Af Maria Radoor, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia
I den nye beskæftigelsesindsats vil regeringen afskaffe 9 ud af 10 sanktioneringsmuligheder, fjerne 500.000 samtaler på jobcentrene, og generelt væk fra kontrol og krav på beskæftigelsesområdet.
I udgangspunktet er det jo en storartet idé. Men har vi ikke prøvet det før?
Og hvordan er det nu, vi som samfund plejer at reagere hver gang der kommer en sag frem i medierne, hvor nogen snyder? Vi bliver forarget og kræver strammere regler og mere regulering af området.
Og ja, tanken om mere tillid og afbureaukratisering er da smuk, men vi står pt. med en historisk lav ledighed. Er vi virkelig sikre på, at vi i tider som disse har lyst til at gamble med dén?
Og er det, når alt kommer til alt, en spareøvelse eller er det reelt en forenkling af et unødigt kompliceret beskæftigelsessystem? Når man fyrer 3.500 fagprofessionelle og skærer 2.7 milliarder væk fra området, så skal der godt nok mange forenklinger til, før de tilbageværende medarbejdere ikke blot skal løbe endnu stærkere end før reformen.
Det giver i mine øjne god mening at a-kasserne overtager de forsikrede ledige. Men at folk får ”ro” i op til et år fra systemet? Hvordan skal det sikre at alle bidrager med det de kan? Og hvis kommunens medarbejdere i virksomhedsservice finder et job til en på offentlig forsørgelse, der vælger at takke nej, er det så okay?
Hvis vi fortsat vil bevare opbakningen til vores fælles velfærdssystem, kan vi i min optik ikke fjerne alle krav og forpligtelser. Vi skal da som samfund insistere på, at man løfter sin del af samfundskontrakten om at yde, hvis man kan. Og hvis man takker nej til at tage et job, at man så som minimum bliver beskåret i sin offentlige ydelse.
For hvis ikke vi insisterer på at man tager et job, hvis man kan, så bliver det i sidste ende vores retfærdighedssans og velfærdssamfund der lider det største knæk.
