Sofie Valentin Weiskopf tiltræder 1. februar 2023 som analysechef i Det Sociale Netværk/headspace Danmark med ansvar for analyser, evalueringer og effektmålinger af foreningens arbejde – særligt arbejdet i headspace Danmark.

Sofie kommer til os med en solid erfaring fra bl.a. Social- og Indenrigsministeriet, flere chefstillinger hos Danmarks Statistik og har senest været projektleder for et projekt vedrørende ukrainske flygtninges vilkår i Danmark på Institut for Psykologi under Københavns Universitet.

Hos Det Sociale Netværk bliver Sofie en vigtig ressource i forhold til at videreudvikle dokumentationen af vores arbejde og sikre vores datadrevne tilgang til vores arbejde med at fremme børn, unge og voksnes mentale sundhed.

– Med Sofie får vi en medarbejder med solid dataforståelse og enestående analyseevner. Det sikrer, at vi også fremover er i sync med børn og unges udfordringer, og at vores rådgivningstilbud hele tiden udvikler sig i forhold til deres behov og det, der giver mening for dem. Jeg glæder mig meget til at byde Sofie velkommen, siger Trine Hammershøy, direktør for Det Sociale Netværk/headspace Danmark.

Desuden bliver Sofie headspaces forskningskoordinator på et stort nyt banebrydende forskningsprojekt, som headspace gennemfører i samarbejde med Copenhagen Research Center for Mental Health – CORE. Det overordnede formål med forskningsprojektet er at undersøge effekterne hos de unge, der får hjælp og rådgivning i headspace, samt den økonomiske og samfundsmæssige betydning af indsatsen.

En række af landets fremmeste forskere er tilknyttet forskningsprojektet, blandt andre Lene Eplov, forskningsoverlæge og ph.d., Region Hovedstadens Psykiatri, og Merete Nordentoft, ph.d., professor i psykiatri ved Københavns Universitet og overlæge ved Psykiatrisk Center København.

– Jeg glæder mig til at bringe mine kompetencer i spil i forhold til at styrke det vigtige arbejde med at forbedre forholdene for børn og unge i Danmark. Samtidig ser jeg meget frem til arbejdet med at yderligere udvikle og løfte dokumentationen og formidlingen af de positive resultater og effekter af headspace, så vi kan skabe endnu bedre løsninger, siger Sofie Valentin Weiskopf.