3.000 falske Labubu-dukker fanget i tolden

0

SKAT. De er populære blandt unge og ses overalt i modebilledet og på sociale medier. Labubu-dukken hænger ofte på en taske eller bruges som samleobjekt. Men i juli fangede Toldstyrelsen over 3.000 falske udgaver af de monsterlignende dukker i en kontrol.

I alt fire forsendelser viste sig at indeholde de ulovlige kopivarer. Dukkerne er siden blevet destrueret, efter at rettighedshaver Pop Mart havde bekræftet, at der var tale om forfalskninger, og modtageren havde accepteret destruktionen.

Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig over, at de mange falske dukker blev stoppet, inden de nåede ud til forbrugerne. »Det her er bare en af de måder, hvor Toldstyrelsen udfører samfundsbeskyttende kontrol, som både er til gavn for virksomheder og forbrugere. Det er godt, at kopivarer, som fx de her Labubu’er, bliver fundet, fordi de krænker rettighedshaveren, og så risikerer forbrugerne at stå med en lang næse, når de modtager et produkt, hvor der er usikkerhed om kvaliteten, og om varen lever op til de regler, vi har for produktsikkerhed for fx legetøj,« siger han.

Ministeren understreger, at indsatsen mod kopivarer er en vigtig del af arbejdet. »Det er derfor, det er vigtigt, at vi har en god og effektiv toldkontrol, så vi kan passe godt på både Danmark og danskerne. Derfor undersøger jeg også løbende, om der er behov for at styrke toldkontrollen yderligere,« siger Rasmus Stoklund.

Når Toldstyrelsen tilbageholder varer, hvor der er mistanke om forfalskninger, sker den videre behandling i samarbejde med rettighedshaveren. Det var også tilfældet her, hvor Pop Mart, der står bag Labubu-dukken, indgik i forløbet.

Toldstyrelsen tilbageholdt i 2023 omkring 50.000 varer med mistanke om at være kopier. Varernes samlede værdi svarede til mere end 70 millioner kroner.

Rekordmange syddanskere til åbent hus på sygehuse og sociale institutioner

0

REGIONEN. Næsten 6.700 syddanskere tog imod invitationen, da Region Syddanmark søndag den 7. september åbnede dørene til sygehuse, ambulancestationer og sociale institutioner.

De besøgende fik mulighed for at komme tæt på hverdagen i sundheds- og socialvæsenet, deltage i guidede ture og stille spørgsmål til medarbejdere. På den måde kunne man både se moderne faciliteter og høre om den indsats, som mange kun normalt oplever som patienter eller pårørende.

Det nye OUH trak 5.400 gæster og Esbjerg Sygehus 875. Her blev der vist rundt på avancerede operationsstuer, i Steno Diabetes Center og voksenpsykiatrien, ligesom børn kunne besøge bamsehospitalet. På ambulancestationerne i Odense og Sønderborg var der samlet 320 besøgende, som fik indblik i den akutte indsats, der kan gøre forskellen for patienter i nødsituationer.

Som noget nyt åbnede fem af regionens sociale institutioner også dørene. Her blev omkring 100 gæster taget imod af både medarbejdere og brugere, som fortalte om arbejdet med social støtte, behandling og genoptræning. Det gav de besøgende indblik i, hvordan sundhed og sociale indsatser hænger tæt sammen i regionens arbejde.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) glæder sig over den store opbakning. »Det betyder meget for os at åbne dørene og vise syddanskerne, hvordan vi arbejder for at sikre en stærk og tilgængelig sundheds- og socialindsats. Åbent hus giver os en unik mulighed for at mødes med borgerne og høre deres spørgsmål og ønsker, og det er med til at gøre vores samlede indsats endnu bedre og mere borgernær,« siger han.

Åbent hus-arrangementerne i Region Syddanmark var en del af den landsdækkende kampagne ”Åbent hospital”, hvor der denne søndag var åbent 25 steder i hele landet.

Det er niende år i træk, at Region Syddanmark inviterer til åbent hus den første søndag i september, og i år blev det med rekordmange deltagere.

Læsere fangede blodmånen over hele landet

0

BLODMÅNE. Søndag aften stod himlen i rødt, da blodmånen viste sig. Over hele Danmark fulgte folk med, og AVISEN har modtaget en lang række billeder fra læsere, der greb kamera og mobiltelefon for at fastholde øjeblikket.

Fra Fredericia blev stemningen fanget flere steder. René Gram Bavnsgaard sendte et billede taget over byens tage klokken 21.05, mens Majbritt Nielsen indfangede blodmånen fra sit soveværelse i Egeskov. »Disse billeder er taget fra vores soveværelse på 1. sal, Fredericia i Egeskov,« skrev hun.

Også Lisbeth Skjoldbjerg Kristensen forevigede synet fra Egeskov. »Taget i Egeskov,« noterede hun, og hendes billeder viser den blodrøde måne hænge lavt over de gyldne marker.

Fra Stenderup har Niels Fulgjyr sendt et billede taget med et Nikon B500 klokken 21.09 i Nørre Aldum.

Flere andre læsere har delt deres oplevelser, blandt dem May Sparsø og Pavia Angutêraq Schmidt Andersen.

Fælles for billederne er, at de vidner om en aften, hvor naturen trak folk sammen om en sjælden oplevelse. Mens nogle satte sig med udsigt over markerne, gik andre ud på altanen eller stod ved vinduet i deres hjem – men alle med blikket rettet mod den samme himmel.

Også ved Snoghøj og Lillenæs blev blodmånen fulgt tæt. Anne-Mette Schlaikjær sendte en serie billeder, hvor hun beskriver, hvordan de sad klar allerede klokken 20 til den smukkeste solnedgang. »Den blev nydt, mens vi ventede på at kunne skimte månen. Klokken 20.37 kunne vi begynde at se den. Den var nu smuk, selvom vi måtte vente 45 minutter, kom den klart frem over Lillebælt,« fortæller hun.

Tak til alle, der har sendt ind. Vi bringer her et udpluk af de flotteste fotos af blodmånen, som kunne ses i al sin pragt søndag aften.

Ung bilist endte i grøft – slap uskadt fra uheld

0

KRIMI. Søndag morgen klokken 08.58 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til et færdselsuheld på Bøgvadvej ved Randbøl i Vejle Kommune.

En 17-årig kvinde kom kørende i vestlig retning, da hun af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil og endte i grøften. »Af årsager som vi ikke umiddelbart kan klarlægge, mister hun herredømmet over bilen og ender nede i en grøft,« fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Morten Jessen.

Heldigvis slap den unge fører uskadt fra uheldet. »Pågældende er uskadt. Der er sket lidt skader på marken, som bilen landede på, men udover det er der ikke sket noget,« siger Morten Jessen.

Unge mænd taget med stoffer til gadefest i Vejle

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi havde en travl nat i Vejle, hvor flere unge mænd blev taget i besiddelse af euforiserende stoffer i forbindelse med gadefesten i midtbyen.

Ifølge vagtchef Steffen Lund begyndte det hele lørdag aften på Banegårdspladsen. Her var en civil patrulje til stede, da de klokken 22.10 fik mistanke til en mand. »De får mistanke til, at en person skulle være i besiddelse af euforiserende stoffer, hvilket det viser sig, at han var,« fortæller Steffen Lund. Ved visitation viste det sig, at manden, en lokal 20-årig havde 12,4 gram hash på sig. Han blev sigtet på stedet.

Natten fortsatte med flere sager. Klokken 01 blev en 19-årig mand fra Børkop visiteret på Nørre Bjerre, Dæmningen i Vejle, hvor han blev fundet i besidelse med 0,4 gram kokain. Også han blev sigtet.

Kort tid efter, igen på Dæmningen, visiterede politiet endnu en mand. Denne gang var der tale om en 28-årig som havde 0,24 gram kokain på sig.

Og natten sluttede ikke der. Klokken 03.22 var det Vissensgade i Vejle, hvor en lokal 29-årig mand blev visiteret. Han havde 0,1 gram kokain på sig og blev dermed også sigtet for besiddelse.

Brand i industribygning og uheld på motorvej

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte fredag formiddag håndtere både brand og færdselsuheld i Trekantområdet. Vagtchef Andreas Juul oplyser, at dagen bød på hændelser, der dog endte uden personskader.

Klokken 12.14 modtog TrekantBrand anmeldelse om brand i en industribygning på Solkilde Allé. Brandvæsenet rykkede hurtigt ud og fik situationen under kontrol. Politiet blev underrettet klokken 12.49 om, at branden var slukket. »Der har været brand, men den er slukket igen,« fortæller vagtchef Andreas Juul fra Sydøstjyllands Politi. Hvad der forårsagede branden er endnu ikke oplyst, men ingen personer kom til skade.

Tidligere på dagen, klokken 11.15, skete der et færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej ved Kolding. Tre biler kolliderede i anden vognbane, og sammenstødet skete ved en påkørsel bagfra. Ulykken medførte betydelig materiel skade, men heldigvis ingen personskade. »Tre biler i 2. vognbane er kørt sammen. Påkørsel er sket bagfra,« siger vagtchef Andreas Juul.

Begge hændelser blev hurtigt håndteret af beredskabet, og trafikken på motorvejen blev efterfølgende normaliseret. For politiet står det tilbage som en dag med alvorlige hændelser, men med den lettelse, at ingen mennesker kom noget til.

Lodtrækning til Oddset Pokalen gav spændende opgør – Fredericia skal til Thisted

0

SPORT. Der blev torsdag aften trukket lod til 3. runde af Oddset Pokalen, og lodtrækningen bød på flere interessante opgør, hvor både superligahold, traditionsklubber og 1. divisionshold skal i aktion.

For FC Fredericia blev det til en udekamp mod Thisted FC. Pokalturneringen har ofte vist sig uforudsigelig, og selv om Fredericia spiller i landets bedste række, venter der en vanskelig opgave mod nordjyderne, der kan drille enhver på hjemmebane.

Også andre lokalopgør ser dagens lys i 3. runde. Kolding IF får besøg af superligamandskabet FC Nordsjælland, mens Kolding Boldklub skal op imod Silkeborg IF. Begge kampe giver sydjyderne mulighed for at måle sig med stærk modstand fra øverste hylde.

De største klubber i landet er naturligvis også med i bowlen. Lyngby Boldklub får besøg af F.C. København, Brøndby IF drager til Gladsaxe for at møde AB/B.93, og FC Midtjylland skal en tur til Aalborg for at møde AaB.

Andre spændende opgør tæller blandt andet Hvidovre IF mod Sønderjyske Fodbold, Sundby BK mod OB og Hillerød Fodbold mod AGF.

På Fyn skal BK Oksbøl op imod Viborg FF, mens IF Lyseng får besøg af FC Roskilde.

Derudover er der plads til traditionsrige klubber som Brønshøj BK, der tager imod VSK Aarhus, og Aarhus Fremad, der hjemme møder Hobro IK.

DI-måling: Fredericia stormer frem – Middelfart falder tilbage, Kolding står stille og Vejle går frem

0

BUSINESS. Dansk Industri har offentliggjort den årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed, og resultaterne viser store forskelle i Trekantområdet. Fredericia går markant frem, Middelfart falder tilbage, Kolding står på stedet hvil, mens Vejle klatrer op ad listen.

Fredericia springer 29 pladser frem

Fredericia er den kommune i Trekantområdet, der klarer sig bedst i årets måling. Kommunen går hele 29 pladser frem – fra en 49. plads i 2024 til en 20. plads i 2025. Det er en af de bedste placeringer i mange år.

»Det er rigtigt positivt, at Fredericia Kommune går så meget frem i vores måling af erhvervsvenligheden blandt de danske kommuner. I DI Trekantområdet har vi stor fokus på et godt samarbejde med de lokale kommuner. Så tillykke til Fredericia med den flotte fremgang,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen, bestyrelsesleder i DI Trekantområdet og divisionsdirektør i Rambøll Danmark.

Fredericia går især frem i virksomhedernes vurdering af den kommunale administration. Sidste år lå kommunen på en 73. plads, når det gjaldt byggesagsbehandling. I år er placeringen nr. 13. Til gengæld er der udfordringer i forhold til unge på erhvervsuddannelser. Her er andelen faldet fra 25 til 20 procent.

»I en tid, hvor virksomhederne mangler dygtige faglærte, så er vi da lidt ærgerlige over at se, at andelen af unge der tager en erhvervsuddannelse falder så meget i Fredericia. Vi vil gerne drøfte, hvordan vi kan få et bedre samarbejde mellem skoler og virksomheder i Fredericia. Til gengæld kan vi se, at virksomhedernes samarbejde med det lokale jobcenter er blevet meget bedre,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Jobcentersamarbejdet rykker Fredericia fra en 57. plads i 2024 til en 19. plads i 2025, og indsatsen for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft vurderes nu til en 15. plads mod nr. 42 sidste år.

Middelfart falder ti pladser

I Middelfart går udviklingen den modsatte vej. Kommunen falder fra en 32. plads i 2024 til en 42. plads i 2025. Tilbagegangen er markant, når man ser på, at Middelfart så sent som i 2019 lå helt oppe på en fjerdeplads.

»I DI Trekantområdet ærgrer det os lidt, at Middelfart går tilbage i vores undersøgelse. Men vi kan se i undersøgelsen, at der er nogle forhold, hvor virksomhederne synes, at kommunen kan gøre det bedre,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Virksomhederne giver blandt andet kommunen en lav placering i forhold til indsatsen for at tiltrække og tilknytte internationale medarbejdere. Her ligger Middelfart på en 60. plads. I kategorien om unge på erhvervsuddannelser er kommunen faldet fra 27 til 21 procent, hvilket svarer til en 46. plads.

Samtidig er byggesagsbehandlingen blevet et problemområde. Sagsbehandlingstiden er steget fra 37 til 62 dage, og virksomhederne placerer kommunen helt nede på en 74. plads, hvor den sidste år lå som nr. 20.

Kolding står stille

Kolding beholder sin placering som nr. 41. Kommunen fik præcis samme placering i 2024.

»DI Trekantområdet betragter egentlig Kolding som en forholdsvis stærk erhvervskommune. Der er mange meget stærke virksomheder i området, som oplever en flot vækst i disse år. Men undersøgelsen viser også, at der er nogle forhold, hvor virksomhederne ikke er helt tilfredse,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Hun peger især på dækningsafgiften, som Kolding hidtil har fastholdt. »Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har været kede af, at Kolding har fastholdt dækningsafgiften som den eneste kommune i Sydjylland. Det er en ekstraskat, som koster mange virksomheder mange penge. Heldigvis har et stort flertal i Kolding Byråd netop indgået en aftale om at afskaffe dækningsafgiften. Det er en beslutning, som vi bakker op. Det tror vi faktisk vil hjælpe på den generelle opfattelse af kommunen,« siger hun.

Virksomhederne placerer Kolding som nr. 58, når det gælder indsatsen for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. I samarbejdet med jobcenteret vurderes Kolding til en 56. plads.

Vejle går frem

I Vejle går udviklingen fremad. Kommunen rykker fra en 34. plads sidste år til en 23. plads i 2025.

»I DI Trekantområdet er vi glade for, at Vejle Kommune går frem i undersøgelsen af erhvervsvenlighed. Vi opfatter Vejle Kommune som en kommune, der generelt interesserer sig meget for erhvervslivet. Vi er særlig glade for at se, at virksomhederne er forholdsvis positive overfor kommunens indsats for at tiltrække og tilknytte internationale medarbejdere. Virksomhederne har virkelig brug for de internationale medarbejdere i disse år,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Vejle placeres som nr. 12 i Danmark på indsatsen for at tiltrække internationale medarbejdere og som nr. 24, når det gælder tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft generelt. Til gengæld er der udfordringer med erhvervsuddannelser. Kun 21 procent af de unge i Vejle søger ind, hvilket placerer kommunen som nr. 54.

»Der er brug for et bedre samarbejde mellem kommunen og virksomhederne i forhold til at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Fra i år er erhvervspraktikken jo blevet obligatorisk. Det er vi rigtigt glade for i DI Trekantområdet. Men jeg kan godt blive lidt bekymret for, om skolerne i samspil med virksomhederne er klar til den opgave. Det er helt afgørende, at vi sender de unge mennesker ud på en vellykket erhvervspraktik, så de kan se mulighederne i erhvervslivet. Her skal kommunen hjælpe til med koordinering,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Hun fremhæver dog også, at byggesagsbehandlingstiden i Vejle er faldet en smule fra 31,6 dage til 30,4 dage. Til gengæld har kommunen fortsat et relativt højt byggesagsgebyr, hvilket giver en placering som nr. 67 på landsplan.

Pia tog springet som 55-årig og fandt sit drømmejob i omsorgsfaget: »Jeg havde aldrig troet, jeg kunne klare det«

0

UDDANNELSE. Hun står dér med et smil, der rummer både lettelse og stolthed. 55 år gammel og med en rejse bag sig, som hun selv beskriver som både svær og vidunderlig. Pia Gellert Nielsen har skiftet rengøringsvogn og gulvspand ud med faglighed, omsorg og et job, hvor hun hver dag gør en forskel. Hun er nu uddannet social- og sundhedshjælper fra SOSU FVH, og hun gør det med en stolthed, som næsten ikke kan skjules.

»Jeg havde aldrig troet, jeg kunne klare det, men det har været så spændende at lære og udvikle sig,« siger hun, og man fornemmer, at det ikke bare er en uddannelse, der er afsluttet. Det er et nyt kapitel i et liv, hvor modet til at kaste sig ud i noget ukendt har åbnet døre, hun før ikke anede eksisterede.

Hun brugte næsten 16 år på Kolding Realskole og en kort periode på IBA, inden hun en dag mærkede, at tiden var inde. Hun kunne mærke, at der lå noget andet foran hende.

»Jeg fandt faktisk ud af, at man godt kan lære noget nyt, selv når man har været i den samme hverdag i mange år. Og så tænkte jeg, hvad skal det så være? Jeg valgte det her, og jeg sprang ud i det med 190 kilometer i timen,« siger hun og smiler.

Springet blev taget via Klar-til-SOSU i Kolding, et forløb hvor man får lov at prøve kræfter med faget, inden man binder sig. Pia havde ingen erfaring fra plejeområdet, men hun havde nysgerrigheden. Tre uger i praktik gav hende den første smag på det, der skulle blive hendes nye liv.

»Jeg havde Lisbeth som underviser i starten, og hun var helt fantastisk. Hun gav os følelsen af, at vi godt kunne. Det betyder alt, når man står og er i tvivl,« fortæller Pia.

Hun taler varmt om underviserne, der aldrig slap hende. »Vi har haft de bedste undervisere. Jeg tror ikke, der findes nogen bedre. Selv når man ikke helt forstod stoffet, så blev de ved. De gav aldrig op. Det har været en kæmpe støtte.«

Det var ikke kun fagene, der ændrede hende. Hun havde svært ved naturfag i begyndelsen, men i dag taler hun levende om vitaminer, tensider og pH-værdier.

»Jeg kunne ikke ret meget af det, da jeg startede, men nu sidder det i baghovedet. Jeg har taget viden med mig ind i min hverdag. Det handler jo ikke kun om at vide, hvordan ting fungerer. Det handler om at bruge det sammen med mennesker. Kommunikation, medmenneskelighed og omsorg er lige så vigtigt,« bemærker hun.

Forandringen er mærkbar, også for hende selv. Hun sætter ordene på enkelt.

»Jeg er blevet klogere. Jeg har lært ufattelig meget. Det er svært at beskrive, men det har været super, super godt.«

Imens er det ikke kun fagligheden, der har ændret hende. Også mødet med hverdagen ude i praktikken satte spor. Det var her, teorien fik ansigt og krop, og det var her, hun mærkede, at hendes valg var det rigtige. Praktikken gjorde hende ikke bare klogere men også oprigtigt glad.

»Jeg havde en fantastisk chef og de bedste kollegaer. Vi blev taget imod som en del af holdet, selv om vi var elever. Det var som at blive lagt i et blødt æg. Jeg var virkelig glad for at være der, og de har allerede tilbudt mig job,« fortæller hun.

Alligevel er dagen i dag fyldt med blandede følelser. Der er glæden over det beståede, men også vemodet over at lukke døren til en tid, som har betydet så meget. Hun ryddede ud i en stor stak papirer aftenen før og fandt minder, der fik hende til at standse op.

»Det var mærkeligt at sige farvel, men jeg tog et lille minde med mig. Nu glæder jeg mig til at bruge alt det, jeg har lært.«

Og midt i det hele er det håbet for fremtiden, der lyser stærkest. Hun drømmer om at kunne inspirere andre, der står og tvivler på egne evner.

»Jeg håber, min historie kan vise, at det aldrig er for sent. Man kan starte forfra, selv midt i livet. Er du nysgerrig, så kan du komme langt. Og vi har haft nogle fantastiske undervisere, der har vist vejen.«

Nu venter arbejdslivet, hvor hun skal stå på egne ben. Og selv om dagen er fyldt med store følelser, er der ingen tvivl om, at Pia Gellert Nielsen har fundet sit rette sted.

»Det har været så spændende at lære og udvikle sig. Jeg håber, at andre tør springe ud i det. Det er en fantastisk vej,« siger hun og lader blikket glide fremad mod det liv, der nu ligger åbent.

Svaner skabte trafik-kaos i Kolding – patrulje måtte træde til

0

DØGNRAPPORT. Trafikanter på Nordre Ringvej i Kolding fik sig tirsdag formiddag en usædvanlig oplevelse. Klokken 09.33 blev politiet kaldt ud til meldinger om kaos i trafikken – årsagen viste sig at være fem svaner, der havde taget opstilling midt på kørebanen.

»Patruljen kom frem, og svanerne gik på kørebanen. De blev guidet ind på et grønt område,« fortæller vagtchef Arno Rindal Pedersen fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet forsøgte også at få hjælp fra Dyrenes Vagtcentral, men de kunne ikke bidrage i situationen. Dermed blev det betjentene selv, der måtte sørge for, at de store fugle kom i sikkerhed, så trafikken igen kunne glide normalt.

Senere på dagen, klokken 15.55, måtte politiet endnu en gang ud til en svane på Nordre Ringvej ved Skovvangen. Denne gang var det en enkelt unge, der havde forvildet sig ud på vejen og stod midt i trafikken. Den havde ifølge anmeldelsen været i området i flere timer.

Politirapporten slutter uden yderligere detaljer, men meget tyder på, at ungen selv fandt vej væk fra kørebanen. Mon ikke den ganske enkelt gik sin vej.

Hjem med Sjæl: Rudolf Steiner Allé 17 – en arkitektonisk perle...

0
BOLIG. Der findes adresser, der allerede inden man træder indenfor, fortæller noget om den verden, der venter bag døren. Rudolf Steiner Allé i Snoghøj...

Vi har skabt et A- og B-hold i sundhed, som vi skal have fjernet

0
Danmark er et af verdens rigeste lande. Alligevel har vi accepteret, at adgangen til tandlæge i vidt omfang afhænger af pengepung. Det betyder en...

Fredericia er blandt landets hurtigste til at godkende en byggetilladelse

0
Vil du bygge hus i Fredericia Kommune, behøver du ikke vente længe. I gennemsnit tager det kun 13 dage at få godkendt en byggetilladelse...

Skarpt træk af FHK’s ledelse

0
Fredericia Håndboldklub har truffet et klogt valg. Ansættelsen af Mathias Madsen som ny cheftræner fra sommeren 2026 er ikke bare et fornuftigt træk –...

42-årig varetægtsfængslet for momssvig for mindst 27 millioner kroner

0
En 42-årig mand er mandag ved Retten i Kolding varetægtsfængslet frem til den 31. marts. Han er sigtet for momssvig af særlig grov karakter...

Et tænkt, men ikke utænkelig verdensbillede i forandring

0
OPINION. Der er jo tænkt, sagt og skrevet meget i den æterbårne og skrivende presse omkring vores store handels samarbejdspartner USA - med præsident...