Med ekstra 4.000 kvadratmeter bliver Nordens største kreative messe endnu større – samtidig er der premiere på nye målrettede områder

Med næsten 23.000 besøgende, cirka 270 udstillere og flere end 100 indslag på fem scener var seneste Kreative Dage-messe i 2023 en kæmpe fest for kreafolket. Men når det går løs igen i efteråret, bliver den populære messe i Fredericia endnu større – i al fald på udstillingsarealet:

– Vi inddrager endnu en messehal, på 4.000 kvadratmeter, så messeområdet går fra 24.000 til 28.000 kvadratmeter. Det svarer til fire fodboldbaner med internationale mål, og det siger lidt om, hvor enormt et udbud indenfor håndarbejde, hobby og kunsthåndværk, som de besøgende kan se frem til, påpeger Charlotte Buus, projektleder i MESSE C Fredericia.

Hun tilføjer, at den ekstra plads blandt andet skal anvendes til at imødekomme ønsker om at skabe ekstra luft omkring standene og i spiseområderne. Samtidig er udvidelsen med til at bane vejen for tre nye “Kvarterer” på Kreative Dage:

– JUNIOR kvarteret – dedikeret til de yngste besøgende og dem, der henvender sig til denne målgruppe. Fyldt med spændende udstillinger, sceneoplæg og workshops, som underholder og inspirerer børnene

– HISTORIE kvarteret – en hyldest til det gode danske håndværk, hvor man blandt andet kan opleve det bedste inden for pileflet, vævning, trædrejning etc.

– UNIQA kvarteret – her kan nye og mindre kunsthåndværkere præsentere deres unikke, håndlavede produkter på hyggelige, arbejdende stande

Løvens Hule-deltager viser flaget
En af de udstillere, der viser flaget – også bogstaveligt talt – i UNIQA kvarteret er TheClayPlay ApS fra Sønderborg. Sidste år var de i “Løvens Hule” på DR, hvor investor Anne Stampe faldt for alsingernes keramikflag og øvrige lidt skæve og uhøjtidelige keramik.

– De første måneder efter Løvens Hule blev vi nærmest lagt ned af ordrer, og samarbejdet med Anne Stampe har været helt fantastisk. Vi debuterer på Kreative Dage som et led i vores fortsatte, positive udvikling, siger direktør og stifter Annemette Klit-Nygaard, som glæder sig til at møde nogle af virksomhedens 20.000 Instagram-følgere samt nye og eksisterende kunder i Fredericia.
Annemette Klit-Nygaard regner med at lave en limited edition messeudgave af et flag, lige som hun påtænker at introducere selfmade flag, man selv kan bemale/glasere.

Ifølge Charlotte Buus er den nye UNIQA sektion udsolgt (der er oprettet venteliste til en mindre udvidelse af området), og i alt har flere end 210 udstillere allerede meldt deres deltagelse på Nordens største kreative messe den 25.-27. oktober 2024.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/