Klokken 23:53 søndag aften bemærkede en politipatrulje en mand på el-scooter, der slingrede. Hændelsen skete i nærheden af Backyard Burger på Vejlevej i Fredericia.
Føreren kørte ifølge vicepolitiinspektør Mikkel Ross slingrende og i usikker stil, hvilket førte til, at han blev stoppet af patruljen.
Ved alkometertesten viste det sig, at han var over den tilladte grænse for alkohol i blodet i forbindelse med kørsel af el-scooter.
Den 66-årige mand fra Fredericia blev derfor anholdt og kørt til Kolding skadestue for at få foretaget en blodprøve.
FC Fredericia slog overraskende AaB ud af sidste runde i pokalturneringen, og op af bowlen kom OB. Med FC Fredericia som lavest rangerende hold var det givet på forhånd, at fredericianerne ville få hjemmebanefordel. Få dage før kampen er der solgt over 2.500 billetter.
– Det er dejligt, at der er så mange, der vil komme. Vi har omkring 400 spisende gæster inden kampen, og det betyder, at vi får fyldt godt op på tribunerne. Man så også, at OB’s fanafsnit med 600 pladser blev udsolgt på et døgn, og det viser, at det ikke er hvilken som helst klub, der kommer på besøg. Der kommer formentlig en del flere end de 600, og dem der ikke fik, kan købe til neutrale afsnit, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.
Stig Pedersen, direktør for FC Fredericia: Foto: AVISEN
Direktøren peger på, at NordicBet Ligaen som udgangspunkt har højest prioritet for FC Fredericia, der var i kamp lørdag og skal i kamp igen den 5. november mod Kolding. Han glæder sig dog over interessen og slår fast, at FC Fredericia jagter overraskelsen.
– Vi kan konstatere interessen og vi glæder os til at spille kampen. Selvom den ligger mellem vigtige kampe, så kommer vi selvfølgelig til at give den gas, da det er klart, når man er i ottendedelsfinalen, vil man forsøge at gå videre, siger Stig Pedersen.
Historisk set har FC Fredericia traditioner i pokalturneringen, og særligt en oplevelse skiller sig ud tilbage i 2017/18-sæsonen, da holdet nåede frem til semifinalen.
– Den største kamp, der har været var i pokalen mod Silkeborg i semifinalen, og dengang tænkte man ikke over den bedrift det var, at et NordicBet Liga-hold kom blandt de fire sidste i pokalturneringen. Vi tabte kun 1-0, og man kan ikke komme tættere på pokalfinalen overhovedet. Det er fede kampe at spille, og dem kan folk godt lide at komme til, fortæller Stig Pedersen.
FC Fredericia plejer at have mellem 8 – 1.300 tilskuere på hjemmebane, men interessen for OB-kampen er betydeligt større. Der forventes i omegnen af 3.000 tilskuere til kampen. Det kunne derfor ligne, at der er potentiale for mere for fodboldbyen Fredericia.
– Vi har været fuldtid i ti år, og bare det, at en by som Fredericia kan bære det, synes jeg viser en form for potentiale. Vi prøver at gøre os mere attraktiv overfor tilskuerne, og ungdomsafdelingen involverer vi i hjemmekampene. Vi har ligget mange år i den samme række, og det appellerer fint til nogen, men vi skal have udvidet potentialet forstået på den måde, at vi skal trække endnu flere til. Der er også sket et skifte i vores fanklub, og der skal det bygges op om nogen unge, da det er dem, der driver fanklubben i fodboldklubber, slutter Stig Pedersen.
Sydøstjyllands Politi har i denne uge af Politiken fået forelagt en række episoder fra 2021 og 2022, der stiller spørgsmålstegn ved den måde, som politikredsens specialpatrulje har løst sine opgaver på, herunder navnlig i forhold til konkrete magtanvendelser over for borgerne. Specialpatruljen er en særlig enhed i politikredsen, der varetager politiopgaver i civil.
– Det er helt centralt for os, at borgerne kan have tillid til deres politi, og vi sætter en stor ære i at løse alle vores opgaver med høj faglighed, empati og etik. Det gør derfor også stort indtryk på os, når der fra flere sider rejses alvorlig kritik af den måde, som vi har løst konkrete opgaver på i forhold til borgerne, siger politidirektør Jørgen Abrahamsen fra Sydøstjyllands Politi.
– Forløbet omkring politikredsens specialpatrulje, og de episoder, som vi senest har set, rokker desværre ved den tillid. Hver enkelt episode skal naturligvis undersøges grundigt, før der kan konkluderes i de enkelte situationer, men det samlede forløb gør, at vi har fundet det rigtigst indtil videre at nedlægge vores specialpatrulje. Specialpatruljens medarbejdere vil blive overført til andre enheder, og ledelsen vil nu gentænke organiseringen og opgavefordelingen i politikredsen. En nyorganisering af opgaverne vil inddrage læring fra forløbet og have fokus på blandt andet ledelse, instruktion og vejledning af medarbejderne, uddyber Abrahamsen.
Flere af de konkrete episoder, som Politiken har præsenteret for politikredsen, er tidligere behandlet eller under behandling ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og de øvrige episoder er nu også forelagt politiklagemyndigheden til vurdering.
Eventuelle personalemæssige konsekvenser for de polititjenestemænd, som er involveret i de konkrete episoder, beror således på politiklagemyndighedens vurdering og afgørelse.
Hvis der fremkommer nye eller hidtil ukendte episoder, vil disse ligeledes blive indbragt for politiklagemyndigheden i overensstemmelse med lovgivningens regler herom.
I Biltema på Skærbækvej i Fredericia var der søndag eftermiddag en episode, hvor tre rumænske statsborgere gjorde et forsøg på at stjæle en større mængde værktøj.
Sydøstjyllands Politi blev informeret om situationen klokken 15.47. Vagtchef Rune Nielsen fra Sydøstjyllands Politi meddeler, at de tre personer blev standset på Fyn i en bil. De blev herefter eskorteret til politistationen for yderligere afklaring.
De tre rumænere er søndag eftermiddag fortsat på politistationen, hvor der arbejdes på sagsbehandlingen.
Den 56 årige mand, der boede i Kolding, har ifølge politiets efterforskning været i et sammenstød med en 24 årig gerningsmand i Kolding Midtby omkring kl. 21 lørdag aften. Sammenstødet endte voldeligt og den 56 årige blev i umiddelbar tilknytning til hændelsen hjulpet af folk i området ved Gråbrødregade. Han er efterfølgende erklæret død på Kolding Sygehus.
Sydøstjyllands Politi har lørdag aften og natten til søndag gennemført en intensiv efterforskning, og har i den forbindelse været massivt tilstede i Kolding Midtby med efterforskere, teknikere og hundepatruljer, ligesom der er foretaget vidneafhøringer og indsamlet videoovervågning.
På baggrund af politiets efterforskning er der foretaget anholdelse af den 24 årig mand, der ligeledes er fra Kolding. Det er aktuelt politiets opfattelse, at der ikke er en forudgående relation mellem de to mænd og at der er tale om en isoleret hændelse.
Den 24 årige forventes fremstillet i grundlovsforhør i dag kl. 12.00 ved retten i Kolding sigtet for manddrab og det forventes, at der anmodes om lukkede døre under retsmødet.
De pårørende til den dræbte 56 årige mand er underrettet.
Af hensyn til den aktuelle efterforskning kan Sydøstjyllands Politi ikke på nuværende tidspunkt dele yderligere oplysninger med offentligheden.
Efter en offentlig høringsperiode fremsætter regeringen i dag lovforslag om forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Der er på baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar og de synspunkter, der er blevet rejst i den offentlige debat, foretaget en række justeringer af lovforslaget. Med lovforslaget kriminaliseres utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Lovforslaget har til formål at sætte ind over for de systematiske forhånelser, som bl.a. har været med til at skærpe terrortruslen mod Danmark.
Rigspolitiet har oplyst, at der siden den 21. juli 2023 til og med den 24. oktober 2023 har været anmeldt 483 demonstrationer med bog- eller flagafbrændinger i Danmark. Samtidig har Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyst, at den seneste tids koranafbrændinger har haft betydning for det aktuelle trusselsbillede, og at terrortruslen mod Danmark er skærpet inden for det i forvejen høje niveau.
Regeringen har efter høringsperioden justeret lovforslaget på en række områder. De væsentligste ændringer i lovforslaget er følgende:
Lovforslaget indskrænkes til kun at gælde utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning. Der var tidligere lagt op til, at det skulle omfatte genstande med væsentlig religiøs betydning.
Lovforslaget afgrænses til trossamfund, som er registreret som anerkendt efter trossamfundsloven, og folkekirken. Der var tidligere lagt op til, at lovforslaget skulle omfatte trossamfund, uanset om trossamfundet var registreret som anerkendt eller ej.
Det er angivet i lovforslagets bemærkninger, at kunstværker, hvor den utilbørlige behandling er en mindre del af et større værk, ikke vil være omfattet af forbuddet.
Det fastsættes, at det ikke vil være strafbart at billige utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund.
Lovforslaget vil blive evalueret efter en treårig periode.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
– Det har været vigtigt for regeringen, at lovforslaget skulle være så præcist som muligt. Vi har valgt at justere lovforslaget, og det har vi bl.a. gjort på baggrund af Politiforbundets høringssvar og bekymring for, om forbuddet med den oprindelige formulering ville være for svært at håndhæve i praksis. Med de ændringer, vi lægger op til nu, bliver det alt andet lige nemmere at navigere i – herunder for politiet og domstolene. Terrortruslen mod Danmark er som følge af den seneste tids koranafbrændinger skærpet inden for det i forvejen høje niveau. Dertil kommer, at vi for nylig har set angreb i både Frankrig og Belgien, som for mig at se understreger, at terrortruslen skal tages alvorligt. Derfor sætter regeringen ind over for de systematiske forhånelser, som udelukkende har til hensigt at skabe splid, og som har konsekvenser for Danmarks og danskernes sikkerhed. Den situation forholder regeringen sig ansvarligt til ved at fremsætte dette lovforslag.
Regeringen behøver ikke være bekymret for at puste til inflationen, hvis den ønsker at bruge flere penge på næste års finanslov, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Tænketanken mener, at der er plads til at fremrykke for 9,7 milliarder kroner mere i 2024, end regeringen har lagt op til i sit finanslovsforslag.
Regeringen kan bruge 9,7 milliarder kroner mere på næste års finanslov og stadig føre en finanspolitik, der er neutral.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Finansministeriet.
– Flere kommuner har været ude og efterlyse flere penge til at imødegå besparelser. Det har regeringen reageret varsomt overfor. Begrundelsen har været, at den vil passe på med at puste til inflationen. Vores analyse viser, at regeringen ikke behøver at være så bekymret, siger analytiker, Gustav Elias Dahl i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
– Hvis regeringen bruger 10 milliarder kroner mere, end den lægger op til i sit finanslovsforslag, vil det øge inflationen med 0,04 procentpoint i 2024. Det er næsten ingenting, siger Gustav Elias Dahl.
Analysens hovedkonklusioner
Den demografiske udvikling med flere ældre og en faldende andel af befolkningen i beskæftigelse vil forringe den offentlige saldo i de kommende år. Saldoforringelsen giver sig udslag i positive finanseffekter, selvom den sker af strukturelle årsager og ikke er udtryk for en aktiv lempelse af konjunkturhensyn.
I den nuværende situation med et stigende antal ældre kræver en neutral finanspolitik en positiv finanseffekt på omkring 0,2 procent af BNP. Regeringens finanslovsforslag giver en etårig finanseffekt i 2024 på -0,1 procent af BNP. Hvis man ønsker en neutral finanspolitik, skal man altså øge finanseffekten med 0,3 procent af BNP i 2024. Det svarer til 9,7 milliarder kroner.
I lyset af, at Danmark står i en begyndende afmatning, bør regeringen føre en neutral finanspolitik. Dermed taler konjunktursituationen – i kombination med det demografiske pres – for, at man fremrykker offentligt forbrug for op til 9,7 milliarder kroner til 2024. Det vil mindske strukturpolitikkens ugunstige virkning på kapacitetspresset i 2025-2030. En sådan fremrykning vil vel at mærke ikke påvirke det offentlige forbrugsniveau i 2030.
Fredericia blev igen i år rammen om det storslåede kreative univers, som er blevet en årlig tradition for kreative sjæle fra hele Norden. MESSE C i Fredericia summede af aktivitet, inspiration og en brusende bølge af kreativitet, da Kreative Dage endnu en gang åbnede dørene for tusindvis af besøgende.
Allerede ved ankomsten til messecentret kunne man mærke den summen af forventning i luften. For mange af de besøgende er Kreative Dage ikke blot en messe; det er en årlig tradition, en mulighed for at forny sig kreativt og en chance for at shoppe materialer og værktøjer til de koldere måneders kreative projekter. Der blev ikke holdt tilbage, og det var tydeligt at se, at besøgende var klar til at investere både tid og penge i deres passion.
Den alsidighed, som Kreative Dage byder på, var igen i år helt i top. Udstillinger strakte sig fra lokale aktører som Depotgården og Den Historiske Miniby til store, velkendte kæder som Stof 2000. Og selvom mange af standene appellerede til de voksne, var der også masser at komme efter for de yngre gæster.
Et af højdepunkterne for børnene var uden tvivl standen med den populære YouTuber, “Lakserytteren”, også kendt som Rasmus Kolbe. Her kunne børnene ikke kun slippe kreativiteten løs med tegninger, men også få signeret en bog af den karismatiske internetpersonlighed. Rundt omkring på messen blev der også budt på en række andre aktiviteter for børn, herunder imponerende sandskulpturer og en sandkasse, hvor de mindste kunne boltre sig.
Men hvad ville Kreative Dage være uden den dybdegående passion for håndværk? Overalt på messen var der stande, hvor man kunne opleve udstillere, der demonstrerede deres kunstneriske evner, lige fra træarbejde til tekstildesign. Disse live demonstrationer gav besøgende et unikt indblik i det hårde arbejde og den præcision, der ligger bag mange af de produkter, vi ser og bruger i vores dagligdag. Mange af disse udstillere solgte også deres varer, så besøgende kunne tage et stykke unikt håndværk med hjem.
FC Fredericia var bagud 3-0 ved pausen ude mod FC Helsingør, der havde en hattrickmager i form af Oliver Drost, der scorede i NordicBet Ligaen for første gang i halvandet år. I anden halvleg vendte det hele på hovedet, og kulminerede, da Tobias Bach udlignede til 3-3 hele fem minutter inde i overtiden.
FC Fredericia havde blandet kortene til kampen mod FC Helsingør, men mest markante ændring var hos hjemmeholdet. Holdets træner, Daniel Pedersen, har sagt op, og han er blevet afløst af assistenten, den tidligere FCK-spiller, Alvaro Santos. Santos lagde ud med at bænke markante skikkelser som anfører Daniel Norouzi og profilen Ferhan Hasani. For FC Fredericia var der en tvungen ændring, da Frederik Carstensen er blevet skadet, men til gengæld var Adam Jakobsen og Patrick Egelund igen til rådighed. Sidstnævnte efter en lang skadesperiode grundet en sprunget akillesene. Ingen af dem startede dog på banen.
Kampens første chance tilfaldt Mikkel Wohlgemuth, der burde have sendt gæsterne i ekstase. Efter et indlæg fra Jesper Juelsgård var den defensive spiller helt fri i Helsingørs felt, men han fik slet ikke ram på bolden, som dermed ikke gik i mål. FC Fredericia havde det meste af boldbesiddelsen, men det var Helsingør, der kom foran efter 29 minutter.
Oliver Drost fik godt ram på bolden fra kanten af feltet, hvor han med et følt spark fik sendt bolden ind bag Frederik Mehder i FC Fredericias mål, og han kunne intet stille op over for skuddet. Igen, ti minutters tid senere, var Drost på spil. Denne gang var han skarp, da bolden blev slået ind i feltet til angriberen, som fordoblede sin måltotal.
Bedst som det lignede, at stillingen ved pausen ville være 2-0 til FC Helsingør, blev der peget på straffesparkspletten i FC Fredericias felt. Et knaldhårdt spark røg ind i Gustav Marcussen, der stod med ryggen til, men som havde hånden i en unaturlig position. Straffesparket tog Oliver Drost sig af, men Frederik Mehder fik reddet forsøget. Returbolden var selvsamme Drost først over, og der svigtede angriberen ikke og fuldendte hattricket.
Pausen benyttede FC Fredericia til at foretage en dobbelt udskiftning. Ud gik Gustav Marcussen og Eskild Dall, og ind kom Simon Bækgaard og Adam Jakobsen, men i første omgang kastede det ikke noget af sig. I stedet var Helsingørs Monday Etim ved at lukke kampen til 4-0 med 35 minutter tilbage af kampen, da Bækgaard lavede en opspilsfejl, der gav en friløber, men Mehder diskede op med, hvad der viste sig at være en kampafgørende redning.
En kampafgørende indskiftning blev foretaget efter lidt over en times spil. Ud gik Lundrim Hetemi, og ind kom Sofus Berger, der skulle vise sig at blive meget involveret i FC Fredericias offensiv. I første omgang var det Emilio Simonsen, der slog til. Med 25 minutter igen lagde Tobias Bach bolden af til Simonsen, der med et spark fra kanten af feltet fik reduceret til 3-1.
Kort tid efter fik Simonsen endnu en chance for at score, men han tøvede for længe, da han ellers havde fået en friløber. I stedet løb situationen ud i sandet, men FC Fredericia lagde sig ikke ned. Der blev satset, da forsvareren Jesper Juelsgård blev erstattet af Patrick Egelund med et kvarter tilbage af kampen.
I den sidste del af kampen var det rent powerplay mod FC Helsingørs mål. Det kastede yderligere en reducering af sig, da indskiftede Berger med et indlæg fandt Adam Jakobsen, der var skarp foran kassen og for alvor bragte spændingen tilbage i kampen. Selvsamme Jakobsen fik i overtiden chancen for at udligne, men efter en frispilning til ham, fik han afsluttet svagt.
Presset fra FC Fredericia fortsatte, og det gav et hjørnespark i det 94. minut. FC Fredericia kastede alt med frem, også keeper Frederik Mehder. Hjørnesparket tog Sofus Berger sig af, og mellem venner og fjender ved forreste stolpe kom Tobias Bach højest, og med et hovedstød sendte han bolden i kassen og fuldendte FC Fredericias vanvidscomeback, som betød, at kampen endte 3-3.
Fredericianerne indtager fortsat 3. pladsen i Nordic Bet Ligaen efter dagens kamp.
Næste gang FC Fredericia løber på banen er på onsdag i pokalturneringen mod OB, mens næste kamp i NordicBet Ligaen er den 5. november mod Kolding IF.
I Vejle Kommune er karaktergennemsnittet for 9. klassetrin 7,2. Det betyder, at Vejle Kommune er blandt de kommuner i landet, hvor gennemsnittet er tæt på det danske gennemsnit i skoleåret 2022/2023.
Gennemsnitskarakteren for folkeskoler ligger på 7,2 for skoleåret 2022/2023. Det viser data fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Tallene tager udgangspunkt i bundne prøver for 9. klassetrin og inkluderer udelukkende folkeskoler. Der er derfor ikke medtaget efterskoler, specialskoler og andre lignende tilbud, hvor 9. klassetrin også indgår.
Toppen og bunden af listen
På toppen af listen finder vi 5 nordsjællandske kommuner; Lyngby-Taarbæk, Hørsholm, Gentofte, Rudersdal og Furesø.
På bunden af listen finder vi kommunerne Lolland, Ishøj, Kalundborg, Ringsted og Haderslev.
Det kan være informativt og interessant at sammenholde karakterer på tværs af kommuner. Dog skal det hele ikke nødvendigvis handle om de “gode” karakterer, og i stedet skal der fokuseres mindst lige så meget på den gode skolegang og den gode trivsel.
Det mener stifteren af MentorDanmark Nicklas Kany.
– Trivsel er ofte en forudsætning for at forbedre sine karakterer. En elev, der ikke trives i skolen, vil ofte mangle den nødvendige motivation til at forbedre sine karakterer. Derfor skal fokus også være på barnets trivsel, siger Nicklas Kany og fortsætter:
– Det er også netop derfor, at vi i MentorDanmark har stort fokus på den menneskelige relation, når vi yder lektiehjælp til folkeskoleelever. Barnet skal føle sig støttet og forstået, så de kan yde deres bedste – og i det hele taget have en god oplevelse i deres skolegang. Det kan trods alt være en fantastisk tid for barnet, hvis de nødvendige forudsætninger er på plads.
Om datagrundlaget
I artiklen her er der taget udgangspunkt i tal fra Børne- og Undervisningsministeriets kommunerapport. Det er som sagt udelukkende folkeskoler, der er blevet kigget på i artiklens opgørelse over gennemsnitskarakterer – og udelukkende for 9. klassetrin i skoleåret 2022/2023.
Nedenunder kan du se den fulde opgørelse over gennemsnitskarakterer i de danske kommuner i skoleåret 2022/2023.
REGIONEN. Næsten 6.700 syddanskere tog imod invitationen, da Region Syddanmark søndag den 7. september åbnede dørene til sygehuse, ambulancestationer og sociale institutioner.
De besøgende fik...
KRIMI. Søndag morgen klokken 08.58 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til et færdselsuheld på Bøgvadvej ved Randbøl i Vejle Kommune.
En 17-årig kvinde kom kørende...
KRIMI. Sydøstjyllands Politi havde en travl nat i Vejle, hvor flere unge mænd blev taget i besiddelse af euforiserende stoffer i forbindelse med gadefesten...