← vejleavisen.dk

Nu sker det: Seks spor på E45 hele vejen fra Vejle til Skanderborg

Senest fredag 13. november kan bilisterne køre på tre spor i hver retning hele vejen mellem Vejle og Skanderborg.

Nu sker det: Seks spor på E45 hele vejen fra Vejle til Skanderborg

TRAFIK. Senest fredag 13. november kan bilisterne køre på tre spor i hver retning hele vejen mellem Vejle og Skanderborg på E45 Østjyske Motorvej. Udbygningen bliver dermed færdig næsten et år før tid og inden for den planlagte økonomiske ramme, oplyser Vejdirektoratet.

Den sidste etape er en seks kilometer lang strækning mellem Horsens S og Horsens V. Når den åbner, er der tre spor i hver retning på en uafbrudt strækning på 83 kilometer fra Motorvejskryds Skærup til Motorvejskryds Aarhus N, og der kan køres 130 km/t uden afbrydelser mellem Vejle og Skanderborg.

Udbygningen blev vedtaget af et bredt politisk flertal i Folketinget i 2021 som en del af Infrastrukturplan 2035. Arbejdet begyndte i 2023 og skulle efter planen have været færdigt i sommeren 2027. Den første etape kunne åbne med slidlag allerede i november 2025, og trods hårdt vintervejr i begyndelsen af 2026 og massive regnmængder i sensommeren og efteråret har projektet holdt tidsplanen og mere til.

»Det er en stor tilfredsstillelse, at vi kan åbne hele strækningen næsten et år før tid og samtidig holde os inden for den økonomiske ramme. Vi har arbejdet målrettet på at udnytte tiden og planlægge arbejdet så effektivt som muligt, også når vejret har udfordret os. Nu kan trafikanterne på strækningen se frem til en mere trafiksikker og lettere fremkommelig tur med tre spor i hver retning,« siger projektchef John Kjærsgaard fra Vejdirektoratet.

Fordi arbejdet er færdigt inden vinteren, slipper trafikanterne også for vejarbejde i foråret og sommeren 2027, hvor det sidste lag asfalt ellers skulle have været lagt.

Udover selve motorvejen er til- og frakørsler og rastepladser blevet udbygget. Det skal især kunne mærkes i myldretiden, hvor tilkørslerne nu kan håndtere flere biler og dermed mindske køerne ned på motorvejen.

»Det øger sikkerheden for trafikanterne på motorvejen markant, at vi nu har bygget nogle til- og frakørsler, som sikrer, at der ikke vil være daglige køer ned på motorvejen. Det er vigtigt for Vejdirektoratet, at vi bygger veje, der er så sikre som muligt, så det er en detalje, som jeg er meget glad for at have været med til at bygge,« fortæller John Kjærsgaard.

Flere hundrede vejarbejdere fra over 20 entreprenører har arbejdet på den 38 kilometer lange strækning. Undervejs er der flyttet omkring 2,9 millioner kubikmeter jord og muld og lagt cirka 732.000 tons asfalt på et areal på godt 1,5 millioner kvadratmeter. Ni broer er revet ned, og der er bygget 11 nye. Desuden er der etableret eller udbygget 10 faunaunderføringer og fem samkørselspladser, og der er sat 7,4 kilometer støjskærm op.

Ifølge Vejdirektoratet skyldes det tidlige resultat blandt andet grundig planlægning og et tæt samarbejde med rådgivere, entreprenører, kommuner, Hjemmeværnet, politi og beredskaber. John Kjærsgaard retter samtidig en tak til bilisterne.

»Det har haft stor betydning for projektet, at trafikanterne har kørt pænt og har udvist tålmodighed. At vi har haft så relativt få ulykker og påkørsler af materiel, som vi har, betyder, at vi har kunnet arbejde mere effektivt. Så stor tak til trafikanterne for deres hensynsfulde kørsel og tålmodighed, mens vi har bygget lige op ad de smallere kørespor,« siger han.

Også udbygningen af E45 mellem Aarhus S og Aarhus N, der ligeledes begyndte i 2023, er nu færdig med tre spor i hver retning.

Del artiklen
Spil – prøv vores spil på vejleavisen.dk →

Læs også

Færre vognbaner på Vejlefjordbroen i weekenden kan give kø13-årigs elløbehjul i Fredericia kørte 78 kilometer i timenStormen Boelo efterlod væltede træer og vand på vejene33-årig fra Ikast-Brande standset i bil under mistanke om påvirkning