Erhvervslivet efterspørger arbejdskraft med sprogkundskaber, og derfor har regionsrådet i Region Syddanmark afsat 5 mio. kr. til initiativer, der kan forbedre tyskkompetencerne i regionen. Ansøgningsfristen er 15. september 2023.

Sprechen Sie Deutsch oder nur Englisch?

Manglen på danskere med sprogkompetencer ud over engelsk bliver stadig mere fremtrædende. Tyskland er et af Danmarks primære eksportmarkeder og en betydningsfuld samarbejdspartner for Region Syddanmark. Erhvervslivet søger arbejdskraft med sprogfærdigheder kombineret med andre kernekompetencer, men antallet af studerende med disse efterspurgte kompetencer falder på ungdomsuddannelserne.

På samme tid er der færre studerende, der vælger tysk på universiteter og professionshøjskoler, hvilket kan føre til mangel på kvalificerede lærere i grundskolen og ungdomsuddannelserne i de kommende år.

Vend den negative udvikling Derfor har Regionsrådet i Region Syddanmark den 24. april besluttet at tildele 5 millioner kroner fra uddannelsespuljen til projekter, der kan forbedre syddanskernes tyskkundskaber.

Tysk er det mest udbredte andetsprog blandt danskere. Dog er tyskkundskaberne truet, da færre studerende vælger tysk på A-niveau i gymnasiale ungdomsuddannelser, mens antallet af studerende med tysk på B-niveau stiger.

Michael Nielsen (K), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, mener, at denne udvikling skal vendes:

– Gode tyskkompetencer er vigtige i hele Danmark, men særligt i vores landsdel er de en stor fordel, idet mange syddanske virksomheder efterspørger medarbejdere med tyskkompetencer. Derfor inviterer vi nu ungdomsuddannelsesinstitutioner og institutioner for forberedende grunduddannelse til at ansøge om midler til projekter, der kan forbedre syddanskernes tyskkundskaber. Jeg håber, at mange institutioner vil byde ind, så vi kan bidrage til at få vendt udviklingen, siger Nielsen.

Udfordringen med den aftagende interesse for fremmedsprog er ikke ny. Derfor har Regionsrådet løbende arbejdet på at forbedre syddanskernes tyskkompetencer og blandt andet støttet initiativer med fokus på tysk gennem Region Syddanmarks uddannelsespulje. Det drejer sig om projekter som “Uddannelse og Bildung”, “Sprog og samskabelse” og “Tysk i et karriereperspektiv”. Derudover er der iværksat en række tiltag under Interreg, herunder projekt “STaRForCE”, og senest har projektet “GerDa” modtaget 10 millioner kroner fra Interreg og 1,6 millioner kroner fra regionens uddannelsespulje.