Leder af Jazz i Trekanten stopper mens legen er god

0

Ildsjælen Karsten Bech, der har stiftet og drevet Jazz i Trekanten gennem ni år, går på pension i efteråret 2023.

Efter ni år som sekretariatsleder for netværks- og genrespillestedet Jazz i Trekanten, har Karsten Bech besluttet at overdrage faklen til en ny person, der kan drive Jazz i Trekanten videre. Beslutningen er truffet, fordi Karsten til efteråret når pensionsalderen og ønsker at bruge tiden på at engagere sig frivilligt i mere og andet end jazzmusik. Samtidig vil han gerne have mere tid til familien, og til at dyrke den passion, der i sin tid startede Jazz i Trekanten – nu bare som publikum og musiker.

– Det har været en svær beslutning at slippe ansvaret for den drøm, der ikke bare gik i opfyldelse, men gik ud over alle forventninger, udtaler Karsten Bech, der sammen med hustruen Sussie Bech stablede den første festival på benene i 2015 på rent hjerteblod og vilje. Siden da har Jazz i Trekanten arrangeret over tusinde koncerter, vundet priser til bl.a. DMA Jazz, og er i dag en selvejende kulturinstitution, der har sat Kolding på landkortet som et af de mest betydningsfulde steder for jazzmusik i Danmark. Den unge jazzklub – JazzHouse, Jazz for Kids og den årlige jazzfestival er alle eksempler på initiativer, der har skabt unikke musikoplevelser, og som er lykkedes med at opdyrke et helt nyt publikum for jazzmusikken.

– Men man skal også stoppe, mens legen er god, og jeg er overbevist om, at nu er det rette tidspunkt at give Jazz i Trekanten videre til nye kræfter, siger Karsten Bech.

Selvom Karsten Bech stopper som leder af Jazz i Trekanten, vil han stadig stå til rådighed som frivillig og hjælpe til i det omfang, en ny leder mener, at det er gavnligt at trække på de mange års erfaring.

Morten Weeth, der er leder af bestyrelsen for Jazz I Trekanten, synes det er vemodigt at Karsten stopper som leder af sekretariatet.

– Karsten er jo en ildsjæl, der på få år har udviklet Jazz I Trekanten til at være en væsentlig kulturaktør i Kolding, udtaler han.

– Men med solide samarbejdsaftaler med både Statens Kunstfond og Kolding Kommune i bagagen, har vi et godt udgangspunkt for, at en ny leder kan tage over og fortsætte udviklingen af institutionen. Vi har slået stillingen op og planlægger at en ny leder starter 1. juni, så der bliver en passende periode, hvor Karsten kan overdrage den daglige drift.

Faktabox:

Jazz I Trekanten er udpeget af Statens Kunstfond som Netværks- og Genrespillested.

Formålet er at flere får lyst til at lytte til jazz og at jazzlytterne får nye og overraskende jazzoplevelser.

Jazz I Trekanten har udgangspunkt i Kolding Kommune, men har også fokus på de seks øvrige kommuner i Trekantområdet.

Jazz I Trekanten blev startet i 2015 som en festival under Trekantområdets festuge.

Jazz i Trekanten er i dag en selvejende institution med en forretningsorienteret bestyrelse, og den daglige drift varetages af et sekretariat med fire medarbejdere, som har kontor i Nicolai Kultur i Kolding.

I dag afholdes ca. 120 koncerter om året og den årlige omsætning er på ca. 3,2 mio. kr.

Jazz I Trekanten har ikke selv nogen scene, men arrangerer alle koncerter i tæt samarbejde med andre kulturaktører og foreninger.

Jazz I Trekanten har siden 2016 været nomineret til 10 priser ved det årlige Danish Music Award (DMA) Jazz, og er to gange løbet med en pris i hhv. 2018 og 2019.

Direktør ser positive tendenser før afgørende kampe

0

FC Fredericias sæson står og falder med, om holdet overlever i NordicBet Ligaen. Direktør Stig Pedersen ser positive tendenser i opstarten, men han har dog ikke helt ro i maven før de 15 kampe, der venter i forårssæsonen.

Den sidste træningskamp er spillet. På søndag starter alvorens time, hvor Hillerød venter i den første af i alt 15 altafgørende kampe. FC Fredericia er med lørdagens uafgjorte resultat mellem Hillerød og Hobro skubbet under nedrykningsstregen med et enkelt point, og det har de nu 15 kampe til at få lavet om på.

Transfervinduet tog afsat i, at det er en tilspidset situation, hvor FC Fredericia for alt i verden vil undgå nedrykning. Allerede i sommeren 2022 blev det annonceret, at holdet ville få tilgang af Daniel Johansen, og derudover er Jesper Juelsgård, Anders Holvad og Nicolai Brock-Madsen kommet til.

Stig Pedersen. Arkivfoto.

Træningskampene har været en blandet landhandel. Det er blevet til uafgjort mod AaB, uafgjort mod Middelfart, nederlag til Randers, uafgjort mod Young Boys, sejr mod Næstved og senest uafgjort mod Vejle og et nederlag til Esbjerg.

– Når jeg ser kampene mod Vejle og Esbjerg, ser vi det vi kunne forvente. Vi spillede mod et tophold i form af VB, og der fik vi scoret et enkelt mål, hvilket er fint. Mod Esbjerg spillede vi fantastisk i de første 20 minutter, men vi manglede at score og det var for dårligt, at det ikke skete. Vi skal blive dygtigere til at score på åbne chancer, men træningskampe er én ting. I sommer præsterede vi også godt i træningskampene, og vi så alle, hvordan det gik i efteråret. Derfor er træningskampene lidt gratis, men nu venter 15 “pokalkampe”, hvor der er noget på spil, siger Stig Pedersen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Stig Pedersen mener, at holdet står stærkere end i efteråret, og målt på den økonomi, som holdet har brugt i transfervinduet, skulle det også gerne kunne aflæses på resultaterne. Direktøren synes også, at han har set positive tegn fra nyerhvervelserne.

– Juelsgård havde, da han startede op, ikke spillet en turneringskamp siden den 1. november, men han er kommet godt efter det. Anders Holvad har set godt ud, og Nicolai Brock-Madsen har allerede sat et aftryk i de to kampe han har spillet. Det betyder, at vi har andre værktøjer end i efteråret, og i Brock-Madsen har vi fået en helt anden type ind. Det kommer til at kræve hårdt arbejde af os, men jeg synes, at vi er godt stillet, fortæller Stig P.

Hillerød og Hobro tyvstartede på forårssæsonen i lørdags. De havde en udsat kamp fra efteråret, og den endte 2-2. Dermed kravlede Hobro over FC Fredericia, der er nu under nedrykningsstregen.

– I et øjebliksbillede er det fint, at Hobro ikke vandt, men der er 45 point at spille om. Der er ét point op, og det skal vi væk fra. Det gælder om at få point og være svære at slå. Der er mange point at spille om, men selvom man er 2-3 point efter er det én runde. Vi skal væk fra stregen hurtigst muligt, siger Stig Pedersen.

Stig Pedersen og den sportslige ledelse har gjort deres til at sætte rammerne til et forår, hvor alle sejl er sat ind på at sikre sig overlevelse. Selvom Pedersen er fortrøstningsfuld er han ikke helt rolig.

– Jeg ved ikke, om jeg har ro i maven. Der var ro i maven, da vi var i oprykningsspillet, men sådan er fodbold også. Vi skal også kunne håndtere det ikke går vores vej, slutter Stig Pedersen.

Selvom der er positive tendenser at spore i flere af træningskampene, og indkøbene FC Fredericia har foretaget ser lovende ud, er det ikke helt med ro i sindet, at Stig Pedersen venter på forårssæsonen starter op mod Hillerød på søndag. Sikkert er det, at FC Fredericia i det opgør, og resten af foråret, mangler Patrick Egelund, der er skadet.

Velkendt fredericianer vil i Folketinget

0
Chefredaktør Andreas Dyhrberg Andreassen. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

40-årig Andreas Dyhrberg Andreassen har meldt sig under fanerne som ny Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia. Formelt set skal han vælges af partiforeningen på generalforsamlingen den 21. februar, men både hovedpersonen selv og lokalformand Mads Funding melder om stor opbakning fra lokalforeningens medlemmer.

I et internt brev har Socialdemokratiets bestyrelse skrevet ,at de bakker op om Andreas Dyhrberg Andreassen som ny folketingskandidat for partiet efter, at Jens Jonatan Steen efter folketingvalget i 2022 trak sit kandidatur tilbage efter at være opstillet to gange uden at blive valgt.

– Vi har haft en overvejelse om hvad vi skulle. Vi kørte en god valgkamp, men Jens Jonatan Steen fik ikke et godt personligt valg, så noget lykkedes ikke. Det vi stødte på var, at vælgerne ville have en lokal kandidat. Vi skulle have en superstar eller finde en anderledes lokal kandidat. Andreas har en anden baggrund som iværksætter og som person. Han har været en del af Socialdemokratiet i flere årtier, så han er ikke kommet ind fra højre. Han kender produktionsdanmark, og ved hvordan man sætter noget i gang. Det er fint, at man har en baggrund som Statskundskaber, som mange af vores andre kandidater har, men vi skal have forskelligheder og her kommer Andreas ind i billedet med en anden tilgang, siger Mads Funding.

Noget af det Socialdemokratiets lokalbestyrelse har lagt vægt på er, at deres nye Folketingskandidat har drive, engagement, er kendt i bybilledet, kan formulere politik og kan samarbejde med fagbevægelsen. Efter det har der været et felt af personer, som de har talt om, ligesom det er tilfældet med en jobsamtale.

– Vi tegnede en profil og diskutererede enkeltpersoner frem og tilbage. Så lagde vi os fast på navne, og så tager man en snak med partikontoret, som jeg har gjort. Vi har spurgt om de vil have en specifik kandidat, men vi sagde at vi har en stærk profil, så de skulle komme op med et es, hvis det skulle være. Vi ville have en med Obama-effekt eller lokalforankring, hvor vi endte med det sidste, fortæller Mads Funding.

For Andreas Dyhrberg Andreassen selv er det lidt af en drøm af komme i Folketinget. Tidligt engagerede han sig i politik, hvor han i syv år var formand for DSU Fredericia. Tillige har han været formand for hele Fredericias elevråd, som svarer til det, der i dag er Fredericia Ungebyråd, hvor den ene af Andreas’ døtre, Mille, i dag er formand.

– Min gamle skolelærer, Jørgen Vesterlund, skrev i min udtalelsesbog, at jeg drømte om at komme på Christiansborg, siger Andreas Dyhrberg Andreassen.

Gennem årene har Andreas Dyhrberg Andreassen kunnet se, hvordan der er ført valgkamp uden selv at være opstillet. Han har tidligere været en del af kampagnestaben, og har derudover kunnet se til fra sidelinjen ved andre valg. Hvis Andreassen bliver valgt som Folketingskandidat, så har han et klart mål.

– Der er behov for, at Fredericia får en repræsentant på Christiansborg. Der er ingen tvivl om, at der er en række større emner som jeg vil arbejde med, blandt andet den fantastiske historie, der ligger i, at byen er gået fra skorstene til en by, der går forrest i den grønne omstillinger med de projekter, der er. Det er ekstremt vigtigt, at stemmen fra området også løftes på Christiansborg. Udover det har jeg stort fokus på sundhed og fokus på trivsel. Jeg har selv otte børn, og de er ikke ramt, men det med at unge er ramt af det ene eller andet er vigtigt for mig at have fokus på. Jeg har et stort netværk i sportens verden, som jeg også er klar til at bringe i spil, siger Andreas Dyhrberg Andreassen.

Andreas Dyhrberg Andreassen er jævnalderende med flere af de velkendte socialdemokratiske Folketingsmedlemmer. Blandt andet Mette Frederiksen, Nicolai Wammen Magnus Heunicke og Dan Jørgensen, som han kender fra DSU-tiden.

– De fleste af dem valgte at læse Statskundskab, og er strøget ind på Christiansborg. Jeg valgte at læse historie, og derfor har jeg en anden baggrund end dem, som jeg håber at bidrage med, fortæller Andreassen.

For at blive opstillet som Folketingskandidat kræver det 25 underskriftstillere. I den forbindelse har Andreassen haft adskillige samtaler med partiets lokalmedlemmer, som han selv har kontaktet.

– Jeg har talt med over 100 medlemmer, og det har været en fornøjelse at tale med dem. Der har været en flot modtagelse. Mange er glade for jeg stiller op, og ser det som en chance for at få en valgt på Christiansborg, fortæller Andreas Dyhrberg Andreassen.

Privat er Andreas Dyhrberg Andreassen gift, og har i en sammenbragt familie i alt otte børn. Nu kan familien, hvis Andreas bliver valgt som ny Folketingskandidat, se frem mod, en ny hverdag for henholdsvis far Andreas og manden Andreas, der skal ud at føre valgkamp, hvor han vil kæmpe for at blive valgt til Folketinget ved næste valg.

Ny chefsygeplejerske for Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Lillebælt

0

Lotte Duelund Kragh er pr. 1. februar ansat som ny chefsygeplejerske på Kvindesygdomme og Fødsler på Kolding Sygehus, Sygehus Lillebælt.

49-årige Lotte Duelund Kragh har siden 2003 haft sin daglige gang på Kolding Sygehus, hvor hun blandt andet har arbejdet indenfor netop specialet kvindesygdomme og fødsler. De seneste seks år som oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske på operationsgangen, og før det var hun i syv år specialeansvarlig sygeplejerske inden for gynækologi/obstetrik, Sygehus Lillebælt i en pressemeddelelse.

– Jeg er helt vildt glad for at have fået jobbet og kan godt lide at være med til at give børn en god start på livet. Lige siden jeg blev uddannet, har jeg beskæftiget mig med – og været interesseret i – specialet kvindesygdomme og fødsler, siger Lotte Duelund Kragh.

Nu skal Lotte Duelund Kragh så være med til at lede hele afdelingen i samarbejde med den ligeledes nyligt tiltrådte Anne Cathrine Hoffgaard Munk, som er ny ledende overlæge.

– Jeg har været funktionsleder på operationsgangen i flere år, og jeg var blevet klar til at bevæge mig fra den daglige drift og ind i den strategiske ledelse. Og jeg har i lang tid haft lyst til at være med til at skabe rammen for nogle gode patientforløb i hele afdelingen og på den måde komme rundt om forløbene, fortæller hun.

Hun vil bruge den første tid som ny chefsygeplejerske på at besøge og hilse på personalet i hele afdelingen og se og høre, hvad de er optagede af.

– Jeg har ingen færdig strategi for, hvor afdelingen skal være på vej hen. Og det er allerede en rigtig god afdeling, hvor der er mange gode ting i gang. Men jeg glæder mig til at være med til at sætte mit aftryk på det, siger hun.

Lotte Duelund Kragh er født og opvokset i Vejen, men bor nu i Kolding i et ældre hus, som hun sætter i stand i sin fritid. Hun har tre børn i alderen 16 til 20 år – og er blandt andet også gymnastikinstruktør for et puslingehold.

Ny analyse: Hackerangreb slår rekord

0
Foto: Pixabay

Antallet af anmeldte hackerangreb mod danske virksomheder steg i 2022 med 64 pct. sammenlignet med 2021, og har nået nyt rekordniveau. Og det bliver nok værre i fremtiden, for vi mangler akut flere IT-specialister, der kan værne virksomhederne mod angreb. Desværre er tilgangen af nye IT-studerende faldet for 2. år i træk. Det viser en nye analyse fra SMVdanmark.

Danske virksomheders firewall gløder. Sidste år anmeldte de over 2.000 hackerangreb mod deres systemer, hvilket er rekordhøjt. Det viser en analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

Rekorden bekymrer Lasse Lundqvist, konsulent og cyberekspert i SMVdanmark.

– Mindre og mellemstore virksomheder i Danmark er rigtig gode til at udnytte de digitale muligheder og bruger fx e-handel i stor stil. Men det betyder også, at de bliver nemmere at ramme for hackere, hvis de ikke passer på, siger han.

Særligt er hackernes interesse for de små og mellemstore virksomheder steget over de seneste år. Siden 2019 er antallet af mindre virksomheder, der oplevede brud på IT-sikkerheden, steget markant mere end antallet af store virksomheder, der blev ramt.

– Så der er givetvis et stort mørketal, når vi ser på antal anmeldelser, også selv om de slår rekord. For ofte opgiver den lille virksomhed at anmelde og tager tabet, fordi de ikke tror på, at de får noget ud af en anmeldelse. Desværre har de ofte ret, for politiets opklaringsprocent er hovedrystende lav, siger Lasse Lundqvist.

IT-folk en mangelvare

Analysen viser også, at vi står over for akut mangel på IT-specialister for at kunne danne et effektivt værn mod hackerne. Tilgangen til IT-uddannelserne er faldet med 19 pct. fra 2020 til 2022, og Danmark forventes at mangle 22.000 IT-specialister i 2030.

– Så virksomhederne bliver nok endnu mere sårbare overfor hackerangreb i fremtiden. Allerede nu oplever mange, at de har svært ved at rekruttere IT-specialister. Så der er behov for at tænke nyt og finde nye løsninger, så vi kan tiltrække flere unge til IT-uddannelserne og også optage flere af dem, der søger. IT-uddannelserne afviste over 1.000 kvalificerede ansøgere sidste år, fordi der ikke var pladser nok, siger Lasse Lundqvist.

Energibesparelser i regionen er resultatet af en stærk fælles indsats

0

Lavere temperaturer i administrative arealer, ingen unødvendig belysning, kortere fyringssæson og ikke mindst stor opbakning til energitiltag og nye energisparende vaner blandt medarbejderne er årsagen til, at det er lykkedes regionen at skære ned for både varme- og strømforbrug.

I de sidste tre måneder af 2022 lykkedes det for Region Syddanmark at skære fire pct. af regionens samlede varmeforbrug og tre pct. af regionens samlede elforbrug sammenlignet med samme periode året før.

Hvis det omregnes til en almindelig husstands forbrug, svarer regionens varmebesparelse til 76 almindelige husstandes (villa) årsforbrug, mens regionens elbesparelse svarer til 124 husstandes årlige elforbrug.

Det viser en statusopgørelse over energibesparende tiltag, som regionen satte i gang i oktober sidste år, efter regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening indgik en aftale om, at der på grund af energikrisen skulle spares på energien i det offentlige.

Medarbejderne har båret indsatsen

De nye energibesparende tiltag tæller bl.a. sænkning af temperaturerne i kontorer og administrative arealer, ingen unødvendig belysning, forkortelse af fyringssæsonen og opfordring til regionens medarbejdere om at spare på strømmen, hvor det er muligt. At tiltagene har ført til de ønskede energibesparelser, skal især medarbejderne takkes for, mener Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark:

– Det var med kort varsel, vi blev bedt om at gøre vores for at hjælpe Danmark igennem energikrisen. De flotte energibesparelser er nået på kun tre måneder og er resultatet af en solid fælles indsats på tværs af regionens sygehuse, institutioner og matrikler. Den store medarbejderopbakning har været helt afgørende for, at det er lykkedes os, for når man om vinteren sænker temperaturen til 19 grader, er det bestemt noget, der kan mærkes af medarbejdere i de berørte kontorer og administrative områder. Derfor skal der lyde en stor tak til alle, der har bidraget, fundet løsninger og været klar til at ændre vaner og adfærd.

Energibesparende indsatser virker

Region Syddanmark har i en årrække overvåget regionens energiforbrug for at opnå energibesparelser og mindske CO2-udledning. Med de nye tiltag er regionens energibesparende indsatser blevet markant udvidet, og alle regionens enheder har bidraget til resultaterne i det omfang, det har været teknisk muligt, og hvor det kunne gennemføres uden at påvirke patienterne. Det betyder, at regionens besparelser på varmeforbruget alene er opnået i administrative arealer, mens bygninger med patientnære funktioner ikke er blevet påvirket af reguleringen af rumtemperaturen.

Karsten Uno Petersen er ikke i tvivl om, at Region Syddanmarks energibesparelse gør en forskel: 

– I efteråret stod Danmark og Europa i en alvorlig situation, hvor man på grund af energikrisen, som er afledt af Ruslands invasion af Ukraine, så ind i en vinter, hvor Danmark kunne risikere at mangle energi. Jeg er stolt af, at det på kort tid er lykkedes Region Syddanmark at opnå store energibesparelser og dermed bidrage til at sikre forsyningssikkerheden i Danmark, siger Karsten Uno Petersen.

Region Syddanmark fortsætter indtil videre med de energibesparende tiltag, der blev implementeret pr. 1. oktober 2022.

Fakta

I fjerde kvartal 2022 har Region Syddanmark samlet set reduceret varmeforbruget med fire pct. og elforbruget med tre pct. i forhold til samme kvartal året før.

I faktiske tal er det 1.370 MWh varme og 557.000 kWh el, og regionens samlede varmebesparelse svarer til 76 almindelige husstandes (villa) årsforbrug, og elbesparelsen svarer til 124 husstandes årlige elforbrug.

Herunder ses eksempler på de opnåede energibesparelser på regionens sygehuse og enheder: 

– Sygehus Lillebælt i Vejle og Kolding har reduceret varmeforbruget på sygehusene med 16 pct.

– Odense Universitetshospital (OUH) har sparet 100.000 kWh pr. måned, hvilket svarer til omkring 22 husstandes årlige elforbrug. Dertil er varmeforbruget i de administrative arealer reduceret med seks pct.

– Regionshuset har skåret 26 pct. af varmeforbruget ved at sænke temperaturen til 19 grader i kontorer, mødelokaler og fællesarealer. Dertil er der brugt 15 pct. mindre strøm i kraft af elbesparende initiativer og ændret medarbejderadfærd.

Fugearbejde på Vejlefjordbroen

0
Foto: Vejdirektoratet

Vejdirektoratet reparerer to fuger på Vejlefjordbroen for at sikre kørekomfort og broens levetid.

En del af Vejlefjordbroens fugekonstruktion er ødelagt, og derfor går Vejdirektoratet nu i gang med reparationsarbejder på broen.

Fugerne er en vigtig del af brodækket, da de sørger for, at broen kan bevæge sig som følge af temperatursvingninger, der får brodækket til at udvide sig om sommeren og trække sig sammen om vinteren.

Reparationsarbejdet omhandler en grundig reparation af den fuge, der gik i stykker tidligere på måneden samt en af de andre fuger på broen.

Arbejdet foregår i aften- og nattetimerne i perioden 24. til 26. februar 2023.

I den anledning er det nødvendigt at spærre det højre kørespor i aften- og nattetimerne. Trafikanterne ledes sammen fra 3 til 2 kørespor, og der vil således kun være ét spor farbart i sydgående retning.

Afspærringen etableres fra fredag d. 24. februar kl. 19:00 til lørdag 25 februar kl 10.00 samt fra lørdag 25 februar kl 18.00 til søndag 26 februar kl 10.00.

Der er risiko for kødannelse i en del af udførelsesperioden grundet spærringer af et kørespor. Både lørdag og søndag i aftentimer er der risiko for en halv times længere rejsetid.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, arbejdet medfører.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

SOSU-uddannelser var populære blandt ledige, der tog uddannelsesløft på forhøjede dagpenge

0

I løbet af de første år med ny uddannelsesordning begyndte omkring hver tredje på en social- og sund-hedsuddannelse, viser evaluering fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Muligheden for uddannelsesløftet har også været relativt populær blandt ikke-vestlige indvandrere. Ordningen udløb ved årsskiftet.

Uddannelse

Social- og sundhedsuddannelserne har vist sig populære blandt ledige, der tog en erhvervsuddannelse på forhøjet dagpengesats. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

I juni 2020 indførte den daværende regering og et bredt flertal i Folketinget en midlertidig ordning, hvor ledige over 30 år fik ret til at tage en erhvervsuddannelse på 110 procent dagpenge. Ordningen var målrettet faglærte med en forældet uddannelse og ufaglærte. Retten var betinget af, at uddannelsen gav gode jobmuligheder.

Analysen undersøger, hvilke uddannelser de ledige valgte, hvad deres baggrund var, og hvad deres arbejdsmarkedsstatus var senere.

Cirka 1.500 ledige benyttede sig af muligheden i ordningens første år – fra august 2020 til september 2021. Omkring hver tredje af dem begyndte på en uddannelse som enten social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper.

– I de kommende år bliver der langt flere ældre med plejebehov, og samtidig har vi en massiv mangel på social- og sundhedsmedarbejdere. Derfor er det positivt, at netop social- og sundhedsuddannelserne er populære blandt de ledige, siger Emilie Agner Damm, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Andre populære uddannelser på 110-procents-ordningen var til elektriker og industrioperatør.

– Hvis vi skal have det rette velfærdsniveau og nå i mål med den grønne omstilling, har vi generelt brug for langt mere faglært arbejdskraft. Vi taler ofte om de unges uddannelsesvalg, men der er også et stort uudnyttet potentiale i opkvalificering af voksne ufaglærte og faglærte med forældede uddannelser, siger Emilie Agner Damm.

I 2021 blev ordningen forlænget til udgangen af 2022, hvor den udløb.

– Muligheden for at tage en erhvervsuddannelse på forhøjede dagpenge har vist sig som en succes og kan være med til at løse manglen på flere typer af faglærte. Så regeringen bør genindføre den, siger Emilie Agner Damm.

Analysens hovedkonklusioner

– Blandt de personer, som begyndte et uddannelsesforløb med 110 pct. dagpenge frem til september 2021, startede cirka hver tredje på en social- og sundhedsuddannelse – det vil sige 460 personer.
– Derudover startede en tiendedel på industrioperatøruddannelsen, mens en anden tiendedel begyndte på en elektrikeruddannelse.
– Knap hver tredje var over 50 år, og ikke-vestlige indvandrere udgjorde en femtedel af de påbegyndte forløb.
– Lidt mere end halvdelen havde ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse ved uddannelsesstart, mens hver tredje havde en erhvervsfaglig uddannelse.
– I juni 2022 var omkring en tredjedel i beskæftigelse, og cirka en tredjedel var overgået til et voksenlærlingeforløb, mens en sjettedel fortsat var i gang med et forløb i ordinær uddannelse på dagpenge.

Person fundet død

0

Politiet har været til stede i Vejle hele eftermiddagen, hvor en person er blevet fundet død.

Politiet i Sydøstjylland bekræfter, at en person er fundet afgået ved døden på en adresse i Vejle. De oplyser, at der ikke er nogen tegn på et kriminelt forhold i sagen, og at pårørende endnu ikke er blevet informeret.

Betjente har været til stede ved adressen siden klokken 13:39. Først blev situationen beskrevet som “mistænkeligt”, men nu er en person altså bekræftet død.

Politiet har ikke yderligere information om sagen.

Skarpheden manglede i afslutningerne for FC Fredericia

0

Lørdag var sidste gang, at FC Fredericia skulle i aktion inden det er alvor om en uges tid i NordicBet Ligaen mod Hillerød. Det var en todelt kamp med en halvleg mod både Vejle Boldklub og Esbjerg fB, og af positive ting kan fredericianerne tage med, at Nicolai Brock-Madsen fik scoret. Til gengæld manglede andre af FC Fredericia-spillerne skarphed foran kassen.

Den nye kunstgræsbane dannede rammen om en lille træningsturnering mellem FC Fredericia, Vejle Boldklub og Esbjerg fB, der skulle duellere mod hinanden i en halvleg.

For FC Fredericias vedkommende måtte man helt se bort fra Anders Holvad, men meldingen går på, at der blot er tale om en mindre skavank og han er tilbage i træning igen i starten af næste uge. Derfor var der ingen grund til at tage nogen chancer med en uges tid før premieren til forårssæsonen, hvor FC Fredericia får brug for alle de spillere de har til rådighed i bestræbelserne på at undgå nedrykning.

I hele kampen mod Vejle spillede noget, der godt kunne ligne en start 11’er til første kamp mod Hillerød. Opstillingen bestod af følgende:

Valdemar Birksø
Oliver Olsen – Jesper Juelsgård – Erik Nissen
Nicklas Røjkjær – Simon Bækgård – Valance Nambishi – Frederik Christensen
Adam Jakobsen – Nicolai Brock-Madsen – Frederik Carstensen

Enkelte positioner kan der være lidt tvivl om. Eksempelvis kan Jeppe Brinch og eller Jeppe Gertsen været i spil til en plads i midterforsvaret. På midtbanen kan Mikkel Wohlgemuth muligvis komme i spil, men bedømt ud fra dagens opgør er der stor sandsynlighed for, at de resterende spillere starter inde mod Hillerød. 

Selvom Nicolaj Ritter er kommet tilbage fra en skade, og burde være en starter under normale omstændigheder, og Daniel Johansen er kommet til, ligner Frederik Christensen en spiller, der tager kampen op mod de to. Christensen efterlod et solidt indtryk i de omkring 70 minutter han spillede, og da Ritter så knap så heldig ud i en situation, da han kom på banen, vil Christensen trække det længste strå bedømt ud fra dagens opgør.

I kampen mellem FC Fredericia og Vejle var der ikke meget at skrive hjem om. Lidt ud af det blå kom vejlenserne i front efter fem minutter i forbindelse med et hjørnespark, som Arbnor Mucolli smækkede ind i feltet og helt upresset steg Oliver Provstgaad til vejrs og sendte Vejle i front.

Efterfølgende var der langt mellem chancerne. Ingen af holdene skabte noget, og det mindede mest af alt om et hundeslagsmål midt inde på banen, da der blev gået hårdt til den. Bedst som det lignede, at Vejle ville vinde opgøret, viste Nicolai Brock-Madsen hvorfor han er hentet til FC Fredericia på en lejeaftale. Han kom først på en løs bold, og selvom Vejles keeper appellerede for frispark, blev det ikke dømt. Brock-Madsen fik derfor udlignet til 1-1, der blev kampens resultat.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Til kampen mod Esbjerg foretog FC Fredericia sig fra start en enkelt ændring. Nambishi forlod banen, og det gav plads til Jeppe Brinch. Det betød, at Røjkjær rykkede ind centralt på midtbanen, og at Oliver Olsen tog sig af wingbacken, som han burde finde mere naturlig end Røjkjær.

Fra start var det én stor FC Fredericia-dominans. Allerede efter tre minutterr blev Adam Jakobsen sendt i dybden, men der blev trukket i nødbremsen på ham. Normalt ville den situation have givet direkte rødt kort, men Esbjerg-spilleren, der begik frisparket, nøjes med at få gult kort. 

Det efterfølgende frispark sparkede Røjkjær direkte i muren, men efter ni minutter burde FC Fredericia være kommet i front. Frederik Carstensen gjorde, hvad der passede ham offensivt. Med et hurtigt antrit var han slet ikke til at styre. Denne gang blev han spillet fri i feltet, men i fri position sparkede han bolden langt over mål og om i et buskads.

Omkring halvvejs inde i opgøret skiftede FC Fredericia-træner næsten hele holdet ud. De eneste, der blev på banen fra starten af kampen, var Valdemar Birksø, Jeppe Brinch og Nicklas Røjkjær. De kunne se, at Nicolaj Ritter med ti minutters tid igen gik galt i byen. Han mistimede en ufarlig bold, og så fik en Esbjerg-spiller bolden. Efterfølgende blev han nedlagt i straffesparksfeltet. Fra de 11 meter var Bardhec Bytyqi sikkerheden selv, og det mål sikrede Esbjerg sejren i opgøret.

Forud for forårspremieren den 19. februar skal FC Fredericia finde mere skarphed frem foran mål. Opgøret mod Esbjerg var et, hvor fredericianerne med skarphed, havde fået netmaskerne til at blafre flere gange, og med et forår, hvor der kæmpes for livet i NordicBet Ligaen, er der ikke råd til at mangle skarphed, når det gælder. Til gengæld kan FC Fredericia hæfte sig ved, at Nicolai Brock-Madsen viste, at han ved, hvor målet står, og scorede på det ene skud han havde på mål.

18-årig fra Vejle idømt ni måneders fængsel for salg af tusindvis...

0
KRIMI. En 18-årig mand fra Vejle er onsdag morgen ved Retten i Kolding idømt en straksdom på ni måneders fængsel for besiddelse og salg...

Midt i historiens største oprustning føler soldaterne sig glemt: »Det skriger til himlen«

0
FORSVARET. 375 milliarder kroner. Det er det beløb, Danmark har sat af til at ruste forsvaret op fra 1,36 procent af BNP til 3,5...

Mand anholdt efter knivtrussel i Vejle

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede mandag morgen ud til en anmeldelse om en mand, der truede med en kniv i Vestergade i Vejle. Anmeldelsen kom klokken...

Rådgiver fra Vejle fylder 40 år med to årtiers erfaring

0
NAVNENYT. Lørdag den 21. marts fylder Pernille Lykkegaard Tolstrup fra Middelfart Sparekasse i Vejle 40 år. Trods sin relativt unge alder har hun allerede...

Fra 1. maj får begge forældre gratis mad på sygehuset

0
SUNDHED. Fra 1. maj udvider Region Syddanmark tilbuddet om gratis forplejning, så det ikke længere kun er den ene forælder, der spiser gratis på...

Fattige pensionister i Trekantområdet får mere end landsgennemsnittet — undtagen i Middelfart

0
SAMFUND. Et fælles udspil fra Socialdemokratiet og SF vil give Danmarks fattigste folkepensionister 1.000 kroner mere om måneden. En ny analyse viser, hvad det...