16.6 C
Copenhagen
torsdag 21. august 2025

Det danske lighedsideal gør os (farve)blinde

0
Nobelparken

I vores stræben efter lighed glemmer vi at forholde os til den diversitet, der præger vores samfund. Det betyder, at en ret stor gruppe børn og unge med etnisk og religiøs minoritetsbaggrund ikke føler sig set og hørt. I en ny antologi sætter DPU-forskere diversitetsspørgsmål og dilemmaer til debat og bidrager med viden, indblik og handlingsanvisninger til den pædagogiske praksis i dagtilbud og på uddannelsesinstitutioner.

I Danmark har vi da ikke racisme. Vi er jo alle lige. Det sikrer vores velfærdssamfund. Sådan lyder den selvfortælling om ’nordisk exceptionalisme’, som vi har bygget op gennem mange år. Men den fortælling gør os (farve)blinde over for den diversitet, det danske samfund rummer i dag og dermed også for den strukturelle racisme, vi ikke forholder os til i vores stræben efter lighed – oftest helt ubevidst.

Det er i korte træk analysen fra lektor på DPU, Aarhus Universitet, Iram Khawaja, der er aktuel med antologien (Farve)blinde vinkler, som hun har redigeret sammen med Ph.d., selvstændig forsker og konsulent, Laila Lagermann. Antologien er sammensat af centrale bidrag fra førende forskere og praktikere, der arbejder inden for feltet af diversitet og inklusion i pædagogiske og uddannelsesmæssige sammenhænge.

Antologien tager udgangspunkt i antagelsen om, at farveblindheden bliver særlig problematisk, når den finder sted i pædagogiske kontekster. Iram Khawaja uddyber, hvorfor der er behov for bogen:

-Der er brug for en større bevidsthed om, hvordan pædagoger og lærere kan arbejde professionelt med diversitet blandt børn og unge. Det kan hjælpe dem til at møde børn og forældre fra forskellige minoritetskulturer med en nysgerrighed og åbenhed og dermed tage livtag med den andetgørelse, der ofte finder sted.

Det er netop det, antologien, som inddrager forskellige pædagogiske læringssammenhænge i daginstitutioner, skoler, gymnasier og videregående uddannelser, skal bidrage med.

Forfatterne henvender sig bl.a. til studerende, forskere, lærere, pædagoger, PPR- psykologer og ledere, som arbejder inden for feltet. Hvert kapitel afsluttes med refleksionsspørgsmål eller handleanvisninger til praktikere og studerende.

Vi fortier problemet

Antologien præsenterer analyser, der tegner et billede af et samfund, der føler ubehag ved at tale om racialiserede problemer. Iram Khawaja forklarer:

-Ubehaget opstår, når vi bliver konfronteret med, at en ret stor gruppe børn og unge med etnisk og religiøs minoritetsbaggrund ikke føler sig set eller hørt i det her samfund, som vi ellers anser for at være både lige og inkluderende. Det kolliderer med et dansk ideal om lighed, som vi i praksis kan se, ikke holder.

Vi skal i hendes optik italesætte den strukturelle racisme, vi ser – eller de racialiserede problematikker, som hun kalder det – med blik for, at det ubehag, det er er forbundet med, har historiske rødder og bevirker, at vi ofte associerer racisme med kolonitiden og nazismen:

-Lige nu laver vi det, der i litteraturen kaldes silencing, hvor vi fortier racialiserede problematikker i vores samfund, frem for at tage fat om dem og forholde os til, hvorfor de opstår, og hvad vi kan gøre for at forebygge, at nogle børn og unge ikke føler, de hører til i vores samfund, siger hun og fortsætter:

-Vi er simpelthen nødt til at forholde os til, hvordan vi overhovedet opfatter forskellighed.

Pak fordommene væk

Det er også vores ideal om lighed, der er på spil, når lærere og pædagoger udviser en særlig bekymring for piger med etnisk og religiøs minoritetsbaggrund. Den bekymring bygger ofte på en forudantagelse om pigerne og bliver dermed en racialiseret bekymring, som analyseres i dybden i et af bogens kapitler.

-Omsorgen er oprigtig, men den bygger ofte på en antagelse om, at piger med minoritetsetnisk baggrund er underlagt social kontrol, og at de fx ikke selv må vælge, hvem de vil giftes med. Selvom der er tale om en oprigtig omsorg og bekymring fra de professionelles side, virker det faktisk kontraproduktivt i forhold til målet om inklusion.

Det er et problem, ikke kun for de unge piger, men også for deres forældre, der kommer på overarbejde i forhold til at synliggøre deres værd som forældre og modbevise racialiserede fordomme. Derfor ender forældre med etnisk og religiøs minoritetsbaggrund ifølge Iram Khawaja ofte med at overperforme i skole-hjem-samarbejdet, samtidig med at der nemt opstår en mistillid i samarbejdet.

Forfatterne opfordrer i stedet til en større nysgerrighed på, hvem disse unge med minoritetsbaggrund er som personer – ikke som kategori.

Og så skal vi se kritisk på de pædagogiske tilbud, vi tilbyder dem, mener hun:

-Vi skal vi ikke kun have blik for, hvad de kommer fra, men også hvad de kommer til. Derfor skal vi blive klogere på, hvad det er for nogle pædagogiske rammer, vi tilbyder dem, og hvilke pædagogiske rum vi skaber for inklusion. Det er de rum, og ikke alene børnene og de unge, vi skal have fokus på, siger Iram Khawaja.

Tine Engberg Damsgaard udnævnt til professor i plastikkirurgi ved Vejle Sygehus og SDU

0

Professoratet er forskningsmæssigt tilknyttet Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet (SDU).

Tine Engberg Damsgaards fokus er på brystrekonstruktion efter brystkræft, men også på de højt-specialiserede plastikkirurgiske operationer i samarbejde med Odense Universitetshospital. Desuden forsker hun i behandling af senfølger, hvor fx lymfødem og kroniske smerter efter behandling for brystkræft desværre rammer nogle af patienterne. Desuden skal forskningen og det kliniske arbejde være med til at implementere og afdække mulighederne ved nyere scanningsteknikker og robot-assisteret kirurgi i denne patientgruppe.

Et af Tine Engberg Damsgaards andre fokusområder bliver også i et tværregionalt samarbejde at afdække, om fedttransplantation og stamceller tillige skulle have en større plads i plastikkirurgiske og brystrekonstruktive område.

Sammen med forskellige forskningsgrupper har hun opnået forskningsstøtte fra Kræftens Bekæmpelse og fonde på mere end 30 millioner kr. Det sidste nye skud på stammen er det nationale forskningssamarbejde ”ACROBATIC” (www.acrobatic.dk), hvor både Vejle Sygehus, Odense Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og forskere tilknyttet Aarhus Universitet og SDU er aktive medspillere, bl.a. om radikale kræftoperationer assisteret af en ny scanningsteknik og kirurgisk lymfødembehandling.

Forskning vil fremme samarbejde mellem plastik- og brystkræftkirurger

En del af forskningen vil blive foretaget i regi af DBCG (Dansk Brystkræft Gruppe), hvor hun er Dansk Selskab for Plastik-og Rekonstruktionskirurgis repræsentant i DBCG’s bestyrelse. I DBCG´s kirurgiske udvalg er hun desuden næstformand og er aktiv med bl.a. at udfærdige retningslinjer, men også fremme samarbejdet mellem plastik- og brystkræftkirurger.

Derudover er hun med-initiativtager til DCCL (Dansk Center for Brystkræftsenfølger), som er støttet af Kræftens Bekæmpelse. DCCL har månedlige nationale multidisciplinære teamkonferencer for patienter med senfølgesymptomer efter brystkræftbehandling og forsker aktivt i både de fysiske men også psyko-onkologiske senfølger.

Tine Engberg Damsgaard er uddannet læge fra Aarhus Universitet, hvor hun også forsvarede sin ph.d.-afhandling, tre år efter endt uddannelse som læge. Herefter fulgte speciallægeuddannelsen i plastikkirurgi, i løbet af hvilken hun var ansat på Odense Universitetshospital og Aarhus Sygehus/Aarhus Universitetshospital.

Første kvindelige professor i plastikkirugi

I 2018 blev hun den første kvindelige professor i plastikkirurgi i Danmark og herefter fulgte fire år som professor ved Københavns Universitet og Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet. Da Region Hovedstaden besluttede, at brystkræftkirurgien med dertilhørende primær rekonstruktion ikke længere hørte til på Rigshospitalet, så var vejen banet for at søge nye muligheder på Odense Universitetshospital og Vejle Sygehus samt Syddansk Universitet.

Tine Engberg Damsgaard har været inviteret foredragsholder på europæiske og skandinaviske kongresser og har publiceret 87 artikler i danske og internationale tidsskrifter.

Tine Engberg Damsgaard bor i Risskov og er gift med elektronikingeniør Holger Damsgaard.

Sydøstjyllands Politi: Status efter Smukfest i Skanderborg

0

Ingen Smukfest uden Sydøstjyllands Politi, der igen i år kan konstatere, at festivalen ud fra politiets synspunkt forløb forholdsvist stille og roligt.

Når politiet deltager på en stor musikfestival som Smukfest, så er det for at sikre en god og tryg festivaloplevelse for festivalgæsterne omkring og på festivalen. Indsatsen er igen i år sket i samarbejde med Smukfest og en række øvrige samarbejdspartnere som Skanderborg Kommune, Brand og Redning, den præhospitale indsats og Hjemmeværnet med flere.

Politiets opgaver på festivalen har blandt andet været synlig patruljering ved teltområder og parkeringsområder, maritim patruljering på Skanderborg sø, kontrol af busser, målrettede indsatser mod tyverier og narkotika, færdselsindsats og patruljering i Skanderborg midtby.

’Det er vores opfattelse, at festivalen – set med politiets øjne – overordnet er forløbet meget fint i år, og at størsteparten af de omkring 60.000 festivaldeltagere har været i godt humør, festet og behandlet hinanden godt. Det skal de have ros for’ udtaler vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi og fortsætter: ’Særligt antallet af anmeldelser vedrørende sædelighed ligger lavere i år sammenlignet med andre år, mens der ses en stigning af parkeringsafgifter.’

Når så mange mennesker er samlet til musik og fest på et sted, og en by i en uges tid vokser til dobbelt størrelse, så kunne det potentielt skabe langt mere uro. Det var ikke tilfældet ud over det forventelige, og det skyldes blandt andet et godt forarbejde og et solidt samarbejde mellem myndigheder, festival og øvrige samarbejdspartnere, at festivalen også i år blev afviklet på en smidig og god måde.

Sydøstjyllands Politi tjekkede også i år busser, der blev brugt ved Smukfest. Busserne var generelt i fin stand, og resultatet var, at 4 busser blev indkaldt til syn med baggrund i mindre fejl.

38-årig syrisk mand varetægtsfængslet i sag om menneskesmugling

0

Den 38-årige mand nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

En 38-årig syrisk mand blev onsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for overtrædelse af udlændingelovens bestemmelser om menneskesmugling.

Den 38-årige mand sad bag rattet i en svensk indregistreret personbil med en 25-årig syrisk mand som passager, da køretøjet tirsdag eftermiddag blev taget ud til stikprøvevis indrejsekontrol ved Padborg Grænse.

Ved kontrollen stod det klart, at den 25-årige mand ikke havde gyldige indrejsedokumenter, hvorefter begge personer blev anholdt.

Den 38-årige mand nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

Den 25-årige mand blev efterfølgende udleveret til tysk politi.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

Aggressiv passager forsøger at slå kontrollør og bide politibetjent i Fredericia

0

Vicepolitikommisær Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi beretter om en alarmerende episode, der fandt sted i går på toget fra Vejle gennem Børkop og fortsatte på Fredericia Banegård.

En 41-årig mand uden billet blev konfronteret af en 61-årig kontrollør i toget. Da kontrolløren bad om at se billetten, nægtede manden og blev mere og mere ophidset. Situationen eskalerede, og han forsøgte to gange at slå kontrolløren med en knyttet næve. Heldigvis undgik kontrolløren slagene, og manden blev bedt om at forlade toget ved Fredericia Banegård.

Men hændelsen stoppede ikke der. På banegården fortsatte manden sin aggressive adfærd, og da politiet ventede på ham, forsøgte han at bide en af betjentene. Han blev straks anholdt og sigtet for vold mod en tjenestemand i funktion. Manden blev efterfølgende ført til detentionen i Vejle.

Politiet sætter øget fokus på skolevejene

0

Skolernes sommerferie går på hæld og nye trafikanter skal ud i trafikken. Nogle bevæger sig ud i trafikken i følgeskab med en voksen, mens andre gør det på egen hånd for første gang, hvorfor det kræver ekstra opmærksomhed, tålmodighed og påpasselighed hos de erfarne trafikanter.

Hovedparten af landets politikredse gennemfører i ugerne 32 og 33 målrettede indsatser på skolevejene i forbindelse med skolestart, hvor mange tusinde børn, som er nye og urutinerede trafikanter har første skoledag.

-Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Hvert år stopper vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt, som har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn eller børn, er uopmærksomme eller som undlader at respektere diverse forbudsskilte ved skolerne. Det handler om tryghed og sikre skoleveje og derfor gennemfører vi også kontroller i år, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Koncernkommunikation.

Nogle bilister har for travlt med at bringe deres egne børn sikkert i skole. De udviser ikke hensyn over for andres børn, der som fodgængere eller cyklister er på vej til skole. Derfor vil politiet igen i år ved anvendelse af manuelle kontroller og Automatisk Trafik Kontrol sætte ind for at medvirke til sikring af skolevejen og skride ind over for trafiksyndere.

Politiindsatserne vil blive koncentreret om skoleveje, hvor der især vil blive fokuseret på

-bilernes hastighed

-om børnene er fastspændt i bilerne i sikkerhedssele

-om førerne selv husker at anvende sikkerhedssele

-skolepatruljernes arbejde, og

-forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne.

Forældrenes indsats
Der er heldigvis få børn, der kommer til skade i trafikken, og det skyldes blandt andet at forældrene er gode til at passe på deres børn, når de skal ud på vejene, hvor forældrenes indsats betyder meget.
Sammen med Rådet for Sikker Trafik anbefaler Rigspolitiet følgende:

Træn skolevejen til fods

-Vælg en sikker rute. Det er den rute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er mindst trafik.

-Gå ruten mange gange sammen og aftal enkle regler for, hvad barnet skal gøre de forskellige steder.

-Gentag reglerne, I har øvet før: Stop ved kantstenen, se dig for til begge sider, tjek at bilerne stopper, før du går over for grønt.

-Lær dit barn at lægge mobiltelefonen væk, når I går i trafikken. Og vær selv et godt eksempel.

Træn skolevejen på cykel
Selv om dit barn ikke er klar til at cykle alene endnu, kan I bruge skolevejen til at cykle sammen, hvis trafikken er egnet til det – og dit barn er klar. Det er dig, der bedst kan vurdere det.

-Vælg en sikker cykelrute, hvor I skal krydse vejen færrest gange og hvor der er cykelsti.

-Lad dit barn køre inderst eller forrest – så kan du holde øje med det.

-Sig til i god tid, før I skal dreje.

-Lær dit barn at give tegn, når I skal dreje eller stoppe.

-Stop og se jer godt for, før I krydser en vej. Husk, dit barn har brug for længere tid end dig til at sætte i gang. Nogle steder skal I måske trække over.

-Husk cykelhjelmen. Den bedste måde at få dit barn til at bruge cykelhjelm, er hvis du selv gør det.

Transporterer du dine børn i bil, når de skal til og fra skole skal du blandt andet:

-Vær opmærksom og udvis hensyn over for de andre trafikkanter på vejen.

-Vær opmærksom og udvis agtpågivenhed over for de mange nye og usikre trafikkanter.

-Sørg for at dine børn og du selv er fastspændt.

-Overhold hastighedsgrænsen.

-Koncentrer dig om at køre bil, når du kører bil.

-Respekter skiltningen omkring skolerne, indkørsel forbudt og parkeringsforbud m.m.
Indsatserne bakker op om Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunernes kampagne skolestartskampagne.

12-årig pige fortsat savnet – ring 114 med oplysninger

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Nordjyllands Politi efterlyser den 12-årig pige, Lena Anna Fiedor, der tirsdag kl. 16:00 forlod sin bopæl i Nørresundby, i nedtrykt sindstilstand.

Nordjyllands Politi modtog tirsdag aften en anmeldelse om, at den 12-årig Lena havde forladt sit hjem på Thistedvej i Nørresundby om eftermiddagen, omkring kl. 16:00.

Den unge pige forlod hjemmet i nedtrykt sindstilstand; politiet og familien beder derfor offentligheden om hjælp til hurtigst muligt at finde hende.

Lena blev sidst set tirsdag aften omkring kl. 18.00, i Øgadekvarteret i Aalborg.

– Vi formoder at Lena medbringer et gråt/sort løbehjul med pink hjul, pink skrift og bærerem. Hvis man ser dette løbehjul stå et sted, så ring til Nordjyllands Politi på telefon 114. Vi kan heller ikke afvise, at Lena har benyttet offentlig transport, og derfor kan have søgt ophold i andre byer, siger leder af politiets efterforskning, fg. politikommissær Henrik Kjær Hansen.

Signalement

  • 12 år
  • 170 centimeter
  • kraftig af bygning
  • mørkt mellemlangt hår
  • briller
  • iført sort hættetrøje med hvid tekst på hætten, mørkeblå cowboybukser, blå/sorte arbejdssko af mærket Mascot.
  • Bærer skuldertaske af læder med rem.
  • Hun medbringer muligvis et gråt/sort løbehjul med pink hjul.

Skærpet indsats opretholdes

0

Politiet skærpede i sidste uge midlertidigt indsatsen ved de indre danske grænser som følge af udviklingen i det aktuelle trusselsbillede. På anbefaling fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) har politiet besluttet at opretholde den skærpede indsats foreløbigt til og med torsdag den 17. august 2023.

Rigspolitiet har orienteret Justitsministeriet om, at Rigspolitiet – på anbefaling fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) – har fundet det nødvendigt at opretholde den midlertidigt skærpede indsats ved de indre danske grænser. Den skærpede indsats blev iværksat den 3. august 2023 og forventes indtil videre opretholdt frem til og med den 17. august 2023. Det betyder bl.a., at man fortsat vil kunne opleve stikprøvevis grænsekontrol i forbindelse med indrejse fra Sverige, og at grænsekontrollen mod Tyskland fortsat er intensiveret i denne periode.

PET oplyste i sidste uge, at den seneste tids koranafbrændinger har haft betydning for det aktuelle trusselsbillede. Derfor vurderede myndighederne, at det var nødvendigt at styrke fokus på, hvem der rejser ind i Danmark for at imødegå de aktuelle og konkrete trusler, som Danmark står overfor.

– Den seneste tids koranafbrændinger har betydning for det aktuelle trusselsbillede. Vi står i en alvorlig situation, hvor vi fortsat har behov for en skærpet kontrol ved de danske grænser for at imødegå de trusler, som Danmark står overfor. Jeg har noteret mig, at myndighederne har vurderet, at det er nødvendigt at opretholde den midlertidigt skærpede indsats ved de indre grænser. Regeringen og myndighederne følger fortsat udviklingen meget tæt, siger justitsminister Peter Hummelgaard.

Kunder nægtes fortsat uretmæssigt en basal betalingskonto

0
Foto: AVISEN

Finanstilsynet modtager stadig klager fra bankkunder, der ikke får den adgang til den basale betalingskonto, som lovgivningen sikrer dem. Finanstilsynet har tidligere indskærpet reglerne overfor bankerne, og vil nu undersøge, hvordan bankerne håndterer reglerne.

Finanstilsynet sendte i marts i 2023 et brev til alle banker, der indskærpede reglerne om borgernes ret til en basal betalingskonto. Men nogle forbrugere løber stadig panden mod muren, når de forsøger at operette en basal betalingskonto. Det skader forbrugernes muligheder for at modtage løn eller offentlige ydelser eller kunne betale regninger til tiden. For at sikre, at bankerne overholder reglerne, sender Finanstilsynet en ny indskærpelse til bankerne og iværksætter en undersøgelse af, hvordan udvalgte banker overholder reglerne.

-Det virker desværre som om læringskurven er ret flad, for vi modtager stadig henvendelser fra borgere, der oplever de samme problemer, som vi tidligere har påtalt overfor bankerne. Det er ærgerligt for både kunder og banker, at Finanstilsynet er nødt til igen at minde bankerne om deres forpligtigelser. Reglerne er stadig lige så klokkeklare, som da Finanstilsynet sidst indskærpede reglerne i marts, og bankerne burde ikke have problemer med at følge dem, siger kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynets forbrugerkontor.

Brev til bankerne slår hegnspælene fast

Finanstilsynet sender nu et brev til bankerne, som indskærper en række punkter, som gentager sig i klagerne, f.eks. i hvilke tilfælde bankerne må afvise at oprette en basal betalingskonto, hvor lang fristen må være for oprettelsen m.v. Finanstilsynet fastslår samtidig, hvilke andre forpligtelser bankerne har, f.eks. at forbrugerne har krav på skriftligt afslag, at bankerne efter omstændighederne af egen drift selv skal foreslå forbrugeren en basal betalingskonto, og at retten til en basal betalingskonto også gælder for mindreårige.

For at sikre, at informationerne lander hos de medarbejdere, som er tættest på kunderne, har Finanstilsynet bedt bankerne forankre informationerne i alle relevante dele af deres organisation.

Forbrugerguide: Sådan får du en basal betalingskonto

Oplys banken, at du ønsker en basal betalingskonto. Banken er forpligtet til at rådgive dig om din ret til at få en basal betalingskonto, hvis banken ikke vil tilbyde dig en almindelig indlånskonto. Banken skal f.eks. rådgive dig, hvis du lige er kommet til landet og søger om en konto for at kunne modtage din løn m.v. Det samme gælder, hvis du fortæller banken, at det er vigtigt for dig at få en konto så hurtigt som muligt.
Bankerne kan kun afvise at oprette en basal betalingskonto ud fra de årsager, som lovgivning oplister. Bankerne må f.eks. ikke afvise dig med den begrundelse, at du er registreret i RKI. Bankerne kan kun afvise at oprette en basal betalingskonto til dig, hvis:
-banken vurderer, at åbningen af kontoen vil være i strid med hvidvaskreglerne,
-du ikke kan vise en reel interesse i at åbne en basal betalingskonto,
-du allerede har en betalingskonto i Danmark,
-du har udøvet strafbare handlinger mod banken, eller
-du har optrådt anstødeligt eller til gene for bankens kunder eller ansatte.
Retten gælder også, hvis du ikke bor i Danmark. Hvis du er EU-borger eller har lovligt ophold inden for EU- eller EØS-lande, kan banken ikke nægte at oprette en basal betalingskonto, blot fordi du ikke har bopæl i Danmark.
Der gælder en sagsbehandlingsfrist på 10 dage efter modtagelsen af fuldstændig ansøgning. Fristen på 10 dage er absolut og må ikke fraviges af banken.

-Banken skal give dig et skriftligt afslag. Afslaget skal du bruge, hvis du vil klage til Det finansielle ankenævn eller informere Finanstilsynet om din sag. Afslaget skal gives på papir eller på andet varigt medium.
-Retten til en basal betalingskonto gælder også for mindreårige. Mindreårige har på lige fod med voksne ret til en basal betalingskonto. Et pengeinstitut kan dog afslå at åbne en basal betalingskonto, hvis den mindreårige ikke kan påvise en reel interesse i at åbne en basal betalingskonto.
-Retten til en basal betalingskonto gælder kun for forbrugere. Hvis du er erhvervsdrivende, kan du ikke benytte retten til en basal betalingskonto til at få en erhvervskonto.
-Du kan klage til det finansielle ankenævn. Du kan klage til det finansielle ankenævn, hvis du kan bevise, at bankerne ikke har overholdt reglerne og, at dette har påført dig et økonomisk tab.
-Du kan informere Finanstilsynet om overtrædelse af reglerne. Orienter gerne Finanstilsynet, hvis du mener, at en eller flere banker ikke overholder reglerne. Finanstilsynet samler til bunke, og kan give banker et påbud, hvis Finanstilsynet vurderer, at bankerne ikke overholder reglerne om adgang til basal betalingskonto.

Dansk dyrepark udsat for massivt svindel online

0

Hele 18 falske sider på Facebook og flere falske konkurrencer er der i den seneste tid blevet oprettet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs navn. Mange facebookbrugere er faldet for svindelnummeret og har deltaget i de falske konkurrencer. De bliver nu spammet med falske vindermails. Anmeld og bloker, lyder opfordringen fra dyreparken.

I den seneste uge har GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA modtaget et hav af opkald og beskeder fra håbefulde danskere, der har deltaget i konkurrencer om at vinde billetter til GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.
Men konkurrencerne er falske. De er delt via falske facebooksider, der er oprettet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs navn. Faktisk findes der lige nu hele 18 falske sider i dyreparkens navn.

Richard Østerballe
Richard Østerballe, Direktør i Givskud Zoo. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

– I går fik vi godt 50 opkald bare på en enkelt time, og det vælter ind med messengerbeskeder og mails fra facebookbrugere, som spørger, om de har vundet en konkurrence hos os. En del gennemskuer heldigvis, at der er tale om spam, men andre er desværre faldet i, ud fra hvad vi er blevet informeret om, fortæller direktør i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Richard Østerballe.

I “vinderbeskederne” fra de falske sider bliver “vinderen” bedt om at overføre et mindre beløb til leveringsomkostninger samt indtaste kontooplysninger.

– Det er da dejligt at så mange gerne vil vinde billetter hertil. Men vi må bare fastslå, at det ikke er os, der er afsender. Vi har ikke konkurrencer kørende pt., så modtager man en besked om, at man har vundet billetter, er det svindel. Vi beder heller aldrig vindere i vores konkurrencer om at klikke på links, indbetale porto eller indsende kontonumre, understreger direktøren.

Anmeld og bloker for siderne

Richard Østerballe fortæller, at de falske sider og konkurrencer er anmeldt til Meta/Facebook i håb om, at der kan blive lukket for dem, og GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA opfordrer alle private brugere til at gøre det samme.

– Nogle af dem, der har deltaget i de falske konkurrencer, modtager vinderbeskeder gentagne gange. Så vi anbefaler på det kraftigste, at man både anmelder de falske sider og konkurrencer, og at man blokerer for dem, så man ikke får et væld af falske vindermails, hvis man har deltaget i de falske konkurrencer.

GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA har i den seneste uge meldt ud flere gange på sin rigtige facebookside samt på sin hjemmeside, at der florerer de falske sider og konkurrencer for at advare facebookbrugere.

Sådan skelner man mellem den rigtige og de falske sider

Man skelne mellem GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs rigtige side og de falske sider på flere måder.
For det første er den rigtige side oprettet i 2009, mens de falske sider er oprettet i de seneste tid.
For det andet er der over 100.000 følgere på den rigtige side og kun få følgere ved de falske sider. Endelig er profilbillederne også forskellige. Den rigtige facebooksides profilbillede består af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs logo; ZOO skrevet med rødt, hvori der står GIVSKUD, og hvorunder der står ZOOTOPIA. De falske sider benytter kun det røde zoo-logo uden tekst og forskellige billeder.

Grøn omstilling og globalt udsyn skal løfte Fredericias iværksætteri

0
BUSINESS. Fredericia skiller sig markant ud i Trekantområdet i tredje kvartal. Nye tal viser, at kommunen har langt flere nyoprettede virksomheder i forhold til...

Togene kører igen mellem Fredericia og Vejle – enkelte togbusser fortsætter lidt endnu

0
TRAFIK. Efter torsdagens dødsulykke på Børkop Station er politi og øvrige myndigheder nu færdige med deres arbejde på stedet, og togene er så småt...

Lange køer til togbusser ved Fredericia Banegård efter togpåkørsel i Børkop

0
TRAFIK. Torsdag formiddag er togdriften mellem Vejle og Fredericia blevet indstillet på ubestemt tid efter en dødsulykke på Børkop Station. Det har sat sit...

41-årig mand død efter togpåkørsel på Børkop Station

0
KRIMI. En 41-årig udenlandsk mand mistede torsdag formiddag livet i forbindelse med en togpåkørsel på Børkop Station. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en opdatering...

Togdriften indstillet efter personpåkørsel ved Børkop Station

0
KRIMI. En person er torsdag middag blevet påkørt af et tog ved Børkop Station. Ifølge Sydøstjyllands Politi står togtrafikken helt stille mellem Fredericia og...

Tre landsbyer klar til PostNord Danmark Rundt: »Man skal bare komme ud og mærke...

0
EVENTS. Fredag vil stilheden i tre små lokalsamfund blive afbrudt af et sus af kulfiberhjul, farvestrålende trøjer og det korte glimt af noget, der...