I den offentlige debat kan man få indtryk af, at politik først og fremmest handler om Trump, Putin og klimaaftaler.
Det gør det også.
Men hvis politik kun handler om verdensscenen, mister vi blikket for det, der foregår i vores eget land.
Danmark har brug for mere.
Jeg mener, at jeg kan tilføre Danmark en tydelig socialpolitisk stemme. En stemme med begge ben solidt plantet i den del af Danmark, der sjældent råber højest, men som mærker konsekvenserne, når beslutninger bliver teoretiske og abstrakte.
Jeg har arbejdet 15 år i den sociale virkelighed.
Ikke i embedsmandsdansk.
Ikke i powerpoint-politik.
Men blandt mennesker, der ikke passer ind i systemets kasser.
Mennesker hvis udfordringer ikke kan gemmes væk til næste valgperiode.
Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg er træt af socialpolitik, der formuleres flot, men fungerer elendigt.
Alt for mange behandler socialpolitik som noget, der kan sendes videre til projekter, puljer og konsulenter. Som om ansvar kan udliciteres.
Men socialpolitik er ikke et projekt.
Det er kernepolitik.
Det handler om orden.
Det handler om ansvar.
Det handler om, hvilket land vi faktisk er.
Tag botilbuddene.
Vi har samlet nogle af de mest sårbare borgere her og driver stederne som budgetposter. Når kvaliteten svigter, forsvinder problemerne ikke. De flytter sig.
Til psykiatrien. Til kriminalforsorgen. Til gaden. Til familierne.
Det er hverken effektivt eller økonomisk ansvarligt. Det er symptombehandling forklædt som styring.
Tag psykiatrien.
Vi har talt om den i årevis. Alligevel har vi sparet på terapi og sociale indsatser. Tilbage står tvang og medicinering som de mest håndgribelige redskaber. Vi medicinerer, udskriver og håber.
Og når det går galt, spørger vi. Hvordan kunne det ske?
Det kunne ske, fordi vi fjernede det, der skulle have skabt stabilitet og relationer. Fordi vi reducerede mennesker til diagnoser og forløb til pakkeløsninger.
Se på handicapområdet.
Alt for mange mennesker med handicap skal igen og igen bevise deres behov. Pårørende bliver sagsbehandlere i deres kæres liv. Retten til støtte opleves som en kamp og ikke som en retssikker selvfølge.
Retssikkerhed er ikke en administrativ detalje. Det er fundamentet under velfærdsstaten.
Og anbringelsesområdet.
Jeg er ikke imod anbringelser.
Jeg er imod dårlige anbringelser.
Imod mangelfuld sagsbehandling.
Imod brud på lovgivningen.
Imod anbringelser uden kvalitet, stabilitet og relationel forankring.
Vi bruger enorme summer på forløb, der ender i misbrug, kriminalitet og livslang offentlig forsørgelse.
Det er ikke bare menneskeligt tragisk, det er også politisk uansvarligt.
Hvis vi mener noget med orden og ansvar, skal det også gælde her. Det kræver, at vi prioriterer kvalitet frem for projekter, relationer frem for regneark og langsigtede løsninger frem for midlertidige puljer.
Socialpolitik må ikke være den afdeling, man parkerer de svære problemer i.
Folketingsvalget er en lakmusprøve på, om vi tager vores eget samfund alvorligt.
Jeg stiller op for en socialpolitik, der tager virkeligheden alvorligt. En politik, der sætter mennesker før systemet. Og som forstår at et samfund måles på, hvordan vi håndterer dem, der ikke kan klare sig selv.
Politik er ikke kun de store overskrifter fra udlandet.
Det er også det stille sammenbrud i lejligheden ved siden af.
Og det ansvar kan vi ikke udlicitere.
