0.8 C
Copenhagen
lørdag 24. januar 2026

Bilist ramte parkerede biler i Vejle

0

KRIMI. Fredag eftermiddag skete der et færdselsuheld på Koldingvej i Vejle, da en bilist kørte ind i to parkerede køretøjer.

Uheldet blev anmeldt klokken 15:54, oplyser vagtchef Andreas Juul fra Sydøstjyllands Politi.

»Der er ingen meldinger om personskade i forbindelse med uheldet, men der er sket materielle skader på køretøjerne,« siger Andreas Juul.

Årsagen til uheldet har Sydøstjyllands Politi ikke kommenteret på.




Nye tal afslører: Mange børnehavebørn får ikke hjælp til fællesskabet

0

BØRN. Det er ikke altid let at være lille og finde vej ind i fællesskabet. En ny undersøgelse fra Børns Vilkår viser nemlig, at selvom langt de fleste børnehavebørn oplever glæden ved at blive inviteret med i legen, så står mange stadig uden hjælp fra de voksne, når legen er svær at blive en del af.

490 børnehavebørn har deltaget i undersøgelsen, der også omfattede interviews med yderligere 87 børn. Resultaterne tegner et billede af både glæden og udfordringerne ved fællesskaberne i daginstitutionerne.

Langt de fleste børn, 95 procent, fortæller, at de har venner i børnehaven. Men over halvdelen af børnene svarer også, at de har oplevet at blive udelukket fra en leg eller stå alene uden nogen at lege med.

Ifølge psykolog hos Børns Vilkår, Malene Angelo, er det vigtigt, at voksne er opmærksomme og hjælper de børn, som oplever at stå udenfor.

»For mange børn er dagtilbuddet det sted, hvor de får deres første erfaringer med at indgå i et fællesskab med andre end deres familie. Den erfaring er vigtig. Det at føle sig som en del af et positivt fællesskab i sin daginstitution er nemlig med til at skabe et stærkt fundament for, at et barn kan trives i skolen og i de mange andre fællesskaber, de bliver en del af igennem deres børne– og ungeliv.«

Men hver fjerde barn i undersøgelsen fortæller, at de aldrig har oplevet at få hjælp af de voksne til at komme ind i legefællesskaberne. Det vækker bekymring hos psykologen:

»Positive fællesskaber opstår ikke altid af sig selv. Børn har brug for voksne, der hjælper med at understøtte og rammesætte lege og aktiviteter, så alle føler sig inkluderede. Hvis ikke det er tilfældet, fx på grund af manglende hænder og tid, risikerer det at have langvarige konsekvenser for en række børn og unge.«

Køn kan begrænse børns leg

Undersøgelsen peger også på, at køn spiller en afgørende rolle i børns leg. Seks ud af ti drenge foretrækker at lege med andre drenge, mens næsten halvdelen af pigerne foretrækker at lege med andre piger eller med både piger og drenge. Ifølge børnenes egne beretninger er det ikke altid helt frivilligt.

Femårige Ida fortæller eksempelvis, at de voksne nogle gange deler børnene op efter køn.

»Og så skal drengene udenfor, og pigerne skal indenfor (…) så laver vi perler og leger i puderum.«

Psykolog Malene Angelo understreger, at det i sig selv ikke er problematisk, at børn leger med venner af samme køn, men problemet opstår, hvis voksne konsekvent opmuntrer børn til bestemte typer lege baseret på kønsnormer.

»Hvis piger hele tiden bliver opfordret til at gå i dukkekrogen og drenge på boldbanen, så begrænser vi både børnenes mulighed for at udvikle venskaber på tværs af køn og opdage nye interesser.«

Mere voksen-deltagelse ønskes

Selvom mange børn fortæller, at de nogle gange leger med en voksen, så efterspørger de samtidig mere deltagelse fra voksne. Børnenes egne fortællinger viser nemlig, at voksen-deltagelse kan være afgørende for inklusion og trivsel, men også, at de voksne sjældent er med i legen.

Malene Angelo mener, at undersøgelsens resultater er en vigtig påmindelse om, at mange institutioner stadig kæmper med at give børnene de bedste betingelser for at udvikle sunde og inkluderende fællesskaber.

»Undersøgelsen her indikerer – i tråd med resultater fra andre undersøgelser og kvalitetsvurderinger – at det er et område, hvor mange dagtilbud fortsat halter.«

Fakta fra undersøgelsen:

  • 95 procent af børnene oplever at have venner i børnehaven
  • 72 procent får hjælp fra voksne til at finde legekammerater
  • 14 procent har oplevet konflikter uden at få hjælp fra en voksen
  • 52 procent af børnene leger nogle gange med en voksen

Undersøgelsen blev gennemført af Børns Vilkår med deltagelse af i alt 490 børn fra hele landet.

Politi skyder 33-årig mand i benet på bosted i Vejle

0

KRIMI. Natten til fredag måtte betjente fra Sydøstjyllands Politi affyre skud mod en 33-årig mand på et bosted i Vejle. Manden blev ramt i benet, oplyser politiet i en pressemeddelelse fredag morgen.

Episoden fandt sted klokken 02.35 på bostedet på Sukkertoppen i Vejle, hvor politiet var i gang med en politiforretning. Her udviklede situationen sig så voldsomt, at politiet så sig nødsaget til at skyde mod manden.

»Politiet afgav skud i forbindelse med en politiforretning, hvor der blev trukket kniv,« oplyser Sydøstjyllands Politi.

Den 33-årige mand blev efterføgende bragt til sygehuset. Sydøstjyllands Politi har fredag morgen ikke flere oplysninger om mandens tilstand.

Sydøstjyllands Politi gør opmærksom på, at sagen nu overgår til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som rutinemæssigt overtager efterforskningen i tilfælde, hvor politiet har affyret tjenestevåben mod en borger.

Derfor ønsker Sydøstjyllands Politi heller ikke at kommentere yderligere på hændelsen på nuværende tidspunkt.

På det sociale medie X skriver politiet kortfattet fredag morgen:

»Sydøstjyllands Politi har den 16. maj kl. 02.35 skudt mod en mand på et bosted i Vejle.«

Der er fredag endnu ikke yderligere oplysninger om, hvad der præcist førte til konfrontationen, og hvad den indledende politiforretning på bostedet nærmere handlede om.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed vil nu undersøge omstændighederne nærmere.

EM 2026: Danmark trækker spændende gruppe – og får hjemmebanefordel i Boxen

0

SPORT. Danmarks håndboldherrer har fået en spændende, men overkommelig lodtrækning til næste års EM-slutrunde, der bliver spillet i Danmark, Sverige og Norge. Ved lodtrækningen, som fandt sted i Herning onsdag aften, blev det klart, at Danmark skal møde Portugal, Nordmakedonien og Rumænien i det indledende gruppespil.

Landstræner Nikolaj Jacobsen var til stede ved lodtrækningen sammen med bagspilleren Simon Pytlick, og begge udtrykte glæde over især én ting: Danmark får hjemmebane i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor både indledende runde, mellemrunde, semifinaler og finalen skal afvikles.

»Det er en svær pulje, som vi glæder os til at tage hul på, men først og fremmest glæder vi os utroligt meget til at skulle spille på hjemmebane. Det er nærmest det vigtigste for os,« lød det fra Simon Pytlick.

Genkendelige og nye modstandere

Portugal bliver uden tvivl den største udfordring i gruppen. De to nationer mødtes senest i VM-semifinalen i januar, og selvom Danmark trak det længste strå dengang, er portugiserne kendt for deres fart og tekniske spil. Nordmakedonien og Rumænien er på papiret mere overkommelige modstandere, men Nikolaj Jacobsen vil ikke tage noget for givet.

»Jeg er fint tilfreds. Vi vidste jo godt, at vi ville få et stærkt hold fra Gruppe 2, som blev Portugal, og så er det også fint med de to andre lande, som vi ikke har mødt på det seneste. Jeg glæder mig til at dykke ned i noget nyt,« sagde landstræneren.

Potentielt gyser i mellemrunden

Skulle Danmark gå videre som forventet, kan der vente et veritabelt håndboldbrag i mellemrunden. Her er nogle af de potentielle modstandere stornationer som Spanien, Tyskland, Frankrig og Norge – alle med medaljeambitioner og stærke generationer.

»Det bliver en sjov og spændende mellemrunde med seks vanvittigt stærke hold,« vurderer Nikolaj Jacobsen.

Han hæfter sig dog mest ved den unikke mulighed for at spille hele turneringen hjemme i Boxen.

»Det bliver fedt. Og særligt med tanke på, at guleroden er, at både semifinalen og finalen bliver spillet her i Herning. Det giver lidt ekstra at kunne få lov til at spille semifinalen og finalen i Herning, og det er det, vi går efter,« slutter han.

Grupperne ved EM 2026:

🔹 Gruppe A:
Tyskland, Spanien, Østrig, Serbien

🔹 Gruppe B (Danmarks pulje):
Danmark, Portugal, Nordmakedonien, Rumænien

🔹 Gruppe C:
Frankrig, Norge, Tjekkiet, Ukraine

🔹 Gruppe D:
Slovenien, Færøerne, Montenegro, Schweiz

🔹 Gruppe E:
Sverige, Kroatien, Holland, Georgien

🔹 Gruppe F:
Ungarn, Island, Polen, Italien

EM 2026 begynder i januar, og Danmark åbner turneringen på hjemmebane i Herning. Drømmen om endnu en stor slutrunde på dansk jord lever.

SF i Vejle kræver Store Bededag tilbage: »Der er råd – og det har der hele tiden været«

0
Karina Lorentzen og Pia Olsen Dyhr

Der er fortsat vrede i SF over regeringens beslutning om at afskaffe Store Bededag. Ifølge partiet bygger beslutningen på et forældet økonomisk narrativ, og de økonomiske forudsætninger for afskaffelsen holder ikke længere – hvis de overhovedet nogensinde gjorde. Det skriver folketingsmedlem Karina Lorentzen fra Kolding og SF’s spidskandidat i Vejle, Tage Jørgensen, i en fælles udtalelse til AVISEN.

»Russerne rasler med sablen, og vi bliver nødt til at kigge efter skillinger under hver en sofapude, hvis vi skal have råd til at forsvare os.«

Sådan lød den officielle begrundelse, da SVM-regeringen i 2023 besluttede at afskaffe Store Bededag som en national fridag. Men det argument har SF aldrig købt – og i dag virker det endnu mere hul.

»Hvis regeringen virkelig havde været optaget af at holde økonomien i ro, kunne den have ladet være med at dele milliardstore skattelettelser ud til de allerrigeste danskere,« siger Karina Lorentzen.

Hun peger på, at statens råderum siden er blevet markant opjusteret – med næsten 50 milliarder kroner – og at der nu meldes om endnu flere uventede milliarder i statskassen.

»Til sammenligning bringer afskaffelsen af Store Bededag kun tre milliarder ind. Der er med andre ord råd til at give danskerne deres fridag tilbage – og det har der hele tiden været.«

SF deler hveder i Vejle

SF fortsætter derfor deres kamp for at få Store Bededag tilbage – både i Folketinget og lokalt. I Vejle markerer partiet dagen med uddeling af hveder foran rådhuset klokken 13. Her kan borgere møde SF’s lokale kandidater og tage en snak om, hvorfor fridagen stadig er vigtig.

»Store Bededag handler ikke bare om religion eller tradition. Den handler om pauser, om tid til familien og om respekt for lønmodtagernes rettigheder. Det er et politisk svigt, at den blev fjernet, og det kæmper vi for at rulle tilbage,« siger Tage Jørgensen, SF’s spidskandidat til kommunalvalget i Vejle.

SF har meldt klart ud, at kampen for Store Bededag ikke er forbi – og at den hverken er glemt i Vejle eller på Christiansborg.

Regeringen åbner for atomkraftdebat: Vil undersøge potentialet i nye teknologier

0
Troels Lund Poulsen. Foto: AVISEN

POLITIK. Efter årtiers politisk berøringsangst ser regeringen nu nærmere på atomkraftens rolle i fremtidens energiforsyning. Ifølge Venstres formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen er tiden kommet til at tage en saglig debat om emnet, og regeringen har derfor besluttet at igangsætte en analyse, der skal afdække både risici og potentiale ved de nyeste former for atomkraftteknologi.

»Atomkraft har i årtier været et tabu i dansk energipolitik. Det ændrer sig nu,« skriver Troels Lund Poulsen i et opslag på sociale medier.

Han understreger, at flere danske virksomheder allerede arbejder med udviklingen af ny atomteknologi, og at det derfor er naturligt at tage næste skridt: en grundig og oplyst analyse.

»Vi kan ikke bare ophæve et 40 år gammelt forbud uden at have styr på fakta. Men vi kan heller ikke ignorere, at teknologien har udviklet sig markant, og at verden omkring os kalder på nye løsninger,« skriver han.

Formålet med analysen er at skabe et solidt fagligt grundlag for at vurdere, om atomkraft skal spille en rolle i fremtidens danske energiforsyning. Troels Lund Poulsen understreger dog, at der ikke er tale om planer om store, klassiske atomkraftværker som dem, man kender fra Sverige eller Tyskland.

»Jeg ser ikke for mig, at vi skal bygge store, konventionelle atomkraftværker som i Sverige og Tyskland. Men vi skal heller ikke lade en forældet frygt diktere vores energipolitik,« lyder det fra forsvarsministeren.

Analysen bliver det første konkrete skridt i en ny kurs i dansk energipolitik, hvor atomkraft ikke længere automatisk er udelukket som løsning i kampen for en stabil, grøn og fremtidssikret energiforsyning.

Stoklund efter rekordår: ‘Det skal koste dyrt at snyde fællesskabet’

0

SAMFUND. Kioskejere og mindre detailbutikker har i stor stil forsøgt at slippe uden om at betale de lovpligtige afgifter på tobaks- og nikotinprodukter. Det står klart efter rekordmange kontroller, som Skattestyrelsen gennemførte i 2024.

Skattestyrelsen har afsløret fejl i afregningen i hele syv ud af ti tilfælde. Alene siden 2020 har styrelsens kontroller ført til, at der er sendt afgiftsopkrævninger ud for mere end 1 mia. kroner.

Særligt nikotinprodukter, såsom cigaretter, røgtobak, nikotinposer og e-cigaretter, har været i myndighedernes søgelys. Det fortæller skatteminister Rasmus Stoklund (S), der glæder sig over resultaterne af den omfattende indsats.

»De, der ikke betaler de korrekte afgifter, snyder fællesskabet. Og vi kan se fra Skattestyrelsens andre kontrolindsatser, at der er brancher – fx kioskerne – hvor moralen er lav, og hvor der snydes med afgiftsbetalingerne,« siger ministeren og fortsætter:

»Det skal vi ikke finde os i, for det er vigtigt for retsfølelsen, fællesskabet og vores samfundsøkonomi, at der bliver betalt det korrekte i skat og afgifter. Derfor er jeg glad for, at vi kan se, at den styrkede kontrol virker og viser flotte resultater. Og kioskerne skal mærke, at myndighederne ånder dem i nakken med kontrol. For der skal slås hårdt ned på dem, der snyder fællesskabet.«

Kiosker afsløret: 44 ud af 46 snød

Skattestyrelsen samarbejder tæt med Toldstyrelsen, politiet og Fødevarestyrelsen for at bremse den omfattende svindel. Især kiosker og små detailbutikker har vist sig at være et område med store problemer, når det gælder sort økonomi og afgiftsunddragelse.

Ved årets første to store kontrolaktioner i 2025 har myndighederne været på besøg hos 46 kiosker i henholdsvis Aarhus og København. Her blev det afsløret, at hele 44 af kioskerne havde problemer med snyd eller anden ulovlig aktivitet – blandt andet manglende afgiftsbetalinger, ulovlige nikotinprodukter og social dumping.

Fra 2025 bliver der derfor sat ekstra hårdt ind med et nyt tværgående tilsyn, hvor flere ministerier samarbejder om at forbedre kontrollen yderligere.

Hård kurs mod snyd

Skattestyrelsens omfattende kontroller af tobaks- og nikotinvarer er siden 2022 blevet intensiveret, efter at nye afgifter trådte i kraft i oktober samme år.

Fra 2020 til 2024 har Skattestyrelsen i alt gennemført over 3.300 kontroller. Alene sidste år blev der gennemført over 1.200 kontroller.

Hvorfor svigter vi vores demensramte?

0

”Han sidder i sin stol alle vågne timer på sin upersonlige hospitalsstue. Mors daglige besøg er eneste sociale kontakt, han har.”

Sådan skrev familien til den demensramte mand fra Kolding Kommune, der siden efteråret har været anbragt på psykiatriske afdelinger. Han blev dømt for grov vold med døden til følge. En forbrydelse, som han vel at mærke kun begik, fordi han lider af fremskreden demens.

Ifølge familien er hans tilstand blevet markant værre i hans tid i psykiatrien. Her er der nemlig slet ikke samme mulighed for omsorg som på et plejehjem. I praksis er hans straf derfor, med familiens ord, endt med at være noget nær ren isolation.

Den tragiske sag viser, at demensramte ingen garanti har for ordentlig behandling i mødet med retssystemet.

Det skal der gøres noget ved.

Lovene skal laves om, så de tager højde for dementes behov. Og der skal også gribes ind i den konkrete sag, som vi er mange, der har fulgt tæt, siden medierne først begyndte at dække den i efteråret.

SF vil gøre alt, hvad vi kan for at tage hånd om de demensramte, der sidder fast i et retssystem, som ikke forstår dem.Alle demensramte har krav på ordentlig behandling – også dem i retssystemet. 

Rentefald sender danskerne på lånejagt – Trekantområdet følger med

0

ØKONOMI. Efter en periode med faldende renter har mange danskere fået travlt med at undersøge, om tiden er inde til at omlægge deres boliglån eller optage ekstra lån i friværdien. Det viser Finans Danmarks nyeste statistik over lånetilbud fra april 2025.

På landsplan har danskernes interesse været markant stigende. I alt blev der i april måned indhentet hele 9.602 lånetilbud med henblik på omlægninger og tillægslån, hvilket svarer til en stigning på 33 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Især hovedstaden og Nordsjælland trækker udviklingen kraftigt op med en vækst på mere end 50 procent i antallet af lånetilbud.

Men det er ikke kun i hovedstadsområdet, at boligejerne følger renternes bevægelser tæt. Også lokalt i Trekantområdet kan man mærke, at boligejerne holder godt øje med rentemarkedet. Her viser statistikken fra Finans Danmark, at kommunerne Fredericia, Kolding, Vejle, Middelfart, Billund, Vejen og Haderslev i alt tegner sig for 984 af Region Syddanmarks samlede 1.226 lånetilbud. Dermed er Trekantområdet klart drivende for interessen i regionen.

Lokalt er det især Vejle Kommune, der står for en stor del af aktiviteten, med hele 301 indhentede lånetilbud alene i april. Kolding Kommune følger efter med 233 tilbud, mens Fredericia placerer sig lidt lavere med 133 tilbud. Middelfart og Haderslev ligger begge på 98 lånetilbud, og Vejen og Billund følger tæt med henholdsvis 61 og 60.

Dog bør man tage de kommunale tal med det forbehold, at de dækker alle typer af lånetilbud – altså også ejerskifte og nybyggeri – og ikke alene omlægninger og tillægslån. Tallene kan derfor primært ses som en generel indikator for den lokale låneaktivitet, mens det præcise antal omlægninger på kommuneniveau ikke fremgår af Finans Danmarks offentliggjorte data.

Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling i Finans Danmark, peger på, at især det seneste fald i de korte renter har været afgørende for, at interessen for låneomlægning igen tager fart.

»Den større interesse for omlægninger siden sidste år kan blandt andet forklares med den seneste tids fald i de korte renter. Det kan have gjort de variabelt forrentede lån mere attraktive for nogle boligejere,« siger han.

Han fremhæver dog samtidig, at det fortsat er vigtigt, at boligejerne holder tungen lige i munden og tænker grundigt over, hvilken lånetype der passer bedst til netop deres økonomiske situation og temperament.

»Når man står over for valget mellem fast og variabel rente på sit boliglån, skal man overveje, hvad der passer bedst til ens situation og økonomi. Foretrækker man stabilitet, kan en fast rente give ro i sindet, da man kender sine renteudgifter gennem hele lånets løbetid. Er man mere fleksibel, kan en variabel rente være et godt match for dem, der ønsker at drage fordel af potentielle rentefald. Selvom den korte rente har været faldende i den seneste tid, skal man huske, at renten kan stige igen. Derfor kan det være en god idé at tale med sit penge- eller realkreditinstitut om, hvilket lån der passer bedst til ens behov og livssituation,« siger Peter Jayaswal.

Dermed står mange danske boligejere – også i Trekantområdet – netop nu i en situation, hvor et grundigt eftersyn af boliglånet kan vise sig at være en god forretning.

Terapi gav Ditte livet tilbage: »Jeg ser helt anderledes lyst på tingene nu«

0

SOCIALT. Angst, depression og en hverdag præget af sygemeldinger. Det var virkeligheden for 33-årige Ditte Elbæk gennem mange år. En virkelighed, hun deler med tusindvis af andre unge, der er vokset op i hjem præget af alkohol- eller stofmisbrug. Men det behøver ikke at være sådan resten af livet.

Det viser nye tal fra organisationen TUBA, der tilbyder specialiseret terapi til unge mellem 14 og 35 år, som er vokset op i familier med misbrug. I 2024 var 2.556 unge i terapiforløb hos TUBA, og hele 84 procent fortæller efterfølgende, at de har fået et lysere syn på fremtiden.

Det gælder også Ditte Elbæk. For hende begyndte livet at vende, da hun for godt et år siden startede i et specialiseret terapiforløb.

»Jeg ser helt anderledes lyst på tingene nu. Der skal mere til at slå mig ud af kurs end tidligere. Jeg er blomstret op og har fået mere overskud til at leve det liv, jeg altid har drømt om, men som der ikke var plads til før,« fortæller Ditte.

Hun er langt fra alene med oplevelsen af, at terapi kan vende en svær opvækst til en lysere fremtid. Ifølge en undersøgelse foretaget af TUBA fortæller størstedelen af de unge efter endt forløb, at de er blevet bedre til at håndtere deres problemer, har fået et bedre forhold til sig selv og har styrket deres sociale relationer.

»De unge, vi møder, er virkelig seje«

Ifølge Sundhedsstyrelsen vokser hvert tiende barn i Danmark op med en forælder, der har et alkoholmisbrug, og mange flere er berørt af stofmisbrug i familien. Konsekvenserne kan være alvorlige og spænde fra psykiske vanskeligheder som angst og depression til sociale problemer og vanskeligheder med at opretholde relationer.

Men sådan behøver det ikke at gå, understreger landsleder i TUBA, Kåre Skarsholm.

»De unge, vi møder i TUBA, er virkelig seje. De har udholdt en barndom, der bestemt ikke er for børn. Alligevel tager de kampen op og kæmper for et bedre liv. De tør kigge ind i og håndtere de ting, der gør ondt. Det er fantastiske unge mennesker, som står et svært sted i livet, og som har brug for nogen, der forstår, hvad de har gået igennem, og som kan hjælpe dem til et bedre liv,« siger Kåre Skarsholm.

For Ditte Elbæk har terapien skabt et tydeligt »før« og »efter«. Selvom alkoholmisbruget stadig præger familien, står hun i dag stærkere i sig selv og med større tro på fremtiden.

»Det har været livsændrende for mig. Jeg har virkelig fået noget at arbejde videre med, og jeg føler kun lige, min rejse er begyndt. For det er først nu, jeg skal til at leve,« slutter hun.

Slagsmål mellem unge mænd i Vejle

0
KRIMI. Der opstod natten til lørdag endnu en urolig episode i Vejle, da to unge mænd røg i slagsmål på Dæmningen. Hændelsen fandt sted klokken...

Indbrud i villa i Vejle Øst

Kraftig blæst giver restriktioner på Storebæltsbroen og Vejlefjordbroen

0
Kraftig blæst skaber fredag morgen udfordringer flere steder på det overordnede vejnet. På Storebæltsbroen er der indført restriktioner som følge af kraftig vind. Passage...

Missionen blev løst: Kirkeløkke løste den stillede opgave

0
Efter nederlaget til Portugal rejste Danmark sig mod Frankrig. For Niclas Kirkeløkke handlede sejren mindre om fremtid og mere om nuet – om at...

En rutsjebanetur for Gidsel og kammeraterne

0
Der findes kampe, hvor man spiller godt. Og så findes der kampe, hvor man finder noget andet. Noget dybere. I Danmarks 32-29-sejr over Frankrig...

Danmark rejste sig mod Frankrig og genopbyggede fortet

0
Danmark genopbyggede fortet i Jyske Bank Boxen med en 32–29-sejr over Frankrig efter pausestillingen 12–11, hvor Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Emil Nielsen bar...

Live: Danmark under pres inden brag mod Frankrig

0
Danmark er kommet under pres med det uventede nederlag til Portugal. Men nu gælder det mellemrunden, hvor Frankrig venter i den første kamp. Følg,...