Har du hørt, at vi får gratis tandlæge? Gratis busser for de unge. Gratis fertilitetsbehandling uden loft. Gratis det ene og gratis det andet. Sådan lyder det, når den nye firkløverregerings grundlag bliver foldet ud, og ordet går igen, til man næsten tror på det.
Men sandheden er en anden. Intet af det er gratis. Tandlægen skal betales. Bussen skal betales. Hver eneste af de gode gerninger, der nu loves, har en pris, og den pris ender et sted. Spørgsmålet er bare hvor.
Margaret Thatcher sagde det skarpere, end nogen dansk politiker tør i dag i 1983. »Der findes ikke offentlige penge, der findes kun skatteydernes penge.« Staten har ingen formue ud over den, borgerne selv tjener. Vil staten bruge mere, kan den kun låne eller beskatte. Den anden, der skal betale, er dig.
Alligevel lader det mere og mere til, at retorikken lykkes. Når noget kaldes gratis tilstrækkelig mange gange, holder vi op med at spørge til regningen. Vi hører løftet, ikke betingelsen. Og betingelserne er der. Store bededag vender først tilbage i 2030, og kun hvis beskæftigelsen forinden er steget tilsvarende. Gratis tandpleje for hele befolkningen er først fuldt indfaset i 2035. Flere steder skriver regeringen ligeud, at finansieringen anvises løbende i kommende finanslove. Det er en høflig måde at sige, at pengene ikke er fundet endnu.
Der er intet galt i at ville borgerne det godt. En regering skal turde love noget, og flere af forslagene er både kloge og rimelige. Men en avis skal turde minde om, at gratis er det mest bekostelige ord i det politiske sprog. Det får os til at slappe af, netop når vi burde spørge skarpest.
Så lad os stille spørgsmålet, mens løfterne stadig er friske. Hvad koster det, og hvem betaler? Indtil svaret foreligger, gør man klogt i at læse ordet gratis, som det fortjener at blive læst. Med et stille forbehold, og med Thatchers sætning i baghovedet.
