EWIIs fjernvarme er tilbage i normal drift efter udfald

0

Forsyningen af fjernvarme til EWIIs 36.900 kunder i Trekantområdet er torsdag middag tilbage på normalt niveau efter driftsforstyrrelser, der begyndte onsdag morgen.

Det oplyser EWII Varme i en pressemeddelelse.

Kunder i Kolding-området kunne først på dagen torsdag fortsat opleve ustabil varme som følge af en kombination af onsdagens udfald, kulde og stort varmeforbrug i morgentimerne.

EWII Varmes kunder er fordelt over en række områder i Fredericia, Kolding og Vejle kommuner. I alle områder er varmeforsyningen nu normaliseret.

EWII Varme forventer ikke, at udfaldet giver anledning til yderligere driftsforstyrrelser.

Sepp Piontek er død

0

Den tidligere danske landstræner Sepp Piontek er onsdag gået bort efter kort tids sygdom. Han blev 85 år.

Sepp Piontek efterlader sig hustruen Gitte, børnene Stephanie, Jacob og Malene samt børnebørn og oldebørn. Familien ønsker ro i den kommende tid.

Med Sepp Pionteks død har dansk fodbold mistet den mand, der mere end nogen anden forvandlede landsholdet fra en nordeuropæisk kuriositet til et hold, verden lagde mærke til.

Fra Bundesligaen til Danmark

Josef »Sepp« Piontek blev født den 5. marts 1940 i Breslau, dengang en del af Tyskland, i dag den polske by Wrocław. Han voksede op i efterkrigstidens Vesttyskland og uddannede sig til fodboldspiller. Som forsvarer spillede han i Bundesligaen for Werder Bremen i en årrække og nåede også at optræde på det vesttyske landshold.

Efter den aktive karriere gik Piontek trænervejen. Han arbejdede som træner i flere tyske klubber, inden Dansk Boldspil-Union i 1979 ansatte ham som landstræner. Det var et opsigtsvækkende valg. Danmark havde aldrig haft en udenlandsk landstræner, og holdet var langt fra verdenseliten. Landsholdet havde ikke kvalificeret sig til en slutrunde i mere end to årtier.

Dynamitholdet

Det, Piontek byggede op i løbet af de følgende år, forandrede dansk fodbold for altid. Han samlede en generation af usædvanligt talentfulde spillere og fik dem til at fungere som et hold. Michael Laudrup, Preben Elkjær, Morten Olsen, Søren Lerby, Jesper Olsen, Frank Arnesen, Jan Mølby og Klaus Berggreen var blandt profilerne på det hold, der blev kendt som Dynamitholdet.

Tilnavnet var fortjent. Holdet spillede en angrebsfodbold, der var lige dele mod og kvalitet. Piontek insisterede på, at Danmark skulle spille fremad, og han formåede at forene spillernes individuelle klasse med en kollektiv disciplin, der gjorde holdet til mere end summen af dets dele.

I 1983 kvalificerede Danmark sig til EM i Frankrig i 1984. Det var landsholdets første slutrunde siden 1966. I Frankrig spillede danskerne sig ind i alles bevidsthed med en 5-0-sejr over Jugoslavien i åbningskampen. Holdet nåede semifinalen, hvor Spanien blev for svært i en dramatisk kamp, der blev afgjort på straffespark.

To år senere kvalificerede Piontek holdet til VM i Mexico i 1986. Her besejrede Danmark Uruguay og Vesttyskland i gruppespillet og leverede nogle af turneringens mest underholdende kampe. I ottendedelsfinalen ventede Spanien igen, og denne gang tabte Danmark 1-5 i en kamp, der blev et brat punktum for det, mange betragter som den mest underholdende periode i dansk fodboldhistorie.

Et varigt aftryk

Piontek fortsatte som landstræner frem til 1990, hvor han efter en skuffende kvalifikation til VM stoppede. Han havde da stået i spidsen for landsholdet i 11 år og grundlagt en selvforståelse i dansk fodbold, der rakte langt ud over hans egen tid. Da Richard Møller Nielsen to år senere førte holdet til EM-triumfen i Sverige i 1992, var det på et fundament, som Piontek i høj grad havde lagt.

Efter tiden i Danmark vendte Piontek tilbage til klubfodbolden. Han trænede blandt andet den tyske klub Fortuna Düsseldorf og var i en kortere periode landstræner for Tyrkiet. Men det var årene i Danmark, der definerede hans karriere og eftermæle.

Piontek bosatte sig i Danmark og blev i landet. Han giftede sig med danske Gitte og slog rødder i det land, han var kommet til som fremmed og havde gjort til sit eget. Gennem årtierne forblev han en varm og respekteret stemme i dansk fodbold, der jævnligt deltog i jubilæer og markeringer af Dynamitholdets bedrifter.

En tysker, der blev dansk

Sepp Pionteks betydning for dansk fodbold lader sig vanskeligt overvurdere. Han kom til et land uden tradition for at nå slutrunder og efterlod et land, der betragtede sig selv som en fodbolnation. Han gjorde det med en blanding af tysk grundighed og en åbenhed over for de danske spilleres kreativitet, der viste sig at være en formidabel kombination.

Han var ikke bare en træner, der vandt kampe. Han var en kulturbærer, der ændrede den måde, et helt land så på sig selv på en fodboldbane.

Sepp Piontek blev 85 år.

Grand Prix-vinder får hovedrolle i Romeo & Julie i Vejle

0

Søren Torpegaard Lund kan nu føje endnu en markant milepæl til sit CV. I weekenden vandt han Dansk Melodi Grand Prix med sangen »Før vi går hjem«, og i 2027 indtager han hovedrollen i musicalopsætningen af Romeo & Julie i Vejle Musikteater.

Det er Hele Danmarks Musicalteater, som står bag opsætningen af Shakespeare-klassikeren. Bag samarbejdet står Vejle Musikteater, One&Only Musicals og Holstebro Teater.

Hos Vejle Musikteater glæder direktør Mette Kier sig over at kunne præsentere den nykårede Grand Prix-vinder i Store Sal.

»Vi holder altid øje med det danske musicaltalentlag og har ambitioner om at tiltrække de bedste talenter. Og det må man jo sige, at Søren Torpegaard Lund er. Stort tillykke med sejren skal der lyde herfra! Vi er selvfølgelig stolte af at kunne præsentere så gode navne i vores musicals. Det slår endnu en gang fast, at vi er Hele Danmarks Musicalteater.«

Allerede i 2026 kan publikum dog opleve Søren Torpegaard Lund i Vejle. Til efteråret medvirker han i den nye originale forestilling Stupid Man – The Musical med sange af Thomas Helmig. Forestillingen får premiere den 11. november.

Søren Torpegaard Lund har tidligere modtaget Reumerts Talentpris i 2021 og spillede året efter hovedrollen som Tony i West Side Story. Han har desuden medvirket i musicalerne Grease, Dirty Dancing og Matador Musical i Vejle Musikteater. I sidstnævnte fremførte han sangen »En dreng som mig« i rollen som søn af Mads Skjern.

Grammy-vinder klar til sommeraften i Vejle

0

Den 26. juni får Vejle Musikteater besøg af en af bluesscenens mest erfarne navne, når Keb’ Mo’ går på scenen i Store Sal.

Den amerikanske musiker har fem Grammy-priser og 14 Blues Foundation Awards bag sig og bringer næsten 50 års erfaring med guitaren med til Vejle. Gennem karrieren har han markeret sig med en lyd, der forbinder tradition og fornyelse og bevæger sig ubesværet mellem blues, soul og country.

Keb’ Mo’ har toppet Billboard Blues-listen syv gange og har spillet alt fra Carnegie Hall til Det Hvide Hus. Samtidig har han samarbejdet med en række markante navne som Taj Mahal, Willie Nelson, Bonnie Raitt, The Chicks og Lyle Lovett. Både Gibson og Martin har desuden produceret signaturguitarer med hans navn.

Det internationale gennembrud kom i 1994 med det selvbetitlede debutalbum, efter at han i en årrække havde arbejdet bag scenen som guitarist, sangskriver og arrangør. Med udgivelsen trådte han selv frem i rampelyset med en personlig fortolkning af de klassiske bluesrødder.

Senest har han udgivet albummet Good To Be fra 2021, hvor han forener musikalske indtryk fra barndommen i Compton, Californien, med inspiration fra Nashville. I 2025 udgav han albummet Room On The Porch sammen med Taj Mahal.

Når Keb’ Mo’ indtager scenen i Vejle til sommer, er det dermed med et omfattende katalog og årtiers erfaring i bagagen.

Tusindvis uden varme i Trekantområdet: Skærbækværket ude af drift

0

Fjernvarmen er onsdag morgen forsvundet fra radiatorerne i store dele af Fredericia, Kolding og Vejle. Årsagen er et nedbrud på Skærbækværket, der leverer varme til størstedelen af EWII Varmes 36.900 kunder i området.

EWII Varme oplyser i en pressemeddelelse, at alle fjernvarmekunder kan være påvirket, men at det varierer fra husstand til husstand, hvornår og hvor hårdt man mærker det.

Selskabet arbejder på at få en nødforsyning op at køre og forventer, at varmen vender gradvist tilbage i løbet af formiddagen.

Fra vandtårn i Grindsted til erhverv ved Slotsøen – 139 byggerier dyster om årets renovering

0

Tidligere møller, historiske villaer, fabrikker, skoler og ikoniske erhvervsbygninger fra hele landet er nu med i opløbet om Renoverprisen 2026. I alt 139 projekter er indstillet og skal dyste om titlen som årets bedste renovering.

Feltet spænder bredt fra Nordjylland til Bornholm og vidner om en markant interesse for at genoplive og gentænke eksisterende bygninger frem for at rive ned og bygge nyt. Bag prisen står Grundejernes Investeringsfond og den filantropiske forening Realdania, og med de 139 indstillinger går udvælgelsesprocessen nu ind i næste fase.

Renoverprisen har siden 2013 hædret menneskerne bag særligt vellykkede renoverings- og transformationsprojekter. Projekterne skal vise, hvordan det eksisterende byggede miljø kan fremtidssikres med respekt for både historie, funktion og kvalitet.

Ifølge administrerende direktør i Grundejernes Investeringsfond, Susanne Borenhoff, viser årets felt det store potentiale i den eksisterende bygningsmasse.

»Årets indstillede projekter viser, hvor stort et potentiale, der ligger i det eksisterende byggeri. Bygninger, som tidligere var slidte, utidssvarende eller havde mistet deres funktion, er blevet omdannet til steder, der igen skaber værdi – for brugerne og for lokalsamfundet. Renovering kræver både faglighed og respekt for det, der allerede står. Det er præcis det, vi fejrer med Renoverprisen.«

Også i Realdania er der fokus på, at prisen ikke går til en enkelt person, men til hele holdet bag et projekt. Administrerende direktør Nina Kovsted Helk understreger, at samarbejdet er afgørende.

»Renoverprisen gives ikke til én genial ide eller én aktør, men til et helt hold. De nominerede projekter viser, hvordan bygherrer, rådgivere og udførende, der tager fælles ansvar tidligt i processen, kan mindske ressourceforbruget og samtidig passe på vores bygningskultur. Det eksisterende byggeri rummer stor klimamæssig, historisk og menneskelig værdi, og projekterne viser, at det er muligt at vælge ambitiøse løsninger frem for de nemme og skabe bygninger, der kan bruges og værdsættes i mange år frem.«

I Syddanmark er en række projekter med i feltet. Blandt dem er Grindsted Vandtårn, der er forvandlet fra årtiers forfald til kulturperle, en tidligere erhvervsejendom ved Slotsøen i Kolding, Ribe Pakhus, Helnæs Mølle samt flere bolig- og institutionsprojekter i blandt andet Esbjerg, Faaborg, Haderslev, Sønderborg, Vejle og Odense.

De kommende måneder skal nomineringsudvalget gennemgå alle 139 projekter. I foråret skæres feltet ned til omkring 18 projekter til hovedprisen og fire til specialprisen. I juni offentliggøres de seks endelige nomineringer til Renoverprisen 2026 og to til specialprisen.

De endelige vindere findes af et valgkollegie bestående af omkring 90 fagfolk fra byggebranchen. Vinderne hyldes ved en prisfest den 3. september 2026.

Udover æren følger der 100.000 kroner med hovedprisen, mens specialprisen udløser 10.000 kroner til vinderholdet. Alle indstillede projekter kan ses på Renover.dk.

Genindfør Store Bededag – for tillidens skyld

0

OPINION. Hvis Danmark igen skal samles om en rød regering, må det første skridt være at reparere den tillid, der blev brudt, da Store Bededag blev afskaffet.

Beslutningen handlede nemlig ikke kun om en fridag i kalenderen. Den blev et symbol på en magtfuldkommen politisk proces, hvor en stor ændring blev gennemført i hast, uden ordentlig inddragelse og på trods af massiv modstand. Mange oplevede, at noget værdifuldt blev taget fra dem – uden at de blev spurgt.

Siden da er billedet kun blevet klarere: Afskaffelsen var ikke afgørende for at finansiere forsvaret. Regeringen fandt senere milliarder andre steder og valgte at bruge dem på skattelettelser, som især kom dem til gode, der i forvejen står stærkest. Gevinsten ved at fjerne Store Bededag viste sig at være begrænset – men regningen i form af mistillid har været høj.

Vil en ny regering vise, at den har lært af fortidens fejl, må den turde omgøre de beslutninger, der har ramt hårdest. At genindføre Store Bededag er et konkret skridt, som vil sende et klart signal: Politik kan også handle om respekt, lydhørhed og fællesskab.

Samtidig skylder vi vælgerne ærlighed. Et rødt flertal er ikke det samme som en rød regering. Derfor siger SF klart, at vi ikke går i regering med Venstre. Vores politiske udgangspunkt er grundlæggende forskelligt.

Vi arbejder for et Danmark, hvor velfærd går forud for skattelettelser, hvor uligheden mindskes, hvor natur og drikkevand beskyttes – og hvor tilliden mellem befolkningen og de folkevalgte genopbygges.

Genindfør Store Bededag. Ikke af nostalgi, men af nødvendighed.

Sort is lukker motorvej – kun ét spor åbent

0

Sort is har mandag formiddag ført til to lastbilulykker på kort tid på motorvejen mellem Vejle og Hedensted. Ifølge Sydøstjyllands Politi er uheldene sket inden for 500 meters afstand i nordgående retning kort efter afkørsel 59 Hornstrup. Det første uheld indtraf klokken 09.55, det næste klokken 10.31.

Der er alene tale om materielle skader.

Motorvejen er fortsat påvirket af uheldene. Der er aktuelt kun ét spor åbent, og saltvogn samt skiltevogne er på vej til stedet. Motorvejen vil i korte perioder være helt lukket, mens arbejdet står på.

Politiet oplyser, at der endnu ikke er en tidshorisont for, hvornår motorvejen kan genåbnes fuldt ud.

Bilister opfordres til at køre efter forholdene, respektere myndighedernes arbejde og være særligt opmærksomme på risikoen for sort is, som kan være vanskelig at opdage.

Regionen kalder dao i samråd efter fejl med post og kasserede prøver

0

REGIONEN. Region Syddanmark har indkaldt daos øverste ledelse til et møde efter en række problemer med levering af brevpost til regionens sygehuse.

Problemerne er konstateret i uge 6 og har blandt andet medført, at diagnoseprøver fra borgere er blevet kasseret. Samtidig har der været mulige brud på persondatasikkerheden.

Den 18. december 2025 overtog dao opgaven med at levere fysiske breve for Region Syddanmark fra PostNord. Siden overgangen har flere sygehuse og patienter oplevet udfordringer med manglende brevleveringer i varierende grad, oplyser regionen, som samtidig understreger, at sygehusene har procedurer til at håndtere den type problemer.

I uge 6 konstaterede flere syddanske sygehuse dog, at dao havde afleveret sække med brevpost på offentligt tilgængelige steder, blandt andet på gulvet i en forhal. Det strider ifølge regionen mod de leveringsaftaler, der er indgået.

Konsekvensen har været, at diagnoseprøver har måttet kasseres, og at der har været risiko for brud på persondatasikkerheden, da forsendelserne typisk indeholder følsomme oplysninger som helbredsdata. Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at de mulige sikkerhedsbrud er blevet udnyttet, men hændelserne er alligevel anmeldt til Datatilsynet.

Koncerndirektør Kurt Espersen lægger ikke skjul på utilfredsheden.

»Det er uacceptabelt, at dao ikke har levet op til de leveringsaftaler, vi har med dem. De har fået udleveret adgangskort, så posten kan indleveres steder, der ikke er offentligt tilgængelige. Så dur det ikke, at posten bliver smidt i en forhal, hvor der ikke er bemanding i weekenderne. For det første fordi diagnoseprøverne risikerer at blive for gamle og derfor skal kasseres, hvilket er en stor ulempe for vores patienter. For det andet fordi brevene kan indeholde følsomme personoplysninger. Vi har derfor indkaldt daos øverste ledelse til et møde, så vi én gang for alle kan få løst de problemer, som er opstået.«

Indtil problemerne er løst, har sygehusene indført midlertidige tiltag. Det kan blandt andet være, at personale går ekstra postrunder de steder og på de tidspunkter, hvor dao tidligere har placeret postsække. Derudover er medarbejdere instrueret i at gennemgå forkert leverede diagnoseprøver og informere de berørte borgere direkte eller via sundhed.dk, hvis prøver må kasseres og skal tages igen.

»Indtil vi er sikre på, at dao har løst problemerne, bliver vi nødt til at forsøge at begrænse konsekvenserne. Jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt, da vores medarbejdere har nok at se til i forvejen, og de ekstra ressourcer, der skal afsættes, medfører også ekstra omkostninger for os. Men af hensyn til både patientsikkerhed og persondatasikkerhed er der desværre ingen vej udenom. Men jeg håber og forventer bestemt, at dao løser disse leveringsproblemer hurtigt«, siger Kurt Espersen.

Ordentlige vilkår for soldaterne – også når det gælder løn

Danmark har stolte traditioner for at tage ansvar for sin egen sikkerhed og for at bidrage til stabilitet i verden omkring os. I generationer har danske soldater løst krævende opgaver med professionalisme og ro. De har været klar, når det gjaldt – ofte under forhold, de færreste af os møder i vores arbejdsliv. Netop derfor bør debatten om soldaternes vilkår også føres med alvor og rettidig omhu.

I disse år er der bred enighed om, at et stærkt forsvar er en nødvendighed. Men styrken ligger ikke alene i materiel og struktur – den ligger først og fremmest i menneskerne. Hvis vi ønsker et forsvar, der kan løfte fremtidens opgaver, må vi sikre, at soldatergerningen fortsat er et attraktivt og respekteret valg.

Her kommer lønspørgsmålet naturligt ind i billedet.

En nyuddannet konstabel tjener typisk i størrelsesordenen 23.000–25.000 kroner om måneden før pension og særlige tillæg, mens en sergent ofte ligger omkring 25.000–27.000 kroner. En løn der for konstablernes vedkommende vel at mærke stort set ikke udvikler sig i løbet af et langt arbejdsliv. 
Sammenligner man med andre funktioner, hvor ansvar, beredskab og samfundskritiske opgaver er en del af hverdagen, giver det anledning til refleksion. Mange faglærte håndværkere passerer eksempelvis hurtigt 26.000 – 29.000 kroner om måneden, og stillinger med personaleansvar i både offentlig og privat sektor ligger ofte endnu højere.

Forskellige fag kan ikke umiddelbart sættes op mod hinanden, men for at sikre en rimelig balance er det nødvendigt at komme med et eksempel. 
Soldater accepterer risiko, uforudsigelighed og perioder væk fra familien. Når lønnen ikke i tilstrækkelig grad afspejler disse vilkår, risikerer vi, at dygtige unge mennesker vælger andre karriereveje.

Løn er naturligvis ikke den eneste drivkraft. Kammeratskab, faglig stolthed og ønsket om at tjene noget større har altid været bærende værdier i Forsvaret. Sådan bør det også være fremover. Men anerkendelse skal kunne mærkes i hverdagen. 
En mere tidssvarende løn er ikke blot et spørgsmål om kroner og øre; det er et tydeligt signal om respekt for den opgave, soldaterne løfter og ikke mindst den ambition mange politikkere på tværs af politiske skel italesætter igen og igen.

Derfor bør ambitionen være klar: Lønnen i Forsvaret skal i højere grad afspejle opgavernes tyngde og nærme sig niveauet for sammenlignelige stillinger. Det er ikke udtryk for overbudspolitik, men for rettidig omhu. For hver soldat, vi formår at fastholde, sparer vi samtidig betydelige ressourcer på rekruttering og oplæring – og bevarer værdifuld erfaring i organisationen.

Men løn kan ikke stå alene. Gode rammer for familieliv, større forudsigelighed i tjenesten og tydelige karriereveje er mindst lige så vigtige. Når helheden er på plads, styrker vi både motivationen og sammenhængskraften.

At forbedre soldaternes vilkår er i sidste ende en investering i Danmarks sikkerhed og tryghed. Historien har vist os værdien af at være velforberedt, og traditionelt har vi i Danmark forstået, at et stærkt forsvar kræver ordentlige forhold for dem, der står i forreste række.

Det er en debat, vi bør tage nu – med respekt for det, der har båret os hertil, og med et fremsynet blik på den sikkerhed, kommende generationer skal leve under.

John E. Nyborg
Byrådsmedlem Fredericia, Socialdemokratiet
Kongensstræde 8A, Fredericia

Martin Ramsdal Pedersen
Fællestillidsrepræsentant, Centralforeningen for Stampersonel på Ryes Kaserne
Blåkjærsvej 2, Erritsø, Fredericia

Ny minister haster boligskattelov igennem: Vurderingsstyrelsen kan ikke følge med

0
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt har siddet på posten i under to uger. Tirsdag fremsætter han sit andet hasteforslag, og denne gang handler det...

Kvinde endte i detentionen efter vedholdende dørbanken i Vejle

0
KRIMI. En 40-årig kvinde fik en tur i detentionen, efter at hun gennem længere tid havde stået og banket på en dør i Skyttehusgade...

Fly sikkerhedslandede i Billund Lufthavn

0
Sydøstjyllands Politi sendte fredag middag flere patruljer til Billund Lufthavn, efter et fly anmodede om en sikkerhedslanding. Ingen passagerer kom noget til. Klokken 12.31 fredag...

Fredericia-firma bliver del af Danmarks største limousinevirksomhed

BUSINESS. Det Fredericia-baserede transportfirma Business Car Lillebælt tager et skridt ind i en større sammenhæng. Fra den 1. juli 2026 bliver virksomheden en integreret...

Danmark spiller VM i Brasilien

0
De danske fodboldkvinder afgjorde kvalifikationen på under tre kvarter i Serbien og vandt en pulje, hvor både Sverige og Italien var regnet for stærkere....

Eriksen er hjemme hos familien og har det godt

0
Christian Eriksen er hjemme hos sin familie og har det godt, oplyser den danske midtbanespiller selv i en opdatering på sociale medier dagen efter,...