16.9 C
Copenhagen
fredag 12. september 2025

FHK oplever en stigende opbakning efter topplacering

0

Torsdag aften spiller Fredericia Håndboldklub på hjemmebane mod Lemvig-Thyborøn Håndbold. Selvom det er en kamp mod ligaens sidsteplads, mærker FHK stor opbakning til kampen.

FHK er flyvende i ligaen i denne sæson. Forud for kampen indtager FHK en andenplads i tabellen, og er pt. førsteudfordreren til Aalborg. Det kan mærkes på direktionsgangen i klubben i Fredericia Idrætscenter. ADP Lounge, hvor sponsorerne mødes til spisning før kampen, er udsolgt i dag, og også blandt de almene tilskuere er interessen stor.

– Vi er blevet rigtig interessante nu, hvor det går så godt, siger administrerende direktør, Thomas Renneberg-Larsen, med et smil på læben.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I sidste sæsons slutspil, da FHK kom på alles læber, og endte med at vinde bronze, blev interessen pludselig også ekstra stor. Hjemmebanen thansen Arena var fyldt til randen, og på udebane var der en sand hær af fans med. Nu kan klubben igen mærke stor interesse.

– Vi har altid haft stor opbakning, men nu går det rigtig godt og det er blevet koldt udenfor, og så stiger interessen altid. Vi kan også allerede nu mærke stor interesse for vores hjemmekampe i december mod Mors-Thy og i pokalkvartfinalen mod Skanderborg AGF, forklarer Thomas Renneberg-Larsen.

At FHK er på andenpladsen havde ikke mange forventet før sæsonen. Til gengæld var det klubbens håb, at man kunne forbedre grundspilsplaceringen fra sidste sæsons syvendeplads.

– Vi har hele tiden sagt, at vi skal ende så højt som muligt i grundspillet, og vi går efter at komme i top-4 for at komme ud at spille europæisk til næste sæson. Fra en fjerdeplads til en andenplads er der ikke langt, men vi må se, hvor vi ligger, når kampene i december er overstået. Vi har svære kampe på udebane mod Skjern og Ribe-Esbjerg, og så må vi tage den derfra, siger Larsen.

adp-as.dk

I andre sæsoner har FHK svinget i niveau alt efter om holdet spillede hjemme eller ude. På hjemmebane har der altid været en base, hvor holdet har tro på, at de kan slå alle, mens det har knebet på udebane.

– Jeg kan mærke, at spillerne virkelig vil det. De er der mentalt, og tager ikke let på nogen opgaver. Det er det der har ændret sig, og så vil nogle af dem, der har været her længe, gerne ud at prøve og spille europæisk. Det kræver, at man præsterer hver gang, siger Thomas Renneberg-Larsen.

Stigende gennemsnit

Kigger man på tallene, kan man allerede nu konstatere, at FHK er i fremgang på tilskuerfronten. I denne sæson er gennemsnittet på 1.877 og det svarer til en kapacitetsudnyttelse på 78,80 procent i denne sæsons hidtil syv hjemmekampe. Sammenligner man tallet med sidste sæsons total for grundspillet 13 hjemmekampe, er udnyttelseskapaciteten steget med 0,89 procent. I den henseende skal man tage i betragtning, at FHK endnu ikke har mødt tilskuermagneterne Aalborg og GOG, der formentlig vil trække tæt på fuldt hus i arenaen, der i alt kan huse 2.400 tilskuere.

Der er kampstart mellem FHK og Lemvig-Thyborøn Håndbold torsdag klokken 19:00.

ADP A/S vil være Danmarks største havneselskab

0

Havneselskabet ADP A/S afholdt tirsdag aften årsmøde, og med mødet blev en ny tradition født, afslørede formanden for selskabet, Christian Herskind. I hyggelige rammer fortalte havnens ledelse om udviklingen i ADP og den grønne omstilling.

Bestyrelsesformand for ADP A/S og TDP A/S, Christian Herskind Jørgensen, bød alle dagens gæster velkommen med et varmt smil og et håndtryk ved indgangen. Herefter kunne gæsterne forsyne sig med kaffe. Forud lå to timer, hvor ADPs formand, direktør og bestyrelsesmedlem Tommy Rachlitz Nielsen skulle tale.

– Det går godt i Fredericia. Det går godt for ADP. Ambitionerne er store, men absolut realistiske, slog både formand Herskind og CEO Rune D. Rasmussen fast i løbet af aftenen. ADP A/S skal være Danmarks største havneselskab. Flere gange undervejs sendte Herskind roser til medarbejderne for deres arbejde. De var der i øvrigt af egen fri vilje og i deres fritid, blev det slået fast, med smil og grin i loungen til følge.

Det var Fredericias Idrætscenters ADP Lounge, der dannede rammerne for det første årsmøde i ADP, men ikke det sidste. Christian Herskind Jørgensen afslørede nemlig, at ADP vil åbne havneområdet op for offentligheden hvert andet år, og hvert andet år vil invitere til årsmøde, hvor man kan lære mere om ADP end, hvad man kan læse i aviserne, sagde Rune D. Rasmussen blandt andet.

Godt 100 gæster havde fundet vej til loungen, og efter en varm velkomst fra Herskind, der var glad for at se flere barndoms- og soldaterkammerater i salen i den by, han er født i, samt den tidligere formand for ADP A/S, Arne Tirsgaard, og tidligere næstformand Uffe Steiner Jensen, blev ordet givet videre til professor i filosofi, Vincent F. Hendricks.

Professoren, der er aktuel med bogen “Nok om mig,” skulle ryste tankerne hos de fremmødte lidt. Det blev til en omgang med spilteori, kyllingespil, anekdoter, analyser, nulsum og andet interessant, der både fik tankerne og lattermusklerne til at arbejde hos gæsterne.

Hendricks og brugte også sin taletid til at sætte fokus på, at vi med samarbejde kan opnå større ting, selvom det kræver, at vi giver lidt af os selv. Med humoristiske eksempler leverede han en række budskaber på skarpeste vis, ligesom han satte fokus på FN’s Verdensmål.

Efterfølgende talte Tommy Rachlitz Nielsen, dog ikke i sin egenskab som bestyrelsesmedlem hos ADP A/S, men derimod som udvalgsformand for klima-, energi- og miljø i Fredericia Kommune.

Det blev til et foredrag om Fredericia Kommunes nye vision, og det arbejde, der er gået forud, men også med et par anekdoter, der matchede den foregående taler, professor Hendricks, som da Nielsen sagde:

– Jeg vil citere kongen af pop, Michael Jackson, der i sangen ‘Man in the Mirror’ fra 1988 sang: ‘If you want to make the world a better place, take a look at yourself, and make a change.’

Netop FN’s Verdensmål, en god by og en by med en stor fremtid og vigtig plads i den grønne omstilling var efterfølgende fokus hos den konservative politiker.

– Vi har alle muligheder. Pointen er, at vi i fællesskab skal have lavet en vision om at være grønne i verdensklasse, fortalte Tommy Rachlitz Nielsen.

Undervejs fik Christian Herskind gentaget ambitionerne for havneselskabet.

– Vi er i dag et af de største havneselskaber. I 2026 er det planen, at vi skal være en af de største,” sagde Herskind og kiggede på sin direktør, der replicerede med et “Det bliver vi.” Herskind fortsatte: “Vi har Taulov Dry Port, som spiller en stor rolle i europæisk logistik. Se lagerbygningerne: Det er imponerende, hvad der er skabt, og med mange gode kunder. For at nævne bare et udsnit, så har vi A.P. Møller-Mærsk, DLG, Bestseller. Det er velrenommerede virksomheder, sagde Heskind og fremhævede, at virksomheden går en endnu bedre tid i møde.

– Den grønne omstilling arbejdede vi med, før man skrev om den i medierne. Transport og skibe er vigtige der, og vi har løsninger til fremtiden hos ADP A/S, tilføjede han.

Slutteligt fik Rune D. Rasmussen, CEO i ADP A/S, ordet. Han lavede tre nedslagspunkter, der var blevet til en håndfuld, inden han startede, men på rolig vis fortalte han om havneplanerne, mulighederne og fremtiden for ADP A/S, men også om forældede love, der satte en stopper for eksempelvis solceller på tagene i Taulov Dry Port, hvorfor han opfordrede alle til at tale med landspolitikerne, hvis de mødte en eller flere.

Aftenen blev afsluttet med netværk og samtaler ved højborde i loungen.

Drøm går i opfyldelse for Lykke: FHK-spiller skal i aktion ved VM

0

Fredericia Håndboldklubs Lykke Hansen er til VM i kvindehåndbold, der afholdes i Danmark og Norge. Netop de norske værter bliver Lykkes første modstander med det grønlandske landshold.

Det varer ikke længe før spændingen bliver udløst. Lykke Hansen blev udtaget til slutrunden i slutningen af december, og reaktionen var ikke til at tage fejl af: Lykke var stolt. Hun har siden barnsben kæmpet for at komme med til VM for hjemlandet, der i hendes tid som håndboldspiller på højt niveau ikke har formået at kvalificere sig før nu, hvor hun er 35 år. Hun har kæmpet sig tilbage fra en hjernerystelse, der holdt hende ude i over et år. I sommer skiftede hun til FHK, som hun tidligere har spillet for, og det har hjulpet hende på vej.

– De har været påpasselige. Jeg har været lidt skadet, og så har de passet på mig. Jeg har holdt et år og fire måneders pause fra håndbolden. I klubben har de været meget hjælpsomme, hvis jeg ikke har haft det så godt og sagt, at jeg bare skulle træne det med, som jeg kunne holde til. Vi har taget meget step by step. Jeg kender Mia, vores træner, fra da jeg spillede i FHK første gang, og hun har hjulpet mig meget. De unge spillere på holdet har også været gode ved mig. Jeg er den ældste på holdet, men de har været gode til at tage imod mig, siger Lykke Hansen.

Efter en periode i hjemlandet fra 2010 – 2019 kom Lykke Hansen retur til Danmark i 2019, hvor hun kom på kontrakt i Nykøbing Falster, hvor hun spillede frem til i sommer. Derefter gik turen tilbage til FHK, som hun spillede for i 00’erne, sammen med blandt andet Mia Nygaard Hansen. Det gør, at FHK nu kan bryste sig af at have en spiller med til VM, der indledes onsdag.

– Vi er meget spændte, men vi ser det som enhver anden kamp, der skal spilles, siger Lykke Hansen.

Siden den 24. november har hun været samlet med det grønlandske landshold, og onsdag går det løs.

– Vi har haft nogle gode træninger, synes jeg. Vi kommer til at tage det som det kommer, og har en masse tilskuere med til Stavanger. I alt er her 180 tilskuere med os, og de landede i Stavanger for tre dage siden, og vi blev modtaget af dem. Da vi ankom til vores hotel, stod de og heppede på os, siger Lykke Hansen og sætter ord på opbakningen:

– Det var faktisk rørende. Det er lidt ubeskriveligt, og det er noget, der kun sker en gang i livet, fortæller Lykke Hansen.

Kampen mod Norge er ikke den nemmeste på papiret. Grønland har ikke været med ved VM siden 2001, og så starter det hele ud mod VM-favoritterne fra Norge.

– Det er en hård kamp, men vi vil gøre vores bedste, konstaterer Lykke Hansen.

Nogen egentlig målsætning for VM har Grønland ikke, afslører FHK-spilleren.

– Vi tager én kamp ad gangen. Vi vil gøre alt, hvad vi kan i hver kamp og bare være fokuseret, siger Hansen.

Nu er det for alvor tæt på. I baggrunden kan man høre Lykke Hansens holdkammerater snakke. Spændingen stiger, og en drøm er på vej til at blive opfyldt: At løbe på banen til en kamp ved VM.

– Jeg har spillet siden jeg var ti år og spillet i ligaen og nu endelig være med til VM. I ligaen er der nu landsholdspause, og da jeg spillede i Nykøbing Falster tog vi på La Santa uden dem, der var med landsholdet, de var afsted, men nu er der mig, der er afsted. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, slutter Lykke Hansen.

Kampen mellem Grønland og Norge fløjtes i gang klokken 20:30. Foruden Norge møder Grønland i gruppespillet Sydkorea og Østrig.

Venstrekvinde tager et skridt op

0

Pernelle Jensen (V) fra Fredericia, står på tærsklen til en betydelig rolle i Region Syddanmark. Efter Stephanie Loses overgang til posten som økonomiminister, og Bo Libergrens nye formandstitel, er der åbnet en vigtig ledig plads, som Pernelle nu er udset til at fylde.

Venstres gruppe har peget på Pernelle Jensen som den nye formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen. Hendes indstilling til posten reflekterer den tillid og anerkendelse hun har opnået i sit parti. Jeg er enormt glad for, at gruppen viser mig den tillid, udtaler Pernelle Jensen, der ser frem til at fortsætte det vigtige arbejde, som Bo Libergren påbegyndte.

– Venstres gruppe peger på mig som formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen. Jeg er stolt. Bo Libergren har haft opgaven i lang tid. Han er en dygtig politiker, så jeg skal prøve at udfylde rollen efter ham på den bedst mulige måde, forklarer Pernelle Jensen.

Jensens tidligere erfaring som vikar for denne position har givet hende værdifuld indsigt og forberedelse til de udfordringer og muligheder, der ligger i denne rolle. Hendes fokus vil være på den nære sundhed uden for psykiatri og sygehuse, herunder arbejdet med læger, sundhedshuse og samarbejde med kommunerne. – Det er en borgernær opgave, så jeg glæder mig til opgaven, siger hun og uddyber:

– Jeg har tidligere fungeret som vikar på denne position, hvilket var utroligt spændende og givende. Det indebærer at tackle forskelligartede og vigtige dagsordener. Vores arbejde fokuserer på den nære sundhed uden for psykiatrien og sygehusene, herunder arbejdet med praktiserende læger, sundhedshuse og samarbejde med kommunerne. Det er et område, der er både spændende og afgørende vigtigt. Det er en opgave tæt på borgerne, og jeg ser med stor entusiasme frem til at påtage mig denne rolle.

Et centralt punkt i hendes kommende arbejde vil være lægevagten, et område hun allerede har beskæftiget sig med i sin tid som vikar. Hendes vision er at sikre en fortsættelse af regionens budget, hvor der ikke er lagt op til besparelser på den nære sundhed. Pernelle Jensen er også en stærk fortaler for sundhedshuse, et fokusområde hun agter at fremme yderligere.

– Lægevagten repræsenterer en af de større opgaver. Den har allerede været en væsentlig del af mit arbejde tidligere i år, da jeg vikarierede. Dens betydning vil fortsætte, især når vi overtager nattetjenesten fra PLO. Med hensyn til vores regionale budget har vi sikret, at der ikke foretages besparelser på den nære sundhed i Region Syddanmark. Det er essentielt at tilbyde en række borgernære sundhedstilbud. Jeg har været en stærk fortaler for sundhedshusene, og det vil fortsat være et primært fokusområde for mig. Denne tilgang er allerede et centralt element i udvalgets arbejde. Jeg agter at videreføre Bos stil og prioritere et effektivt samarbejde med de forskellige aktører, hvilket jeg vil fortsætte med at udvikle, siger Jensen.

Med sin baggrund i kommunalpolitik bringer Jensen en unik perspektiv og forståelse for, hvordan regionale beslutninger påvirker kommunerne og borgerne lokalt. Hendes erfaring fra byrådet i Fredericia vil være en styrke i hendes arbejde i Regionsrådet.

– Med min baggrund i kommunalpolitik har jeg fået indsigt i mulighederne for tættere samarbejde mellem forskellige aktører. At bringe denne viden fra byrådet ind i Regionsrådet har været yderst gavnligt og omvendt. Det har givet mig et unikt perspektiv på, hvordan beslutninger påvirker de enkelte kommuner og borgerne i de forskellige byer. Denne erfaring har vist sig at være en betydelig styrke i mit arbejde, slutter Pernelle Jensen.

Dobbelt så stor omsætning på Black Friday

0

I november 2023 indledte mange butikker måneden med “Black November” eller “Black Month,” et koncept designet til at sprede salget over hele måneden og op til Black Friday. Denne strategi sigter mod at mindske risikoen ved en potentiel dårlig omsætning på Black Friday. Ifølge data fra BlackFridayDanmark var Black Friday dog stadig den mest indbringende dag i Black Week, med en omsætning dobbelt så stor som den næstbedste dag.

Søndagen efter Black Friday, som afslutter Black Week, blev den næstbedste dag for salg. Dette antyder, at forbrugerne ønskede at sikre sig de sidste varer og julegaver. Der var en jævn fordeling af indkøb gennem hele ugen, med undtagelse af Black Friday, hvor salget toppede. Weekendens omsætning efter Black Friday steg i 2023 sammenlignet med 2022.

Gennemsnittet pr. transaktion i 2023 var 1401 kr., hvilket er en markant stigning fra de foregående år, hvilket tyder på en øget købelyst blandt danskerne. Efterspørgslen efter tilbud begyndte allerede torsdag aften, men det var bemærkelsesværdigt, at færre shoppede om natten i 2023 sammenlignet med 2022.

Analyser viser, at der var flere mandlige end kvindelige shoppere i Black Week 2023, og at forbrugere i alderen 55-64 år var overrepræsenteret. Elektronik var den mest populære kategori, tæt efterfulgt af mode og fitness & sport. Sexlegetøj sneg sig ind på en fjerdeplads. Forbrugerne foretrak i 2023 at shoppe på PC frem for mobil, en ændring fra tidligere år.

Konverteringsraten steg gennem Black Week, med søndagen som den dag med højeste konverteringsrate, overgående selv Black Friday. Dette understreger en tendens blandt forbrugerne til at være mere tilbøjelige til at købe om søndagen end på årets største tilbudsdag.

15 nominerede til Årets Sportsnavn 2023

0

DIF, Team Danmark og Salling Groups Årets Sportsnavn 2023 kåres til Sport 2023 6. januar i Herning. De 15 nominerede kandidater er nu offentliggjort.

Der er masser af danske toppræstationer af se tilbage på i sportsåret 2023, uanset om du er til vandsport, ketsjersport, cykling eller noget fjerde, så har der været noget at juble over. Det er et stærkt felt af kandidater, som nu er offentliggjort, og som både favner verdensmestre, en Tour de France-vinder, World Cup-vindere, europamestre osv.

Over de seneste uger er de første 10 nominerede til årets Sportsnavn løbende blevet offentliggjort. Nu løftes sløret for de sidste fem nominerede, så listen nu er lukket med 15 navne.

– Sport er følelser. Vi husker de store sejre og de store nederlag. Enten jubler vi med de danske atleter eller kniber en tåre. Sådan har 2023 også været, hvor især de 15 nominerede til Årets Sportsnavn har fået også til at juble. De har alle leveret suveræne verdensklassepræstationer, men de er langt fra de eneste, der har fået os til at juble og i mange tilfælde sidde på det yderste af stolekanten i spænding.  Derfor skal der lyde et stort tillykke til alle de nominerede men også til alle de andre atleter, som har kæmpet i rødt og hvidt og hevet sejre hjem til Danmark i 2023. Vi værdsætter og hylder hver og en, og derfor var øvelsen med at skære feltet ned til 15 nominerede ekstremt svær, siger Hans Natorp, der er formand for DIF og med i dommerkomitéen til prisen.

Team Danmarks formand, Lars Krarup, hæfter sig ved, at de fem nominerede klarer sig fremragende i sportsgrene med meget højt internationalt niveau.

– De sidste fem navne fuldender en meget, meget flot liste over 15 nominerede til Danmarks største sportspris. Atleterne kommer fra mange forskellige sportsgrene, og den bredde vidner om verdensklassearbejde i mange forbund. Når danske atleter klarer sig så flot i sportsgrene som cykling, golf, badminton, tennis og sejlsport, vidner det om atleter med ekstremt højt niveau og en dedikation ud over det sædvanlige og samtidig om et arbejde bag atleterne, som er på øverste hylde. Ellers kunne det ganske enkelt ikke lade sig gøre at nå det niveau, som de nominerede besidder, siger Lars Krarup.

De sidste fem nominerede er:

  • Anders Skaarup og Kim Astrup, badminton – blandet andet for deres VM-sølvmedalje
  • Anne-Marie Rindom, sejlsport – blandt andet for sin VM-bronzemedalje
  • Nicolai Højgaard, golf – blandt andet for sin sejr ved DP World Tour Championship i Dubai
  • Mads Pedersen, landevejscykling – for sine mange sejre hele året
  • Holger Rune, tennis – blandt andet for sine to kvartfinaler ved Wimbledon og French Open


Over de seneste uger er følgende 10 nominerede til DIF, Team Danmark og Sallings Groups Årets Sportsnavn 2023 blevet offentliggjort, så det samlede felt tæller 15 nominerede:

  • Jonas Vingegaard, landevejscykling – blandt andet for sin Tour de France-sejr
  • Emma Aastrand Jørgensen, kajak – blandt andet for sin VM-guld- og VM-sølvmedalje
  • Amalie Didriksen, banecykling – blandt andet for sin VM-sølvmedalje
  • Alexander Hillhouse, parasvømning – blandt andet for sin VM-sølv- og VM-bronzemedalje
  • Herrelandsholdet i håndbold – for deres VM-guldmedalje
  • Viktor Axelsen, badminton – blandt andet for sine tre Super 1000-sejre
  • Cecilie Uttrup Ludwig, landevejscykling – blandt andet for sin VM-bronzemedalje
  • Nanna Merrald, dressur – blandt andet for sin EM-sølv og -bronze
  • 4 km-holdet i banecykling – for deres VM-guldmedalje
  • Magnus Ditlev, triatlon – blandt andet for sin VM-bronzemedalje og sin verdensrekord i Iron Man


Om ’Årets Sportsnavn’

Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991. I 2023 uddeles den i et partnerskab mellem DIF, Team Danmark og den olympiske partner Salling Group.

DIF og Team Danmark udpeger i alt 15 nominerede, som afsløres fem ad gangen, hvorefter der sættes navn på de tre finalister. Det er dommerkomitéen, som afgør, hvem der skal være den endelige vinder af prisen som DIF, Team Danmark og Salling Groups Årets Sportsnavn 2023.

Årets Sportsnavn 2023 kåres ved den store sportsgalla Sport 2023 i Herning lørdag den 6. januar 2024. Showet transmitteres direkte på DR1.

Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.

Udvælgelseskriterier

Udvælgelse af Årets Sportsnavn sker ud fra en helhedsvurdering af nedenstående kriterier, som er angivet i ikke-prioriteret rækkefølge. Vægtningen af de enkelte kriterier kan variere.

  • Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
  • Konkurrencen og medaljens karat: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.
  • Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
  • Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.

Dommerkomitéen 2023

  • H.K.H. Kronprins Frederik
  • Kulturminister, Jakob Engel-Schmidt
  • Sportens Hall of Fame, Michael Laudrup
  • Sportens Hall of Fame, Camilla Martin
  • DIF’s bestyrelsesformand, Hans Natorp
  • DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen
  • Team Danmarks bestyrelsesformand, Lars Krarup
  • Team Danmarks administrerende direktør/CEO, Peter Fabrin
  • Salling Groups CEO, Anders Hagh

Tidligere vindere af Årets Sportsnavn

1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton
2018: Caroline Wozniacki, tennis
2019: Mads Pedersen, cykling
2020: Banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb
2021: Viktor Axelsen, badminton
2022: Jonas Vingegaard, cykling

Flere narkotikarelaterede dødsfald, men ikke en generel stigning

0
(Arkivfoto)

Sundhedsstyrelsen har opgjort de sundhedsrelaterede konsekvenser ved narkotikamisbrug. Rapporten viser, at der er flere narkotikarelaterede dødsfald i 2022 end i 2021, men der er ikke tale om en generelt stigende tendens, da antallet er på samme niveau, som inden for de seneste 12 år.

I 2022 mistede 280 personer i Danmark livet som følge af narkotika, hvilket antalsmæssigt er flere end i 2020, hvor der var 256 dødsfald, og i 2021, hvor der var 248 dødsfald. Antallet af dødsfald varierer fra år til år. Trods stigningen i 2022, er antallet af dødsfald stadig inden for det niveau, der har været i perioden 2010-2021.

Ud af de 280 dødsfald i 2022 skyldtes 194 af dem (69 %) forgiftninger med ét eller flere stoffer, mens 86 af dødsfaldene (31 procent) skyldtes en anden form for narkotikarelateret død. Det omfatter anden ulykke end forgiftning, sygdom eller en ukendt dødsårsag.

Flere dødsfald og forgiftninger med kokain

Politiets tal for beslaglæggelser af illegale stoffer viser, at der fra 2021 til 2022 har været en stigning i antallet af beslaglæggelser af især kokain. Denne udvikling er nu vendt, så antallet af kokainbeslaglæggelser er på samme niveau, som før covid-19-pandemien i 2020.

Antallet af dødsfald, hvor kokain er den formodede dødsårsag er steget fra 9 dødsfald i 2021 til 18 dødsfald i 2022. Samtidig er antallet af sygehusophold på landets skadestuer som følge af forgiftninger med kokain steget fra 458 til 506 tilfælde i samme periode.

– Vi er bekymrede over stigningen i antallet af dødsfald relateret til kokainforgiftning og stigningen i forgiftninger med kokain. Selvom der er tale om små tal og mindre stigninger, så er den samlede udvikling omkring kokain bekymrende, siger enhedschef Niels Sandø.

Både en højere renhed i kokainen, og en stor variation i styrken, samt større tilgængelighed af stoffet i Danmark kan have en rolle i forhold til stigningen i skaderne relateret til kokain.

– Stigningen i skader relateret til kokain kan hænge sammen med, at der er en større tilgængelighed af stoffet i Danmark – og i Europa i øvrigt.  Desuden viser de retskemiske analyser af den kokain, der undersøges i Danmark, at renheden af kokainen bliver ved med at stige. Kombinationen af den øgede tilgængelighed og stærkere stof kan ikke udelukkes at have betydning for antallet af kokaindødsfald- og forgiftninger. For når der er højere renhed og herudover svingende variationer af styrke, øger det risikoen for utilsigtede overdoser, fordi brugerne af illegale stoffer generelt ikke er opmærksomme på den faktiske styrke af det stof, de indtager, siger enhedschef Niels Sandø. 

Sundhedsstyrelsen følger forsat udviklingen i brugen af opioider blandt børn og unge

Rapporten viser også, at der er tegn på en mindre stigning i forgiftninger med opioider hos unge mellem 16-26 år, mens der er tegn på et lille fald i forgiftninger hos børn under 16 år. Det er ikke en alarmerende udvikling, men der er alligevel grund til bekymring.

– Vi kan konstatere, at der er en bevægelse i den forkerte retning vedrørende forgiftninger med opioider hos børn og unge i alderen 16-25 år, og at det især skyldes opioider som for eksempel tramadol og oxycodon. Det er bekymrende, og det er vigtigt, at kommunerne har fokus på den lokale stofforebyggende indsats, ligesom vi fortsat løbende følger udviklingen, siger enhedschef Niels Sandø.

Kommunerne har en central opgave i at sikre, at der er en rusmiddel- og stofforebyggende indsats. Sundhedsstyrelsen har lavet nogle guidelines henvendt til kommuner, der oplever henvendelser om unge med opioidmisbrug. De skal støtte kommunerne i at hjælpe de unge, og forebygge, at der sker en udvikling i den forkerte retning på området.

Det er glat: Pas på

0

Onsdag den 29. november 2023 fortsætter den iskolde november med endnu en kold dag efter en kold tirsdag. DMI (Danmarks Meteorologiske Institut) advarer om konsekvenserne for morgentrafikken, opfordrer til brug af vinterdæk og rudeskrabere og forudser fortsat risiko for rim, sne og isglatte veje over hele landet.

Temperaturen kan måske nå frysepunktet i løbet af dagen, men vil ellers ligge på frost ned til minus 3 grader, med sne og snebyger særligt i den sydøstlige del af landet.

Vejdirektoratet advarer også om risiko for isglatte veje på tværs af landet fra morgenstunden, selvom der er saltet i nat på de fleste steder. Der kan dog stadig være glatte områder, især på udsatte steder. Omkring hovedstaden, Odense og Aarhus rapporteres om ‘normalt føre efter årstiden’, mens der i Sønderjylland og Nordsjælland er flere meldinger om sne- og isglatte veje.

Vejrudsigten, udsendt kl. 04.40 af vagthavende meteorolog, forudser mest skyet vejr og perioder med sne eller snebyger i den sydøstlige del af landet. I resten af landet forventes perioder med lidt eller nogen sol, dog med lokale snebyger, og i Nordjylland sne eller snebyger fra nord ud på dagen. Temperaturerne forventes at falde til mellem frysepunktet og 8 graders frost om aftenen og natten, lokalt ned omkring 10 graders frost, med svag til frisk nordøstlig eller skiftende vind, ved kysterne lokalt hård vind eller måske kuling.

Et østgående lavtryk over den nordvestlige del af Tyskland vil i dag bringe skyer og en overgang sne til den sydøstlige del af Danmark, med typiske mængder nysne på mellem 1 og 5 cm. Et område med sne og snebyger bevæger sig ned over Nord- og Nordvestjylland fra nordøst, og der ventes også her typisk 1-5 cm nysne, men lokalt måske mere. I resten af landet vil der kun komme lokale snebyger.

Vejret forventes at fortsætte ind i torsdagsdøgnet, hvilket øger mulighederne for, at julemåneden indledes med et snedække til det meste af landet. Meteorolog Jesper Eriksen opdaterede denne prognose kl. 05.40. Trafikanterne opfordres til at tage deres forholdsregler i trafikken og holde sig opdateret med de seneste vejr- og trafikrapporter.

Fodboldstævne samler unge

0

Fredericia Idrætscenter dannede tirsdag rammen for et fodboldstævne for flere skoler. Omkring 200 elever deltog, og var med til at skabe liv og glade dage i hal 5 og 6 i idrætscentret.

Under en strålende sol og med lyden af jubel og opmuntring i luften, samledes elever fra skoler i Trekantområdet og Fyn i Fredericia Idrætscenter til et fodboldstævne, der var mere end blot en sportsbegivenhed. Dette stævne var et levende bevis på sportens magt til at forene, inspirere og fremhæve det bedste hos unge mennesker, der står over for livets særlige udfordringer. Omkring 200 elever fra 12 forskellige skoler fandt sammen i et fællesskab, hvor fodbolden var kernen, men hvor det virkelige mål var at skabe et rum, hvor alle kunne skinne

Den pædagogiske fritidsleder på Frederiksodde Skolen afdeling D, Trine Elbirk, slår fast, at fodboldstævnet i Fredericia Idrætscenter havde en dybere betydning, især for børn med særlige behov.

– En væsentlig årsag til at vi arrangerer dette stævne er, at mange af disse børn, som står over for særlige udfordringer, ikke har mulighed for at deltage i traditionelle fodboldklubber. Gennem et sådant arrangement kan vi tilbyde dem chancen for at opleve at være en del af et større fællesskab, forklarer Trine Elbirk.

Trine Elbirk reflekterer over de tidligere succeser ved fodboldstævner og det positive indtryk, det har efterladt hos eleverne fra Frederiksodde Skolen.

– Da vi sidst deltog, bar eleverne deres medaljer med stolthed i flere dage efterfølgende. De er utroligt stolte over deres præstationer, og det er fantastisk at se, hvordan de værdsætter muligheden for at repræsentere deres skole i fodbold, siger Trine Elbirk.

Frederiksodde Skolen har i alt fire afdelinger. Til stævnet deltog afdeling C og D.

– På afdeling D har vi engageret to hold, og vores B-afdeling har vi også hold med. Det er fantastisk at se sådan en bred repræsentation fra vores skole, forklarer Trine Elbirk.

Trine Elbirk understregede vigtigheden af fysisk aktivitet for eleverne og hvordan fodboldstævnet bidrager positivt til dette.

– Bevægelse er utrolig vigtig for disse børn, og fodbold er en aktivitet, de alle kan deltage i. Det er virkelig inspirerende at se dem udfolde sig og nyde spillet i et stort stævne, hvor alle er ligesindede og deler glæden ved sporten, reflekterer Trine Elbirk med et smil.

En af de engagerede elever fra Frederiksodde Skolen, Sinius Tubél, deler sine tanker om deltagelsen i fodboldstævnet.

– Det er virkelig fantastisk at være her, siger Sinius Tubél med en følelse af entusiasme og tilfredshed.

Sinius Tubél, en elev fra Frederiksodde Skolen, udtrykker sin spænding og glæde ved at deltage i fodboldstævnet.

– Jeg er virkelig spændt, og jeg synes det er utrolig sjovt at være her, siger Sinius Tubél.

Sinius Tubél reflekterede også over en tidligere begivenhed, hvor eleverne fra Frederiksodde Skolen havde deltaget sammen.

– Vi var en del af et OL-stævne i sommer, hvor vi også var samlet. Det var en fantastisk oplevelse, deler Sinius Tubél, der tydeligvis mindes om de positive oplevelser og samværet fra den tidligere begivenhed.

Slutteligt udtrykker han sin taknemmelighed overfor skolernes indsats i at arrangere fodboldstævnet.

– Det er virkelig dejligt, at skolerne arrangerer dette for os, siger Sinius Tubél.

Stævnet er for både indskolingen og udskolingen, og er delt op i forskellige rækker således, at eleverne får et fair match-up.

Sydjyske virksomheder har fået øjnene op for erhvervsfremme

0
(Foto: AVISEN)

Andelen af virksomheder, der er i kontakt med deres regionale erhvervshus, er kraftigt stigende i Sydjylland, ligesom det er tilfældet over hele landet. Samtidig mener flere virksomheder, at erhvervshusenes tilbud er relevante for deres forretning. Dansk Industri er glade for udviklingen, men peger samtidig på behovet for at forenkle erhvervsfremmeindsatsen, så tilbuddene fremover bliver endnu mere attraktive og overskuelige for virksomhederne at bruge. 

De seks erhvervshuse rundt om i Danmark tilbyder at hjælpe og servicere lokale virksomheder, der skal starte op, udvikle sig eller etablere sig på nye markeder. Og efter nogle magre år ser det ud til, at erhvervshusene har fundet formlen på succes, for de danske virksomheder har det seneste år virkelig taget erhvervshusene til sig.

En ny analyse fra DI viser, at 41 procent af de adspurgte sydjyske virksomheder har været i kontakt med Erhvervshus Sydjylland i 2023. I 2020 lå tallet på 27 procent.

De nye tal glæder chef for erhvervsfremme i DI, Jes Lerche Ratzer.

– Jeg er glad for, at virksomhederne har fået øje på de mange gratis tilbud om hjælp, rådgivning og penge til vigtige investeringer, der kan gøre dem mere konkurrencedygtige i en foranderlig verden, siger Jes Lerche Ratzer og tilføjer:

– Vores små og mellemstore virksomheder er i dag påvirket af voldsomme eksterne forstyrrelser. Hertil kommer enorme mængder af ny EU-regulering som for eksempel ESG-rapportering og nye produktkrav. Her kan erhvervsfremmeindsatsen gøre en afgørende forskel ved at tilbyde hjælp, som kan ruste dem til bedre at håndtere aktuelle udfordringer. Og ved at skubbe på en omstilling, som ofte er helt nødvendig.

En del af forklaringen på erhvervshusenes øgede popularitet skal ifølge DI findes i Virksomhedsprogrammet, der er i målrettet små og mellemstore virksomheder. Programmet tilbyder blandt andet penge til grøn omstilling og udstyr, støtte til køb af privat rådgivning, software og nye kompetencer eller til at ansætte en ledig faglært eller højtuddannet, der kan hjælpe virksomheden med at skabe vækst.

– Virksomhedsprogrammet tilbyder hjælp og støtte til omstilling og udvikling i virksomhederne inden for blandt andet digitalisering, grøn omstilling og eksport. Tilbuddene i programmet er generelt efterspurgte, og mange virksomheder er glade for den hjælp, de får. Jeg vil gerne kvittere for, at erhvervshusene har formået at brede succesen ud til langt flere virksomheder, siger Jes Lerche Ratzer.

Fjern de bureaukratiske benspænd

Jes Lerche Ratzer har dog også en opfordring til de forskellige aktører i erhvervsfremmeindsatsen. I dag bliver iværksættere og små og mellemstore virksomheder mødt af for mange bureaukratiske dokumentationskrav og procedurer, der kan afholde dem fra at gøre brug af relevante tilbud. Han peger derfor på, at fremtidens erhvervsfremmeindsats i langt højere grad skal styrke brugeroplevelsen, fjerne bureaukratiske benspænd og møde virksomhederne i øjenhøjde.

– Mange af vores medlemmer oplever, at det er en tung og bureaukratisk proces at gøre brug af erhvervsfremmetilbud. Bøvlet kan opstå i form af omfattende dokumentationskrav, som ikke er ens på tværs af programmer, eller når virksomhederne skal vente mange måneder på at få udbetalt deres penge. Det skylder vi virksomhederne at rette op på, afslutter han.

Mand kørte flere kilometer med ødelagt trailer på motorvejen

0
DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi måtte fredag den 12. september gribe ind i en usædvanlig sag på motorvejen. En 44-årig mand fra Trekantområdet blev standset efter...

Christian Eriksen skifter til Wolfsburg

0
SPORT. Christian Eriksen fortsætter sin imponerende fodboldkarriere i Bundesligaen. VfL Wolfsburg har skrevet kontrakt med den 33-årige danske landsholdsspiller, som har været uden klub...

Alle partier står bag budgetaftale i Region Syddanmark

0
POLITIK. Der var brede smil og håndtryk i regionshuset i Vejle, da Region Syddanmarks budget for 2026 faldt på plads tirsdag aften. Alle partier...

Bo Libergren: Nærhospitalet i Middelfart bringer sundheden tættere på borgerne

0
POLITIK. For Region Syddanmark er åbningen af Danmarks første nærhospital i Middelfart et vendepunkt. Regionsrådsformand Bo Libergren lægger ikke skjul på, at dagen er...

SF kræver forklaring på lukning af asylcenter i Jelling

0
POLITIK. Beslutningen om at lukke asylcenteret i Jelling i 2026 møder nu kritik fra SF, der kalder beslutningen både uforståelig og ødelæggende for lokalsamfundet. Asylcenteret...

Regeringen tager næste skridt mod reklameforbud for usunde fødevarer rettet mod børn

0
POLITIK. Regeringen vil stramme markedsføringsloven og forbyde reklamer for usunde føde- og drikkevarer rettet mod børn under 15 år. Men et forbud skal fungere...