Rumænsk bilist sigtet for vanvidsbilisme på motorvejen

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte søndag eftermiddag rykke ud til den Østjyske Motorvej omkring Vejle, hvor en 48-årig rumænsk mand blev standset og sigtet for vanvidskørsel.

Manden blev stoppet omkring klokken 14.28, og det viste sig her hurtigt, at han havde en alkoholpromille, der var så høj, at sagen falder ind under kategorien vanvidsbilisme.

»Han er en 48-årig mand fra Rumænien, og hans promille var så høj, at vi er over grænsen for vanvidskørsel,« fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Rune Nielsen.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med episoden. Når man bliver taget for spirituskørsel i den størrelsesorden, følger loven en fast skabelon, hvor bilen beslaglægges og i udgangspunktet ikke kommer tilbage til ejeren. Ifølge politiet er det også tilfældet i denne sag.

»Bilen er taget fra ham og er stadigvæk i politiets varetægt. Det er meget usandsynligt, at han ser den igen,« siger Rune Nielsen.

Manden befinder sig søndag aften fortsat i politiets varetægt. Den nøjagtige promille fastslås først med en blodprøve, men politiet har allerede foretaget flere udlæsninger, som giver et klart billede af situationen.

»Man kan ikke sige helt præcist, hvor promillen lander, for det får vi først resultatet på efter en blodprøve. Men vi ved, at han var over grænsen på 2,0 promille, der definerer vanvidskørsel. Det viste flere udlæsninger,« forklarer vagtchefen.

Den 48-årige mand er nu sigtet for spirituskørsel under vanvidsbestemmelsen. Ifølge politiet går sagen sin vante gang gennem systemet, og konsekvenserne for ham omfatter blandt andet tabet af bilen.

AVISEN ændrer læserbrevspolitik – nu skal indlæg være unikke

0

AVISEN oplever en stigende interesse for at indsende læserbreve, og derfor har redaktionen nu justeret sin læserbrevspolitik. Fremover skal indlæg være unikke og skrevet specifikt til AVISEN.

»Vi vil gerne give vores læsere noget særligt og originalt. Derfor har vi besluttet, at vi ikke længere bringer læserbreve, der er sendt ud til flere medier samtidig. Vores læsere skal vide, at de får noget unikt indhold hos os,« siger ansvarshavende chefredaktør Andreas Andreassen.

Samtidig præciseres retningslinjerne for, hvordan indlæg bliver behandlet og bragt. Læserbreve skal være skrevet i et sobert sprog og må maksimalt fylde 3.000 tegn inklusive mellemrum. Indlæg, der er længere, kan forkortes af redaktionen.

Alle indlæg skal være underskrevet med fuldt navn og by, og kontaktoplysninger skal følge med til internt brug i redaktionen. Anonyme indlæg bringes ikke.

Desuden er der indført klare retningslinjer for billeder. Hvis man ønsker at sende fotos med, skal de være i vandret format og i en kvalitet, der egner sig til online-publicering. Afsenderen har selv ansvaret for rettighederne til de indsendte billeder.

AVISEN understreger, at redaktionen fortsat forbeholder sig retten til at redigere for længde og klarhed samt til at afvise indlæg, der ikke lever op til kriterierne.

»Vi vil gerne have en åben og levende debat, hvor mange forskellige stemmer kan komme til orde. Men det er vigtigt for os, at indlæggene holder en ordentlig standard og er skrevet med tanke på netop vores avis og vores læsere,« siger Andreas Andreassen.

Læserbreve kan sendes til redaktionen på redaktion@sydavisen.dk

Nej, københavnere skal ikke købe huse til en krone i Sønderjylland

0

Jeg kunne kun ryste på hovedet, da jeg forleden dag læste forslaget fra en københavnsk politiker om at sælge huse i Jylland til københavnere for én sølle krone. For mig som sydjyde er det helt skævt. Forslaget vil ikke kun slå bunden ud af husværdierne for nabohusene, fordi der ingen forpligtigelser hører med, men det er også respektløst at signalere, at folks hjem kun er én krone værd. Det er hjem for mennesker.

Det er rigtig nok, at nogle steder er tomme huse en udfordring, men løsningen er ikke at give dem væk til københavnerne, der kun bruger dem som fristed et par uger om året. Det løser hverken bosætning eller udvikling i vores lokalsamfund.

At en københavnsk politiker tænker på vores landdistrikter som tomme og faldefærdige, er også ærgerligt. Virkeligheden er, at mange landsbyer summer af aktivitet, med naboer der kender hinanden, og hvor familier lever et godt liv.

Det vi har brug for, er nok snarere lighed i velfærden, transport- og uddannelsesmuligheder, – og ja, måske endda en økonomisk håndsrækning til de landsbyer, hvor ildsjæle i forvejen knokler for at gøre det attraktivt at bo.

Landdistrikterne og provinskommunerne leverer hvert år massevis af skattebetalere til hovedstaden, fordi vores unge kommer ind på uddannelser i de større byer. Her bliver de boende. Det skævvrider demografien og udhuler skattegrundlaget i kommunerne i landdistrikterne. Det savner vi svar på, hvordan vi løser i stedet.

Og er det eksempelvis i orden, at der er samme kommunale medfinansiering på nedrivning af huse i de mest udfordrede landdistrikter som i mere velbeslåede kommuner, når der hvert år bliver færre og færre skattebetalere her og som skal bære større og støtte byrder?

Der ER liv, sammenhold og engagement udenfor de store byer. Det er dét, vi skal styrke og ikke reducere værdien af vores hjem til én enkelt krone.

Blæste over det tilladte – kvinde anholdt i Vejle

0

KRIMI. En rolig rutinekontrol udviklede sig til en sag om spirituskørsel, da Sydøstjyllands Politi natten til søndag standsede en bilist i Vejle.

Klokken var 01.28, da en patrulje foretog en helt almindelig standsning af et køretøj på Horsensvej i krydset med Østerbrogade. Ifølge vagtchef Mathias Møller viste den efterfølgende alkometertest, at føreren havde mere alkohol i blodet, end loven tillader.

»Patruljen foretager en rutinemæssig standsning af et køretøj på Horsensvej ved krydset med Østerbrogade. Føreren bliver alkometertestet og blæser over det tilladte. Derfor bliver vedkommende anholdt og kørt til skadestuen, hvor der bliver taget en blodprøve,« fortæller Mathias Møller.

Den anholdte er en kvinde fra Hedensted i 40’erne. Hun blev kørt direkte til hospitalet, hvor en blodprøve skal give politiet det endelige svar på hendes promille.

»Efterfølgende blev hun løsladt, og vi afventer nu det endelige resultat af promillen fra blodprøven,« slutter Mathias Møller.

Udover spiritussagen var der intet andet at berette fra Vejle på døgnrapporten.

Indbrud i udhus i Vejle – værktøj stjålet

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi modtog lørdag formiddag klokken 10.01 en anmeldelse om indbrud i et udhus på Kastanjehaven i Vejle.

Vagtchef Søren Lisberg fortæller, at der er stjålet forskellige redskaber. »Der er tale om et indbrud i et udhus, hvor der er stjålet en del værktøj« siger Søren Lisberg fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet arbejder nu videre med sagen, men har endnu ikke nærmere oplysninger om gerningsmanden. »Vi hører meget gerne fra borgere, der har set noget mistænkeligt i området omkring Kastanjehaven« lyder opfordringen fra vagtchefen.

Brand i carport i Børkop – 57-årig mand sigtet

0

BRAND. En brand i en carport på Hjulgyden i Børkop fik lørdag eftermiddag Sydøstjyllands Politi og brandvæsnet til at rykke ud. Alarmen indløb klokken 14.31, og kort efter stod det klart, at branden var forårsaget af en ukrudtsbrænder.

Vagtchef Søren Lisberg fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at beboeren, en 57-årig mand, nu er sigtet. »Der er tale om en brand i en carport, og vi kan konstatere, at den er startet som følge af brug af en ukrudtsbrænder. Beboeren er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven« siger Søren Lisberg.

Heldigvis nåede branden ikke at brede sig til boligen, og ingen personer kom til skade. Alligevel understreger politiet alvoren. »Det kan gå meget hurtigt, når man bruger åben ild, og det her er endnu et eksempel på, hvor galt det kan gå. Derfor er det vigtigt, at man er ekstra forsigtig og følger de sikkerhedsmæssige anbefalinger, når man bruger en ukrudtsbrænder« siger vagtchefen.

Manden fra Børkop står nu til en bøde for overtrædelsen.

Cyklist påkørt i rundkørsel i Vejle – politiet efterlyser bilist

0

KRIMI. Lørdag formiddag blev en cyklist påkørt i rundkørslen ved Buen i Vejle. Episoden fandt sted klokken 10.53 og blev anmeldt til Sydøstjyllands Politi.

Vagtchef Søren Lisberg oplyser, at cyklisten, 18-årig ung mand, slap uden skader. »Der er ingen personskade. Cyklisten er uskadt« siger Søren Lisberg fra Sydøstjyllands Politi.

Bilisten, der stod bag påkørslen, forsvandt fra stedet. »Vi har endnu ikke fået fat i bilisten. Der er tale om en flugtbilist, men vi skal naturligvis tale med bilisten før, vi kan fastslå, hvad der er sket« fortæller vagtchefen.

Politiet understreger, at det endnu ikke er afklaret, om bilisten bevidst undlod at standse. »Det er ikke sikkert, at det er bevidst. Men vi vil meget gerne i kontakt med føreren« siger Søren Lisberg.

Derfor efterlyser Sydøstjyllands Politi nu den implicerede bilist. »Hvis man selv var involveret, eller hvis man har set noget i området ved rundkørslen ved Buen omkring tidspunktet, så vil vi meget gerne høre fra jer« lyder opfordringen fra vagtchefen.

Kampagne skal mindske presset på lægevagten: »Tusind opkald kunne vente«

0

SUNDHED. Region Syddanmark og PLO, de praktiserende læger, har sat en kampagne i gang, der skal få borgerne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de ringer til lægevagten. Baggrunden er, at mange af de opkald, der hver uge kommer ind til lægevagten, ifølge lægerne kunne have ventet til egen læge havde åbent.

Formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen, Pernelle Jensen, peger på, at der er tale om et betydeligt antal henvendelser, som belaster systemet.

»Vi har registreret omkring tusind opkald om ugen, hvor lægerne vurderer, at det kunne have ventet til egen læge åbnede,« siger hun.

Hun nævner eksempler på, at det ofte drejer sig om receptfornyelser på p-piller eller andre faste præparater, men også småskader eller lette forkølelser, som egen læge kender patienten bedst til at håndtere.

Jensen understreger, at lægevagten fortsat skal bruges, når der er tale om akutte behov.

»Det kan være, man vågner med voldsomme smerter, eller man pludselig bliver rigtig dårlig. Så skal man selvfølgelig ringe. Men er det en mild forkølelse eller en gammel skade, der ikke er blevet værre, så er det egen læge, man skal vente på,« siger hun.

Kampagnen lægger vægt på, at det ikke handler om at holde folk væk fra lægevagten, men om at frigive ressourcer til dem, der har mest brug for hjælp.

»Vi vil gerne have, at man lige overvejer, om opkaldet kan vente. Når så mange ringer ind med ting, der kunne være klaret i dagtid, så skaber det kø og forsinker hjælpen til de borgere, som faktisk er akut syge,« forklarer hun.

Hun tilføjer, at der aldrig skal herske tvivl om, at borgere skal søge hjælp, hvis de er i tvivl eller føler sig utrygge.

»Hvis man er utryg, så skal man selvfølgelig stadigvæk ringe. Det er vigtigt at slå fast,« siger hun.

Baggrunden for initiativet er, at sundhedsvæsenet mange steder oplever stigende pres på opgaverne. Lægevagten er en af de funktioner, hvor det tydeligt kan mærkes, når mange opkald ikke handler om akutte behov. Hvis telefonerne optages af henvendelser, der kunne vente, risikerer de alvorlige sager at blive forsinket.

Pernelle Jensen ser kampagnen som en måde at give borgerne et mere præcist billede af, hvornår lægevagten er det rette sted at henvende sig. Det handler ifølge hende om at skabe bedre balance mellem de behov, der opstår akut, og de spørgsmål, der kan klares i dagtid hos egen læge.

»Der er et potentiale for at bruge lægevagten bedre. Det handler ikke om at lukke døren for nogen, men om at bruge ressourcerne, så de gør størst gavn,« siger hun.

Kampagnen bliver synliggjort gennem plakater, i lokale medier og som digitale opslag. Budskabet er, at en lille overvejelse fra borgerens side kan have stor betydning for systemet som helhed.

»Det er en lille overvejelse, man skal gøre sig. Og den kan gøre en stor forskel,« slutter Pernelle Jensen.

Samtidig er lægevagten på dagsordenen i regionens politiske system. Den 1. september skal Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen have en status på området, hvor der blandt andet orienteres om bemanding, svartider og implementeringen af den nye lægevagtsaftale.

Superligaklub fyrer cheftræner

0

SPORT. FC Midtjylland har besluttet at opsige samarbejdet med cheftræner Thomas Thomasberg. Beslutningen blev truffet tidligere på ugen og betyder, at Thomasberg står i spidsen for klubben for sidste gang søndag aften, når holdet møder Brøndby IF på udebane i Superligaen.

Thomasberg kom til FC Midtjylland i marts 2023 og formåede at vende en svær periode for klubben. Han førte holdet til et dansk mesterskab, en sølvmedalje og to kvalifikationer til UEFA Europa League. Bestyrelsesformand Claus Steinlein siger »Thomas skabte stabilitet i en svær tid og har sidenhen været med til at føre FC Midtjylland tilbage i toppen af dansk fodbold. Hans periode rummer stærke resultater, ikke mindst et mesterskab, og han har sat et markant aftryk på klubbens nyere historie. Han efterlader et tydeligt aftryk og skal have stor anerkendelse for indsatsen.«

FC Midtjylland er ubesejret i de seneste 17 betydende kampe, men ifølge Claus Steinlein handler beslutningen ikke om resultater. »Det handler ikke om resultaterne, men om at vores rating ikke har udviklet sig i den ønskede retning over længere tid. Derfor er det efter moden overvejelse vurderet, at det er det rette tidspunkt at tilføre nye kompetencer til cheftrænerposten. Det er mere et tilvalg af noget nyt end et fravalg af Thomas. FC Midtjylland skal hele tiden tage næste skridt i udviklingen, og derfor har vi valgt at ansætte en ny cheftræner« siger han.

Thomasberg ser tilbage på sin tid i klubben med stolthed. »Jeg er stolt af det aftryk, jeg har sat i FC Midtjylland. Vi har leveret et højt pointsnit, givet plads til unge spillere, der har grebet chancen, vundet med et meget ungt hold og sammen håndteret en svær situation omkring Kristoffer Olsson på en måde, der betyder meget for mig. Det er præstationer, jeg tager med mig med stolthed« siger han.

Han sender også en tak til klubben og fansene. »Jeg har været utrolig glad for min tid i FC Midtjylland. Samarbejdet med staben, spillerne og hele organisationen har betydet meget for mig, og jeg vil også gerne sende en stor tak til både fans og frivillige for den støtte, de har bidraget med« siger Thomasberg.

Cheftræneren har kendt til beslutningen siden onsdag og sætter pris på, at han får lov at afslutte på banen. »Jeg er glad for, at jeg får mulighed for at slutte ordentligt af. Mit håb er, at vi kan runde af med en sejr i Brøndby. Personligt havde jeg ønsket, at samarbejdet ikke skulle stoppe nu, men jeg kan se mig selv i spejlet og stå på mål for det arbejde, vi har lagt sammen. Det er klubbens beslutning, og den respekterer jeg« siger han.

FC Midtjylland præsenterer sin nye cheftræner på et pressemøde tirsdag klokken 13.00 på MCH Arena.

Danskerne får lavere elafgift og billigere kaffe – velfærd og grøn omstilling prioriteres

0

POLITIK. Regeringen har fremlagt sit forslag til finansloven for 2026. Forslaget har som mål at give velfærden et løft, gøre det billigere at være dansker og samtidig fastholde den grønne omstilling.

Dansk økonomi beskrives som stærk med høj beskæftigelse, stigende vækst og rekordmange i arbejde. Flere seniorer udskyder pensionen og bliver på arbejdsmarkedet, og ifølge regeringen er Danmark en europæisk succeshistorie.

Med finanslovsforslaget lægger regeringen op til at styrke de offentlige tilbud. Over 1,6 mia. kr. afsættes årligt til bedre dagtilbud. Som en del af dette sænkes forældrebetalingen med i gennemsnit 3.200 kr. pr. barn om året. Finansminister Nicolai Wammen siger »Med finanslovforslaget vil vi forbedre danskernes hverdag og gøre Danmark stærkere. Jeg er særlig glad for, at vi både afsætter penge til pædagogisk personale i vores daginstitutioner samtidig med, at vi sænker forældrebetalingen. Derudover prioriterer vi danskernes tryghed og sikkerhed højt med store investeringer i især forsvaret, samfundssikkerhed og i politiet.«

Der er også fokus på lavere afgifter. Regeringen foreslår at afskaffe elafgiften i 2026 og 2027, hvilket vil give en mærkbar årlig besparelse. En typisk familie med to børn i hus vil ifølge beregninger få omkring 4.000 kr. ekstra i 2026, mens et pensionistpar vil få cirka 2.700 kr. mere. Samtidig vil regeringen afskaffe afgiften på kaffe, chokolade og sukkervarer. Det betyder en samlet lettelse på 1,3 mia. kr. i 2026 og endnu mere de efterfølgende år. Økonomiminister Stephanie Lose siger »Det her finanslovsforslag skal være med til at gøre det billigere at være dansker, lettere at drive virksomhed og skabe øget tryghed og sikkerhed i Danmark. Vi tager et opgør med det bøvl og bureaukrati, som små- og mellemstore virksomheder i alt for lang tid har kæmpet med. Det gør vi ved at afskaffe afgiften på kaffe og chokolade. Samtidig lægger vi op til at forbedre kvaliteten i daginstitutionerne og sænke forældrebetalingen, så børnefamilierne får en økonomisk håndsrækning. Og så giver vi et milliardløft til både politiet og Forsvaret, som sørger for vores sikkerhed.«

Forsvar og sikkerhed får en markant del af midlerne. Regeringen afsætter yderligere 10 mia. kr. i 2026 til forsvaret og den militære støtte til Ukraine. Derudover afsættes 0,5 mia. kr. årligt frem til 2029 til samfundssikkerhed og beredskab samt 4,7 mia. kr. til en strafreform og en kommende aftale om politiet og anklagemyndighedens økonomi.

Regeringen fastholder desuden fokus på den grønne omstilling. Grøn trepart skal implementeres, og målet er at kombinere klimahensyn med fortsat vækst i erhvervslivet.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt peger på betydningen af de konkrete lempelser, der også omfatter bøger. »Moderaterne har kæmpet for at fjerne elafgiften, så danskerne får mere luft i økonomien og mere billig og grøn strøm. Jeg er kisteglad for, at vi har fjernet momsen på bøger til glæde for både studerende, den læseglade dansker og dem, der lever af at skrive. For ingen skærme kan udfolde vores fantasi og skabe de billeder, som bøger kan.«

Med finanslovsforslaget lægger regeringen op til at fortsætte med at levere på tre centrale områder. Det handler om velfærd, den grønne omstilling og en styrket tryghed og sikkerhed.

Personpåkørsel ved Vejle: Ung mand afgået ved døden

0
KRIMI. Politi og redning rykkede natten til søndag ud til Rødkildevej i Vejle, hvor der havde været en personpåkørsel. Påkørslen skete klokken 04.05, hvor...

Person dræbt af tog ved Vejle

0
Politi og redning rykkede natten til lørdag ud til Rødkildevej i Vejle, hvor der havde været en personpåkørsel. Sydøstjyllands Politi meldte klokken 04.33 om...

SFs omstridte rådgiver trækker sig efter en uges pres

0
Thomas Nystrøm stopper som særlig rådgiver for SF-formand og økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr. Det meddelte han selv i et opslag på Facebook...

21-årig mand bortvist fra nattelivet med hash i lommen

0
KRIMI. En 21-årig mand blev natten til lørdag stoppet i nattelivet på Vissingsgade i Vejle, hvor politiet fandt to poser hash og en enkelt...

Kvinde endte i detentionen efter vedholdende dørbanken i Vejle

0
KRIMI. En 40-årig kvinde fik en tur i detentionen, efter at hun gennem længere tid havde stået og banket på en dør i Skyttehusgade...