Skarpt træk af FHK’s ledelse

0

Fredericia Håndboldklub har truffet et klogt valg. Ansættelsen af Mathias Madsen som ny cheftræner fra sommeren 2026 er ikke bare et fornuftigt træk – det er et træk, der vidner om, at klubben ved, hvad den leder efter.

FHKs ledelse og direktør Thomas Renneberg-Larsen har ikke altid været fri for kritik, og noget af den har med rette ramt sit mål. Men denne gang skal roret drejes den anden vej. Ansættelsen af Mathias Madsen er en beslutning, der fortjener ros – ikke forbehold.

Ja, Madsen blev fyret i Skjern. Men det er let at glemme, hvad han nåede at udrette, inden det skete. Han hentede bronze og sølv til Skjern Håndbold i Herreligaen og nåede kvartfinalen i European League. Det er ikke resultater, der falder i skødet på hvem som helst. De kræver en træner, der kan få et hold til at præstere, når det virkelig gælder – i slutspillet, på de store scener, når presset er størst. Det har Madsen bevist, at han kan.

Og det er netop dér, signingen giver god mening set i lyset af FHKs ambitioner. Fredericia Håndboldklub vil ikke bare overleve i ligaen – holdet vil være med i toppen. Så er det ikke nok at hente en træner med potentiale og lovende takter. Man har brug for en, der allerede har leveret på det niveau, man stræber efter. Madsens meriter fra Skjern er et konkret bevis på, at han kan løfte et hold til medaljer, og den erfaring er guld værd for en klub med store ambitioner.

I håndboldmiljøet er han da også at betragte som en af de mere talentfulde trænere i sin generation. En mand med fødderne plantet på jorden, en klar plan og et ry for at arbejde grundigt og metodisk. Han er ikke den type, der ankommer med et færdigt system, som spillerne bare skal tilpasse sig. Han lytter, han inkluderer, og han bygger et hold indefra.

Det er her, ansættelsen af Madsen for alvor giver mening i en FHK-kontekst. Under Gudmundur Gudmundsson oplevede klubben en periode, hvor det handlede om at tilpasse alt efter træneren. Et stærkt koncept, ingen tvivl om det – men også en tilgang, der ikke efterlod meget plads til den enkelte spiller. Det har været anderledes under det midlertidige trænerpar Jesper Houmark og Michael Wollesen, og nu ser det ud til, at klubben bevidst har valgt en træner, der bygger videre på den mere inkluderende linje.

Madsen er heller ikke en træner, der blot har teori og taktik på papiret. Han har selv spillet på højeste niveau og ved af egen erfaring, hvad der kræves af en håndboldspiller i en ligasæson. Den erfaring er uvurderlig, når man skal kommunikere med og udvikle en trup, der selv befinder sig i de samme situationer.

Med Mathias Madsen i spidsen fra sommer ser Fredericia Håndboldklub ud til at have fundet en træner, der matcher klubbens ambitioner – og som gør det på en måde, der ikke kræver, at hele organisationen drejer rundt om ham. Det er præcis den type leder, FHK har brug for nu. Og den beslutning skal Thomas Renneberg-Larsen og resten af ledelsen have credit for.

42-årig varetægtsfængslet for momssvig for mindst 27 millioner kroner

0

En 42-årig mand er mandag ved Retten i Kolding varetægtsfængslet frem til den 31. marts. Han er sigtet for momssvig af særlig grov karakter ved at have foretaget momsunddragelse for ikke under 27 millioner kroner.

Manden tog forbehold for at kære afgørelsen.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi mandag eftermiddag.

Et tænkt, men ikke utænkelig verdensbillede i forandring

0

OPINION. Der er jo tænkt, sagt og skrevet meget i den æterbårne og skrivende presse omkring vores store handels samarbejdspartner USA – med præsident Donald Trump i front omkring vores store dejlige Grønland, nemlig 2.166.086 km2 – 80 % er dækket af is, Danmark 42.952 km2

Men der er sagt og skrevet endnu mere her omtalte forhold, Trump, USA, Grønland og Danmark – ja, endda meget mere! – der hovedsagelig omhandler uoverskuelige forhold hvis USA på en eller anden måde får råderet over denne store ø, – vores Grønland, uha – uha da.

Der er også talt om hvad grunden er til USA ønsker op opnå rådighed i en eller anden udstrækning over Grønland, nemlig bevare/forbedre verdensfreden med militær sikkerhed/støtte der oppe i det høje nord.

Det er vel nok det allerstørste ønske fra os alle her i vesten, at få etableret tilstrækkelig med forsvars militære styrker, af allerbedste slags, til sikring af freden – “slip freden løs”.

Årsagen til denne udvidede militære fredsaktivitet fra os her i vesten, er vi desværre gennem flere år har oplevet betydelige truende militære aktiviteter fra vores østlige naboer.

Faktisk synes jeg debatten her har været næsten diletant agtig, svulmende og på flere måder meget nedgørende at høre om og se på, – på mig virker det der her sker ødelæggende for vores freds- og handelssamarbejde, og det er jo slet ikke godt.

Jeg tænker, kan det mon være fordi det er en meget dynamisk person USA’s præsident Donald Trump der tilsyneladende er den der her har påvirket situationen hertil hvor vi er nu, nemlig endelig det at indse vi her i Europa bør være herre i eget hus, med alt det dette indebærer?

Jeg tænker, – hvad hvis det nu var NATO og EU – fælles, eller hver for sig der havde taget skridt til den proces jeg lige har i kort form skitseret her – FREDSARBEJDE på verdensplan, var der så også opstået denne usmagelige, ødelæggende, nedgørende debat??? jeg ved det ikke, men vi kan jo afprøve sagen, gerne snarest mulig “værsgo”.

“DET HANDLER OM VERDENSFREDEN- OGSÅ NATO OG EU”.

NATO og EU samarbejder tæt om europæisk sikkerhed, hvoraf 22 lande er medlemmer af begge organisationer. Samarbejdet fokuserer på fælles udfordringer som cybersikkerhed, militær mobilitet, hybride trusler og forsvarskapaciteter. Mens NATO er den primære forsvarsgarant, supplerer EU med økonomiske og politiske værktøjer

Der bør også i stigende grad indgå antroprologi – ja det mener jeg – som freds for handlings værktøj – direkte rettet mod fred og forsoning overalt – vi bør for enhver pris undgå krig.

Hver anden i Fredericia og Middelfart vil få ret til tidlig pension

0

POLITIK. Et nyt forslag fra Socialdemokratiet vil mere end fordoble antallet af borgere med ret til Arne-pension. I Fredericia og Middelfart gælder det hver anden i de relevante årgange.

Hvis Socialdemokratiets udspil om en forbedret Arne-pension bliver til virkelighed, vil 50 procent af de 50-54-årige i Fredericia Kommune have ret til tidlig pension. Det svarer til 1.760 personer. I dag er det 23 procent — 800 personer.

Billedet er næsten identisk i Middelfart Kommune, hvor 51 procent vil opnå retten, mod 24 procent i dag. I Kolding og Vejle er tallene henholdsvis 50 og 49 procent.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.

På landsplan vil 45 procent af de 50-54-årige få ret til tidlig pension med forslaget, mod 20 procent med de nuværende regler. »Hvis Arne-pensionen bliver ændret, vil det give mange flere mulighed for at trække sig tidligt tilbage end med de nuværende regler, særligt uden for de store byer,« siger Kristoffer Lind Glavind, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Faglærte og håndværkere tjener mest på det

Forskellen mellem kommuner afspejler erhvervsstrukturen. Retten til Arne-pension opbygges gennem anciennitet på arbejdsmarkedet fra det fyldte 16. år — og jo tidligere man trådte ind, jo hurtigere optjenes retten. Det betyder, at faglærte, håndværkere og industriarbejdere typisk når grænsen langt tidligere end folk med lange videregående uddannelser.

»I København og Nordsjælland har en stor del af befolkningen lange videregående uddannelser, og derfor kommer de senere ud på arbejdsmarkedet end dem, der tager en erhvervsuddannelse eller er ufaglærte. Den store forskel er et udtryk for de store forskelle i danskernes arbejdsliv,« siger chefanalytikeren.

Det forklarer, hvorfor kommuner som Gentofte (24 procent) og København (25 procent) ligger markant lavere end Trekantområdets kommuner.

Hvad foreslår Socialdemokratiet?

Det centrale element i forslaget er et loft på 66 år for, hvornår man senest kan gå på Arne-pension — i stedet for at aldersgrænsen som i dag stiger i takt med folkepensionsalderen. Derudover vil perioden, man kan være på tidlig pension, gradvist udvides til seks år, efterhånden som folkepensionsalderen stiger mod 70 år.

KIF Kolding klar til oprykningskampe

0

KIF Kolding tog søndag eftermiddag endnu et skridt mod ligaen. En overbevisende 37-31-sejr over HC København i 1. division betyder, at holdet nu er sikret en plads i kvalifikationskampene om oprykning – en serie bedst af tre kampe mod nummer to og tre i rækken.

KIF Kolding kom stærkt fra start og satte tidligt dagsordenen. Efter knap ti minutter stod det 7-5, og holdet fortsatte med at trykke til. Inden længe var HC København sat under et pres, de aldrig rigtig kom fri af, og ved pausen var KIF foran med hele 20-12.

I anden halvleg forsøgte HC København at vende tingene. Et mere kontant forsvar og perioder med spil syv mod seks skulle ændre kampbilledet, men KIF bevarede kontrollen og holdt en solid føring hele vejen frem mod slutfløjtet. Slutresultatet blev 37-31.

KIF Kolding ligger i øjeblikket på andenpladsen i 1. division, og stillingen i rækken peger foreløbig på, at Aarhus Håndbold kan blive modstanderen i kvalifikationskampene. En eventuel tredje kamp vil med KIFs nuværende placering blive spillet på hjemmebane. Den første kamp i kvalifikationen er efter planen sat til weekenden den 10.-12. april.

Politiet søger med helikopter efter savnet mand fra Vejle

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi leder søndag aften efter 55-årige Christian fra Vejle. Politiet er bekymret for hans velbefindende og søger med helikopter nordøst for Vejle.

Christian beskrives som 190 cm høj og af almindelig bygning. Han er skaldet og har fuldskæg.

Har du set Christian eller ved, hvor han befinder sig, bedes du kontakte politiet på telefon 114.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse søndag aften.

Kvindernes kampdag minder os om, at ligestilling er et fælles ansvar

0

Den 8. marts markerer vi kvindernes internationale kampdag. En dag, der gennem generationer har været med til at flytte samfundet. Det er en dag, der sætter fokus på rettigheder, muligheder og strukturer, som stadig påvirker menneskers liv.

I Mænd I Balance arbejder vi med sårbarhed blandt mænd mellem 15 og 30 år. Vores formål er enkelt: Det skal være okay at være “svag” som mand. Det betyder ikke, at mænd er ofre, eller at der skal opstilles et modsætningsforhold mellem køn. Det betyder, at vi ønsker et
samfund, hvor ingen presses ind i snævre idealer.

Kvindernes kampdag handler i sin kerne om frihed. Frihed til at leve uden begrænsende forventninger. Frihed til at definere sig selv. Den frihed er relevant for alle.

Mange unge mænd oplever i dag et pres for at være stærke, succesfulde og følelsesmæssigt uafhængige. Når sårbarhed bliver opfattet som svaghed, og svaghed som noget uacceptabelt, skaber det afstand – både til andre og til én selv. Det er ikke en
konkurrence i, hvem der har det sværest. Det er en påmindelse om, at normer kan spænde
ben for os alle.

Derfor ser vi ikke kvindernes internationale kampdag som en dag, der handler om “nogen frem for andre”. Vi ser den som en anledning til at tale om de forventninger, vi som samfund lægger på hinanden – og om hvordan vi kan skabe mere plads.

Plads til at være ambitiøs.
Plads til at være omsorgsfuld.
Plads til at være i tvivl.
Plads til at være sårbar.

Ligestilling handler i sidste ende om menneskelig værdighed. Om at kunne stå ved hele sig selv uden frygt for at falde udenfor. Det er den samtale, vi gerne vil bidrage til – ikke som en modstemme, men som en del af et fælles arbejde for et samfund i bedre balance.

Til hele samfundets kvindelige kolleger, veninder, partnere, døtre og mødre takker vi jer for jeres tilstedeværelse og de farver, I bringer ind i vores verden. Må kvindernes internationale kampdag være hver eneste dag.

På vegne af Mænd I Balance,
Tobias Niebuhr Jeppesen

Flere tusinde uden varme i Vejle

0

Et brud på en varmecentral på Nørremarken betyder, at tusindvis af kunder lørdag aften er uden varme.

Et brud på en varmecentral på Nørremarken i Vejle betyder lørdag aften, at op til 3.300 kunder i området kan opleve periodevis udfald i varmen. Det oplyser TREFOR via sin driftovervågning.

Bruddet opstod klokken 20.20 og forventes at være udbedret omkring klokken 23.30.

»Vi beklager de gener det måtte medføre,« lyder det fra EWII Varme i meddelelsen.

Fodgænger ramt i uheld i Vejle – bilist sigtet efter politijagt

0

KRIMI. En 54-årig kvinde kom fredag eftermiddag til skade, da hun blev ramt i et færdselsuheld på Enghavevej i Vejle.

Uheldet skete klokken 16.18 og involverede i alt tre biler. Kvinden, der var fodgænger, blev kørt ned i forbindelse med sammenstødet.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er der tale om personskade, men umiddelbart er der ikke nogen, der er i livsfare. Politiet har heller ikke oplysninger om, at andre personer skulle være kommet til skade ved uheldet.

Føreren af et af køretøjerne, en 24-årig mand, som ikke er fra lokalområdet, er efterfølgende blevet sigtet for at have bragt andres liv og førlighed i fare.

Politiet oplyser samtidig, at den samme bilist også er sigtet for ikke at være standset for politiet. Betjente forsøgte at standse bilen ved Damhaven i Vejle, men føreren fortsatte kørslen, hvilket førte til en eftersættelse fra Damhaven til Enghavevej, hvor uheldet senere skete.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 7.3 kl. 10.00 af vagtchef Andreas Juul.

En replik i DR-serie fik rugbymiljøet til at spærre øjnene op — nu inviterer Fredericia-klub DR inden for

0

SPORT. En enkelt sætning i DR-serien Uniformen har sat gang i debatten om rugby. I Fredericia er klubformanden klar med et modspil.

»I rugby er der ingen fucking regler, ingen beskyttelse, ingen tid til at tænke sig om, fuld smadder fra start til slut. Én forkert beslutning, og du risikerer at blive invalideret for livet.«

Sådan lyder en replik fra politibetjenten Martin Hammerby, spillet af Jakob Cedergren, i DR-serien Uniformen. En sætning, der fik Allan Pertti, formand for EGIF Rugby i Fredericia, til at spærre øjnene op, da han så andet afsnit i søndags. »Jeg bliver meget, meget ærgerlig over den scene. Det er fuldstændig forkert,« siger han.

Fiktion til millioner

Allan Pertti er godt klar over, at Uniformen er fiktion. Men det ændrer ikke ved, at replikkens skade kan være reel. »Vi er fuldstændig med på, at det er fiktion. Men det er fiktion, der ryger ud til godt to millioner seere i bedste sendetid. Og det er kun os godt 3.000 mennesker i rugbysporten, som ved, at det er forkert.«

For rugby er ikke en sport uden regler. Det er pointen, Allan Pertti gerne vil have frem. »Rugby er en kontaktsport, men det er en kontaktsport med mange regler, der beskytter spillerne. Der er regler for, hvor højt man må takle, hvordan man må takle, og hvornår man må takle. Spillerne er beskyttet af et regelsæt og en dommer, hvis fuldmagt bliver respekteret.«

De værdier forplanter sig ifølge formanden helt ud på tilskuerpladserne, hvor publikum er blandet og ikke adskilt af hegn — heller ikke til store internationale kampe.

Kom på bedre tanker

Allan Pertis første instinkt var at skrive direkte til DR’s generaldirektør. Det nåede han aldrig. »Jeg kom heldigvis på bedre tanker. Jeg skrev til formanden for Rugby Danmark i stedet.«

Formand Ulrikka Brændgaard Nissen og Rugby Danmarks bestyrelse kom frem til en anden tilgang, nemlig at bruge situationen konstruktivt. »Vi har åbenbart ikke forklaret rugby godt nok, siden DR’s fiktionsafdeling ikke ved, hvad sporten handler om. Så vi vil prøve at invitere endnu flere ind i vores klubber,« siger Allan Pertti.

Og skulle der nogensinde blive sendt en henvendelse til DR, ved han præcis, hvad den skal indeholde. »Så er det for at invitere dem ud til træning og til kamp.«

Velkommen på banen

Invitationen gælder ikke kun DR. Allan Pertti åbner døren for alle, der vil se rugby på tæt hold. Lørdag den 11. april spiller det danske herrelandshold mod Tjekkiet på Erritsø Rugbystadion — med fri entré.

Inden da er der generalforsamling i EGIF Rugby lørdag den 7. marts på Erritsø Idrætscenter, hvor det danske herrelandshold samme dag træner. »Det bestræber vi os på — både på de indre linjer og udadtil — at vende det til noget fornuftigt,« siger Allan Pertti.

Vejle rykker ned

0
Det er definitivt slut. Vejle Boldklub tabte 2-1 til Silkeborg og må tage turen ned i 1. division efter en sæson, hvor det aldrig...

Christoffer vil inspirere flere unge til at vælge elektrikerfaget: »Det kan rumme alle slags...

0
LOKALT. Der er en bestemt type stemning omkring Christoffer Gade Daugsch, når han går ind i et rum. Højt humør, hurtig replik, øjenkontakt. Den...

Valgaftenen 2026 – 2. akt – opførelsen

0
POLITIK: Overgangen mellem 1. og 2. akt i forestillingen om valgaftenen d. 24. marts 2026 var flydende. Alligevel karakteriseres 2. akt ved opførelsen af...

Billund mister nøgleforbindelse til resten af verden

0
Billund Lufthavn mister i begyndelsen af maj Turkish Airlines-ruten til Istanbul, som siden 2012 har været en vigtig forbindelse og transitmulighed videre mod blandt...

VB-træner: En mavepuster

0
Vejle Boldklub stod tilbage med både frustration og en smule fortrøstning efter nederlaget til FC København. På klubbens hjemmeside satte cheftræner Claus Nørgaard ord på...

Én ud af ti importvarer er sårbar: Danmark næstmest udsat i Norden

0
ØKONOMI. Knap ti procent af Danmarks import af råvarer og halvfabrikata er sårbar over for forstyrrelser i international handel. Det viser en ny nordisk...