De danske folkeskoler, ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser, lærepladser, seminarier og universiteter har i generationer udgjort rygraden i det danske samfund. Det er herfra, at nye borgere dannes. En stor del af den danske kultur og det demokratiske sindelag er dannet i disse afgørende institutioner. Vi kan ikke undvære nogle af dem, og vi gør klogt i at prise os lykkelige for dem.

Hvis vi skal fremhæve den væsentligste del af uddannelsessystemet, så er det unægtelig folkeskolerne. Ikke for at undervurdere betydningen af friskoler, efterskoler, gymnasier, håndværkerskoler, universiteter og andre læreanstalter. Men alene fordi folkeskolerne er det sted, hvor flest danskere får deres opvækst og dannelse. Derfor er folkeskolerne også det mest centrale sted for dannelsen af den store og brede befolkning.

Desværre har hele vores uddannelsessystem været udsat for utallige eksperimenter gennem de sidste mange årtier. Der er blevet diskuteret meget, men resultaterne er tydelige nok:

Eleverne presses gennem systemet med det primære formål at ende som effektive produktionsenheder til ”systemet”. Og det system er optaget af at måle og veje på enhver tænkelig måde. Det er et underligt signal at sende til en ny medborger, at man kun er noget værd, hvis man lever op til systemets fantasifulde ideer om ”livets rette gang på jord”. Vi har tilladt en sværm af teknokrater at infiltrere uddannelserne med hjælpeløse ideer, der intet har at gøre med dannelse og individuelle hensyn. Hvis man skal generalisere, så har vi skabt en generation af unge, hvor alt for mange kæmper med psykiske diagnoser, manglende faglige færdigheder, manglende tro på egne evner, men ikke mindst manglende tro på samfundets interesse i dem.

Det er på alle måder en trist og nedslående udvikling. Den kræver, at vi ændrer fundamentalt på målsætningen for uddannelsessystemet. At vi stopper med at skyde skylden på de sociale medier, og selv tager et ansvar for årtiers fejlslået politik på området. Der er næppe tvivl om, at unges skærmforbrug er stort, samt at det påvirker unge på mange uhensigtsmæssige måder. Men det er altså ikke forklaringen på, at så mange ikke finder deres plads i samfundet. Det handler tværtimod om noget helt andet, nemlig den evindelige snak om resultater.

Hvis vi starter med lærerne, så giver vi dem håbløse arbejdsvilkår. Man forventes at skulle være på i klasser time efter time. Man skal kunne løse problemer på stedet i store klasser, samtidig med at der skal laves afrapportering til højre og venstre. Man skal indgå i dialog med forældrene, der ofte har en ide om, at alle problemer primært skyldes undervisningen og sjældent eleven. Den indstilling fortsætter ofte til ungdomsuddannelserne og de videregående læreanstalter.

Jo, der er meget at tage fat på.

Der er ikke en enkelt trylleformular, der straks løser problemet. Men det er en god ide, hvis vi starter med at indse, at alle mennesker har vidt forskellige forudsætninger og evner. Dermed også sagt, at hvis man konstant forsøger at passe et menneske ind i en form, der er afgjort på forhånd og på baggrund af urealistiske forventninger, så vil man også tabe mange på gulvet, der bare ikke passer ind. Vi skal med andre ord være indstillet på, at der skal være god tid til at finde ud af, hvad man skal være en skønne dag. Folkeskolen skal være indrettet på denne proces, hvor lærerne også sættes fri til at arbejde sammen med eleverne om deres dannelse.

For det er ikke flere penge, flere reformer eller flere regler, der skal til. Jo, vi kan godt bruge flere penge til at uddanne. Men det løser ikke det grundlæggende problem.

Det er nemlig vores menneskesyn, der skal ændres.