Danmarks nyeste parti, Danmarksdemokraterne, var ikke mere end fire måneder gammelt, da der var valg til Folketinget d. 1. november 2022. Men ikke desto mindre fik Inger Støjberg med hendes parti sparket døren ind hos en gruppe, der måske ikke ellers brugte tid på den politiske samtale. Nu melder spørgsmålet sig så bare: Er det tættere på at være en sekt end en positiv nyvunden samtale om politik?

Hun har været i gamet i mange år. Rigtig mange år. Hun har betrådt de bonede gulve. Hun har siddet i de fineste kontorer midt på Slotsholmen i København. Hun har været bannerfører for den liberale ideologi i årtier. Hun har været en indgroet del, af den københavnske elite hun selv taler så meget om. Med en lejlighed tæt ved Skt. Annæ Plads, et godt stenkast fra Kongens Nytorv, kommer man vist ikke meget tættere på de saloner, hun nu foragter så meget.

Inger Støjberg er på mange måder et politisk studie værdigt. Hun har formået at arbejde sig til toppen af dansk politik, inden hun tog et fald fra tinderne. Men inden hun nåede jorden, ja vel faktisk før hun nåede helt til toppen, blev hun som båret af en folkelig medvind, der ikke blot gav hende en faldskærm, men vel nærmere gav hende vinger til at flyve endnu højere og længere.

Hun var minister på et svært område. Et område en efterfølger har beskrevet som ”Mordors ring”, med henvisning til Ringenes Herre, og ringen, der bringer ondskaben frem. Hun strålede, da hun var Udlændinge- og Integrationsminister. Den hårde linje bekom hende vel, og hun fik en hidtil uset platform som minister for Venstre, der ellers hidtil havde været tættere på en slapper-linje.

Men her skete det, der ikke måtte ske. Hun overtrådte sine beføjelser som minister, det har vi Rigsrettens ord for. Men i stedet for, at hun skulle trække sig som minister eller have en næse, holdt et politisk flertal hånden over hende. Det skulle vise sig, at blive rigtig dyrt. For havde man taget konsekvensen dengang, så var Rigsretten aldrig kommet på tale. Det er en ting, der er helt sikkert. Men Rigsretten viste sig ikke at være så skidt for Inger Støjberg, som man kunne forvente.

Hun fik nemlig en helt enorm opbakning. En opbakning fra mennesker, der ikke nødvendigvis deltog i den politiske samtale før. En opbakning, der mest af alt handler om personen, og mindst af alt handler om det politiske indhold. Ganske rigtigt kom de på grund af en politisk sag, men siden er det forduftet og kun mennesket i front er det samme.

Inger fremfor politik

Nogle har tidligere været medlemmer i Dansk Folkeparti. Nogle har været politisk engagerede før. Mange af dem har blot sympatiseret med partiet og dets holdninger, men uden nødvendigvis at være en del af den politiske samtale. Der er en bred følelse af marginalisering. Et fokus på storbyerne fremfor det jævne Danmark. Det er en følelse, der viser sig tydeligt i Danmarks Radios dokumentar om rejsen for Danmarksdemokraterne.

Det er en følelse, som Inger Støjberg taler lige ned i. Hun har tilmed tillagt sig en noget mere jysk dialægt end før. Ja, hun er næsten ikke til at kende, når man hører på hende. Men det er én ting. Noget andet er, at den politik som hun agter at føre nu, står i skærende kontrast til det, hun hidtil har lavet i dansk politik.

Det er her hele kernen kommer ind. Det handler nemlig slet ikke om det politiske indhold. Det handler om personen i front. Det gør det for medlemmerne og tilhængerne i det jyske. Men det gør det også for den store del af folketingsgruppen, der i mange år har været dyb modstander af ting, som de nu end ikke stiller sig kritiske overfor.

Det handler om Inger. Den gæve jyske kvinde, der har kæmpet for, hvad hun har kært. Hun er bogstaveligt talt gået i fængsel for det, hun tror på. Selvom jeg dog ikke tror på, at hun havde truffet de valg hun gjorde, hvis hun kendte konsekvensen. Men det er Inger, det handler om. Det er hendes retoriske evner. Hendes evne til at tale lige ind i sjælen på de danskere, som man fra Christiansborg ellers ikke får ramt. Dem som ikke lader sig smigre af penge, udflyttede uddannelser og lignende.

Det er ikke et problem, at det handler mere om Inger end om det politiske indhold. Ja, faktisk synes jeg, at vi skylder Inger Støjberg en tak. En tak for at brede den politiske samtale ud. En tak for at engagere mennesker, der ellers ikke var engageret. Det hun har gjort, har andre forsøgt sig på i årevis. Uden held. Inger har formået at samle folk. Få dem til at føle sig hørt. Det er hun eminent til.

Men det forplumrer også det politiske billede på Christiansborg. Særligt for de folk vi har været vant til altid stod på en stram udlændingepolitik, en hård retspolitik og deslige. De står nu og stemmer for statsborgerskab, de støtter EU og konventionerne skal også følges. Det er i stor kontrast til det, de kommer fra. Til gengæld har de fået en folkeforfører som formand. En formand man har svært ved at have noget imod, fordi hun er – eller i hvert fald fremstår som – en del af folket som de er flest. Så glemmer vi lejligheden midt i København og hendes politiske fortid. Hun har skiftet ham. Det skal der vel være plads til. Særligt fordi hun har udbredt en politisk samtale. Inger gør meget godt. Men det må gøre ondt på nogle af dem, hun har med sig.