Ved næste års møde i Nye Borgerlige vil Pernille Vermund gå af som formand. Samtidig meddeler hun, at hun stopper i Folketinget efter den valgperiode, der er i gang.

Pernille Vermund var med til at stifte Nye Borgerlige i efteråret 2015 sammen med Peter Seier, og lige siden har Vermund været kvinden, der tegnede partiet ud ad til.

Ved Folketingsvalget i 2019 fik partiet 2,4 procent af stemmerne, svarende til firemandater, hvor Pernille Vermund som den helt store stemmesluger hentede det ene. Vermund stillede op i Sydjyllands Storkreds og strøg ind i Folketinget med 13.391 personlige stemmer.

Billedet som den store stemmesluger gentog sig ved det seneste Folketingsvalg i 2022. Nye Borgerlige fik 3,67 procent af stemmerne og fik seks mandater, men er nu nede på fem, da Mette Thiesen meldte sig ud af partiet grundet interne stridigheder. 

Til valget var Pernille Vermunds popularitet steget i forhold til i 2019. Vermunds personlige stemmetal i Sydjyllands Storkreds blev 15.375. I alle kredsene i Sydjylland var Vermund det helt store trækplaster. Selv i kredse, hvor der var flere velkendte lokale navne som Tom Andkjær og Karsten Byrgesen, var Pernille Vermund den der trak langt størstedelen af stemmerne.

Men nu er den populære skikkelse snart fortid som formand i Nye Borgerlige, og nogle år ude i fremtiden er hun også færdig i dansk politik.