UDDANNELSE. Marianne Wilki træder ind ad døren på Social- og Sundhedsskolen i Vejle med en faglig stolthed, som er umulig at overse. Hun hilser på kollegerne, smiler til eleverne og får det til at se ud som det mest naturlige i verden, at det netop er her, hun hører til. I snart 11 år har hun undervist på stedet, som hun selv kalder meningsfuldt, også selvom vejen dertil på sin vis var lidt af en tilfældighed.

Oprindeligt tog Marianne sin allerførste uddannelse som social- og sundhedshjælper tilbage i 1994, drevet af en grundlæggende lyst til at yde omsorg og hjælpe mennesker omkring sig. En drivkraft, hun har haft med hjemmefra, fra et barndomshjem, hvor omsorg var en naturlig del af familielivet. Men kroppen sagde dengang fra over for det fysisk krævende arbejde, og Marianne måtte sadle om. I stedet blev det kommunale skriveborde, lovgivning og sagsbehandling, der prægede hendes arbejdsliv de næste mange år som uddannet socialrådgiver.

Men drømmen om det tætte, menneskelige arbejde kunne hun alligevel ikke helt slippe. Hun valgte derfor at tage et skridt tættere på, da hun blev ansat på et opholdssted for anbragte børn, og siden fandt hun vej ind til psykiatrien i Middelfart. Her arbejdede hun i næsten otte år med unge mennesker, der kæmpede med svære udfordringer som angst og psykiske lidelser.

En dag skete det, hun ikke havde ventet. Et stillingsopslag fra Social- og Sundhedsskolen i Vejle fangede hendes opmærksomhed, og med ét mærkede hun tydeligt, at her var måske en mulighed for at kombinere sin store interesse for mennesker med rollen som formidler. Det var en tanke, der gav mening på en helt særlig måde.

»Jeg tænkte, at det kunne være interessant at prøve kræfter med at være formidler på en ny måde. Da jeg arbejdede med de unge i psykiatrien, mødte jeg ofte piger, der drømte om at få et arbejde inden for omsorg og pleje. Vi hjalp nogle af dem videre, og det var enormt meningsfuldt at se dem finde deres egen vej og lykkes med noget, der gav så stor værdi for både dem selv og for andre,« siger Marianne med en kærlig betoning, der afslører, at det netop er dét, der altid har drevet hende.

Hun søgte stillingen, blev kaldt til samtale, og fik jobbet. Og her – 11 år senere – er Marianne ikke et sekund i tvivl om, at den beslutning var helt rigtig. I dag er hendes arbejdsdag præget af netop dét, hun altid har brændt for: Muligheden for at støtte andre mennesker i at finde deres egen vej frem og »blomstre«.

»Jeg er god til relationer, men hjertet er ikke nok«

Når Marianne underviser, gør hun det altid med særlig opmærksomhed på de mennesker, hun møder. Hun har gennem årene erfaret, at god undervisning handler om mere end blot at formidle viden fra en bog. Det handler mindst lige så meget om at kunne forstå eleverne, se deres behov og skabe tillid.

Netop evnen til at skabe relationer er blevet en slags varemærke for Marianne, noget, hun især har taget med sig fra sine år i psykiatrien i Middelfart. Her lærte hun på tæt hold, hvor vigtig den menneskelige kontakt er, især når mennesker er sårbare og har brug for ekstra støtte.

»En af mine store fordele er, at jeg er rigtig god til relationsarbejde. I min optik behøver man ikke at kende folk godt for at kunne danne en relation og give dem støtte og hjælp, der kunne være behov for. Vi har jo elever på SOSU-skolen, som indimellem har brug for noget ekstra hjælp og støtte,« forklarer Marianne.

Men relationsarbejdet står ikke alene. Mariannes undervisning bygger også på en stærk overbevisning om, at hjerte og hænder må følges ad med en grundig faglig forståelse.

Hun beskriver ofte foran tavlen en enkel model for sine elever, hvor hjertet repræsenterer elevernes naturlige ønske om at hjælpe, mens den faglige viden og teori, som skolen giver dem, gør dem i stand til professionelt at argumentere for deres beslutninger ude hos borgerne.

»Jeg tegner altid en model for vores elever om, at jeg forestiller mig, at alle kommer med et stort hjerte og gerne vil hjælpe. Vi skal så hjælpe dem på ren faglig vis og lære dem nogle teorier, og lære dem at anvende dem i praksis, sådan at når de går ud herfra og er færdiguddannet, så er de stolte og har det store hjerte med, men de kan rent faktisk fagligt argumentere for, hvorfor de vurderer, som de gør ude hos borgerne,« fortæller hun.

Det er netop kombinationen af hjerne og hjerte, Marianne håber, at eleverne tager med sig ud i praksis. For hende er det afgørende, at eleverne forstår, at god omsorg ikke kun handler om følelser.

»Hvis det kun er hjertet, der styrer, så brænder man ud. Der skal faglighed til,« siger hun.

Elevernes dannelsesrejse

Senere kommer vi nærmere ind på de elever, Marianne henvender sig til med sin model. Når samtalen falder på eleverne, lyser hendes stolthed op. For noget af det, der driver hende mest i jobbet som underviser, er netop at følge elevernes personlige og faglige udvikling gennem hele uddannelsen.

Hun elsker at opleve både de små og store gennembrud hos eleverne.

»Jeg elsker at se eleverne blomstre. Det er det, jeg mener med, at de vokser,« fortæller hun med begejstring i stemmen.

Hun giver et konkret eksempel med en klasse på social- og sundhedshjælperuddannelsen, der lige har afsluttet deres 14-måneders forløb.

»At se dem i dag, hvor de er færdige, er fantastisk. De ser ikke bare stolte ud, men man kan virkelig se, hvordan de er vokset, ikke nødvendigvis i højden, men i deres faglige identitet,« griner underviseren.

Hun ser uddannelsen, og elevernes små og store gennembrud undervejs, som en del af en dannelsesrejse, hvor de gradvist opbygger både faglig stolthed og selvtillid, så de står stærkt rustet, når de skal ud i arbejdslivet.

»Når de står der til sidst, kan man bare se, ja igen, hvordan de er vokset. Den faglige stolthed, eleverne får, betyder virkelig meget,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg ønsker, at eleverne går herfra med rank ryg og kan argumentere teoretisk for, hvorfor de vurderer, som de gør. De skal vide, hvad de taler om, og være stolte af det.«

Fremtidens SOSU handler om respekt

Marianne håber samtidig, at samfundet vil begynde at se SOSU-faget som mere end blot pleje. Hun ønsker, at man får øjnene op for, hvor kompleks og vigtig en rolle social- og sundhedshjælpere og assistenter spiller i vores samfund.

»Det er vigtigt, at vores elever får den respekt, de fortjener. De er frontfigurer i vores samfund, og deres arbejde er afgørende for den kvalitet, vi ønsker i sundhedssystemet,« påpeger hun.

Ifølge Marianne kræver det både faglighed, mod og veludviklede kompetencer at være i SOSU-faget. Hun glæder sig derfor over, at hun ser en udvikling, hvor flere områder, eksempelvis lægepraksisser og handicapområdet, begynder at åbne dørene for SOSU-medarbejdere, fordi det i hendes øjne viser, hvor bredt fagets potentiale egentlig er.

»Jeg synes, vi som samfund er ved at åbne mere op for vores uddannelser, og det fortjener eleverne virkelig. De kommer herfra med en rigtig god uddannelse, både hjælpere og assistenter,« siger Marianne og tilføjer:

»Vi har brug for, at man sætter pris på vores elever, især alle dem, der kommer fra andre steder, og som vælger at tage et omsorgsarbejde her hos os. Det er vigtigt, at samfundet forstår værdien af det arbejde, vores elever gør, og at de bliver anerkendt som fagligt kompetente medarbejdere.«

Hun fremhæver også, at SOSU-eleverne skal rustes til fremtidens udfordringer, ikke mindst med den nye ældrelov, der træder i kraft den 1. juli. Derfor er det ifølge Marianne vigtigere end nogensinde, at eleverne får en solid faglig ballast, så de er klædt godt på til de forventninger, samfundet stiller til dem.

»Med den nye ældrelov kommer vores elever til at stå som frontfigurer, der skal træffe mange selvstændige beslutninger. Derfor er det helt afgørende, at vi klæder dem på med den her gode faglighed,« forklarer hun.

En arbejdsplads med plads til alle

Til sidst vil Marianne gerne fortælle om sin arbejdsplads. Det vil hun, fordi hun oprigtigt synes, den er fantastisk. Hun beskriver skolen som et sted med plads til alle slags mennesker, både ansatte og elever, hvor der er en dejlig følelse af kollegial støtte og gensidig omsorg.

»Vi er en enormt god arbejdsplads. Vi passer på hinanden, både fagligt og personligt, og det betyder, at man går glad på arbejde. Vi er jo også mennesker 24 timer i døgnet, 365 dage om året,« siger hun med et varmt smil.

Noget af det, hun især sætter pris på i sit arbejde som underviser, er den frihed, hun har til selv at planlægge og tilpasse sin undervisning. Friheden betyder, at hun kan skræddersy undervisningen efter elevernes behov og skabe præcis det rum, hvor de kan udvikle sig bedst muligt, både fagligt og menneskeligt. Netop den fleksibilitet og tillid, hun oplever i sin undervisning, er ifølge Marianne med til at gøre SOSU FVH til en helt særlig arbejdsplads.

Hvis Marianne skulle give ét godt råd videre til dem, der sidder derude og overvejer SOSU-vejen, er svaret klart:

»Hvis du har omsorg for andre mennesker og lyst til at arbejde med noget livsgivende, så skal du simpelthen søge,« fastslår hun og understreger, at alder ikke bør være en hindring. 

For at illustrere sin pointe fortæller hun en lille historie fra sit arbejdsliv. 

»Jeg har haft en elev, der havde sit barnebarn og to oldebørn ventende uden for eksamenslokalet. Hun klarede sig fantastisk,« bemærker underviseren, holder en kort pause og tilføjer med en oprigtig klang:

»Der er plads til alle.«