I disse uger afvikles VM i håndbold. I alt deltager 32 hold, og niveauet er for flere af nationernes vedkommende ikke særligt højt. Flere af kampene, selv efter gruppespillet, er uden sportslig værdi.
Kigger man på eksempelvis Sverige og Danmark i det indledende gruppespil har de så let som ingenting kunne vinde. Sverige var i pulje med Brasilien, Kap Verde og Uruguay, og ikke på et eneste tidspunkt var de pressede. Det samme var tilfældet for Danmarks vedkommende, da de mødte Belgien, Bahrain og Tunesien.
Når man så, som i Danmarks tilfælde, i mellemrunden skal møde blandt andet USA, er der endnu en kamp uden sportslig værdi. USA kom videre qua en sejr mod Marokko i det indledende gruppespil, men ret beset burde de ikke have noget at gøre i en mellemrunde ved VM. Undervejs i gruppespillet tabte de med 40-22 og 35-16 til henholdsvis Kroatien og Egypten. Med så store nederlag, har man ingen sportslig berettigelse videre til så stor en slutrunde, som VM er. Det samme er tilfældet med Belgien og Bahrain, der heller ikke hører med til toppen af poppen og vil komme , til at indkassere store nederlag.
I stedet kan etablerede europæiske håndboldnationer som eksempelvis Tjekkiet, Østrig, Bosnien og Hviderusland se til hjemmefra. Dermed ikke sagt, at Europa skal have patent på at have rigtig mange hold med til VM, da det trods alt er et verdensmesterskab. Men i stedet skulle man se på hele VM-strukturen, selvom man fra det internationale håndbold forbunds side, vil globalisere håndbold med en bagtanke om dels at udbrede håndboldsporten, men fremfor alt skabe mere økonomi. Derfor er det vigtigt for IHF at få en stor nation som USA med, da det på sigt vil kunne generere større TV-indtægter, men her og nu har det ingen effekt, og det er slet ikke sikkert, at håndbolden vil gøre sit indtog i den store nation.
Flere af de afrikanske og asiatiske nationer er i fremgang, men det er ikke nok til sportslig at retfærddiggøre, at eksempelvis Afrika har fem lande med til VM, hvor kun den ene nation kan spille en rolle, hvor de ikke taber stort i langt de fleste af kampene. Egypten har notorisk været en stærk håndboldnation, og i de senere år er de blevet endnu bedre, og tidligere har Tunesien også været gode, men de er igen faldet i niveau. De øvrige afrikanske nationer ved VM, Kap Verde, Algeriet og Marokko, har heller ikke spillet nogen rolle ved VM.
Kigger man mod Asien har de også fem pladser. De er denne gang gået till Qatar, Iran, Sydkorea, Bahrain og Saudi-Arabien. Qatar har et sportsligt niveau, der retfærdiggør, at de er med, men over en bred kam kan de øvrige nationer ikke bidrage med noget sportsligt. Samme problematik kommer, når Sydamerika kommer under luppen. Brasilien og Argentina har et niveau, der er fornuftigt, men de næste nationer i rækken på det sydamerikanske kontinent kan heller ikke konkurrere mod de etablerede nationer. Chile har enkelte spillere, som er gode, men det er ikke nok til at spille en rolle, mens det for Uruguays vedkommende slet ikke er tilfældet og er rangeret som en af de allerdårligste nationer ved VM.
Ud fra de betragtninger ville man, ud fra et sportsligt synspunkt kunne skære tre sydamerikanske nationer fra, fire fra Afrika, fire fra Asien og en fra Nordamerika. Det kommer ikke til at ske, da slutrunden ud fra en struktur så ville skulle barberes helt ned til 16 nationer, men et scenarie med 24 deltagende nationer ved VM vil højne det sportslige niveau betragteligt samtidig med, at IHF vil kunne globalisere håndbolden på de yderste mandater.
En fordelingsnøgle kunne eksempelvis være:
- 12 europæiske nationer
- 3 afrikanske nationer
- 3 asiatiske nationer
- 3 sydamerikanske nationer
- 1 panamerikansk nation
- 2 værtslande
I de fleste tilfæde, når VM afvikles i Europa, er det med delte værtsskaber som det ses lige nu med værtsskabet, som deles mellem Polen og Sverige. Derfor er det nødvendigt med en buffer til de nationer. En sådan model, som ovenstående, ville hjælpe på den nuværende problematik omkring det sportslige niveau under VM, hvor europæiske nationer som Sverige og Danmark så let som ingenting kunne kvalificere sig til mellemrunden uden at møde kvalificeret modstand i gruppespillet.
