Antallet af anmeldte hackerangreb mod danske virksomheder steg i 2022 med 64 pct. sammenlignet med 2021, og har nået nyt rekordniveau. Og det bliver nok værre i fremtiden, for vi mangler akut flere IT-specialister, der kan værne virksomhederne mod angreb. Desværre er tilgangen af nye IT-studerende faldet for 2. år i træk. Det viser en nye analyse fra SMVdanmark.

Danske virksomheders firewall gløder. Sidste år anmeldte de over 2.000 hackerangreb mod deres systemer, hvilket er rekordhøjt. Det viser en analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

Rekorden bekymrer Lasse Lundqvist, konsulent og cyberekspert i SMVdanmark.

– Mindre og mellemstore virksomheder i Danmark er rigtig gode til at udnytte de digitale muligheder og bruger fx e-handel i stor stil. Men det betyder også, at de bliver nemmere at ramme for hackere, hvis de ikke passer på, siger han.

Særligt er hackernes interesse for de små og mellemstore virksomheder steget over de seneste år. Siden 2019 er antallet af mindre virksomheder, der oplevede brud på IT-sikkerheden, steget markant mere end antallet af store virksomheder, der blev ramt.

– Så der er givetvis et stort mørketal, når vi ser på antal anmeldelser, også selv om de slår rekord. For ofte opgiver den lille virksomhed at anmelde og tager tabet, fordi de ikke tror på, at de får noget ud af en anmeldelse. Desværre har de ofte ret, for politiets opklaringsprocent er hovedrystende lav, siger Lasse Lundqvist.

IT-folk en mangelvare

Analysen viser også, at vi står over for akut mangel på IT-specialister for at kunne danne et effektivt værn mod hackerne. Tilgangen til IT-uddannelserne er faldet med 19 pct. fra 2020 til 2022, og Danmark forventes at mangle 22.000 IT-specialister i 2030.

– Så virksomhederne bliver nok endnu mere sårbare overfor hackerangreb i fremtiden. Allerede nu oplever mange, at de har svært ved at rekruttere IT-specialister. Så der er behov for at tænke nyt og finde nye løsninger, så vi kan tiltrække flere unge til IT-uddannelserne og også optage flere af dem, der søger. IT-uddannelserne afviste over 1.000 kvalificerede ansøgere sidste år, fordi der ikke var pladser nok, siger Lasse Lundqvist.