Vejdirektoratet advarer onsdag morgen om risiko for glatte veje flere steder i landet.
Ifølge en særmelding er vejtemperaturen fortsat under frysepunktet mange steder, hvilket øger risikoen for glatføre. Trafikanter opfordres derfor til at sænke hastigheden, holde god afstand og være ekstra opmærksomme under kørslen.
Advarslen gælder særligt ved skovstrækninger, i lavtliggende områder samt på og under broer, hvor glatte forhold kan opstå hurtigt.
Vejdirektoratet opfordrer bilister til at orientere sig om de aktuelle vej- og vejrforhold, inden de kører ud, og til at følge de generelle råd for kørsel i vintervejr.
Det begyndte som et jubilæumsår, men endte som noget langt større. Ifølge administrerende direktør Rune Rasmussen blev 2025 ikke blot ADP’s bedste år økonomisk. Det blev året, hvor havneselskabet for alvor trådte ind i en ny rolle som national infrastrukturaktør med internationalt udsyn, nye investeringer og en containerstrategi, der skal løfte både Fredericia og resten af porteføljen.
Der er ro over Rune Rasmussen, når han sætter sig til interviewet. Stemmen er afdæmpet, formuleringerne præcise, og der er både smil og overskud i svarene. Det er den samme rolige tilgang, der ofte kendetegner ADP’s administrerende direktør udadtil. Men bag den kontrollerede fremtoning gemmer der sig et år, som har været alt andet end stille. 2025 har været præget af beslutninger i højt tempo, store strukturelle forandringer og en række milepæle, der normalt ville være fordelt over flere år. Som han selv formulerer det: der har været fuld smadder på.
Da spørgsmålet falder på, hvordan 2025 tog sig ud fra direktørkontoret i ADP, kommer svaret uden tøven og uden diplomatisk indpakning. »2025, det var eddermame et vildt år. Det var det vildeste år til dato. Det var jubilæumsår. Det økonomiske bedste år nogensinde,« siger Rune Rasmussen.
I hans opsummering ligger en række begivenheder, som hver for sig ville være markante overskrifter i et havneselskab. Samlet tegner de billedet af et år, der skiller sig ud. Et havnekøb. En færdiggjort havneudvidelse i Fredericia. Et tæt samarbejde om containerterminalen med Mærsk. Og en ny medejer, der følger med en kapitalrejsning, som i ADP’s optik handler om mere end penge. »Ny medejer i moderselskabet, stor kapitalrejsning, sikring af fremtiden. I bund og grund var 25 på alle mulige måder ikke kun det bedste år for ADP økonomisk, men formentlig også det vigtigste år nogensinde,« siger han.
Annonce
Et selskab, der har skiftet karakter
Når Rune Rasmussen spoler tiden tilbage, er det ikke for at romantisere fortiden, men for at vise, hvor hurtigt ADP har flyttet sig. Han knytter tilbageblikket til en intern milepæl, der siger noget om tempoet i forandringen. »Vi talte om det her til morgen. Vores driftsdirektør har 10 års jubilæum i dag. Så det er en god måde at kigge lidt tilbage på, for han har nemlig været med på hele turen,« siger han. Dengang var ADP ifølge direktøren et helt andet sted i markedet. »Da han startede var ADP den 11. største havn i Danmark og var egentlig ikke nogen særlig god forretning.«
I dag tegner han et billede af et selskab, der arbejder ud fra en større skala og et andet selvbillede. Ikke som lokal havn med lokale hensyn først, men som en virksomhed, der ser sig selv som en del af Danmarks samlede infrastruktur og dermed også af Danmarks evne til at handle med omverdenen. »I dag ser vi ind i et budgetår, hvor vi måske håber, vi tror på, hvis vi er dygtige, er den største havn i Danmark,« siger han.
Det handler ikke kun om volumen, men om robusthed og om at stå med flere ben plantet i virkeligheden, når markedet skifter. »Vi tjener vores penge på alle mulige forskellige måder, så virksomheden er mere stabil, solid og klar til fremtiden, og har kompetencer og kapital til nu at være den virksomhed, som ADP fortjener at være,« forklarer han. Samtidig understreger han, at forandringen rækker ud over regneark og nøgletal. »Det er ikke kun en lokal virksomhed, men en national virksomhed med et internationalt udsyn.«
Brookfield som milepæl og som signal
I løbet af 2024 fik ADP en ny medejer i form af den internationale infrastrukturinvestor Brookfield, og i fortællingen om 2025 bliver ejerskabet et tydeligt signal om næste fase. Rune Rasmussen beskriver ankomsten som noget, der rækker ud over kapital. »Ankomsten af Brookfield er jo selvfølgelig i sig selv en kæmpestor milepæl, og der er jo meget andet end kapital i det,« siger han.
Han sætter Brookfield ind i en længere læringskurve, hvor ADP tidligere har fået en professionel partner ind i Taulov-miljøet. »Der skete der jo også enormt mange gode ting fra ADP i det øjeblik PFA trådte ind ad døren i Taulov. Og det har vi jo trænet og øvet os og lært rigtig meget af PFA,« siger han. Brookfield bliver i den optik ikke et brud, men en fortsættelse på et højere niveau. »Brookfield er jo mere af det samme, bare mere internationalt og endnu større.«
Det afgørende er ifølge Rune Rasmussen, at ejere og ledelse grundlæggende vil det samme. »Vi vil gerne drive en sund, god, langsigtet forretning, som kommer alle ejerne til gode. Og det gør man bedst ved at være professionel og have et udsyn internationalt,« siger han og knytter det direkte til Danmarks økonomi. »Danmark lever af eksport og import, og skal blive ved med at leve af eksport og import. Og desto mere vi kan være overbeviste om at levere de ydelser og produkter, der understøtter, at Danmark skal eksportere og importere. Desto bedre er det for Danmark, og desto bedre er det for vores ejere herhjemme.«
Nyborg i fremgang, Hanstholm i opbygning
Når blikket flyttes fra Fredericia til ADP’s øvrige havne, står det klart, at 2025 ikke kun blev et Fredericia-år. Nyborg får direkte ros og et markant superlativ. »Nyborg er det bedste år nogensinde i de 20 år plus, som ADP har ejet Nyborg,« siger Rune Rasmussen. Han beskriver en havn, der i praksis er tæt på fuldt udnyttet. »Nyborg er mere eller mindre en udsolgt havn. Der er kommet mange nye kunder til, høj godsomsætning.«
Succesen rejser samtidig nye spørgsmål. »Når kapaciteten nærmer sig grænsen, begynder diskussionen om næste skridt. Det er jo selvfølgelig også derfor, at i 2025 der blev i gang sat tankerne om potentiel havneudvidelse i Nyborg, som vi helt sikkert kommer til at snakke mere om i 2026 sammen med Nyborg Kommune og borgerne i Nyborg,« siger han. For Nyborg bliver 2025 dermed både status og start. »Så en stor kvalitetsstempel på Nyborg Havn i 2025,« lyder det.
Hvor Nyborg fremstår som en havn i drift og med momentum, er Hanstholm en anden disciplin. Her handler 2025 mindre om at trykke på speederen og mere om at få greb om maskinrummet, relationerne og det lokale økosystem, før man for alvor kan bygge forretning ovenpå. ADP overtog Hanstholm 1. august, og ifølge Rune Rasmussen blev resten af året brugt på at få hænderne ned i virkeligheden og forstå, hvad det er for et sted, man har fået ansvaret for. »Hanstholm overtog tøjlerne 1. august og har brugt 25 på flere ting, men først og fremmest selvfølgelig at lære folk, kunder, mennesker og ejerne rigtig godt at kende,« siger han.
Han beskriver en havn og en egn med stærk identitet og stor lokal opbakning, men han pakker ikke udfordringen ind. Potentiale er noget, der skal omsættes, og det kræver både timing, volumen og et marked, der kan bære nye aktiviteter. »Det er jo nogle skønne mennesker, og Thy er dejlige, og det er Hanstholm Havn også. Men det er også en bekræftelse af, at fundamentet og potentialet er der. Men det kommer ikke af sig selv.«
For ADP bliver opgaven derfor at få sat nye forretningsstrømme ind i en havn, der ikke automatisk fylder sig selv. Det er her, Hanstholm adskiller sig fra de havne, hvor kapacitetsudfordringen er den primære hovedpine. »Det bliver hårdt arbejde at få fyldt noget ny forretning ind i maskinen deroppe,« siger han. Lykkes det, vurderer han, at effekten rækker længere end ADP’s egen bundlinje. »Lykkes vi med det, hvilket vi tror på, så bliver det både en god forretning, men det bliver også et stort aktiv for regionen deroppe.«
Flere havne som strategi, nu med bedre timing
Spørgsmålet om flere havne har altid ligget som en understrøm i fortællingen om ADP. Allerede navnet Associated Danish Ports peger på en idé om fællesskab, skala og sammenhæng på tværs af geografi – en ambition, der i perioder har været mere vision end virkelighed. Alligevel er det et spor, der igen melder sig, denne gang med større realisme og et andet afsæt end tidligere. Rune Rasmussen præsenterer ingen færdig plan eller konkrete navne, men giver en åben vurdering af sandsynligheden og begynder med at sende en anerkendelse tilbage til den oprindelige konstruktion. »Jeg synes jo, at den måde, ADP var født på, der var man jo foran sin tid,« siger han.
Han peger samtidig på, at der tidligere har været bevægelse tættere på målstregen, end mange tror. »Jeg tror, man har været tættere på, både i Uffe Steiner Jensens og Jens Peters tid, tættere på, end vi lige går og tror, og lykkes med det nogle gange.« At det ikke blev til mere dengang, forklarer han med politisk timing og vilje i de kommuner, der skulle have sagt ja. »Tiden var en anden, og det politiske mod andre steder var måske heller ikke helt til stede. Timingen var måske ikke helt den rigtige.«
I dag mener han, at både marked og rammer har flyttet sig. Havne- og logistikverdenen er blevet mere kapitaltung, mere reguleret og mere konkurrencepræget, og derfor står argumentet for større, mere professionelle enheder stærkere. »Der lever vi i en anden tid nu, hvor der måske også er nogle ting, der er blevet modnet i mellemtiden, som gør, at jeg tror på sandsynligheden for, at vi lykkes med flere havne i de næste år, de næste 5-10 år er væsentligt større.« Og det er ikke blot en løs tanke, understreger han. Det er et strategisk spor, der allerede ligger på bordet i ejer- og partnerkredsen. »Det er faktisk noget vi bruger tid på, også med Brookfield og vores ejere.«
Annonce
Når han samler trådene, bliver pointen, at ADP igen kan komme til at leve mere fuldt op til sit navn, men ikke som en hurtig ekspansion, men som en langsigtet konsolidering. »Det tror jeg på, at Associated Danish Ports bliver endnu mere berettiget, også i navnet, i fremtiden, end det har været.«
Diversifikation som det stærke ben – og den nøgterne grønne virkelighed
Når Rune Rasmussen forklarer, hvorfor ADP står stabilt, selv når markedet skifter, lander han på en enkel forretningslogik. ADP er ikke låst fast i én indtægtskilde eller én konjunktur. Styrken ligger i blandingen. »Både historisk set, og når vi kigger ud i fremtiden, så har ADP altid performet godt på tværs af konjunkturer.« Der har været downperioder, erkender han, men diversifikationen gør, at virksomheden kan flytte tyngden fra ét ben til et andet. »Fundamentalt er den helt store fordel, at forretningen er så diversificeret.«
I gode logistikår har Taulov Dry Port og beliggenheden været en motor. I andre tider har de mere klassiske bulk-aktiviteter taget over. »Vi har haft nogle år, hvor logistik i verden har været all time high. Jamen der har vi lukreret hårdt på Taulov Dry Port og vores beliggenhed. Andre perioder, der har det været den faste bulk, der har taget over, når olien har været faldende.« Og så er der det nye vækstben, som skal løfte endnu mere i de kommende år. »I de senere år og i de kommende år har vi en containerterminal, som er i kæmpe vækst og understøtter hele regionen helt vildt. Så det er forskelligheden i forretningen, der er vores allerstærkeste ben sammen med beliggenhederne.«
Netop fordi forretningen står på flere ben, anlægger Rune Rasmussen en mere ædruelig tone, når han taler om den grønne omstilling. Her blev 2025 ikke året, hvor udviklingen leverede på ambitionerne. »Jeg synes 2025 har været for den grønne omstilling et meget svært år.« Han peger på, at de politiske mål er under pres. »Så Danmarks 2030-mål hænger i en tynd tråd.« Og han nævner flere konkrete spor, der ikke udviklede sig som håbet. »Der var 2025 ikke det år, vi havde håbet på for brintrøret. Det var jo heller ikke det år, vi havde håbet på for CCS, heller ikke for Ørsted. Ørsted havde store problemer.«
Alligevel er han ikke i tvivl om retningen. Det er tidshorisonten og tempoet, der må justeres, så investeringer og løsninger igen hviler på det, han kalder rationalet. »Vi er meget fortrøstningsfulde, hvis vi kigger lidt længere ud i tid. Hvor vi måske også skal erkende, at vi har været igennem en meget forceret periode for den grønne omstilling, hvor rationalet og fornuften ikke nødvendigvis har sejret.« Derfor flytter han også fokus væk fra de nærmeste deadlines. »Det er ikke sikkert, at det er 2030-målene, vi skal have så meget fokus på. Det kan godt være, det er 2040-målene, vi skal have fokus på.«
Rune Rasmussen arbejder også for at få ændret den nuværende havnelov. Det gør han blandt hos organisationen, Danske Havne, hvor han er næstformand.
Havneloven som flaskehals
På reguleringssiden er Rune Rasmussen lige så ligefrem. 2025 var et år med geopolitik og regulering på tværs af sektorer – men ikke dér, hvor havnene har ventet. »2025 vil som noget have været geopolitikkens år, reguleringens år for alle sektorer, inklusiv havnene. Bare ikke på havneloven,« siger han og låner et billede fra cykelsporten. »Havneloven den står plantet som en træ i harpiks.«
For Fredericia er det ifølge direktøren ikke en teknisk detalje, men et spørgsmål om rammerne for elektrificering og grønne investeringer. »Der skete ikke det, der skulle i 2025, og vi håber og tror på, at 2026 bliver året. Det er noget, vi bruger meget tid på.«
2026 som eksekvering, høst og geopolitisk risiko
Efter milepælene i 2025 bliver 2026 året, hvor tingene skal sætte sig. Brookfield skal integreres, investeringerne skal give afkast, og næste kapitel skal forberedes. »Vi skal have Brookfield godt og grundigt implementeret på den gode måde i butikken. Det er vi i fuld gang med. Det går rigtig godt.« Men forventningen er ikke til at misforstå. »Der er en masse investeringer, der er foretaget, som vi skal vise, at vi kan tjene de penge på, vi har regnet med.«
Taulov nævnes som et sted, hvor næste runde kan blive sat i gang. »Vi skal til at bygge i Taulov igen, formentlig. Taulov skal også videre til det næste.«
Samtidig holder han døren åben for den risiko, som altid følger med transport og logistik i en urolig verden. »I 2026 med den flanke åben, at det kan godt have nogle ikke uvæsentlige negative betydninger for transport og logistikkens verden.« Han peger på, at geopolitikken kan ramme direkte ind i godsmængderne. »Kommer der nogle situationer ude på markedet, som følger geopolitikken, der kan sætte sig i godsmængderne, det er der en risiko for. Og sker det, så vil ADP også blive ramt negativt.« Alligevel er det i den konstante forandring, han mener, at infrastrukturselskaber skal kunne holde kurs. »Forandringen er konstant. Hvis ikke det er corona, hvis ikke det er den ene krig, så er det den anden krig.« Og han afrunder med den opgave, han ser som ADP’s kerne. »Der er det jo som infrastrukturvirksomhed vores forbistrede opgave at kunne navigere i det og sørge for at både kunne vækste og holde åbent uanset hvilket scenarie det må være. Og det er da spændende og udfordrende.«
Der følger et særligt ansvar med at blive valgt ind i et byråd. Det ansvar stopper ikke ved byrådssalen. Tværtimod. For mange folkevalgte fortsætter deres mandat ind i bestyrelseslokaler, repræsentantskaber, selvejende institutioner og selskaber, hvor kommunen har udpegningsret.
Her sidder de ikke som private personer. De sidder ikke som venner. Og de sidder ikke som loyale medspillere for ledelsen. De sidder der som folkevalgte. På vegne af kommunen. På vegne af borgerne.
Det er en rolle, der alt for ofte bliver misforstået.
Når en politiker indtræder i en bestyrelse som kommunens repræsentant – eller som observatør – er det ikke for at blive en del af driften. Det er heller ikke for at sikre ro, harmoni eller interne hensyn. Rollen er grundlæggende demokratisk: at føre tilsyn, stille spørgsmål og sikre, at offentlige midler, værdier og formål forvaltes korrekt.
En observatør er ikke en passiv gæst. En bestyrelsesrepræsentant er ikke en medunderskriver på stilhed.
Tværtimod.
Alt for ofte ser man folkevalgte, der sætter sig til rette i bestyrelseslokalet, tager imod kaffen, spiser smørrebrødet og glider ind i møderne som tilskuere snarere end vagthunde. De nikker, lytter og lader dagsordenen passere, uden at stille det mest grundlæggende spørgsmål af alle: Hvad har vi faktisk lavet siden sidst? Hvilke beslutninger er truffet? Hvilke penge er brugt? Og hvilke risici er opstået? Hvor skal vi hen? Hvilke muligheder er der? I stedet for at udfordre direktøren og formanden på fremdrift, retning og ansvar, bliver rollen reduceret til selskabelighed. Men den folkevalgte sidder ikke dér for stemningens skyld. Man er ikke udpeget for at være nem at have med at gøre. Man er udpeget for at repræsentere borgerne – også når det kræver, at man stiller de spørgsmål, der kan få kaffen til at smage lidt bittert.
Den folkevalgte i bestyrelsen er borgernes øjne og ører. Den, der skal turde spørge, også når spørgsmålene er ubehagelige. Den, der skal sige fra, også når det forstyrrer den gode stemning. Den, der skal huske, at loyaliteten ikke ligger overfor direktøren, formanden eller institutionen – men overfor offentligheden.
Det er her, det ofte går galt.
For når folkevalgte begynder at tale om “arbejdsro” i bestyrelser, når de undlader at rejse kritik af hensyn til relationer, eller når de forsvarer beslutninger, de reelt ikke kan forklare i det offentlige rum, er rollen allerede gledet. Så er den folkevalgte ikke længere vagthund. Så er vedkommende blevet medforvalter af tavshed.
Det er måske ikke ulovligt. Men det er problematisk.
For kommunale bestyrelsesposter er ikke belønninger. De er tillidshverv. Og tillid forpligter. Ikke til stilhed, men til ansvarlighed. Ikke til loyalitet opad, men til gennemsigtighed udad.
Det gælder uanset, om der er tale om en erhvervsdrivende fond, et forsyningsselskab, en kulturinstitution eller et udviklingsselskab. Offentlig indflydelse kræver offentlig forklaring. Og offentlig forklaring kræver mod.
Særligt rollen som observatør bliver ofte misforstået. Observatøren har måske ikke stemmeret, men har netop derfor en friere position. En observatør er der for at se, notere og reagere – ikke for at tie. Hvis observatøren kun observerer i stilhed, svigter vedkommende sit mandat.
Når folkevalgte efterfølgende siger “det kan jeg ikke udtale mig om” eller “det foregik i bestyrelsen”, bør alarmklokkerne ringe. For netop dér begynder demokratiet at blive reduceret til formalitet i stedet for praksis.
Det er ikke altid nemt at være den, der stiller spørgsmålene. Det kan koste relationer. Det kan koste popularitet. Men det er prisen for at være folkevalgt. Man bliver ikke valgt for at være bekvem. Man bliver valgt for at tage ansvar.
At være folkevalgt stopper ikke, når man træder ind i bestyrelseslokalet. Det er ofte dér, det begynder.
Hvis borgerne ikke kan stole på, at deres repræsentanter også repræsenterer dem dér, hvor beslutningerne træffes uden for offentlighedens søgelys, mister det kommunale demokrati sin dybde.
Der er forskel på at fortælle en historie og på at fælde en dom. Og der er forskel på at åbne for refleksion og på at lukke for genmæle. Den forskel er blevets udvisket i den dokumentar, der nu genåbner historien om Gudmundur Gudmundsson og hans tid som dansk landstræner.
Det er ikke i sig selv forkert, at tidligere landsholdsspillere fortæller om deres oplevelser. Det står enhver frit for at sætte ord på sin egen fortid. Men når man samler disse fortællinger i en dokumentar, der fremstår autoritativ, historisk og forklarende – uden at give den centrale hovedperson mulighed for at svare – bevæger man sig fra dokumentation til iscenesættelse.
Gudmundur Gudmundsson kalder det uforskammet. Det er svært at være uenig.
For her er ikke tale om en perifer figur. Gudmundsson var landstræner i en periode, der kulminerede med dansk herrehåndbolds største triumf: OL-guldet i Rio. Det var under hans ledelse. Med hans metoder. Med hans kompromisløshed. Og med hans faglige tilgang, som nu – mange år senere – bliver reduceret til et spørgsmål om trivsel og tone, uden at han selv får mulighed for at forklare, hvorfor han gjorde, som han gjorde.
Det er i sig selv et problem.
For dokumentaren fremstiller et billede, hvor én version får lov at stå alene. Spillernes oplevelse. Spillernes frustration. Spillernes efterrationalisering. Alt sammen legitimt – men ikke tilstrækkeligt, hvis man vil forstå helheden. For sport på eliteplan er ikke et pædagogisk projekt. Det er et præstationsrum. Og nogle gange kræver det ledelse, der ikke er konsensusbaseret, men målrettet.
Gudmundur Gudmundsson blev ikke ansat for at skabe harmoni. Han blev ansat for at vinde. Og det gjorde han.
Det interessante er, at selv Ulrik Wilbek – som ifølge dokumentaren selv forsøgte at fyre Gudmundsson midt under OL – i dag erkender, at Gudmundsson ikke var en fiasko. Tværtimod. Han var håndboldfagligt stærk. Problemet var ikke resultaterne, men kulturen. Og netop derfor er det så problematisk, at dokumentaren ikke lader Gudmundsson være en del af samtalen om den kulturforskel.
For uden hans stemme bliver fortællingen skæv.
Det er ikke dokumentarens opgave at skabe balance for balancens skyld. Men det er dens ansvar at give plads til genmæle, når den retter kritik mod en person, der stadig lever med konsekvenserne af fortællingen. Især når kritikken går på forhold, som den kritiserede direkte afviser som faktuelt forkerte.
Når Gudmundsson siger, at træningsmængderne ikke var et problem, at videomøderne ikke var overdrevne, og at han lyttede til spillerne – så er det ikke en detalje. Det er selve kernen i den kritik, dokumentaren rejser. At udelade hans deltagelse er ikke neutralitet. Det er et valg.
Og det valg gør dokumentaren fattigere.
For sandheden om eliteidræt ligger sjældent ét sted. Den ligger i spændingsfeltet mellem krav og trivsel, mellem struktur og frihed, mellem ledelse og medbestemmelse. Når man kun lader den ene side tale, ender man ikke med indsigt, men med dom.
Det er ikke for sent at rette op. Gudmundur Gudmundsson burde have været med. Ikke som forsvarstale, men som stemme. Ikke for at lukke diskussionen, men for at åbne den.
For det er først, når alle parter bliver hørt, at historien bliver mere end en fortælling. Og først dér, den bliver værd at kalde en dokumentar.
OPINION. Fødevarepriserne er tårnhøje og det borgerne har brug for, er at momsen på fødevarer sænkes, og at der gives skattelettelser i bunden, så almindelige danskere igen kan få råd til at opfylde et af menneskets allermest basale behov, nemlig behovet for føde på bordet. Det får vi så ikke, hvis man altså ser bort fra, at der er fundet penge til at gøre chokoladen billigere.
Alle afgiftslettelser er selvfølgelig gode afgiftslettelser, men man bliver næppe mæt af det. “Når der ikke er mere brød, så lad dem spise chokolade”, kan man næsten høre dem sige. Til gengæld har regeringen så fundet 4,5 milliarder til såkaldte fødevarechecks til udvalgte borgere.
Man vælger at lade staten være først med hånden i lommen og så bagefter kaste nogle af pengene tilbage (til nogle af os), formentligt med dybt bureaukratiske kriterier og et kæmpe administrativt apparat. Hvis de absolut skal vælge denne dårlige løsning, kunne de i det mindste kalde det, hvad der et: bestikkelse. Hvis man virkelig ville hjælpe dem, der kæmper med stigende madpriser, kunne man sænke skatten i bunden. Det ville komme alle til gode og gøre det mere attraktivt at tage et ekstra job eller en ekstra vagt.
Regeringens løsning holder folk fast i afhængighed og passivitet. Det er et grundlæggende socialistisk greb. Staten tager først for meget, og lover så at redde os med vores egne penge, når det begynder at gøre ondt. Den slags politik er ikke bare uambitiøs, den er også skadelig for vores økonomi, vores frihed og vores ansvarsfølelse.
Mathias Gidsel og resten af Håndboldherrerne har i den grad begejstret publikum i Jyske Bank Boxen. Foto: Nebojsa Tejic / kolektiff
Frankrig er markant svækket før EM, da Nedim Remili er ude med en lårskade, hvilket kan få betydning for et muligt mellemrundeopgør mod Danmark.
Forudsætningerne for EM har ændret sig markant blot få dage før slutrunden går i gang. Danmarks største konkurrent til guldet er blevet alvorligt svækket.
Hvis både Danmark og Frankrig lever op til deres seedning, står de to stormagter til at mødes i mellemrunden. Det opgør har på forhånd været udset som et af slutrundens helt store nøglekampe. Men nu må Frankrig klare sig uden en af sine absolutte profiler.
Nedim Remili er ude af den franske EM-trup efter en skade i venstre lår. Dermed mister Frankrig en spiller, der normalt sætter tempo, retning og autoritet i det offensive spil. Skaden betyder, at højrebacken slet ikke rejser med holdet til Norge, hvor EM-slutrunden indledes senere på ugen.
Remili var ellers udtaget i den endelige 18-mandstrup, som landstræner Guillaume Gille præsenterede mandag. Allerede dagen efter stod det dog klart, at han ikke når at blive klar. Under genoptræningen af lårskaden opstod der yderligere smerter i læggen på samme ben, og efter akutte undersøgelser blev konklusionen, at han ikke kan spille EM.
Det franske landsholds læge, Emmanuel Bidet, forklarer, at undersøgelserne viste en akut skade, som udelukker deltagelse ved slutrunden. Derfor måtte staben reagere hurtigt og finde en erstatning.
Aymeric Zaepfel er blevet kaldt ind i stedet, men Remilis fravær ændrer alligevel forudsætningerne markant for Frankrig. Det erkender Guillaume Gille også.
»Nedims fravær er langt fra uvæsentligt, når man ser på hans erfaring og indflydelse på banen. Nu må vi justere med gruppen af 18 spillere,« siger den franske landstræner.
Frankrig åbner EM torsdag mod Tjekkiet, men gør det altså uden en af de spillere, der normalt er med til at definere holdets offensive udtryk og beslutningskraft i de afgørende momenter – og det er en svækkelse, der også kan få betydning for Danmarks vej mod guldet.
Ørsted kan igen sætte gang i arbejdet med havvindmølleparken Revolution Wind. Det har en dommer ved en føderal domstol i Washington D.C. afgjort mandag.
Dermed ophæves den midlertidige standsning, som har sat projektet på pause, og energiselskabet får lov til at fortsætte anlægsarbejdet. Domstolen har vurderet, at betingelserne for at holde projektet tilbage ikke længere er opfyldt.
Revolution Wind er et større havvindprojekt ud for USA’s østkyst og indgår som en del af Ørsteds satsning på vedvarende energi i Nordamerika. Projektet har tidligere været udfordret af juridiske indsigelser, men med afgørelsen kan arbejdet nu genoptages.
Ørsted har endnu ikke meldt ud, hvornår arbejdet konkret bliver intensiveret igen, men dommen fjerner en væsentlig usikkerhed omkring projektets videre forløb.
Med hjemmebane i Herning og et EM-guld som den manglende brik mærker Simon Pytlick, at noget er på vej.
Det er ikke den slags øjeblikke, der larmer mest. Ikke endnu. Men de kan mærkes.
Simon Pytlick sidder roligt og taler lavmælt, mens ordene falder i et tempo, der passer til stemningen. Der er stadig tid. Stadig dage, før det hele for alvor går løs. Men noget er ved at ændre sig. En sitren i luften. En fornemmelse af, at det, der har ligget og ulmet længe, er ved at bryde frem.
»Det synes jeg godt, man kan mærke. Nu begynder vi at lade op, og nu begynder vi at forberede til det, så der begynder snart at komme EM-feber,« siger Pytlick.
Denne gang er rammen en anden. Ikke endnu en slutrunde i fremmede haller, ikke endnu et mesterskab på afstand. Denne gang er det hjemme. Med danske tribuner. Med Herning som midtpunkt. Med muligheden for at lade festen blive dér, hvor den begynder.
»Det er selvfølgelig fedt. Vi kan have en slutrunde på hjemmebane og eventuelt også risikere at skulle spille de sjove kampe på hjemmebane, så det håber vi på,« siger Pytlick.
Han stopper et øjeblik. Som om billedet lige skal have lov at stå klart.
»Det ville have betydet meget at kunne vinde en slutrunde på hjemmebane. Bare scenariet oppe i hovedet, når man lige tænker over det, ville være utroligt fedt,« siger han.
Sidste år var Danmark tæt på ved EM. Meget tæt. Men ikke helt i mål. Frankrig stod i vejen, og det blev et af de nederlag, der sætter sig – ikke som et åbent sår, men som en stille erkendelse af, hvor lidt der kan afgøre det hele.
»Til EM i 2024 var vi jo næsten. Men på dagen formåede Frankrig at slå os,« siger Pytlick.
Siden da er meget sket. Ikke mindst indadtil.
»Der er sket meget ved vores landshold siden. Jeg håber, vi kan spille så god håndbold, at vi kan stå med EM-guldet til sidst,« siger han.
Favoritrollen hænger tungt over Danmark. Den bliver nævnt igen og igen. Af medier. Af omverdenen. Af forventningerne. Men Pytlick insisterer på sin egen målestok.
»Ja, det siger alle medierne, så det er jo en skuffelse for jer, hvis vi ikke vinder. Personligt kommer det an på, hvor god håndbold vi har spillet. Hvis vi har spillet god håndbold og gjort alt, hvad vi kunne, så ville det ikke være en skuffelse for mig,« siger han.
Ambitionen fornægter sig dog ikke.
»Ja ja, selvfølgelig vil jeg gerne have EM-guldet med på CV’et. Men man må heller ikke glemme, at der er mange utrolig gode hold, som vil gøre alt for at slå os,« siger Pytlick.
Han nævner dem uden dramatik. Sverige. Frankrig. Tyskland. Spanien. Hold, der alle kan straffe det mindste udfald.
»Hvis vi ikke er gode nok, kan de godt slå os,« siger han.
Den kommende mellemrunde ligner kaos på papiret. En samling kampe, der kunne være semifinaler i sig selv. Men det er ikke dér, hans fokus ligger.
»Jeg tror, vi er forberedte på mellemrunden. Men vores største udfordring bliver os selv. Hvis vi ikke performer godt nok, kan vi lave fejl,« siger Pytlick.
Midt i slutrundeoptakten har han også truffet en beslutning, der har vakt opsigt: skiftet til Berlin i 2027 – annonceret længe før, det træder i kraft.
»Det er egentlig okay. Det er rart at få det ud, så folk ved, hvad der skal ske. Jeg fik så mange henvendelser, at det næsten var nemmere bare at sige det, som det er,« siger han.
Reaktionerne fra Flensborg-fansene har været tydelige. Bannere. Ord. Følelser.
»Det er jo fans. Jeg tager det ikke personligt. Jeg har aldrig ment, at jeg var større end klubben,« siger Pytlick.
Valget handler om spillet. Om systemet. Om at trives på banen.
»Det er en type håndbold, jeg trives rigtig godt i. Den måde, de spiller på, passer mig bedre,« siger han.
Og så handler det også om livet uden for banen. Berlin som storby. Anonymiteten. Friheden.
»Det har også været en overvejelse at kunne være et sted, hvor man bare kan være sig selv og ikke altid blive genkendt,« siger han.
Inden da venter EM. Og hverdagen midt i boblen. Bordtennis. Quiz. Små konkurrencer.
»Vi spiller bordtennis, hygger os, snakker og laver forskellige ting. Det er vigtigt for os,« siger Pytlick.
Han peger på landstræneren som en afgørende faktor.
»En træner skal kunne stille krav på banen og give frihed udenfor. Det er han god til,« siger Pytlick.
Letheden er ikke et fravalg af alvor. Den er en forudsætning.
»Det er en kæmpe del af det, at vi har det godt sammen. Det er en af grundene til, at vi kan præstere igen og igen,« siger han.
Snart bliver ordene afløst af handling. Af kampe. Af larm. Af pres.
Men lige nu er det stadig muligt at mærke det første tegn.
I 77 år har én sætning været grundstenen i Europas sikkerhed: Et angreb på én er et angreb på alle. Det er kernen i NATO – og forklaringen på, at Danmark loyalt har stået skulder ved skulder med USA i internationale militære operationer.
Siden terrorangrebet på Twin Towers i New York den 11. september 2001 har Danmark deltaget i flere krige på amerikansk side – i Afghanistan, Irak og andre internationale missioner. Ikke fordi Danmark er stormagt, men fordi alliancer bygger på tillid og gensidig forpligtelse. Netop derfor er det ikke et akademisk spørgsmål, men et helt reelt politisk og sikkerhedsmæssigt dilemma, når USA i dag taler om Grønland i et sprog, der minder mere om magtpolitik end om alliancefællesskab.
Essensen af NATO er: En alliance skabt af krigstrætte nationer, der besluttede, at magt ikke længere skulle give ret, og at territorier ikke længere kunne tages med militær magt. Den orden er nu åbenlyst truet.
Da Det Hvide Hus i januar 2026 erklærede, at ”anvendelse af det amerikanske militær altid er en mulighed” i spørgsmålet om Grønland, var det ikke blot en diplomatisk bommert. Det var et frontalangreb på NATO’s fundament. For Grønland er ikke et neutralt ingenmandsland. Grønland er en del af Kongeriget Danmark, et stiftende NATO-land og en traktatforpligtet allieret. Hvis USA seriøst bringer militær magt i spil mod et NATO-land, er det ikke bare traktaten, der brydes. Det er selve idéen om kollektiv sikkerhed, der ophører med at eksistere.
NATO blev skabt for at forhindre præcis det scenarie, hvor stærke nationer tager, hvad de vil, fordi de kan. Hvis verdens stærkeste militærmagt begynder at true sine egne allierede, forsvinder forskellen mellem forsvar og imperialisme. Spørgsmålet er ikke, om Grønland er strategisk vigtig. Det er den. Råstoffer, sjældne jordarter, energi og Arktis’ voksende geopolitiske betydning er veldokumenteret.
Giver strategisk interesse ret til at tilsidesætte suverænitet, alliancer og folkeret? Hvis svaret er ja, så er NATO ikke længere en alliance – men et tomt logo.
Grønland er selvstyrende, med eget parlament og eget demokrati. Grønlands fremtid afgøres i Grønland og i rigsfællesskabet. Når amerikanske embedsmænd taler om Grønland som en ”national sikkerhedsprioritet”, -og når militær magt nævnes som en mulighed, reduceres et folk til et aktiv, et territorium og en handelsvare. Det er ikke moderne sikkerhedspolitik. Det er klassisk stormagtslogik. Taget in mente at de nuværende aftaler Danmark, Grønland og USA imellem giver meget frie hænder til USA for militært tilstedeværelse og de kan på ligeford med andre søge tilladelse til minedrift? Hvorfor så alt påstyret?
Alliancer lever ikke af våben alene. De lever af tillid. Hvis Danmark kan trues i Arktis, hvorfor skulle Polen så stole på Artikel 5 i Østersøen? Hvis USA selv underminerer traktaten, hvem skal så forsvare den? Danmarks statsminister Mette Frederiksen havde ret, da hun fastslog, at et militært angreb på et NATO-land betyder, at alt stopper. For uden gensidig tillid er NATO reelt ophørt – uanset hvad der står på papiret.
Hvilket flag vejer over Grønland i 2027?
Det grønlandske? Det danske? Eller et flag, der signalerer, at traktater kun gælder, indtil de bliver upraktiske? Hvis NATO reduceres til et redskab for den stærkeste part – i stedet for en garanti for de mindre – så er alliancen allerede ved at dø. Ikke af ydre fjender, men indefra. Når alliancer dør på den måde, dør stabiliteten med dem. Det er ikke styrke. Det er kortsigtet magtpolitik.
Historien har en dårlig vane med at sende regningen videre. Trump bruger den kendte domino effekt fra 60’rne med omvendte fortegn. Han siger direkte jf. pressen: Vi styrer Venezuela. Vi tager olien. Og hvis du bor ved siden af og ikke samarbejder – så er du den næste. Så Cuba må falde. Colombia må rette ind. Mexico må opføre sig ordentligt. Det er 1800-tallets imperietænkning pakket ind i 2000-tallets undskyldninger.
Jeg så det i 1965. Det samme sprog. De samme fingre, der peger. De samme dominobrikker. I 1965 sagde Lyndon Johnson, at vi måtte stoppe kommunismen i Vietnam, ellers ville den sprede sig til Laos, derefter Cambodja, derefter Thailand – og så hele Sydøstasien. USA sendte en halv million soldater. De kastede flere bomber over et land på størrelse med New Mexico, end de gjorde under hele Anden Verdenskrig. De fortalte, at det handlede om frihed. Om demokrati. Om at stoppe en ideologi. Men det handlede ikke om det. Det handlede om kontrol. Om ressourcer. Om at sikre, at regionen forblev i vores kredsløb. Da dominobrikkerne endelig faldt i 1975 – da Saigon kollapsede – skete det, USA havde dræbt millioner for at forhindre. Men, verden gik ikke under. Regionen blev ikke ét stort kommunistisk blok. Vietnam blev bare Vietnam. Et frit land – ikke en dominobrik. Kære USA, Man kan ikke kræve loyalitet, hvis man ikke selv vil være loyal.
POLITIK. Statsministeren har udskrevet Skolevalg 2026, og dermed venter der tre uger med intensivt fokus på politik og demokrati for omkring 70.000 unge i alderen 13 til 17 år. Over hele landet deltager elever fra cirka 700 skoler fordelt på 95 kommuner, og interessen er større end ved tidligere skolevalg.
Skolevalget gennemføres som et undervisningsforløb over tre uger og giver elever på 8., 9. og 10. klassetrin mulighed for at arbejde med politiske emner, mærkesager og demokratiets spilleregler. Forløbet afsluttes med, at eleverne den 29. januar afgiver deres stemme på det parti, de er mest enige med, ved et valg der i form og rammer minder om et folketingsvalg.
Ifølge Folketingets formand Søren Gade spiller Skolevalg en vigtig rolle i en tid, hvor den offentlige debat ofte er præget af hårde fronter.
»Det er vigtigere end nogen sinde, at vi alle ruster os så godt som muligt til at deltage i den demokratiske samtale og den offentlige debat – med respekt, ordentlighed og lydhørhed. Med Skolevalg bringer vi den politiske samtale ind i elevernes hverdag og videre til den næste generation«, siger Søren Gade.
Han peger samtidig på, at det er afgørende, at de politiske diskussioner foregår i trygge rammer, hvor der er plads til uenighed og respekt for hinandens holdninger.
Skolevalg arrangeres af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd. Et centralt element i forløbet er mødet mellem eleverne og de politiske ungdomspartier, som i årets udgave besøger flere skoler end nogensinde før. Omkring 400 skoler får i løbet af den tredje uge besøg af unge debattører, der deltager i debatter arrangeret lokalt på skolerne.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye fremhæver, at Skolevalget giver eleverne en konkret erfaring med demokrati i praksis.
»Skolevalget giver elever i hele landet mulighed for at opleve demokrati i praksis. Eleverne øver sig i at være uenige på en ordentlig måde. Jeg er glad for at omkring 700 skoler er med«, siger Mattias Tesfaye.
Også hos Dansk Ungdoms Fællesråd understreges betydningen af, at unge engagerer sig aktivt i demokratiet. Forperson Anneline Larsen peger på det store arbejde, som frivillige unge fra de politiske ungdomsorganisationer lægger i at møde eleverne rundt om i landet.
»Skolevalg er noget helt særligt, fordi det giver elever på tværs af Danmark, mulighed for selv at tage stilling, danne holdninger og tage aktiv del i demokratiet«, siger Anneline Larsen.
Skolevalg 2026 kulminerer med en tv-transmitteret partilederdebat mellem ungdomspartiernes forpersoner på Christiansborg den 22. januar og en valgaften den 29. januar, hvor resultatet offentliggøres både lokalt, regionalt og på landsplan.
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt har siddet på posten i under to uger. Tirsdag fremsætter han sit andet hasteforslag, og denne gang handler det...
Sydøstjyllands Politi sendte fredag middag flere patruljer til Billund Lufthavn, efter et fly anmodede om en sikkerhedslanding. Ingen passagerer kom noget til.
Klokken 12.31 fredag...
BUSINESS. Det Fredericia-baserede transportfirma Business Car Lillebælt tager et skridt ind i en større sammenhæng. Fra den 1. juli 2026 bliver virksomheden en integreret...
De danske fodboldkvinder afgjorde kvalifikationen på under tre kvarter i Serbien og vandt en pulje, hvor både Sverige og Italien var regnet for stærkere....
