Dansk turisme lægger godt fra land i 2023

0

De seneste overnatningstal i Danmark viser en fortsat positiv udvikling i 2023. Tallene viser også en mindre stigning i antallet af bookede feriehuse sammenlignet med 2022.

Den danske turismebranche kunne for nyligt fejre rekordår efter en udfordrende periode med Covid-19. I 2022 klarede Danmark sig nemlig bedre end resten af EU, når det kommer til antallet af overnatninger sammenlignet med 2019.

Nu viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, at den positive tendens ser ud til at fortsætte ind i 2023. Overnatningstallene i Danmark forstætter nemlig med at være støt stigende. På årsbasis, fra starten af 2023 til nu, er de samlede overnatningstal i Danmark steget med 12,1% sammenlignet med samme periode i 2022. De udenlandske overnatninger viser også en betydelig vækst med en stigning på 32,1%.

Desuden er der også positive tendenser inden for feriehussegmentet. Der er blevet booket 401 flere feriehusuger i 2023, end der blev udlejet i 2022 – svarende til 519.796 bookede feriehusuger i alt.

– Den danske turismesektor klarede sig rigtig flot igennem 2022, og klarede sig faktisk bedre end resten af EU, når vi kigger på stigningen i overnatningstallene. Det er virkelig imponerende, og det glæder mig, at vi er kommet godt fra start i 2023. Det er nemlig afgørende, at vi fortsætter den ambitiøse retning for dansk turisme, da de mange turister har stor betydning for borgere og lokalsamfund i hele landet, siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Ny analyse stiller skarpt på grøn vækst i dansk erhvervsliv

0

I dag lancerer Erhvervsministeriet en ny analyse, som skitserer udfordringer og forudsætninger for grøn omstilling af dansk erhvervsliv.

Verden står over for en ny geopolitisk situation med pres på forsyningskæder og danske virksomheders vækstmuligheder. Samtidig skal danske virksomheder frem mod 2030 indfri nogle af verdens mest ambitiøse klimamål.

Det er på den baggrund, at Erhvervsministeriet i dag lancerer en analyse, der kigger ind i nutidens udfordringer og forudsætninger for grøn omstilling. Analysen har fokus på, hvordan danske virksomheder kan udnytte nye grønne forretningsmuligheder, samtidig med at de omfavner den grønne omstilling.

Analysen stiller derfor skarpt på fire essentielle forudsætninger for virksomhedernes muligheder for en succesfuld grøn omstilling; regulering, kompetencer, kritisk import og råstoffer samt finansiering. Analysens hovedpointer skal drøftes på næste møde i Grønt Erhvervsforum d. 30. maj.

– Vi står over for en stor udfordring med klimaforandringerne, samtidig med at energipolitik også er blevet sikkerhedspolitik. Derfor er det afgørende, at vi skruer op for tempoet i implementeringen af alle de beslutninger, der allerede er truffet. Det kræver, at de rette forudsætninger er tilstede. Denne analyse er et godt afsæt for at dykke ned og blive konkrete, udveksle erfaringer og tale om, hvordan udfordringerne viser sig i praksis blandt virksomhederne. Det ser jeg frem til at drøfte med Grønt Erhvervsforum, siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Ny international læseundersøgelse: Flere danske børn er svage læsere

0

Op mod hver fjerde danske elev i 4. klasse læser usikkert. Og gruppen af svage læsere er vokset. Det viser den internationale læseundersøgelse PIRLS, som offentliggøres i dag. Undersøgelsen peger på, at der er brug for en målrettet indsats, der løfter de svage læsere. Det handler blandt andet om at styrke elevernes motivation for at læse i fritiden, så de finder større glæde ved at læse.

Det er gået tilbage med læsekompetencen for de danske elever i 4. klasse. Det viser en ny international læseundersøgelse, PIRLS (Progress in International Reading Literacy Study), der hvert femte år giver en status på, hvor godt de danske elever læser, og som samtidig gør det muligt at sammenligne læseresultater deltagerlandene i mellem.

PIRLS 2021 viser, at det står værre til med de danske børns læsekompetencer, end på noget andet tidspunkt i de 15 år, Danmark har været med i undersøgelsen.Den omfatter i dag mere end 60 lande og regioner og næsten 400.000 elever – heraf 5.000 danske 4. klasseelever.

Simon Skov Fougt, der er lektor på DPU, Aarhus Universitet, står bag den danske del af undersøgelsen. Han siger:

-Faldet i de danske elevers gennemsnitlige læsescore hænger sammen med, at der er kommet flere svage læsere. Op mod 25 procent af eleverne kan i dag kategoriseres som svage læsere, der hverken kan fortolke, læse mellem linjerne eller læse kildekritisk. Og faktisk er de svageste 5 procent blevet endnu dårligere læsere siden 2021, siger han og påpeger, at i en tid med fake news, og hvor eleverne i stigende grad er i fare for at blive manipuleret med på sociale medier, er det et kæmpe problem.

På baggrund af de nye PIRLS-resultater mener han, at det står klart, at vi må nytænke læseundervisningen. Han mener blandt andet, at mere skrivning i skolen kan være nøglen til bedre læsning.

-Eleverne skal både læse og skrive mere, og det skal være meningsfuldt for dem. Det bliver det fx, hvis de læser og skriver om emner, som de også arbejder med fagligt eller er optaget af. Danskundervisningen skal med andre ord være bundet op på en meningsfuld kontekst, siger han.

I lyset af corona
Trods tilbagegangen placerer de danske elever sig i den øvre del af PIRLS 2021-rangeringen – sammen med blandt andet de svenske og norske elever. Fem landes elever scorer i gennemsnit signifikant højere end de danske: Singapore, Hong Kong, England, Finland og Polen.

PIRLS 2021-resultaterne skal ses i lyset af corona-pandemiens skolenedlukninger, som kan være årsag til, at stort set alle deltagerlande oplever et fald i elevernes læsescore i forhold til sidste undersøgelse i 2016. Her er det værd at bemærke, at den danske tilbagegang er blandt de mindste sammenlignet med de fleste andre lande.

-Det har formentlig haft en positiv betydning, at vi i Danmark allerede inden pandemien havde oparbejdet stor erfaring med digitale læremidler i skolen. Det gjorde lærerne i stand til at fortsætte undervisningen digitalt, mens børnene var hjemsendt, siger Simon Skov Fougt.

Faldende læseglæde
Han hæfter sig ved den fælles skandinaviske tilbagegang, og især ved at Danmark og Norge er de to lande i hele undersøgelsen, der har færrest elever, som ’rigtig godt kan lide at læse’.

Kun hver syvende danske elev udtrykker, at de ’rigtigt godt lide at læse’. Ved målingen i 2016 kunne hver femte elev rigtigt godt lide at læse.

I 2016 var 25 procent af pigerne rigtigt glade for at læse, men det er faldet til 16 procent i 2021-undersøgelsen. For drengene er udviklingen gået fra 15 til 12 procent. Til sammenligning svarer 4 ud af 10 af eleverne i den samlede undersøgelse, at de rigtigt godt kan lide at læse. Det får alarmklokkerne til at ringe hos Simon Skov Fougt:

-Her skal vi sætte ind, for vi ved også, at de elever, der ikke kan lide at læse og sjældent gør det i deres fritid, læser dårligst. Vi skal derfor afdække årsagerne til den vigende læseglæde, og så skal vi finde en måde at øge deres motivation for læsning i fritiden.

Mor og far skal også læse
Undersøgelsen viser også en positiv sammenhæng mellem forældrenes læsning og elevernes gennemsnitsscore i læsning. Det gælder både den tid, forældrene bruger på at læse derhjemme og deres læseglæde.

-Det handler bl.a. om tid og ressourcer i hjemmet. Hvis forældrene har bøger liggende fremme og er optaget af dem, så kan det inspirere børnene, som har brug for gode rollemodeller, der fx kan vise dem glæden ved at være opslugt af en bog, siger Simon Skov Fougt.

Også lærernes læseglæde har indflydelse på elevernes, viser undersøgelsen.

-Elevernes gennemsnitlige læsescore er lavest, når dansklæreren aldrig læser for fornøjelsens skyld. Men heldigvis læser langt de fleste dansklærere for deres fornøjelses skyld. Igen viser det, at børnene har brug for rollemodeller, der oprigtigt er optaget af at læse, og som fx kan inspirere og guide dem til at finde de helt rette bøger på skolebiblioteket, siger Simon Skov Fougt og peger på, at netop veludbyggede skolebiblioteker kan være med til at gøre en positiv forskel for elevernes læsekompetencer.

Fokus på de svage læsere fremfor kønsforskel
Fordi andelen af svage læsere er stigende, og andelen af dygtige læsere er uændret siden 2016, er spredningen i elevernes læsekompetencer blevet større.

-Det betyder øget ulighed i klasserummet. Og det stiller store krav til lærernes evne til at bedrive differentieret undervisning, konstaterer Simon Skov Fougt.

Et andet sted, hvor uligheden træder frem, er mellem kønnene. Pigerne læser gennemsnitligt signifikant bedre end drengene. Men det er der ikke noget nyt i.

-Det har tidligere PIRLS-undersøgelser også vist. Og det gælder for næsten alle deltagerlandene. Så den forskel skal vi nok bare acceptere og i stedet rette opmærksomheden mod de svage læsere. For faktum er, at forskellen mellem de svageste og de dygtigste læsere på tværs af køn er 20 gange større end kønsforskellen, siger han.

Der er desuden en sammenhæng mellem om og hvor ofte, der tales dansk i hjemmet, og elevens gennemsnitlige læsescore. Simon Skov Fougt uddyber:

-Undersøgelsen viser, at elever, der ikke er født i Danmark, i gennemsnit læser dårligere end elever, der er født i Danmark. Sammenhængen mellem ikke at være født i Danmark og læsescoren er dog først synlig, hvis barnet var mere end tre år, da det ankom til Danmark.

Mætte og friske børn læser bedre
Læringsklimaet og følelsen af at høre til og trives i skolen har også betydning for elevernes læsescore. Undersøgelsen viser fx, at elever med den højeste gennemsnitsscore i læsning i gennemsnit har et stærkt tilhørsforhold til deres skole.

Desværre gør det modsatte sig også gældende: Syv procent af eleverne i den danske del af undersøgelsen oplever at blive mobbet ugentligt. Og oplevelsen af at blive mobbet hænger signifikant negativt sammen med elevernes læsescore.

PIRLS 2021 viser også, at flere elever end i 2016 føler sig trætte og sultne i løbet af skoledagen. Og her er der en sammenhæng mellem elevernes følelse af træthed og sult og deres læsescore.

-Det understreger, at elevernes læsekompetencer hænger sammen med deres sundhed, trivsel og sociale liv i og uden for skolen, fastslår Simon Skov Fougt.

Hovedresultater i PIRLS 2021
– Danske 4.-klasseelever har i PIRLS 2021 en gennemsnitsscore på 539 point. Det er signifikant lavere end alle tidligere danske PIRLS-resultater.
– Trods faldet placerer de danske elever sig i den øvre del blandt alle deltagere i PIRLS 2021 sammen med bl.a. de svenske og norske elever.
– Fem landes elever scorer i gennemsnit signifikant højere end de danske i PIRLS 2021: Singapore, Hong Kong, England, Finland og Polen.
– Eleverne i de fleste deltagende lande og regioner i PIRLS 2021 er faldet signifikant i gennemsnitlig læsescore.
– Det signifikante fald i Danmark er blandt de mindste af de signifikante fald internationalt.
– Faldet i den danske gennemsnitlige læsescore hænger primært sammen med, at der er kommet flere svage læsere.
– Spredningen i de danske 4.-klasseelevers læsescore er stigende, og afstanden mellem de svageste og dygtigste læsere er blevet større.
– Eleverne læser skønlitterære tekster bedre end informerende, og deres læsekompetence i informerende tekster er faldet signifikant siden 2016. Dette gælder til gengæld ikke for læsning af de skønlitterære tekster.
– I Danmark læser piger i gennemsnit stadig signifikant bedre end drenge. Forskellen mellem pigers og drenges læsning i Danmark har været stabil i alle PIRLS-runder siden 2006.
– Forskellen mellem de svageste og de dygtigste læsere på tværs af køn er 20 gange større end kønsforskellen.
– Danske 4.-klasseelever læser i 2021 mindre hyppigt i fritiden end i PIRLS 2016. Den tid, eleverne bruger på at læse, når de læser, er dog uændret. Elever med den laveste læsescore er dem, der bruger mindst tid på at læse, og som stort set aldrig læser for at opleve.
– Siden PIRLS 2011, hvor de danske 4.-klasseelever klarede sig bedst, er der kommet signifikant flere elever i gruppen, der læser under 30 minutter om dagen.
– Danske elevers læseglæde er faldet signifikant siden 2016, og det gælder især pigerne. De elever, der ikke kan lide at læse, har den laveste gennemsnitlige læsescore. Danmark og Norge er de to lande i hele undersøgelsen, der har færrest elever, som rigtig godt kan lide at læse.
– Andelen af elever med stor tiltro til egen læseforståelse er i 2021 signifikant mindre end i 2016.
– Der er positiv sammenhæng mellem ressourcer i hjemmet og elevernes gennemsnitlige læsescore.
– Der er positiv sammenhæng mellem hhv. sprog talt i hjemmet, forældrenes læsevaner og elevens læsescore.
– Flere elever føler sig trætte eller sultne i PIRLS 2021 end i 2016. Der er signifikant sammenhæng mellem elevernes følelse af træthed og sult og deres læsescore.
– 7 procent af eleverne oplever at blive mobbet ugentligt. Oplevelsen af at blive mobbet hænger signifikant negativt sammen med elevernes læsescore.
– Der er få skoler i Danmark med ordensproblemer, manglende tryghed og rå omgangstone. Der er signifikant sammenhæng mellem atmosfæren på skolen og elevernes gennemsnitlige læsescore.

Ny analyse: Indvandringen til Danmark slår rekord

0

Knap 22.000 udlændinge flyttede til Danmark i årets første tre måneder. Dermed slog indvandringen rekord. Danske virksomheder har hårdt brug for arbejdskraften, så det er en meget glædelig nyhed, at Danmark er så attraktivt et land at leve og arbejde i, mener SMVdanmark, der efterlyser mere smidige regler for at få endnu flere udenlandske medarbejdere til landet.

De kommer fra Tyskland, Polen, USA, Indien og mange andre lande. De er næsten alle i alderen 20-54 år, og langt de fleste kommer for at arbejde. I alt knap 22.000 udlændinge indvandrede til Danmark i januar, februar og marts, og det tal for de måneder er aldrig set højere i statistikken historie.

Det viser en ny analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder. Rekorden er glædelig, mener Thomas Gress, seniorøkonom i SMVdanmark.

– Det er super positivt, at så mange vil hertil. Danske virksomheder tørster efter arbejdskraft, og den tørst er udlændingene med til at slukke. Statens finanser nyder også godt af det, for udlændingene betaler skat og afgifter i Danmark. Og havde vi ikke den indvandring, ville danske arbejdsgivere kappes endnu mere om arbejdskraften, og vi ville derfor risikere endnu højere, men også uholdbare, lønstigninger og inflationspres. Så vi skal være glade for de mennesker, der kommer til landet, og at vi tilsyneladende er så godt et sted at bo og arbejde, siger han.

En gratis omgang

Han påpeger også, at de nye medarbejdere ikke har kostet de danske skatteydere en krone for alle de offentlige serviceydelser, der ellers som regel følger med danskere, fra de bliver født, til de går ud på arbejdsmarkedet, det vil sige fx pasning i daginstitutioner og skolegang.

– Så de nye medborgere er en ren gevinst set ud fra et økonomisk synspunkt. Og man skal ikke være bange for, at de tager danskernes job, for vi har utroligt mange ledige stillinger, og knap 3 ud af 10 forsøg ender forgæves, når danske virksomheder prøver at rekruttere nye medarbejdere, siger Thomas Gress.

Han efterlyser, at de danske regler blev gjort mere smidige, så endnu flere udlændinge kan komme til landet og få job.

– Vi får brug for endnu flere arbejdsduelige indvandrere i fremtiden, for danskerne bliver ældre, og der kommer færre unge. Det er en situation hele Europa står i, så der bliver kamp om arbejdskraften. Vi bør derfor udnytte bølgen og ændre kravene, så udlændinge, der kommer fra ikke-EU-lande, har nemmere ved at komme ind. Fx har myndighederne i dag ret til at afvise en udlænding, fordi de mener, han tjener for meget. Det jo tosset. Hvis en arbejdsgiver rent faktisk vurderer, at en ansat er sin høje løn værd, så skal myndighederne da ikke blande sig i det, siger han.

Ny indsats skal hjælpe forældre med at engagere sig i deres børns digitale liv

0
(Arkivfoto - Pixabay)

De fleste forældre synes, det er vigtigt at være involveret i børns digitale liv, og 8 ud 10 oplever også, at de har forståelse for deres børns færden på digitale platforme. Men spørger man forældrene om, hvor ofte de taler med børnene om deres digitale liv, svarer 44 pct., at sådanne samtaler kun finder sted 3 gange om måneden eller sjældnere.

Det viser en undersøgelse foretaget i forbindelse med en ny indsats, ’Genvej – til dit barns digitale liv’, som Forbrugerrådet Tænk og Ole Kirk’s Fond nu lancerer i samarbejde med Børns Vilkår, Mary Fonden, Medierådet for Børn og Unge og Red Barnet.

Med ’Genvej – til dit barns digitale liv’ vil organisationerne åbne børn og unges digitale verden for forældrene og give dem endnu bedre forudsætninger for at understøtte deres børns brug af digitale platforme.

Den nye undersøgelse viser nemlig også, at 3 ud af 4 forældre er trygge ved, at deres børn nok skal komme til dem, hvis de oplever noget ubehageligt på nettet. Men ifølge tidligere undersøgelser, hvor man har adspurgt børn og unge selv, sker det kun et fåtal af gangene. Det viser blandt andet en undersøgelse fra Medierådet. Og en undersøgelse fra Red Barnet viser fx, at kun hvert fjerde barn er gået til deres forældre efter at være blevet udsat for en digital krænkelse.

-Vi ved, at danske forældre rigtig gerne vil være der for børnene i deres digitale færden. Men vi er bekymrede for, om de generelt overvurderer deres egen involvering og indsigt i børnenes liv på de sociale medier, og når de gamer. Børn og unge har i dag helt nye muligheder for positive fællesskaber, læring og underholdning. Dem er danske forældre gode til at omfavne, men der er også en alvorlig bagside i form af risiko for mobning, svindel, krænkelser og grooming, som børn og unge behøver hjælp til at undgå, siger Anja Philip, Formand for Forbrugerrådet Tænk.

Via indsatsens sociale medier og hjemmesiden genvej.org vil forældre fremover kunne finde viden om en lang række emner og problematikker, som børn og unge kan støde på online. Derudover vil ’Genvej – til dit barns digitale liv’ give gode råd og konkrete redskaber til at starte samtalen med sit barn og engagere sig mere i dets hverdag på digitale platforme.

-Forældre, som ønsker at hjælpe deres børn med at navigere digitalt, har ofte et behov for selv at blive klædt ordentligt på til at kunne guide deres børn bedst muligt. Der findes i dag mange forskellige tilbud og gode råd indenfor forskellige problematikker, som billeddeling, datamisbrug og grooming. Udfordringen er bare, at forældrene skal gå mange forskellige steder hen for at samle den aktuelle viden om, hvordan de på bedste vis støtter op om de unges digitale liv. Derfor er vi glade for, at vi med ’Genvej – til dit barns digitale liv’ har samlet kræfterne og skabt en samlende portal målrettet forældre, siger Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.

Om Genvej – til dit barns digitale liv

’Genvej – til dit barns digitale liv’ tilbyder en indgang, en genvej, til børn og unges digitale liv. Gennem projektets sociale kanaler og på hjemmesiden genvej.org kan forældre og omsorgspersoner finde konkrete råd og viden og inspiration og øvelser i forhold til en lang række emner og problematikker, som børn og unge måtte støde på online, såsom mobning, digitale krænkelser, influencere og reklamer, ensomhed, gaming og digitale fællesskaber.

På Genvej.org findes både helt nyt materiale men også allerede eksisterende indhold, så det er samlet og let tilgængeligt for forældre.

Formålet med Genvej er at åbne børn og unges digitale verden for forældrene og give dem endnu bedre forudsætninger for stillingtagen og for at understøtte deres børns brug af digitale medier og platforme.

Genvej er et partnerskab mellem Forbrugerrådet Tænk og Ole Kirk’s Fond i samarbejde med Red Barnet, Børns Vilkår, Mary Fonden og Medierådet for Børn og Unge samt med en række andre aktører.

Fakta om børns digitale liv

8 ud af 10 (82 pct.) forældre svarer ”helt enig” eller ”delvist enig” til, at de har forståelse for deres børns digitale liv (Genvejs baselinestudie 2023).
3 ud af 10 elever i 5. klasse (29 pct.) og 4 ud af 10 i 8. klasse (42 pct.) oplever i mindre grad eller slet ikke, at deres forældre forstår, hvad de laver online (Børns Vilkår 2022).
3 ud af 4 forældre har tillid til at deres barn kommer til dem, hvis de oplever noget ubehageligt digitalt (Genvejs baselinestudie 2023)
Mange børn og unge deler ikke deres online hverdagsoplevelser med deres forældre, da flere peger på, at de(forældrene) alligevel ikke kan relatere sig til det (Medierådet for Børn og Unge 2022).
Kun hver fjerde barn er gået til deres forældre eller anden voksen person i familien/omgangskredsen efter at være blevet udsat for en digital krænkelse. Hver femte har ikke sagt det til nogen (Red Barnet 2021).
44 pct. af danske forældre taler med deres børn om, hvad de laver digitalt, 3 gange om måneden eller sjældnere. 21 pct. taler med deres børn sjældnere end 1 gang om måneden eller aldrig (Genvejs baselinestudie 2023).
42 pct. af børn og unge har oplevet noget ubehageligt på nettet i løbet af det seneste år (Red Barnet 2021).
15 pct. af de 11-19-årige har oplevet at blive bestjålet eller franarret ting på internettet, mens 8 pct. har oplevet trusler eller krænkelser (VIVE 2022).

Øvrige partnere udtaler

-Alt for mange børn, der er blevet udsat for digitale krænkelser, står helt alene med det. De får simpelthen ikke den hjælp, de har brug for. Følelser af skyld og skam betyder, at de undlader at række ud til deres forældre eller en anden voksen. Derfor er det så vigtigt, at forældre er nysgerrige og tager dialogen med deres børn om, hvad børnene laver online, og at forældrene ved, hvor de kan gå hen, og hvad de skal gøre, hvis barnet udsættes for krænkelser. Vi har udviklet en digital førstehjælpskasse til landets forældre, som de for eksempel kan bruge, hvis deres søn afpresses til at dele nøgenbilleder eller deres datter bliver mobbet online – Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet

-Vi ved, at børnebeskyttelsen på internettet ikke er god nok, at der bliver høstet data, anvendt fastholdelsesmekanismer, og at børn kan møde indhold, der ikke er alderssvarende, eller som endda er ulovligt eller krænkende. Det er et fælles ansvar at passe på børn og unge, der færdes på nettet, og i dette er forældrene en vigtig del af børn og unges ”skjold”. Derfor er det et stort problem, at mange børn og unge føler, at de ikke kan snakke med deres forældre eller andre voksne om deres onlineoplevelser. Det betyder noget, at de voksne forstår deres virkelighed, men det kan virke uoverskueligt at forholde sig til alt det, som børn og unge har adgang til og bruger meget tid på. Vi har derfor udviklet explainer-videoer til tre udbredte digitale tjenester, som kan hjælpe forældrene med øget viden og kritisk opmærksomhed – og vi giver tips til samtalen,- Miriam Michaelsen, forperson i Medierådet for Børn og Unge.

-Ofte udspiller børns digitale aktiviteter sig skjult for forældre, som derfor kan have svært ved at hjælpe børnene med at navigere online. Men børn og unge har brug for deres forældre til at færdes i en ofte kompleks online verden, hvor meget er på spil for børnene. Heldigvis ved vi, at forældre rigtig gerne vil engagere sig i og støtte op om deres børns digitale liv. Derfor ønsker vi med Genvej at give forældre et bedre indblik i børnenes digitale verden samt nogle konkrete råd og redskaber til, hvordan de kan forstå deres online-liv og stå til rådighed, uanset om det handler om digital mobning, fælles chattråde, (manglende) likes, billeddeling, gaming eller streaks, – Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

-Den digitale udvikling går meget hurtigt, og som forældre kan man hurtigt tabe pusten i forsøget på at følge med. Men vi bliver nødt til at prøve. For børn og unge har brug for deres forældre til at håndtere det digitale liv. Med Genvej ønsker vi at give forældre en håndsrækning, så de bedre kan guide deres børn igennem den digitale jungle. I Mary Fonden er vi særligt optagede af, at forældre bidrager til positive børne- og ungefællesskaber online. Alle har brug for at være en del af inkluderende fællesskaber, hvor de bliver anerkendt og respekteret – uanset om det er fysisk eller online, – Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Frederiksen: Putin og Rusland skal holdes ansvarlige for deres krigsforbrydelser i Ukraine

0
(Foto: AVISEN)

Statsminister Mette Frederiksen deltager den 16.-17. maj i Europarådets topmøde i Reykjavik. Her mødes hun med de andre europæiske statsledere til det kun fjerde møde, siden rådet blev oprettet lige efter 2. verdenskrig.

– Europa står mere samlet end nogensinde i kampen for demokratiet og for den verdensorden, der har sikret os fred og frihed i årtier. Jeg ser frem til at genbekræfte og yderligere styrke det europæiske sammenhold mod den russiske aggression, udtaler statsminister Mette Frederiksen.

På topmødet forventes statslederne at blive enige om at opbygge et register over tab og ødelæggelser i Ukraine. Registret skal drage Rusland til ansvar for deres krigshandlinger. Statsminister Mette Frederiksen leder på mødet en rundbordsdrøftelse om samme tema.

– Putin og Rusland skal holdes ansvarlige for deres krigsforbrydelser i Ukraine. Den russiske aggression og brutalitet over for Ukraine og det ukrainske folk må ikke gå ustraffet hen, udtaler statsminister Mette Frederiksen.

Topmødet forventes desuden at munde ud i en sluterklæring, hvor medlemslandene blandt andet vil udtrykke støtte til tvangsdeporterede ukrainske børn og deres familier.

I alt 46 lande er med i Europarådet, efter Rusland blev ekskluderet fra rådet i marts 2022. Udover statsledere fra medlemslandene deltager EU’s præsident

Fra restaurationschef til elektromotornørd

0

Rasmus Lundsgaard Jensen er ikke den type, der er bange for at få jord under neglene. Som medejer af DM Motors, en virksomhed der specialiserer sig i transmissioner så som elektromotorer til alt fra pumper, ventilation, transportbånd til vindmøller, er han kendt for sin utrættelige arbejdsiver og dedikation. Vejen dertil har ikke været lige ud af landevejen.

På et velindrettet kontor tager vi plads. Går alt vel er kontoret snart i Fredericia, hvor Rasmus kommer fra, men denne fortælling handler om en af personerne bag DM Motors A/S, nemlig Rasmus selv.

– Min kone, der også arbejder her, mener ikke, jeg har meget fritid. Hun mener til gengæld, jeg arbejder for meget, siger Rasmus med et smil. Men det er netop denne passion for arbejdet, der har drevet DM Motors frem og gjort virksomheden til en succes.

Rasmus er en familieorienteret person, og det afspejles i DM Motors’ arbejdsmiljø. Selv familiens hund er en del af virksomhedens hverdag.

– Hunden er med på arbejde hver dag, så hele familien er her på en måde. Vi har sommetider sjove oplevelser med hunden her, da den bare render rundt og nogen gange løber udenfor. Hvis der kommer en leverance, har vi bemærket, at de helst vil have, jeg lige får hunden væk fra dem først, siger Rasmus og griner. Dette skaber en uformel og familievenlig atmosfære, som alle medarbejdere nyder godt af.

Rasmus’ vej til at blive en af ejerne af DM Motors er ikke den mest konventionelle. Han startede sin karriere som uddannet elektriker, og har siden da haft en række forskellige jobs. “Jeg har arbejdet i Norge, derefter som restaurantchef på Jensens Bøfhus, gokart instruktør, stået i kiosk (Storm/Treldevejens), Assurandør – jeg har været meget rundt, indtil jeg mødte Keld (medejer af DM Motors), der er uddannet indenfor branchen, siger Rasmus.

Keld, der har over 40 års erfaring i branchen, har været en vigtig mentor for Rasmus, som selv har været i branchen i ca. 20 år.

– Jeg har lært af tidligere kollegaer og den info, jeg selv tilegnede mig. Jeg betegner lidt mig selv som en autodidakt maskiningeniør uden at ville fornærme de uddannede, som jeg har stor respekt for, siger Rasmus.

Rasmus’ historie er en historie om hårdt arbejde, tilpasningsevne og en ukuelig vilje til at lære. Hans mangeårige erfaring og dygtighed har været afgørende for DM Motors’ succes. Nu, med planer om at flytte og udvide virksomheden til Fredericia, står Rasmus og DM Motors over for en ny og spændende udfordring. Med hans track record og dedikation er der ingen tvivl om, at Rasmus vil håndtere dette nye kapitel med samme drivkraft og engagement, som han altid har gjort.

DM Motors har været en vigtig del af Rasmus’ liv i mere end to årtier, og hans personlige og professionelle liv er tæt forbundet. Han bor i Fredericia, ligesom de fleste af hans medarbejdere, og ønsker virksomheden er dybt forankret i lokalsamfundet. Med udsigten til at flytte virksomheden til et større sted i Fredericia, er Rasmus begejstret for de nye muligheder, det vil bringe.

– Vi startede i den her bygning i et rum bagved kontoret her, som skulle være salgsvirksomhed. Nu, mange år senere, er vi vokset ud af vores nuværende rammer, og vi er ivrige efter at udvide vores faciliteter for at kunne betjene vores kunder endnu bedre, siger Rasmus.

Rasmus’ dedikation til DM Motors er kun overgået af hans dedikation til hans medarbejdere og hans familie. Hans kone og hund er faste medlemmer af DM Motors’ team, og det tætte forhold mellem Rasmus og hans medarbejdere har været en stor del af virksomhedens succes.

Som en autodidakt maskiningeniør og en erfaren erhvervsleder er Rasmus Lundsgaard Jensen et eksempel på, hvad man kan opnå gennem hårdt arbejde, passion og en utrættelig vilje til at lære. Med hans ledelse ser fremtiden for DM Motors lys ud, og vi ser frem til at se, hvad det næste kapitel vil bringe for både Rasmus og DM Motors.

Ekspanderende Vejle-virksomhed søger mod Fredericia

0

DM Motors, der ligger i udkanten af Vejle på Hopballevej, vækster. I 2022 vækstede virksomheden med 53 procent, samt til dags dato i år er den vækstet med 35 procent sammenlignet med sidste år. Nu undersøger virksomheden muligheden for at flytte til Fredericia.

Kvarteret omkring DM Motors skriger ikke industriområde, og medejer af virksomheden, Rasmus Lundsgaard Jensen, siger også, at lastbiler sommetider har svært ved at finde virksomheden. Da AVISEN ankommer bliver vi mødt af Rasmus’ hund, og derefter gik turen ind til et bord ved kontoret.

– Vi startede i den her bygning i et rum bagved kontoret her, som skulle være salgsvirksomhed, da vi havde en samarbejdspartner. Han solgte så, og så ændrede alt sig, og vi begyndte at importere fra Kina. Vi kom fra en konkurrerende virksomhed og byggede et lager på, siger Rasmus Lundsgaard Jensen om, hvad der startede det hele.

En af DM Motors’ ansatte. Han kalder sig firmaets vigtigste medarbejder med et glimt i øjet. Foto: AVISEN

Den oprindelige plan ændrede sig. Virksomheden blev startet af tre partnere, men er i dag ejet 50 procent af Rasmus Lundsgaard Jensen og Keld Johannessen.

– Vi var tre, der startede virksomheden her. Keld og jeg har i dag 50 procent hver, siger Rasmus, der oprindeligt blev ansat af Keld for mere end 20 år siden som juniorsælger i en anden virksomhed Sammen startede de DM Motors i 2008.

Virksomhedens navn, Dutchi Motors, stammer fra det hollandske selskab, der hjalp dem med at starte op. Da deres hollandske partner fik et attraktivt tilbud fra et amerikansk selskab, var det op til Rasmus og Keld at videreføre virksomheden.

– Vi sadlede om og importerede selv, forklarer Jensen.

Rasmus’ hund kom med på rundturen rundt hos DM Motors. Hunden er med på arbejde hver dag. Foto: AVISEN

DM Motors er specialiseret i transmissioner, elektromotorer, gear, frekvensomformer, koblinger og så videre. De har gjort det til deres mission at finde specifikke løsninger til deres kunder, ofte i samarbejde med mange forskellige partnere. Virksomheden har i dag 1.700 kvadratmeter og 4-500 pallepladser på eksternt lager hos Universal Transport. Men væksten har skabt behov for mere plads, og de ser nu mod Fredericia.

– Vi havde overvejet at bygge til her, men det vil koste for meget, og vi ligger uden for lands lov og ret. Logistikmæssigt er det også svært. De sidder fast i gården om vinteren, og det er svært at finde. Vi skal gerne ud i et industrikvarter, hvor der er synergieffekt og markedsføringsværdi, så de ser, hvem vi er. I Fredericia er der mange virksomheder, der bruger elektromotorer, siger Rasmus.

DM Motors leder efter et sted med omkring 3.000 kvadratmeter, men det præcise areal vil afhænge af bygningens højde og muligheder for at udnytte pladsen effektivt. Udover lagerplads, er de også på udkig efter kontorplads og muligheden for at etablere et værksted.

– Ønsketækningen er Fredericia, fordi jeg bor her, siger Rasmus og bemærker, at halvdelen af DM Motors’ ansatte også bor i Fredericia

– Min partner i firmaet bor i Skibet (i Vejle Kommune, red.), så han har været lidt imod. Han har sagt, det er dejligt at bo her, og det er dejligt at bo her, men det gavner ikke virksomheden så meget, har han indset, så vi leder efter noget nyt, siger han.

Som det ses på billedet er lagerpladsen trang. Derfor har DM Motors også palleplads hos Universal Transport. Foto: AVISEN

Med ti ansatte, heraf seks på fuldtid, er virksomhedens behov for passende faciliteter klart. Rasmus nævner, at han ønsker en beliggenhed, der giver mulighed for at en lastbil kan bakke til, og at det er muligt at læsse varer ud fra en direkte fra lastbil/container med rampe.

Som en virksomhed, der er vokset ud af sin oprindelige beliggenhed, ser DM Motors mod fremtiden med ambitioner om at finde en ny base, der kan støtte deres fortsatte vækst. Flytningen til Fredericia ser ud til at være et vigtigt skridt i denne retning.

De røde fagforeningsbosser gav Lizette ”frie hænder”

0

Af Karsten Byrgesen, Nye Borgerlige, Regionsrådsmedlem Region Syddanmark og byrådsmedlem i Fredericia

Pressen svømmer af gode grunde over med beretninger om den tidligere fagforeningsboss Lizette Risgaards seksuelle krænkelser af en meget lang række af yngre mænd, som hun havde et ansættelsesforhold til. Hun har hårdt presset fremstammet en erkendelse af, at hun gramser på yngre mænd. Det er tydeligt at den røde fagforeningsboss har haft andet og mere i tankerne end fantasier om løn og ansættelsesforhold. Det er slemt, men værre er det, at der åbenbart, kunne have været sat en stoppe for overgrebene for længe siden. Vi har alle en pligt til at påtale og- eller anmelde mistanke om eller kendskab til overgreb. Det er påfaldende, at en lang række prominente fagforeningsprofiler med et fast blik fortæller til journalister, at ”alle” har kendt til Risgaards krænkelser. Risgaards krænkelser får dermed røde fagforeningsbosser til at ligne dele af præsteskabet i den katolske kirke. Hvorfor gjorde I ikke noget ved det? Hvorfor lod I stå til? Frygtede I i højere grad for jeres egen position, magt og milliongage og alle de gode ”ben”. Var det derfor at, I gav bossen ”frie hænder” og nøjedes med passivt at se til. Hvis jeres såkaldte advokatundersøgelse skal give mening, er det jer, der skal undersøges. Lizette har indrømmet og der er afregnet – i første omgang. Det er påfaldende, at jeres ihærdighed og jagt og handlekraft overfor virksomhedsejere der ikke, vil lave en overenskomst med jer er kontant og hårdhændet. Virksomheder bliver boykottet, intimideret, udsat for blokade og meget mere indtil konkurs, sammenbrud eller kapitulatuion. Der lægges der ikke fingre imellem. Det ville være befriende, hvis I tager jeres egen medicin og lusker skamfuldt af. Her giver det mening at følge Lizettes spor. I har ”frie hænder”.

Gudmundsson i ekstase: Det betyder utrolig meget

0

FHK’s træner, Gudmundur Gudmundsson, var nærmest uden ord efter søndagens triumf mod Skanderborg Aarhus, der sikrede FHK en historisk plads i DM-semifinalen. Med et glimt i øjet og en tydelig stolthed i stemmen fortalte han om kampen, holdet og den utrolige rejse, de har været på.

FHK vandt kampen med 26-24. Det hele eksploderede i én stor jubelrus efter kampen. Da jublen havde lagt sig kunne FHK-lejren først ikke finde Gudmundsson. Efter at have ledt viste det sig, at han var på live-tv.

Imens stod formand Bent Jensen og administrerende direktør Thomas Renneberg-Larsen i omklædningsrummet, og jublede med spillerne, og roste holdets præstation. Efterfølgende stødte Gudmundur Gumundsson til, og da det var overstået, var det tid til at give et interview til AVISEN.

– Det betyder utroligt meget. Da jeg kom til FHK, fik jeg chancen for at bygge noget op. Det er min første sæson, og vi har opnået fantastiske resultater med dette hold. Holdet har spillet utrolig godt i slutspillet. Vi har kun tabt en enkelt kamp i en meget stærk pulje. Jeg er meget stolt, men det er også fortjent. Det var vores målsætning at nå semifinalen, da vi først kom i slutspillet, sagde Gudmundsson, da han blev spurgt om, hvad semifinalepladsen betyder.

Gudmundsson understregede, hvor vigtig fansenes støtte har været for holdet. Omkring 600 fans var på plads i Aarhus for at støtte holdet, og de dannede en massiv lydkulisse for at støtte FHK.

– Det er fantastisk at opleve den opbakning, vi har fået. Selvom det ikke var vores bedste kamp i dag, og vi begik fejl, formåede vi at spille godt i nøgleperioder af kampen, sagde Gudmundur Gudmundsson.

I slutningen af kampen trådte særligt Reinier Taboada i karakter. Cubaneren scorede det afgørende mål til 25-24, der sendte FHK i ekstase i sejren, som med et mål i sidste sekund blev til en sejr på 26-24.

– Vores taktiske dispositioner var nøje planlagt. Vi havde designet spillet, så Reinier Taboada kunne træde ind i de sidste 12 minutter. Emil Tellerups indsats var intet mindre end fantastisk, og Jakob Frederiksen fulgte trop med en lige så imponerende optræden. Vores forsvar var lige i skabet – vi begrænsede Skanderborg Aarhus til bare 11 mål i anden halvleg. Det var en kollektiv præstation af høj klasse, forklarede Gudmundsson.

Nu venter Aalborg i en semifinaleserie, hvor der spilles bedst af tre kampe. Nu vil Gudmundur Gudmundsson stille sigtekornet ind efter at drille de nordjyske favoritter.

– Det er ikke nok bare at være i semifinalen – vi skal også præstere der. Vi skal få det bedste ud af det, sagde Gudmundsson.

Gudmundssons personlige CV tæller blandt andet OL-sølv med Island og OL-guld med Danmark, men præstationen med FHK har også en særlig plads hos ham.

– Det betyder utrolig meget for mig, for jeg elsker at bygge noget op. Det er derfor, jeg er her. Vi kan være meget stolte af holdet. Nu skal vi bare videre, sagde den stolte islænding.

FHK spiller den første semifinalekamp på søndag klokken 14:00 mod Aalborg.

43-årig standset påvirket bag rattet i Vejle

0
KRIMi. En 43-årig mand fra lokalområdet blev fredag eftermiddag standset af politiet, da han kom kørende i Vejle. Klokken 13.04 bragte en patrulje en personbil...

Grammy-vinder bringer soul og gåsehud til Vejle

0
KULTUR. Der er lagt op til en aften med stærke vokaler og klassisk soul, når den amerikanske sanger Ledisi gæster Vejle Musikteater i begyndelsen...

Politiet efterlyser 30-årige Sebastian fra Skærup ved Børkop

0
Sydøstjyllands Politi efterlyser onsdag aften 30-årige Sebastian, der gik fra Damkærvej i Skærup ved Børkop tirsdag klokken cirka 18.30. Politiet er bekymret for hans...

18-årig fra Vejle idømt ni måneders fængsel for salg af tusindvis af tramadolpiller

0
KRIMI. En 18-årig mand fra Vejle er onsdag morgen ved Retten i Kolding idømt en straksdom på ni måneders fængsel for besiddelse og salg...

Uheld blokerer spor på Lillebæltsbroen

0
Et uheld spærrer højre spor på E20 Lillebæltsbroen i retning mod Middelfart. Politi og redning er på vej. Et uheld blokerer tirsdag eftermiddag højre spor...

Vejle lagde nedrykningsspillet ud med deler

0
Vejle Boldklub holdt føringen i en time på JYSK Park, men måtte se sig udlignet ti minutter før tid. Nu venter OB på fredag. Vejle...