Af gruppeformand for SF, Karina Lorentzen, Sindalvej 4, 6000 Kolding
Døde dyr i og ubudne ”gæster” i indkørslen. Det er bare nogle af de ting, som fagforbundene fortæller, deres offentligt ansatte medlemmer oplever. Vi ved desværre også, at politibetjente, sygeplejersker, socialrådgivere og mange andre af vores offentligt ansatte risikerer at blive chikaneret gennem aktindsigter.
Så da den daværende regering i august sidste år fremsatte et lovforslag, der netop skulle beskytte de offentligt ansatte mod at få deres navne udleveret i aktindsigter, var det en klar forbedring om end det havde nogle skønhedsfejl, som skulle rettes. Nu ser det ud til, at lovforslaget ikke genfremsættes, men i stedet skal det i endnu en kommission. Det synes vi, er uheldigt. For det kan da ikke passe, at man som offentligt ansat skal frygte for sit privatliv, fordi man udfører et i nogens øjne upopulært arbejde.
Vi mangler historisk mange til den offentlige sektor, og hvis et job dér er forbundet med frygt, så forstår jeg da godt, at der er mange, der ikke ønsker at uddanne sig i den retning.
I stedet vælger regeringen at sylte en revision af offentlighedsloven og lader frontpersonalet betale prisen, mens nye og gode regler der skal beskytte dem sættes på pause. Det er ok, at blive frustreret over sagsbehandling eller afgørelser, men vold, chikane og trusler er aldrig. Det er godt nok en kæmpe ommer.
Drop syltekrukken og beskyt offentligt ansatte
De er tilbage: 14.000 gymnaster på gulvet i Sydøstjylland
Coronapandemien stoppede i et par år de traditionsrige forårsopvisninger og i år skulle det vise sig, om marts måned igen skulle være lig med gymnastik, spring og glæde.
Det var ikke uden en vis spænding, at DGI Sydøstjyllands nye gymnastikkoordinator, Julie Darling, skød forårsopvisningerne 2023 i gang. Efter nogle hårde år under corona skulle det endelig vise sig, om gymnasterne var klar til at indtage gulvene og om publikum ville bakke op.
Heldigvis var nervøsiteten ubegrundet. For både gymnaster og publikum strømmede til hallerne overalt i Sydøstjylland.
– Vi har haft 14.000 gymnaster på gulvet i år. Det er 5.400 flere gymnaster end i 2022 og næsten på niveau med 2019, som var året før corona-nedlukningen. Knap 12.500 publikummer har været til en opvisning, hvilket er 2.600 flere end sidste år. Det var tydeligt, at både gymnaster og publikum virkelig havde glædet sig, fortæller Julie Darling.
Ros til de frivillige
DGI Sydøstjylland har afviklet ni opvisninger i landsdelen og gymnaster i alle aldre og niveauer havde trænet hårdt for at kunne forkæle publikum.
– Det er lidt rørende og meget glædeligt at opleve, hvordan gymnastikken er tilbage og har fyldt hallerne den sidste måned. Det tegner godt for idrætten, som jo også har oplevet, hvordan medlemmerne kommer tilbage i gymnastikforeningerne. Alene i vores landsdel er cirka 1.700 skønne unger mellem 0-12 årige begyndt til gymnastik det sidste år. Så jeg er sikker på, at vi også i de næste kan blive forkælet med fantastisk gymnastik i vores landsdel, siger Julie Darling, som afslutter med at rose de frivillige:
– Jeg kan ikke rose de frivillige trænere og instruktører nok. Det har kæmpet helt vildt for at vise, hvad gymnastikken kan og for at få medlemmerne tilbage. Det er så fortjent, at de endelig kunne mærke glæden og begejstringen og hvor meget gymnastik betyder for mange mennesker.
Middelfart Sparekasse åbner afdeling i København
Syv år efter seneste afdelingsåbning gør Middelfart Sparekasse nu atter klar til at etablere en ny afdeling. Denne gang i København.
Med Fyn som udgangspunkt har Middelfart Sparekasse gennem flere år udvidet forretningen gennem etablering af afdelinger og sammenlægning med andre sparekasser i det jyske. Nu ser Middelfart Sparekasse mod øst og gør klar til at åbne en afdeling i København.
– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gennem længere tid har haft tanker om at åbne i hovedstadsområdet. Vi mener, at vi har en profil, som vil have gennemslagskraft også blandt københavnske bankkunder, siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.
At det så bliver lige nu det sker, begrunder han med, at timingen er rigtig.
– Først og fremmest handler det om at have den rigtige i spidsen, når vi åbner ny afdeling. Det har vi fundet i afdelingsdirektør Mads Lustrup, som både fagligt og værdimæssigt passer rigtigt godt ind i Middelfart Sparekasse. Kombineret med hans dybe kendskab til banklandskabet i København er vi sikre på, at han er den rigtige til opgaven, siger Martin Baltser.
Ud over den rette mand til opgaven nævner Martin Baltser også andre elementer, der gør timingen rigtig. Sparekassen er forretningsmæssigt i god gænge, og kapitalforholdene har aldrig været stærkere.
– Læg dertil, at vi har en robust organisation, som kan løfte opgaven og støtte de nye kolleger i at komme godt fra land, så kan vi simpelthen ikke finde et bedre tidspunkt, siger Martin Baltser.
En fynsk sparekasse med værdier, der klinger i København
Det er 45-årige Mads Lustrup, der kommer til at stå i spidsen for Middelfart Sparekasses indtog i København. Han har med succes stået bag lignende etableringer tidligere, og han har et indgående kendskab til markedet i København.
– Konkurrencen er naturligvis stor, da mange pengeinstitutter er etableret i København. Jeg er dog sikker på, at der også er plads til Middelfart Sparekasse. Sparekassen har en stærk social profil og er kendt for sin høje kunde- og medarbejdertilfredshed. Det er værdier, der tiltrækker kunder og medarbejdere alle steder, siger Mads Lustrup.
Han er nu i gang med at finde de rigtige kolleger til afdelingen, som sammen med ham skal være klar til åbningen inden længe.
– Vi kommer til at fokusere på privatkunder, så jeg er på udkig efter privatrådgivere, der vil være med til at skabe et arbejdsmiljø i verdensklasse, har erfaring fra lignende job og har lyst til at skabe en helt ny afdeling fra bunden, siger Mads Lustrup, der sidder klar ved telefonen, hvis det lyder interessant.
Der er ikke sat en præcis åbningsdato, men det kommer til at ske hurtigst muligt.
– Vi kommer til at åbne i midlertidige lokaler og så tænker vi os godt om i forhold til at finde den bedst mulige permanente placering til afdelingen, siger Martin Baltser.
Om Middelfart Sparekasse
– Etableret i 1853
– Åbnede første afdeling i Jylland i 1990 – i Fredericia
– Har i dag 15 afdelinger på Fyn og i Jylland
– Har ca. 98.000 kunder og ca. 380 medarbejdere
– Egenkapital på ca. 2 mia. kr.
– Kapitalmæssig overdækning på 10 procentpoint ultimo 2022.
Om Mads Lustrup
– 45 år
– Har arbejdet i flere pengeinstitutter i hovedstadsområdet siden elevtiden, der begyndte i 1999. Han har bl.a. arbejdet som afdelingsleder
– Arbejder i dag som selvstændig finansrådgiver af privatkunder
– Uddannet Master i Ledelse og HD i regnskabsvæsen
– Bor på Amager med sin kone, Pia, og deres tre børn.
Region Syddanmark indfører akutknap i lægevagten
Region Syddanmark har indført en akutknap i lægevagten, så borgere med akut behov for lægehjælp kan komme forrest i telefonkøen. Ved at taste 9 kan borgere springe køen over og komme i kontakt med lægevagten hurtigere, når de ringer uden for egen læges åbningstid.
Formålet med akutknappen er at sikre, at borgere med alvorlige symptomer hurtigt får hjælp. Funktionen skal kun bruges, når det er nødvendigt.
Akutknappen er en del af moderniseringen af lægevagten i Region Syddanmark. Formanden for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen, Pernelle Jensen (V), glæder sig over den nye funktion, da det giver en tryghed, at de mest syge kan komme til først.
– Med akutknappen styrker vi lægevagtstilbuddet til syddanskerne ved at give dem mulighed for at springe køen over, når de har brug for det. Det giver en tryghed, at de mest syge kan komme til først og er en del af den igangværende modernisering af lægevagten i Region Syddanmark, siger Jensen.

Sammen med akutknappen indfører Region Syddanmark også en call back-funktion, hvor borgere i telefonkøen kan blive ringet op, når deres tur nærmer sig. Andre regioner har allerede indført en akutknap i deres telefoniske visitation med god erfaring, hvor det kun i ganske lille omfang bliver misbrugt.
– Vi forventer, at borgerne som i de andre regioner ikke vil udnytte muligheden for at springe foran i køen, men bruge den samvittighedsfuldt. På den måde vil funktionen få den størst mulige effekt og være til størst mulig hjælp for de mest syge patienter i telefonkøen, siger Pernelle Jensen.
Borgere vil blive informeret om akutknappen i telefonkøen, når de ringer til lægevagten. Det er vigtigt at bemærke, at akutknappen kun skal bruges, når det er nødvendigt. Akutknappen er en del af den nye lægevagtsaftale mellem Region Syddanmark og PLO Syddanmark, der blev indgået den 19. januar 2023.
Det skal bemærkes, at lægevagten kun er forbeholdt patienter med akut opstået eller forværret sygdom uden for egen læges åbningstid, som ikke kan vente til egen læge åbner. I tilfælde af en alvorlig ulykke eller behov for akut hjælp ved livstruende sygdom, skal man ringe 112.
Forsøg på indbrud i flere lejligheder på Vesterbrogade i Vejle
I løbet af den seneste tid har der været forsøg på indbrud i flere lejligheder på Vesterbrogade i Vejle. Gerningsmændene har dog ikke haft held med at bryde ind i nogen af lejlighederne.
I alt seks lejligheder er blevet mål for indbrudsforsøg, hvor man har kunnet observere mærker på dørene, som tyder på, at nogen har forsøgt at skaffe sig adgang.
Vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi opfordrer alle, der måtte have set eller hørt noget i forbindelse med disse indbrudsforsøg, til at kontakte politiet.
Indbrud i villa på Medeavej i Vejle
Mellem lørdag klokken 15.00 og mandag klokken 10.20 har der været et indbrud i en villa på Medeavej i Vejle. Gerningsmændene skaffede sig adgang til boligen ved at bryde et badeværelsesvindue op.
Efter at have brudt ind i villaen gennemrodede de hele huset. Vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at der endnu ikke er overblik over, hvilke genstande der eventuelt er blevet stjålet fra boligen.
Hvis du har bemærket noget mistænkeligt i området omkring Medeavej i Vejle i den pågældende tidsperiode, eller hvis du har oplysninger, der kan hjælpe politiet i efterforskningen, bedes du kontakte Sydøstjyllands Politi.
Hjertestarter udsat for hærværk

Mandag modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om hærværk på en hjertestarter i Vejle. Hændelsen er sket på Enghavevej ved Jyske Bank, hvor den lokale hjertestarter var målet for hærværket. Sydøstjyllands Politi modtog henvendelsen klokken 10.30.
Vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi opfordrer alle, der måtte have set noget, til at kontakte politiet. Han påpeger samtidig, at det er dybt beklageligt, at nogen har valgt at ødelægge hjertestarteren, som kan redde liv i nødsituationer.
Hvis du har oplysninger om hændelsen, bedes du kontakte Sydøstjyllands Politi.

Indbrud på Johan Skjodborg Vej i Vejle
I weekenden mellem lørdag og søndag blev der begået et indbrud på Johan Skjoldborg Vej i Vejle. Gerningsmændene brød ind i et bryggers ved at opbryde et vindue og fik adgang til boligen. Indbruddet fandt sted i tidsrummet mellem lørdag kl. 07.00 og søndag 17.15.
Fra boligen blev der stjålet en sort computertaske med en bærbar PC i, samt et pengebeløb i kontanter fra boligen.
Borgere, der måtte have set mistænkelige personer eller aktiviteter i området omkring Johan Skjoldborg Vej i det pågældende tidsrum, opfordres til at kontakte politiet med oplysninger