Hele 18 falske sider på Facebook og flere falske konkurrencer er der i den seneste tid blevet oprettet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs navn. Mange facebookbrugere er faldet for svindelnummeret og har deltaget i de falske konkurrencer. De bliver nu spammet med falske vindermails. Anmeld og bloker, lyder opfordringen fra dyreparken.

I den seneste uge har GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA modtaget et hav af opkald og beskeder fra håbefulde danskere, der har deltaget i konkurrencer om at vinde billetter til GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.
Men konkurrencerne er falske. De er delt via falske facebooksider, der er oprettet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs navn. Faktisk findes der lige nu hele 18 falske sider i dyreparkens navn.

Richard Østerballe
Richard Østerballe, Direktør i Givskud Zoo. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

– I går fik vi godt 50 opkald bare på en enkelt time, og det vælter ind med messengerbeskeder og mails fra facebookbrugere, som spørger, om de har vundet en konkurrence hos os. En del gennemskuer heldigvis, at der er tale om spam, men andre er desværre faldet i, ud fra hvad vi er blevet informeret om, fortæller direktør i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Richard Østerballe.

I “vinderbeskederne” fra de falske sider bliver “vinderen” bedt om at overføre et mindre beløb til leveringsomkostninger samt indtaste kontooplysninger.

– Det er da dejligt at så mange gerne vil vinde billetter hertil. Men vi må bare fastslå, at det ikke er os, der er afsender. Vi har ikke konkurrencer kørende pt., så modtager man en besked om, at man har vundet billetter, er det svindel. Vi beder heller aldrig vindere i vores konkurrencer om at klikke på links, indbetale porto eller indsende kontonumre, understreger direktøren.

Anmeld og bloker for siderne

Richard Østerballe fortæller, at de falske sider og konkurrencer er anmeldt til Meta/Facebook i håb om, at der kan blive lukket for dem, og GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA opfordrer alle private brugere til at gøre det samme.

– Nogle af dem, der har deltaget i de falske konkurrencer, modtager vinderbeskeder gentagne gange. Så vi anbefaler på det kraftigste, at man både anmelder de falske sider og konkurrencer, og at man blokerer for dem, så man ikke får et væld af falske vindermails, hvis man har deltaget i de falske konkurrencer.

GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA har i den seneste uge meldt ud flere gange på sin rigtige facebookside samt på sin hjemmeside, at der florerer de falske sider og konkurrencer for at advare facebookbrugere.

Sådan skelner man mellem den rigtige og de falske sider

Man skelne mellem GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs rigtige side og de falske sider på flere måder.
For det første er den rigtige side oprettet i 2009, mens de falske sider er oprettet i de seneste tid.
For det andet er der over 100.000 følgere på den rigtige side og kun få følgere ved de falske sider. Endelig er profilbillederne også forskellige. Den rigtige facebooksides profilbillede består af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs logo; ZOO skrevet med rødt, hvori der står GIVSKUD, og hvorunder der står ZOOTOPIA. De falske sider benytter kun det røde zoo-logo uden tekst og forskellige billeder.