to af selve sagen, men dommeren traf en beslutning og afviste sagen. Så må vi sige, at man ikke kan gøre det, når kun den ene part er hørt, eller når man følger den gældende lovgivning, mener Brian Dahl.

Han fortæller også, at deres advokat Niels Vase var helt klar i sin udtalelse om, at kolonihaveejerne er nødt til at henvende sig til deres forsikringsselskaber og anmode om dækning for retssagen, så de kan anke sagen videre til Landsretten.

– Vi appellerer sagen til Landsretten på grundlag af, at vi ikke er blevet hørt i denne sag, selvom der alligevel er afsagt en dom. Det er vigtigt at understrege, at dommen ikke siger, at helårsbeboelse ikke er muligt, så det vil ikke ændre noget for dem, der allerede bor her, siger Brian Dahl.

Er det realistisk, at I får mulighed for at føre sagen videre til Landsretten?

– Vores advokat vil være meget undrende, hvis vi ikke får tilladelse til at appellere sagen til landsretten med retssagsdækning. Som Niels også nævner, med al den polemik, der har været i medierne om kommunernes ageren i forhold til sammenlignelige områder, kunne det være fordelagtigt at søge ministerens intervention. Fordi, hvad sker der med lovgivningen, når Svend Auken tilbage i 2001 kan ændre kolonihaveloven for ikke-varige kolonihaver, men vi ikke kan anvende den for vores situation? Det er det, vi arbejder hen imod, slutter Brian Dahl.

Den 9. august 2023 blev kolonihavesagen afvist i retten. Formand Brian Dahl vil anke sagen til Landsretten.

Fra dreng i Syrien til elektrikerlærling i Horsens

0

Dijwar er én ud af 11 elektrikerlærlinge hos El-Team Vest, og ved første øjekast og snak med ham, er det ikke lige til at vide, at han kun har boet i Danmark i otte år. Hans dansk er næsten fejlfrit, og hans udstråling og energi minder om alle andre 21-årige danske mænds.

Men Dijwars historie er en helt anden – og den historie har vi fået lov til at dele med jer.

Dijwar er født og opvokset i Syrien, og han har fra barns ben oplevet, hvad det vil sige at have krig helt tæt inde på livet. Dijwars far er kurder, og i 2013 gennemlevede han et levende mareridt, da han blev taget væk fra sin familie og holdt fanget af ISIS. Da det heldigvis lykkedes ham at slippe fri, stod det dog klart, at familien var nødt til at flygte, hvis han ville overleve.
Dijwars far flygtede derfor til Europa, hvor han frem til 2015 arbejdede på at få hele familien flyttet med til Danmark, hvor de skulle starte et nyt liv. Efter en hård rejse op igennem Europa blev familien endelig i november 2015 genforenet, og de fandt deres nye hjem i Gedved ved Horsens.

Blot en måneds tid efter startede Dijwar på Egebjerg Skole, og selvom han sprogligt og fagligt var langt bagud sine klassekammerater, lærte han på blot to år at tale dansk og kunne færdiggøre 9. klasse med sin klasse.

Interessen for faget startede som helt lille

Dijwar har altid arbejdet, og tilbage i Syrien hjalp han som blot 7 årig til i sin fars butik, hvor de solgte VVS- og elartikler. Han var samtidig med sin far og onkel med ude på flere tømrer- og elektrikerprojekter, og allerede her startede Dijwars spirende interesse for elektrikerfaget.
Dijwar ville gerne læse til elektriker i Danmark. Og hans ansøgning om en lærlingeplads hos El-Team Vest i Horsens blev startskuddet på denne rejse.

Casper Sandberg Eriksen, der tog imod Dijwars ansøgning, fik ret hurtigt en mavefornemmelse af, at netop denne mand var én, de i El-Team Vest skulle lære bedre at kende og give en chance. Han fortæller:

– Der var så mange ting i ansøgningen og CV’et, der ikke gav mening for mig – men det gjorde mig blot endnu mere nysgerrig på at vide, hvem Dijwar var. Og mavefornemmelsen holdt stik, for det var tydeligt, at der her var tale om en ung mand, der er klar på livet og på at lære.

Dijwar blev herefter tilbudt en lærlingeplads hos El-Team Vest, og selvom det ikke altid har været let, så har han netop bestået første hovedforløb på elektrikeruddannelsen og har således 2,5 år tilbage, førend han kan kalde sig elektriker.
Vi har et ansvar for at udvikle gode folk
Casper Sandberg Eriksen, der er ansvarlig for lærlingene hos El-Team Vest, har fulgt Dijwar tæt fra starten, og de udfordringer og kulturforskelle, som Dijwar har oplevet undervejs, har de i fællesskab været gode til at løse.

– Dijwar kommer fra en kultur, hvor man ikke spørger om hjælp. Så det har været en læring for ham, at han faktisk kan få støtte fra os og de øvrige lærlinge. Det er netop derfor, at vi har et lærlingeprogram hos El-Team Vest, hvor der er plads til at skabe rum til udvikling både fagligt og som menneske, siger Casper.

Dijwar er én ud af 11 lærlinge hos El-Team Vest, og deres lærlingeprogram er ikke blot til gavn for lærlingene selv – men ses også som en investering i virksomheden og branchen, fortæller Direktør, Søren Jochimsen:

– Det er som virksomhed vores ansvar at udvikle og uddanne gode mennesker og medarbejdere, og vi vægter altid højest, at man har indsatsen og viljen til at lære. Det er klart tilfældet med Dijwar, der har en ekstraordinær energi, vilje og pligtopfyldelse. Og dette er i sidste ende vigtigere end en flot karakter i en afsluttende eksamen.

Disney krydstogtskib besøger igen Fredericia

0

Søndag den 13. august får Fredericia besøg af det magiske Disney Dream krydstogtskib. Dagen vil være fyldt med spændende begivenheder og aktiviteter for både besætningen på skibet og byens borgere. Her er hvad du kan forvente på dagen:

07:45: Ankomst, Disney Dream

Disney Dream vil lægge til kaj på Esplanaden i Fredericia. Der vil være en hjertelig velkomst arrangeret af Fredericia Kanonlaug, og musik vil blive leveret af 6. Juli Garden.

08:00 – 18:00: Oplevelser i Det Hvide Vandtårn

Det Hvide Vandtårn på V. Landsoldaten vil være åbent for besøgende fra kl. 8 til 18. Entréen er 20 kr. Bemærk venligst, at der kun accepteres betaling med kort.

09:00 – 17:00: Veteranbiludstilling på Gl. Havn

Gl. Havn vil huse en imponerende udstilling af veteranbiler fra kl. 9 til 17.

09:00 – 16:00: Telegrafregimentets historiske samling

Den historiske samling fra Telegrafregimentet vil være tilgængelig på V. Landsoldaten fra kl. 9 til 16.

09:00 – 17:00: Minitog til rådhuspladsen og tilbage

Et charmerende minitog vil køre fra Esplanaden til Rådhuspladsen og retur. Prisen er 35 kr. per person.

09:00 – 18:00: Boder og marked i Kanalbyen

Kanalbyen vil omdannes til et livligt marked med forskellige boder og aktiviteter fra kl. 9 til 18.

10:00 – 14:00: Søndagsåbent i Midtbyen

Midtbyens butikker vil holde åbent, så du kan nyde en shoppingtur mellem kl. 10 og 14.

10:00 – 17:00: Oplev Fredericia Miniby

Fredericia Miniby på Vestre Ringvej 98C byder på en unik oplevelse. Entréen er 40 kr. for voksne og 25 kr. for børn.

12:00 – 16:00: Besøg Fredericia Bymuseum

Fredericia Bymuseum på Jernbanegade vil være åbent mellem kl. 12 og 16.

17:45: Afskedskoncert med Jumping Jacks

Som en afskedshilsen vil Jumping Jacks levere en stemningsfuld koncert på Esplanaden.

18:15: Disney Dream sejler Af

Disney Dream vil begynde sin afsejling fra Esplanaden kl. 18:15.

18:15: Afskedssalut fra Fredericia Kanonlaug

Fredericia Kanonlaug vil byde Disney Dream en smuk afsked med en afskedssalut på Esplanaden.

Denne begivenhedsrige dag er en oplagt mulighed for at opleve byens mange tilbud og aktiviteter. Tag familien med og vær en del af denne magiske dag, når Disney Dream besøger Fredericia Havn.

Bemærk: Tider og begivenheder kan ændre sig. Se opdateringer på VisitFredericias hjemmeside.

For mere information om dagens program, besøg VisitFredericias Program for krydstogtskibe 2023.

Vilde haver vinder frem: 25.000 har nu sluppet haven fri

0

Stadig flere haveejere dropper de snorlige og velfriserede haver og vælger i stedet at lade naturen råde på matriklen. Det er godt nyt for biodiversiteten, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.

Kvasbunker, langhårede græsplæner og farverige blomsterenge er et mere og mere almindeligt syn i de danske villakvarterer. Interessen for at hjælpe naturen i egen have er stor, og rundtom i hele Danmark vælger haveejere at dedikere dele af deres have til vilde bier, sommerfugle og andre pressede arter.

Det oplever man i hvert fald hos Danmarks Naturfredningsforening, der sammen med REMA 1000 står bag projektet ’Slip haven fri’ – et projekt, hvor tilmeldte haveejere forpligter sig til at holde haven giftfri og slippe mindst 20 procent af haven fri til gavn for biodiversiteten.

Her godt to år efter projektstart har projektet nu rundet 25.000 tilmeldinger. Og det er godt nyt for biodiversiteten i byerne, lyder det fra Therese Nissen, der er natur- og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

– Vi står midt i en biodiversitetskrise, hvor naturen mangler plads, og hvor insekter, smådyr og mange andre arter mangler steder at leve og finde føde. Derfor er det vigtigt, at flere og flere danskere vælger at indrette deres have, så der er ly, læ og føde til de hårdt pressede arter. For selvom de vilde haver ikke kan redde biodiversiteten alene, så udgør de et helle og fungerer som livsvigtige trædesten i vores byområder, siger hun.

Se her, hvor mange haver og kvadratmeter der er tilmeldt i de enkelte kommuner

Plads til forskellige naturelementer
Selvom man kun behøver at slippe 20 pct. af havens grønne arealer fri for at være med i projektet, lader haveejerne naturen råde over en langt større del af haven.

I gennemsnit har ejerne af de 25.000 haver valgt at give naturen plads på 44 pct. af havens areal.

– Hver en kvadratmeter tæller, og det kan gøre en forskel, selv hvis man bare dropper en lille del af den klassiske græsplæne til fordel for fx hjemmehørende planter. Men det er klart, at jo flere kvadratmeter man har at gøre godt med, jo flere forskellige typer af naturelementer kan man få plads til, og jo flere forskellige arter kan man i sidste ende hjælpe. Derfor er det også dejligt at se, at haveejerne slipper så stor en del af haven fri, siger Therese Nissen.

Ud over at plante hjemmehørende danske blomster og buske, vil man med bl.a. kvasbunker, jordvolde og vandhuller skabe gode betingelser for en lang række forskellige arter. Samtidig anbefaler Therese Nissen, at man lader døde træer blive stående eller liggende i haven, da de er guld værd for fx svampe, insekter og fugle.

Opgør med klassisk ideal
For nogle kan synet af døde træer og en langhåret græsplæne fuld af mælkebøtter måske få det til at krible i fingrene for at finde lugejernet og havecontaineren frem.

Idealet om den velfriserede have med tætklippet græs og planter i snorlige rækker ligger dybt i mange, og ikke alle steder bliver de vilde haver mødt med lige stor beundring og accept.

I Danmarks Naturfredningsforening håber man, at udbredelsen af vilde haver og en generelt øget opmærksomhed på biodiversitet vil gøre op med forestillingen om, at en have kun kan se ud på én bestemt måde.

– Mange synes stadigvæk, at en traditionel have med korttrimmet græsplæne er det pæneste og det, man bør efterstræbe. Men det korte græs er som en ørken for biller, sommerfugle, bier og de mange andre pressede arter. Derfor er der brug for, at vi får ændret den generelle opfattelse af, hvad der er pænt, og hvordan en have ”bør” se ud. Jeg er sikker på, at de 25.000 haveejere, der er med i vores projekt, ser skønheden i den vilde have – og forhåbentligt vil de naturvenlige haver med tiden blive det nye normale, siger Therese Nissen.

Hun tilføjer, at det naturligvis også er muligt at finde en mellemvej, hvor der både er plads til naturvenlige elementer og et klassisk velordnet look. Det vigtigste er, at haven rummer forskellige naturelementer.

Politiet søger hjælp til efterforskningen af drab på fredericianer

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Fyns Politi søger hjælp fra offentligheden til efterforskningen af en drabssag fra Torvaldsvej i Søndersø, der fandt sted torsdag den 3. august 2023.

Fyns Politi efterlyser private videooptagelser, både fra fastmonterede kameraer og fra eksempelvis biler med monteret kamera, der har kørt eller været parkeret i Søndersø omkring Vesterled, Carlsvej, Toftekær, Odensevej og Torvaldsvej den 3. august 2023 i tidsrummet mellem kl. 1400 og kl. 1615.

Politikommissær ved Fyns Politi Ian Kabbel siger:

– Vi har i drabssagen fra Søndersø den 3. august brug for at klarlægge nogle omstændigheder omkring gerningstidspunktet, og det har vi brug for offentlighedens hjælp til. Vi vil f.eks. godt kunne bruge nogle optagelser fra biler, hvis vi skulle være så heldige, at nogen vil dele deres optagelser fra området, eksempelvis fra deres Tesla, med os.

Hvis man har videooptagelser fra de nævnte områder i det pågældende tidsrum, så må man gerne gemme optagelserne og kontakte Fyns Politi på tlf. 114.

Kort om sagen
Den 3. august kl. 15.59 modtog Fyns Politi en anmeldelse og konstaterede fremme på stedet på Thorvaldsensvej i Søndersø, at en 39-årig mand fra Fredericia var alvorligt tilskadekommen. Manden afgik senere ved døden. Kort efter anholdt Fyns Politi en 51-årig mand, som nu er sigtet og varetægtsfængslet i forbindelse med sagen.

Fyns Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen.

Trivselskommission for børn og unge nedsat

0
Foto: AVISEN

I en tid, hvor mistrivslen blandt børn og unge stiger, tager regeringen nu et afgørende skridt ved at nedsætte en trivselskommission. Målet med kommissionen er at undersøge, hvordan man bedst kan forebygge sårbarhed og mistrivsel hos børn og unge i Danmark. Initiativet følger regeringsgrundlagets intention om at forbedre børn og unges livskvalitet.

Med en række tal og undersøgelser, der påpeger stigende problemer med mistrivsel, er kommissionen en nødvendig respons. Nyere data viser, at selvom flertallet af børn og unge har det godt, oplever næsten halvdelen af unge i alderen 16-25 år en form for mistrivsel. Samtidig føler flere børn og unge sig ensomme, og der er en markant stigning i deres digitale medieforbrug.

Formand for kommissionen, Rasmus Meyer, der også fungerer som forstander på Krogerup Højskole, udtaler:

– Det er afgørende for vores samfund, at børn og unge trives og lever meningsfulde liv. Jeg glæder mig over regeringens indsats med denne kommission, hvor vi søger at forstå udfordringerne og komme med anbefalinger til forbedring.

Trivselskommissionen består af erfarne praktikere, repræsentanter fra foreningslivet og forskere med bred viden om børns og unges trivsel. Hertil kommer to børne- og ungerepræsentanter. Marie Holt Hermansen, tidligere formand for Danske Skoleelever, og Khalil Abdeddaim, en engageret træner i NGO’en GAME, repræsenterer de unge i kommissionen.

Kommissionen, som fokuserer på børn i alderen 0-25 år, vil se nærmere på følgende fire temaer:

  1. Fællesskaber og relationer
  2. Tidlig indsats og forebyggelse
  3. Livsmod og robusthed
  4. Det gode digitale liv

Der vil blive taget hensyn til eventuelle køns-, sociale og etniske forskelle i kommissionens arbejde. Derudover vil den analysere årsagerne bag den stigende mistrivsel blandt børn og unge.

Trivselskommissionen vil løbende komme med anbefalinger og forventes at afslutte sit arbejde senest ved udgangen af 2024.

For at markere nedsættelsen af kommissionen vil kulturministeren, børne- og undervisningsministeren og digitaliserings- og ligestillingsministeren besøge NGO’en GAME i København, der fokuserer på social forandring gennem gadeidræt. Khalil Abdeddaim og Marie Holt Hermansen, som begge er medlemmer af kommissionen, vil også deltage i besøget.

– Børn og unges trivsel er en central udfordring i vores samfund. Jeg ser frem til, at Trivselskommissionen kan give os en dybere forståelse af de drivkræfter, der ligger bag den stigende mistrivsel. Dette gælder især i relation til sociale medier og den digitale verden,” udtaler digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre.

Trivselskommissionen vil have en bred vifte af eksperter og praktikere, som løbende kan bidrage til arbejdet og anbefalingerne. Den vil også involvere et repræsentativt børne- og ungepanel samt afholde et børne- og ungetopmøde for at sikre inddragelse af de unge selv.

Læs hele kommissoriet her.

Kommissionens Medlemmer:

  • Rasmus Meyer (formand), forstander på Krogerup Højskole
  • Marie Holt Hermansen, forhenværende formand for Danske Skoleelever
  • Khalil Abdeddaim, playmaker (frivillig træner), GAME
  • Hanne Kirk, programleder, COOP Crew
  • Karin Ingemann, udviklingschef, Danmarks Idrætsforbund
  • Christine Ravn Lund, forkvinde for Dansk Ungdoms Fællesråd
  • Andreas Rasch Christensen, forskningschef, VIA University College
  • Simon Calmar Andersen, chef i TrygFondens Børneforskningscenter, professor i Statskundskab, Aarhus Universitet
  • Lene Tangaard, rektor, Designskolen Kolding
  • Vibeke Jenny Koushede, professor og institutleder, Institut for Psykologi, Københavns Universitet
  • Mie Oehlenschläger, uafhængig tech- og policyrådgiver

Alting har en ende – også for et klubikon

0
Foto: Matthias Runge Madsen

Kristian Stoklund er fortid i Fredericia Håndboldklub i sommeren 2024. Klubben har i en pressemeddelelse offentliggjort, at Stoklund, der har spillet ungdomshåndbold i klubben, og siden sommeren 2018, har været med til at spille FHK tilbage til toppen af dansk håndbold.

Den fredericianske forfatter Henrik Pontoppidan kunne næppe have skrevet det bedre. Historien om Kristian Stoklund og FHK’s vej til toppen af dansk håndbold har været unik.

FHK havde som plan at ville tilbage i håndboldligaen, og først etablere sig som ligahold og siden spille med i slutspillet. Til det formål blev Kristian Stoklund hentet. Den historie havde to ben at gå på. Dels havde Stoklund vist i TM Tønder, som han på overraskende vis var med til at rykke op i ligaen med, at han havde evnerne til det, men dels var der også historien om bysbarnet, som vendte hjem til klubben, hvor det hele begyndte som tiårig.

At være klubmand i en moderne tid, hvor penge og ambitioner fylder mere for de fleste, er unikt. Klubben har uden tvivl betydning for Stoklund, selvom det kan lyde som en floskel. Han har selv været med til at give noget tilbage ved at være gæstetræner på den årlige håndboldskole, og når han har sendt en knyttet næve og jubelbrøl ud mod HK Ultras, er det kommet fra hjertet.

Da Stoklund kom til FHK, havde klubben Frederik Krarup som gardering på playmakerpositionen. Da holdet rykkede op i ligaen, kom svenske Victor Skillhammer til, og selvom Nicolaj Nørager kom til sæsonen efter, var det stadig med Kristian Stoklund i en stor rolle. Spillemæssigt satte Stoklund spillet op, som man kender det som en klassisk playmaker, men han tog også sagen i egen hånd og med et stående skud, med en fart der var uovertruffen, sendte bolden i kassen bag de chanceløse målmænd. Den form for skud gav for garvede fredericianske håndboldelskere associationer til en af ligaspillerne fra 00’erne, Mads Kiib, som i fankredse blev døbt “Mads Missil”.

Som årene i FHK er gået, har både Stoklund og FHK lagt lag på. Stoklund er vokset i takt med, at FHK har fået bedre og bedre placeringer, og det viser det potentiale, som han har. I sidste sæson, da Gudmundur Gudmundsson kom til som ny cheftræner, begyndte der at ske et “vagtskifte”. Gudmundsson kom med hans ideer, og med sig i bagagen havde han to nye bagspillere i form af James Junior Scott og Reinier Taboada. Stoklund fik en mere tilbagetrukket rolle som aflastningsspiller hist og her, med undtagelse af, når der skulle spilles overtal i syv mod fem, når modstanderen var i undertal, eller når syv mod seks skulle spilles.

Sidstnævnte endte som bekendt med at få stor betydning for FHK i slutspillet. Da seks mod seks svigtede, blev syv mod seks et fast våben i hver kamp, og dermed endte Kristian Stoklund med at spille en hovedrolle i slutspillet, da sæsonen spidsede til. Pludselig stod den indefødte fredericianer, Kristian Stoklund, med alle muligheder for at skrive sig ind i de helt store historiebøger.

Ikke siden 1980 havde Fredericia vundet en DM-medalje. Muligheden kom, da holdet kvalificerede sig til DM-semifinalen mod Aalborg. FHK var dog chanceløse i de to udekampe, men i bronzekampene mod Skjern var FHK bestemt ikke chanceløse. Godt nok blev FHK udsat for en massakre i den første kamp, men hjemmekampen blev vundet – og så kom “balladen”. Presset var på Skjern i den afgørende kamp. FHK holdt sig til, og lod ikke Skjern stikke af i første halvleg, og da det hele skulle afgøres, var FHK ganske enkelt skarpere. FHK vandt bronzekampen 28-25, hvor Stoklund stod for to af målene og leverede tre assists.

Smukkere kunne historien ikke skrives. Kristian Stoklund kom tilbage til FHK med det formål at få klubben tilbage til toppen af dansk håndbold, og den mission lykkedes. Med en træner, der kigger andre veje, var en afsked til næste sommer uundgåelig. Derfor har alting en ende – også samarbejdet mellem FHK og Stoklund, som ellers har dannet parløb på hele opturen fra oprykningssæsonen frem til nu.

Indfødt FHK’er skifter til anden ligaklub

0
Kristian Stoklund i dyb koncentration: Foto: AVISEN

Pr. 30. juni 2024 stopper Kristian Stoklund i Fredericia Håndboldklub, som han har kontraktudløb med til den tid.

Tilbage i sommeren 2018 vendte den dengang 24-årige Kristian Stoklund tilbage til den klub, hvor han snørede håndboldskoene for første gang som tiårig. Stoklund spillede i ungdomsårene i FHK, indtil turen gik på efterskole. Da playmakeren vendte retur, var det efter et ophold i TM Tønder.

Siden Stoklund vendte retur til FHK, har både klubben og han udviklet sig. I det første år rykkede holdet op i ligaen, hvor det siden er blevet etableret. Det hele kulminerede i sidste sæson, hvor det blev til DM-bronze, men efter denne sæson fortsætter Fredericia Håndboldklubs rejse uden Kristian Stoklund.

– Der er selvfølgelig en hel sæson, hvor vi skal jagte sejre i hver eneste kamp. Vores ambition er at fastholde holdet i toppen af ligaen, og for at indfri den målsætning er Stoklund en vigtig brik, så der er meget arbejde at gøre, inden Stoklund stopper i FHK til sommeren 2024. Vi ønsker Stoklund held og lykke med de nye udfordringer, men først skal arbejdet gøres færdigt i Fredericia Håndboldklub, siger administrerende direktør i FHK, Thomas Renneberg-Larsen og fortsætter:

– At Stoklund melder ud allerede nu, er vi meget tilfredse med, så vi har god tid til at finde en ny playmaker til ligaholdet.

29-årige Kristian Stoklund understreger, at han stadig er glad for at trække den røde FHK-trøje over hovedet, men for at få den ønskede rolle har han ønsket at skifte klub.

– Jeg har ikke haft så stor en rolle under Gudmundur Gudmundsson. Så for at få større muligheder for at få spilletid har jeg valgt at skifte, men jeg vil gøre alt for at slutte godt af i Fredericia, da det er en klub, der står mig meget nært, siger Kristian Stoklund.

Da Stoklund vendte retur, var det samtidig med, at thansen ARENA var blevet moderniseret. På tætteste hold har Stoklund kunnet følge udviklingen af klubben på både de indre linjer og rent sportsligt.

– Det har været fedt at være en del af udviklingen. Jeg har udviklet mig sammen med klubben og set, hvordan den er vokset, fortæller Stoklund.

At Stoklund i sidste sæson endte med at være med til bronze, som var den første DM-medalje i 43 år, gør ham stolt.

– Det var kulminationen af mange timers arbejde. Det var virkelig stort for klubben, fansene og byen. Det er uden tvivl noget, jeg er stolt over at have været med til, slutter Kristian Stoklund.

Siden sommeren 2018 står Kristian Stoklund noteret for 138 turneringskampe, hvor det er blevet til 657 mål.

Ifølge AVISENs kilder skifter Kristian Stoklund til lokal- og ligarivalerne fra KIF Kolding. Det er dog ikke bekræftet fra officiel side. Det forventes dog offentliggjort indenfor nær fremtid.

Grøn omstilling og globalt udsyn skal løfte Fredericias iværksætteri

0
BUSINESS. Fredericia skiller sig markant ud i Trekantområdet i tredje kvartal. Nye tal viser, at kommunen har langt flere nyoprettede virksomheder i forhold til...

Togene kører igen mellem Fredericia og Vejle – enkelte togbusser fortsætter lidt endnu

0
TRAFIK. Efter torsdagens dødsulykke på Børkop Station er politi og øvrige myndigheder nu færdige med deres arbejde på stedet, og togene er så småt...

Lange køer til togbusser ved Fredericia Banegård efter togpåkørsel i Børkop

0
TRAFIK. Torsdag formiddag er togdriften mellem Vejle og Fredericia blevet indstillet på ubestemt tid efter en dødsulykke på Børkop Station. Det har sat sit...

41-årig mand død efter togpåkørsel på Børkop Station

0
KRIMI. En 41-årig udenlandsk mand mistede torsdag formiddag livet i forbindelse med en togpåkørsel på Børkop Station. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en opdatering...

Togdriften indstillet efter personpåkørsel ved Børkop Station

0
KRIMI. En person er torsdag middag blevet påkørt af et tog ved Børkop Station. Ifølge Sydøstjyllands Politi står togtrafikken helt stille mellem Fredericia og...

Tre landsbyer klar til PostNord Danmark Rundt: »Man skal bare komme ud og mærke...

0
EVENTS. Fredag vil stilheden i tre små lokalsamfund blive afbrudt af et sus af kulfiberhjul, farvestrålende trøjer og det korte glimt af noget, der...