SF kræver forklaring på lukning af asylcenter i Jelling

0

POLITIK. Beslutningen om at lukke asylcenteret i Jelling i 2026 møder nu kritik fra SF, der kalder beslutningen både uforståelig og ødelæggende for lokalsamfundet.

Asylcenteret har i årevis været en fast del af byen og er ifølge både beboere og lokale politikere forløbet uproblematisk. Tværtimod har det bidraget til fællesskabet i byen, blandt andet på Jelling Skole, hvor børn fra centeret går i klasser sammen med lokale børn.

Byrådsmedlem Britta Bitch (SF) peger på, at lukningen er et hårdt slag. »Det er uforståeligt, at man vælger at lukke et center, der netop fungerer – både for beboerne og for lokalsamfundet. Især skolens samarbejde med centeret har været en gevinst. Det er et hårdt slag for vores lille by,« siger hun.

SF’s udlændingeordfører Karina Lorentzen Dehnhardt har derfor stillet en række spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren. Hun ønsker at vide, hvorfor centeret skal lukkes, når det beskrives som velfungerende, og hvordan regeringen vil håndtere konsekvenserne for de beboere, der er en del af hverdagen i Jelling.

Karina Lorentzen stiller også spørgsmål ved, om Udlændingestyrelsen overhovedet har forsøgt at finde løsninger sammen med Vejle Kommune, inden beslutningen blev truffet. Hun vil have svar på, om der har været forhandlinger om lejeprisen, og hvad planerne er for både børnene på den lokale skole samt de afdelinger, der i dag rummer en stor omsorgs- og kvindeafdeling.

»Vi risikerer at fjerne et vigtigt fællesskab fra både flygtninge og lokalsamfundet. Det skylder ministeren en ordentlig forklaring på,« siger Karina Lorentzen.

Både SF og Vejle Kommune efterlyser nu en klar redegørelse fra regeringen om baggrunden for lukningen. For mange handler det ikke kun om økonomiske besparelser, men om at værne om lokal sammenhængskraft og menneskelig værdighed.

Regeringen tager næste skridt mod reklameforbud for usunde fødevarer rettet mod børn

0

POLITIK. Regeringen vil stramme markedsføringsloven og forbyde reklamer for usunde føde- og drikkevarer rettet mod børn under 15 år. Men et forbud skal fungere i hverdagen, og derfor er der nu nedsat et dialogforum, hvor myndigheder, organisationer og brancheforeninger drøfter, hvordan reglerne præcist skal indrettes.

Det betyder, at det skal være slut med, at børn mødes af reklamer for sodavand, chips og fastfood. Også influencere omfattes af forbuddet, så de ikke længere kan målrette reklamer for usunde varer til børn.

Erhvervsminister Morten Bødskov understreger, at det er en balancegang. »Vi har et ansvar for at passe på vores børn. Det er forkert, når virksomheder har målrettet reklamer for chips og sodavand til børn. Derfor har vi også besluttet at stramme lovgivningen på området. Men vi skal gøre det klogt. For det er naturligvis ikke leverpostej og ostehaps, vi sigter mod. Men samtidigt må der ikke være tvivl om, hvilke fødevarer, det er forbudt at reklamere for direkte til børn. Nu har der været afholdt første møde med branchen, for at finde ud af, hvordan vi skruer forbuddet bedst muligt sammen,« siger han.

Regeringens udspil kommer blandt andet på baggrund af, at fødevarevirksomheder tidligere har overtrådt branchens eget kodeks. Ifølge reglerne har virksomhederne forpligtet sig til ikke at målrette reklamer for usunde fødevarer til børn under 13 år. Men flere kampagner har brugt influencere, der havde mange børn blandt deres følgere, og dermed blev kodekset ikke fulgt.

Samtidig kan det bemærkes, at regeringen for få uger siden meldte ud, at afgifterne på slik og chokolade fjernes fra næste år. Det kan derfor virke som et skarpt skifte, at der nu også tages skridt i den modsatte retning med et sundhedsmæssigt begrundet forbud mod reklamer rettet mod børn.

Med det nye tiltag ønsker regeringen at sikre, at børn ikke længere eksponeres for reklamer for usunde fødevarer. Dialogforummet skal samtidig sikre, at forbuddet rammer det rigtige og undgår utilsigtede konsekvenser.

Milliardbombe mod Google: EU afslører 11 års snyd

0

BUSINESS. EU’s konkurrencemyndigheder har slået hårdt ned på Google. Efter mere end et årti med ulovlige metoder på onlinereklamemarkedet er techgiganten blevet idømt en bøde på svimlende 2,95 milliarder euro – næsten 22 milliarder kroner.

Google er blevet afsløret i at have misbrugt sin dominerende position på markedet for såkaldte online display-reklamer, hvor virksomheder køber og sælger annonceplads på hjemmesider. Og konsekvenserne rammer også herhjemme.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, lægger ikke skjul på, at sagen er en milepæl. »Sagen er et godt eksempel på, at håndhævelse af konkurrencereglerne både i EU og nationalt er til gavn for rigtig mange virksomheder. Herhjemme har vi prioriteret sager på tech-området højt i vores håndhævelse af konkurrencereglerne, og vi løfter også sagerne til EU-niveau, når det er relevant,« siger han.

Danske virksomheder ramt på pengepungen

Googles snyd har ifølge EU stået på siden 2014. Resultatet er, at danske virksomheder kan have tjent alt for lidt – eller betalt alt for meget – når de har brugt Googles systemer til annoncering.

For eksempel kan en lokal tøjbutik have overbetalt for at reklamere for sin nyeste kollektion, mens en lokalavis kan have tjent for lidt på de annoncer, der kørte på deres hjemmeside.

Googles ejerskab af reklamebørsen AdX kombineret med deres øvrige tjenester gav dem magt på både køber- og sælgersiden. Den magt er ifølge EU blevet misbrugt til at holde konkurrenter ude og skrue priserne op.

60 dage til at rydde op

EU har påbudt Google at stoppe den ulovlige praksis og sikre, at det ikke gentager sig. Selskabet har fået 60 dage til at forklare, hvordan problemerne løses. Men konkurrencemyndighederne i Bruxelles lægger pres på: kun et frasalg af dele af Googles forretning kan for alvor løse problemerne, vurderer de.

En dansk klage blev startskuddet

Sagen har også danske rødder. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog oprindeligt en klage fra en dansk virksomhed om Googles adfærd. Styrelsen satte en undersøgelse i gang, men i 2021 blev sagen sendt videre til EU, fordi den rakte ud over Danmarks grænser.

Siden er sagen vokset til en af de største konkurrencemæssige opgør med Google i Europa.

Fremtidens kampplads

Googles milliardbøde handler kun om onlinereklamer på andre virksomheders hjemmesider. Reklamer på Googles egne platforme som søgemaskinen og YouTube er ikke en del af sagen.

Men slaget om de digitale markeder er langt fra slut. Nye forretningsmodeller, algoritmer og kunstig intelligens udfordrer løbende konkurrencen, og både i Danmark og resten af verden har konkurrencemyndighederne øjnene rettet mod techgiganterne.

For Jakob Hald er sagen en understregning af, at Danmark og EU skal blive ved med at presse på. »Herhjemme har vi prioriteret sager på tech-området højt, og vi vil fortsætte med at tage fat, hvor det er relevant,« siger han.

Fakta: Googles milliardbøde

  • Google og moderselskabet Alphabet er idømt en bøde på 2,95 milliarder euro – næsten 22 milliarder kroner.
  • Sagen handler om reklamer på virksomheders hjemmesider – ikke Googles egne platforme.
  • Google har misbrugt sin position gennem ejerskabet af reklamebørsen AdX.
  • Ulovligheden har stået på i over 11 år, fra 2014 til i dag.
  • Google har fået 60 dage til at komme med en plan for at rette op.

3.000 falske Labubu-dukker fanget i tolden

0

SKAT. De er populære blandt unge og ses overalt i modebilledet og på sociale medier. Labubu-dukken hænger ofte på en taske eller bruges som samleobjekt. Men i juli fangede Toldstyrelsen over 3.000 falske udgaver af de monsterlignende dukker i en kontrol.

I alt fire forsendelser viste sig at indeholde de ulovlige kopivarer. Dukkerne er siden blevet destrueret, efter at rettighedshaver Pop Mart havde bekræftet, at der var tale om forfalskninger, og modtageren havde accepteret destruktionen.

Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig over, at de mange falske dukker blev stoppet, inden de nåede ud til forbrugerne. »Det her er bare en af de måder, hvor Toldstyrelsen udfører samfundsbeskyttende kontrol, som både er til gavn for virksomheder og forbrugere. Det er godt, at kopivarer, som fx de her Labubu’er, bliver fundet, fordi de krænker rettighedshaveren, og så risikerer forbrugerne at stå med en lang næse, når de modtager et produkt, hvor der er usikkerhed om kvaliteten, og om varen lever op til de regler, vi har for produktsikkerhed for fx legetøj,« siger han.

Ministeren understreger, at indsatsen mod kopivarer er en vigtig del af arbejdet. »Det er derfor, det er vigtigt, at vi har en god og effektiv toldkontrol, så vi kan passe godt på både Danmark og danskerne. Derfor undersøger jeg også løbende, om der er behov for at styrke toldkontrollen yderligere,« siger Rasmus Stoklund.

Når Toldstyrelsen tilbageholder varer, hvor der er mistanke om forfalskninger, sker den videre behandling i samarbejde med rettighedshaveren. Det var også tilfældet her, hvor Pop Mart, der står bag Labubu-dukken, indgik i forløbet.

Toldstyrelsen tilbageholdt i 2023 omkring 50.000 varer med mistanke om at være kopier. Varernes samlede værdi svarede til mere end 70 millioner kroner.

Rekordmange syddanskere til åbent hus på sygehuse og sociale institutioner

0

REGIONEN. Næsten 6.700 syddanskere tog imod invitationen, da Region Syddanmark søndag den 7. september åbnede dørene til sygehuse, ambulancestationer og sociale institutioner.

De besøgende fik mulighed for at komme tæt på hverdagen i sundheds- og socialvæsenet, deltage i guidede ture og stille spørgsmål til medarbejdere. På den måde kunne man både se moderne faciliteter og høre om den indsats, som mange kun normalt oplever som patienter eller pårørende.

Det nye OUH trak 5.400 gæster og Esbjerg Sygehus 875. Her blev der vist rundt på avancerede operationsstuer, i Steno Diabetes Center og voksenpsykiatrien, ligesom børn kunne besøge bamsehospitalet. På ambulancestationerne i Odense og Sønderborg var der samlet 320 besøgende, som fik indblik i den akutte indsats, der kan gøre forskellen for patienter i nødsituationer.

Som noget nyt åbnede fem af regionens sociale institutioner også dørene. Her blev omkring 100 gæster taget imod af både medarbejdere og brugere, som fortalte om arbejdet med social støtte, behandling og genoptræning. Det gav de besøgende indblik i, hvordan sundhed og sociale indsatser hænger tæt sammen i regionens arbejde.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) glæder sig over den store opbakning. »Det betyder meget for os at åbne dørene og vise syddanskerne, hvordan vi arbejder for at sikre en stærk og tilgængelig sundheds- og socialindsats. Åbent hus giver os en unik mulighed for at mødes med borgerne og høre deres spørgsmål og ønsker, og det er med til at gøre vores samlede indsats endnu bedre og mere borgernær,« siger han.

Åbent hus-arrangementerne i Region Syddanmark var en del af den landsdækkende kampagne ”Åbent hospital”, hvor der denne søndag var åbent 25 steder i hele landet.

Det er niende år i træk, at Region Syddanmark inviterer til åbent hus den første søndag i september, og i år blev det med rekordmange deltagere.

Læsere fangede blodmånen over hele landet

0

BLODMÅNE. Søndag aften stod himlen i rødt, da blodmånen viste sig. Over hele Danmark fulgte folk med, og AVISEN har modtaget en lang række billeder fra læsere, der greb kamera og mobiltelefon for at fastholde øjeblikket.

Fra Fredericia blev stemningen fanget flere steder. René Gram Bavnsgaard sendte et billede taget over byens tage klokken 21.05, mens Majbritt Nielsen indfangede blodmånen fra sit soveværelse i Egeskov. »Disse billeder er taget fra vores soveværelse på 1. sal, Fredericia i Egeskov,« skrev hun.

Også Lisbeth Skjoldbjerg Kristensen forevigede synet fra Egeskov. »Taget i Egeskov,« noterede hun, og hendes billeder viser den blodrøde måne hænge lavt over de gyldne marker.

Fra Stenderup har Niels Fulgjyr sendt et billede taget med et Nikon B500 klokken 21.09 i Nørre Aldum.

Flere andre læsere har delt deres oplevelser, blandt dem May Sparsø og Pavia Angutêraq Schmidt Andersen.

Fælles for billederne er, at de vidner om en aften, hvor naturen trak folk sammen om en sjælden oplevelse. Mens nogle satte sig med udsigt over markerne, gik andre ud på altanen eller stod ved vinduet i deres hjem – men alle med blikket rettet mod den samme himmel.

Også ved Snoghøj og Lillenæs blev blodmånen fulgt tæt. Anne-Mette Schlaikjær sendte en serie billeder, hvor hun beskriver, hvordan de sad klar allerede klokken 20 til den smukkeste solnedgang. »Den blev nydt, mens vi ventede på at kunne skimte månen. Klokken 20.37 kunne vi begynde at se den. Den var nu smuk, selvom vi måtte vente 45 minutter, kom den klart frem over Lillebælt,« fortæller hun.

Tak til alle, der har sendt ind. Vi bringer her et udpluk af de flotteste fotos af blodmånen, som kunne ses i al sin pragt søndag aften.

Ung bilist endte i grøft – slap uskadt fra uheld

0

KRIMI. Søndag morgen klokken 08.58 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til et færdselsuheld på Bøgvadvej ved Randbøl i Vejle Kommune.

En 17-årig kvinde kom kørende i vestlig retning, da hun af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil og endte i grøften. »Af årsager som vi ikke umiddelbart kan klarlægge, mister hun herredømmet over bilen og ender nede i en grøft,« fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Morten Jessen.

Heldigvis slap den unge fører uskadt fra uheldet. »Pågældende er uskadt. Der er sket lidt skader på marken, som bilen landede på, men udover det er der ikke sket noget,« siger Morten Jessen.

Unge mænd taget med stoffer til gadefest i Vejle

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi havde en travl nat i Vejle, hvor flere unge mænd blev taget i besiddelse af euforiserende stoffer i forbindelse med gadefesten i midtbyen.

Ifølge vagtchef Steffen Lund begyndte det hele lørdag aften på Banegårdspladsen. Her var en civil patrulje til stede, da de klokken 22.10 fik mistanke til en mand. »De får mistanke til, at en person skulle være i besiddelse af euforiserende stoffer, hvilket det viser sig, at han var,« fortæller Steffen Lund. Ved visitation viste det sig, at manden, en lokal 20-årig havde 12,4 gram hash på sig. Han blev sigtet på stedet.

Natten fortsatte med flere sager. Klokken 01 blev en 19-årig mand fra Børkop visiteret på Nørre Bjerre, Dæmningen i Vejle, hvor han blev fundet i besidelse med 0,4 gram kokain. Også han blev sigtet.

Kort tid efter, igen på Dæmningen, visiterede politiet endnu en mand. Denne gang var der tale om en 28-årig som havde 0,24 gram kokain på sig.

Og natten sluttede ikke der. Klokken 03.22 var det Vissensgade i Vejle, hvor en lokal 29-årig mand blev visiteret. Han havde 0,1 gram kokain på sig og blev dermed også sigtet for besiddelse.

Brand i industribygning og uheld på motorvej

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte fredag formiddag håndtere både brand og færdselsuheld i Trekantområdet. Vagtchef Andreas Juul oplyser, at dagen bød på hændelser, der dog endte uden personskader.

Klokken 12.14 modtog TrekantBrand anmeldelse om brand i en industribygning på Solkilde Allé. Brandvæsenet rykkede hurtigt ud og fik situationen under kontrol. Politiet blev underrettet klokken 12.49 om, at branden var slukket. »Der har været brand, men den er slukket igen,« fortæller vagtchef Andreas Juul fra Sydøstjyllands Politi. Hvad der forårsagede branden er endnu ikke oplyst, men ingen personer kom til skade.

Tidligere på dagen, klokken 11.15, skete der et færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej ved Kolding. Tre biler kolliderede i anden vognbane, og sammenstødet skete ved en påkørsel bagfra. Ulykken medførte betydelig materiel skade, men heldigvis ingen personskade. »Tre biler i 2. vognbane er kørt sammen. Påkørsel er sket bagfra,« siger vagtchef Andreas Juul.

Begge hændelser blev hurtigt håndteret af beredskabet, og trafikken på motorvejen blev efterfølgende normaliseret. For politiet står det tilbage som en dag med alvorlige hændelser, men med den lettelse, at ingen mennesker kom noget til.

Lodtrækning til Oddset Pokalen gav spændende opgør – Fredericia skal til Thisted

0

SPORT. Der blev torsdag aften trukket lod til 3. runde af Oddset Pokalen, og lodtrækningen bød på flere interessante opgør, hvor både superligahold, traditionsklubber og 1. divisionshold skal i aktion.

For FC Fredericia blev det til en udekamp mod Thisted FC. Pokalturneringen har ofte vist sig uforudsigelig, og selv om Fredericia spiller i landets bedste række, venter der en vanskelig opgave mod nordjyderne, der kan drille enhver på hjemmebane.

Også andre lokalopgør ser dagens lys i 3. runde. Kolding IF får besøg af superligamandskabet FC Nordsjælland, mens Kolding Boldklub skal op imod Silkeborg IF. Begge kampe giver sydjyderne mulighed for at måle sig med stærk modstand fra øverste hylde.

De største klubber i landet er naturligvis også med i bowlen. Lyngby Boldklub får besøg af F.C. København, Brøndby IF drager til Gladsaxe for at møde AB/B.93, og FC Midtjylland skal en tur til Aalborg for at møde AaB.

Andre spændende opgør tæller blandt andet Hvidovre IF mod Sønderjyske Fodbold, Sundby BK mod OB og Hillerød Fodbold mod AGF.

På Fyn skal BK Oksbøl op imod Viborg FF, mens IF Lyseng får besøg af FC Roskilde.

Derudover er der plads til traditionsrige klubber som Brønshøj BK, der tager imod VSK Aarhus, og Aarhus Fremad, der hjemme møder Hobro IK.

Fortidens kaos spejler nutidens kriser i ny Vejle-udstilling

0
Tre altødelæggende krige i 1600-tallet bragte Danmark på randen af udslettelse. Den historie fortæller Kulturmuseet i Vejle nu i en ny udstilling, der sætter...

Person dræbt af tog ved Vejle

0
Politi og redning rykkede natten til lørdag ud til Rødkildevej i Vejle, hvor der havde været en personpåkørsel. Sydøstjyllands Politi meldte klokken 04.33 om...

SFs omstridte rådgiver trækker sig efter en uges pres

0
Thomas Nystrøm stopper som særlig rådgiver for SF-formand og økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr. Det meddelte han selv i et opslag på Facebook...

21-årig mand bortvist fra nattelivet med hash i lommen

0
KRIMI. En 21-årig mand blev natten til lørdag stoppet i nattelivet på Vissingsgade i Vejle, hvor politiet fandt to poser hash og en enkelt...

Kvinde endte i detentionen efter vedholdende dørbanken i Vejle

0
KRIMI. En 40-årig kvinde fik en tur i detentionen, efter at hun gennem længere tid havde stået og banket på en dør i Skyttehusgade...

Fly sikkerhedslandede i Billund Lufthavn

0
Sydøstjyllands Politi sendte fredag middag flere patruljer til Billund Lufthavn, efter et fly anmodede om en sikkerhedslanding. Ingen passagerer kom noget til. Klokken 12.31 fredag...