Syrebombe kastet mod børn på skole

0
Lyshøjskolen i Kolding. (Foto: Google Street View )

Torsdag aften klokken 21.33 blev politiet kaldt ud til Lyshøjskolen i Kolding, efter en syrebombe blev kastet ned fra skolens tag mod to mindreårige, der spillede fodbold.

Vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at de to børn ikke kom til skade ved hændelsen.

Politiet er i gang med en efterforskning af gerningsstedet, hvor de også vil gennemgå skolens videoovervågning for at indsamle yderligere oplysninger. Derudover søger de stadig vidner, der kunne have set eller hørt noget i forbindelse med episoden. Vagtchef Torben Wind opfordrer vidner til hurtigt at melde sig, så tendensen med at kaste syrebomber ikke spreder sig yderligere.

– Det giver en høj straf med legemsbeskadigelse og er samtidig et enormt farligt projekt, advarer vagtchefen.

Politiet fortsætter efterforskningen og håber på vidneudsagn, der kan hjælpe dem med at opklare sagen, og forhindre lignende hændelser i fremtiden.

Nicolai Vallys er Årets Profil i 3F Superliga

0

Med mål, store præstationer og et højt niveau for ligaens tophold, har han været en markant skikkelse i dette års 3F Superliga. Og det kvitterer kollegerne for ved at kåre 27-årige Nicolai Vallys til Årets Profil i 3F Superliga, foran Elias Achouri og Daniel Wass.

Over 300 stemmer er blevet afgivet fra de 12 trupper i 3F Superliga. Og af dem gik over 30% til Brøndby IF’s Nicolai Vallys, der i den grad har været en profil i dette års Superliga og nu kan skrive sig ind i historiebøgerne som ”Årets Profil i 3F Superliga 2023/2024”.

– Det er et stolt øjeblik. Og en bekræftelse af, at jeg gør noget rigtigt.

– Det betyder meget, at det er spillerne, der har kåret mig. Dem som man konkurrerer mod, dem som man løber inde på banen med og måler sig imod, så det betyder meget, siger Nicolai Vallys og fortsætter:

– Jeg er et sted nu, hvor jeg skal være iøjnefaldende og en stor karakter i superligaen, og skal bevise det hver weekend. Det er en ny test for mig.

Holdpræstationerne tegner de største øjeblikke

Når Vallys skal pege på det største øjeblik i sæsonen, er der flere store momenter, der er oppe at vende. Og selvom det er en individuel pris, så er det dog særligt også holdpræstationerne, som han dvæler ved.

– Der er enormt mange holdpræstationer. Vi vandt inde i Parken og mod FC Midtjylland. Det er ikke individuelle højdepunkter, men det er kampe, jeg husker tilbage på og glæder mig over. Og forhåbentlig så tager vi et par stykker mere, siger han.

Mens holdpræstationer fylder meget, er der også en kamp, der på det individuelle plan særligt har bidt sig fast hos den 27-årige angriber.

– Jeg havde en kamp her (på Brøndby Stadion red.) mod FC Nordsjælland, hvor jeg scorede og lavede assist. Og hvor jeg lavede et rigtig godt mål. Det var en fed oplevelse.

Og der er ingen tvivl om, at Vallys kender vejen til målet.

I skrivende stund er det blevet til 11 mål i 3F Superliga for Brøndby-angriberen, senest i sidste weekends kamp mod guldkonkurrenter fra FC Midtjylland.

Drømmer om derbysejr og mesterskab
I weekenden venter endnu en vigtig kamp, hvor Brøndby IF tager imod rivalerne fra FC København i et vaskeægte topbrag mellem nr. 1 og nr. 2 i ligaen.

Og her håber Vallys på at få den første af sine fremtidsdrømme til at gå i opfyldelse.

”Jeg drømmer om et mesterskab på Brøndby Stadion. Det er det jeg bruger min energi på. Og så drømmer jeg om, at vi vinder derbyet på søndag,” slutter han

Et magtskifte i dansk håndbold

0

Et magtskifte er sket i toppen af dansk håndbold. GOG er slået af tronen, og selvom de til næste sæson får ny træner og nye spillere, er det ikke givet, at de fortsat vil dominere den danske liga sammen med Aalborg. Positionen som førsteudfordrer ligger nu til Fredericia Håndboldklub, der har som målsætning at vinde mesterskabet senest i 2029.

GOG er ude af kampen om DM-medaljer inden semifinalen. Det virker utopisk, men det er kulminationen på flere fejlslagne beslutninger fra GOG-ledelsen, der i de seneste sæsoner har levet højt på, at de unge talenter var så gode, at de havde landsholdsniveau fra dag ét, da de fik chancen på GOG’s ligahold.

Det har det nye kuld endnu ikke. I stedet har GOG, med direktør Kasper Jørgensen i spidsen, forsøgt at sammensætte et hold af udefrakommende spillere, men den mission er ikke lykkedes. Der har været disharmoni efter afgangen af Nicolaj Krickau som træner, og kulminationen på det er nu, at GOG ikke når semifinalen. Det er en kæmpe skuffelse for de ellers dobbelte danske mestre, som tilbage i februar også vandt pokalturneringen for andet år i træk.

Tilbage i februar høstede GOG frugterne af, at Aalborg spillede en ualmindelig dårlig finale, og at Emil Madsen leverede en brandkamp i semifinalen mod Fredericia. Det var nok til at hjemtage pokaltitlen, men den store individuelle præstation udeblev i slutspillet efter en turbulent sæson med trænerfyring af Ian Marko Fog og senere opsigelsen af playmaker Morten Olsens kontrakt, da Olsen og flere af GOG-spillerne tilsyneladende ikke kunne sammen, hvilket skabte uro på holdet.

Mikkel Voigt og Thomas Brandt blev sat ind for at redde kastanjerne, og selvom noget af branden blev slukket, var der ikke meget at stille op. Gløden var slukket, da det gjaldt i slutspillet. GOG blev udspillet af Fredericia i den afgørende slutspilskamp, og det er et sjældent syn, at et hold falder på den måde. Det vidner om, at noget er, som det ikke skal være, og at der skal en ny genopbygning af GOG til. De skal tilbage til de dyder, som førte dem tilbage til toppen af dansk håndbold efter deres konkurs.

GOG var gode og heldige at ramme en gylden generation med Emil Jakobsen, Simon Pytlick, Mathias Gidsel og Emil Madsen og supplere den med enkelte stjerner udefra som Torbjørn Bergerud. Nu er holdets grundstamme ikke længere så lokalforankret, som den har været tidligere, og harmonien synes ikke at være der på samme måde som tidligere.

Nu vinker GOG farvel til syv spillere, heraf seks etablerede spillere. Ind kommer målmandsduoen Peter Johannesen og Salah Boutaf samt de to bagspillere Frederik Tilsted og Tobias Grøndahl. Et nyt trænerteam kommer også til i form af Kasper Christensen og Rasmus Bertelsen, men de spillere, som kommer ind, med undtagelse af Grøndahl, der er norsk landsholdsspiller, indikerer ikke spillere, der på papiret er førsteudfordrere til Aalborg. Fra ungdomsfronten har man i GOG store forventninger til Frederik Pedersen og Hjalte Lykke, men de har endnu ikke slået igennem på seniorniveau og har højden imod sig. Pedersen er 184 cm som playmaker, mens Lykke er en højre back på 178 cm, hvilket taler imod, at de bliver kæmpestjerner, der på sigt kan gøre en forskel i toppen af dansk håndbold.

I stedet kan man notere sig, at eksempelvis Skanderborg AGF har handlet særdeles fornuftigt ind i form af den tidligere GOG’er Emil Lærke, islandske Kristian Örn Kristjansson, der er inde omkring landsholdet, samt Magnus Haubro, der inden sin skade i Ribe-Esbjerg viste sig meget lovende frem. Det vil derfor ikke være nogen overraskelse, hvis østjyderne kan spille med omkring top-4 til næste sæson.

Holdet, som sendte GOG ud i mørket, Fredericia, bevarer grundstammen fra denne sæson og får suppleret truppen til næste sæson med spillere, der på papiret er bedre end dem, som forlader klubben. Dermed burde der være grobund for, at det fredericianske mandskab kan opretholde det niveau, de har vist denne sæson, hvor de endte på grundspillets andenplads og nu har spillet sig i semifinalen efter en knusende sejr mod GOG i den afgørende slutspilskamp.

Aalborg Håndbold når ingen af de nævnte hold i ligaen på nuværende tidspunkt. De er i en klasse for sig med de midler, som nordjyderne har at gøre godt med, men på dagen kan enkelte hold stikke en kæp i hjulet på dem, og for nuværende er det ikke GOG, der er førsteudfordrer. Dermed er et magtskifte i toppen af dansk håndbold ved at finde sted.

Op til 82 mio. kr. skal løfte turismeområder og tiltrække nye investeringer

0
Bridgewalking Lillebælt” købte sidste år Aventura, og de nye ejere ønsker at formidle historien om både skib og naturen i Lillebælt til alle borgere Fredericia og Middelfart samt til byernes gæster og turister. Foto: Christian Fris, AVISEN

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbner for ansøgninger målrettet investeringer i turismeområder uden for de store byer. Puljen på op til 82 mio. kr. skal skubbe til private investeringer i områdefornyelse, så der skabes vækst via en forbedret turismeinfrastruktur.

Kyst- og naturområder uden for de store byer får nu en kapitalindsprøjtning fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der afsætter op til 82 mio. kr. til udvikling i turismeområder. 

Indsatsen skal via forbedret eller ny turismeinfrastruktur bidrage til at sikre nye kommercielle investeringer i kyst- og naturturismen – der for eksempel kan resultere i en øget overnatningskapacitet.

Forperson for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt siger:

– 2023 var et rekordår for dansk turisme, hvor særligt udenlandske gæster overnattede i Danmark. Det går derfor rigtig godt på turismeområdet, men vi skal blive ved med at udvikle, og det skal denne millionindsprøjtning være med til at styrke særligt uden for de store byer. Derudover kan det være med til at tiltrække nye investeringer.

Turisme er en af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses signaturindsatser, og denne pulje skal medvirke til at realisere bestyrelsens målsætninger:

– Turisme er en dansk styrkeposition, og det er vigtigt for bestyrelsen at understøtte en fortsat positiv udvikling i turismeerhvervet. Dansk turisme er mere end gode postkortminder og oplevelser, området skaber også vækst og nye arbejdspladser i hele landet, og derfor er det afgørende, at vi fortsat støtter, udvikler og styrker de danske turistdestinationer, siger han.

En forudsætning for vækst er, at der kan tilbydes et bæredygtigt, konkurrencedygtigt og attraktivt turismeprodukt med kapacitet og faciliteter, som matcher turisternes efterspørgsel.

Etablering eller fornyelse af havnemiljøer, udvikling af multi- og aktivitetsområder, etablering af oplevelsesruter i den grønne natur samt udvikling af nye byrum, er et udpluk af de faciliteter eller former for infrastruktur, der kan få støtte, og som skal medvirke til at tiltrække nye private investeringer i for eksempel overnatningskapacitet. 

Christian Motzfeldt og resten af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer, at kommunerne vil være de primære ansøgere til midlerne – men det udelukker ikke, at også private, kommercielle virksomheder kan indgå som partnere, ligesom fonde kan indgå med medfinansiering. Og gerne med private investorer som en del af projektet.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udmøntede i 2023 ca. 110 mio. kr. til fire turismeprojekter med aktiviteter i hhv. Thyborøn, Juelsminde, Nakskov og Naturpark Lillebælt. Denne nye pulje bygger videre på erfaringer fra første annonceringsrunde.

 
FAKTA OM INDSATSEN 
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit møde den 16. april 2024 afsat op til 82 mio. kr. (52 mio. kr. fra Regionalfonden og 30 mio. kr. fra decentrale erhvervsfremmemidler) til indsatser inden for udvikling af turismeområder. 
 
Indsatserne skal sikre fornyelse og forbedring af turismeproduktet ved at gøre områder mere attraktive, så de styrker turismen og bidrager til at drive en bæredygtig udvikling i området. 
 
Indsatserne kan for eksempel være: 

  • Etablering eller udvikling af havnemiljøer, der faciliteter aktiviteter, ophold og kommercielle tilbud på havnen.
  • Etablering af sammenhængende og varierede oplevelsesruter, der formidler et steds kultur og historie, naturens kvaliteter mv. og binder eksisterende og nye byrum, oplevelsespunkter og funktioner sammen.
  • Etablering af adgang til eller brug af naturen (fx gennem tematiserede legeområder, opholdspladser, multi- og aktivitetsområder m.v.). 

  
Ansøgningsfristen er den 15. august 2024 kl. 12.00. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer at behandle ansøgninger på sit møde den 14. november 2024. 
Læs mere om indsatsen på Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses hjemmeside

Frederiksen og Scholz mødes til Nordisk Topmøde

0
Foto: AVISEN

Den fortsatte støtte til Ukraine, sikkerhed og konkurrenceevne er nogle af de emner, der er på dagsordenen, når statsminister Mette Frederiksen mandag den 13. maj 2024 deltager i Nordisk Topmøde i Stockholm.

På den første del af topmødet drøfter statsministrene fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige konkurrenceevne sammen med repræsentanter fra erhvervslivet.

– Vi ser ind i en fremtid, hvor den globale vækst kan ende uden for Europa. Europa skal være stærkere og mere konkurrencedygtigt, så vi beholder arbejdspladserne på kontinentet. Derfor ser jeg frem til at drøfte grøn omstilling, ny teknologi, kompetencer og uddannelse, som er afgørende forudsætninger for vores konkurrenceevne i Norden og i Europa, siger statsminister Mette Frederiksen.

Senere på dagen besøger regeringslederne den svenske virksomhed Ericsson. Her deltager den tyske kansler Olaf Scholz også. Besøget på Ericsson kommer til at have fokus på sikkerhedspolitiske spørgsmål som hybride trusler, cybersikkerhed og nye teknologier. De seks regeringsledere deltager samme aften i en middag, hvor det primære emne på dagsordenen vil være den fortsatte støtte til Ukraine.

– Vi lever i en tid med krig på det europæiske kontinent og et mere kompliceret trusselsbillede. Rusland forsøger at splitte Vesten. Derfor er det glædeligt, at Norden nu endeligt står samlet i NATO. Det giver også mulighed for at gøre vores samarbejde endnu stærkere. Ikke mindst i forhold til Ukraine, hvor det er helt afgørende, at vi fortsætter den militære støtte. Men også i forhold til vores eget forsvar og arbejdet med at få vores våbenproduktion op i gear, siger statsminister Mette Frederiksen.

Pokaldrømmen blev virkelighed efter 23 års tørke

0

Den 9. maj 2024 er en dag, der kommer til at gå i historiebøgerne i Søhøjlandet. Silkeborg IF satte endelig en stopper for 23 års pokaltørke med en triumferende sejr over de østjyske rivaler fra AGF. Trofæet blev løftet i et hav af tårer og øl i Parken efter en intens og medrivende kamp. Vejen til pokaltriumfen gik blandt andet gennem FC Fredericia, som Silkeborg slog ud i semifinalen over to kampe, så det blev Fredericias banemænd, der løb med sejren.

Den helt store helt blev Oliver Sonne, da højrebacken trådte i karakter og udnyttede en eminent stikning fra Tonni Adamsen i det 38. minut. Bailey Peacock-Farrell tøvede et sekund for længe, og Sonne udnyttede sin chance til at sende bolden i nettet. Først vinkede linjedommeren for offside, men efter et VAR-tjek blev scoringen godkendt, og Silkeborg førte 1-0.

Trods en vild intensitet efter pausen lykkedes det ikke AGF at udligne. Stefán Teitur Thórdarson troede, at han havde fordoblet Silkeborgs føring med ti minutter igen, men VAR annullerede målet. AGF forsøgte desperat at få sat et pres, men Nicolai Larsen og Silkeborg-forsvaret stod stærkt, og i stedet var det Silkeborg, der kom tættest på et andet mål.

Det forløsende slutfløjt udløste jubel blandt de mange Silkeborg-tilhængere, der havde ventet siden 2001 på at se pokalen lande i Søhøjlandet igen. Kampen blev dog midlertidigt afbrudt, da en ung kvinde på AGF’s tribune fik et ildebefindende, men hun kom sig heldigvis hurtigt, hvilket stadionspeakeren meddelte kort efter.

Den intense pokalfight kulminerede med Silkeborgs sejr på 1-0 og endte med at sende pokalen tilbage til Silkeborg for første gang siden 2001, hvor AB blev slået 4-1 i finalen. For Kent Nielsen og Silkeborg IF var pokalfinalen en perfekt afslutning på en fantastisk kampagne. 23 års trofætørke er slukket, og det røde flagskib kan igen fejre en pokaltriumf.

Hakket oksekød årsag til salmonellaudbrud

0

Oksekød fra England er årsag til det udbrud med Salmonella, som de seneste knap to måneder har ramt mere end 50 patienter i Danmark. Det viser resultaterne af det opklaringsarbejde, som er udført i tæt samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og den danske importør.

51 personer i Danmark er siden marts bekræftet smittet med samme type Salmonella. Både udbrudsefterforskning hos Fødevarestyrelsen, Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og analyser fra den danske importør viser nu, at smittekilden er oksekød fra England.

Kødet er importeret og hakket hos danske Hilton Foods og solgt i Coops butikker. Noget af det hakkede kød har overskredet holdbarhedsdatoen og er ikke længere i butikkerne, men forbrugere kan stadig have det i fryseren. Andet af det hakkede kød har været i butikkerne indtil i går, og myndighederne råder forbrugerne til at smide kødet ud eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Hvilke produkter er tilbagekaldt?

Hilton Foods har tilbagekaldt hakket oksekød solgt i Dagli’Brugsen, SuperBrugsen, 365 Discount, Coop, Irma og Kvickly i perioden fra den 19. marts til den 13. maj. Desuden tilbagekalder virksomheden hakkebøffer med sidste anvendelsesdato den 2. april. Flere informationer om de tilbagekaldte produkter kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside Tilbagekaldte fødevarer.

Fakta om Salmonella

Infektion med salmonella giver typisk almen utilpashed, diarré, ondt i maven, eventuelt kvalme, opkastninger og feber. Infektionen ledsages ofte af ledsmerter, muskelsmerter og hovedpine. Rigeligt med væske er vigtig for at forebygge og behandle dehydrering som følge af diarré og opkastninger. Som oftest er symptomerne på salmonella milde og går over af sig selv. Hvis man får vedvarende symptomer, bør man henvende sig til sin egen læge.

Sådan kan du undgå at blive smittet med salmonella:

  • Vask hænder, inden du går i gang med at lave mad og efter at have rørt ved råt kød
  • Undlad at smage på råt kød, f.eks. frikadellefarsen
  • Hold det rå kød adskilt fra den spiseklare mad, f.eks. salat
  • Gennemsteg/gennemkog hakket kød

Mads Hoxer rejser hjem fra landsholdslejren

0

En overbelastet skulder hos Mads Hoxer betyder, at Aalborg-spilleren går glip af weekendens landskampe, hvor GOG’s Emil Madsen afløser på højre back.

Det har været et travlt forår for Mads Hoxer med mange kampe både i ligaen og Champions League, og det har sat sig spor på Aalborg-spillerens skulder.

Den er overbelastet i en grad, så landstræner Nikolaj Jacobsen har vurderet, at det er bedst at sende højrebacken hjem fra ugens landsholdssamling, så han kan blive klar til sæsonafslutningen.

– Det er ærgerligt, vi har skullet sende Mads hjem, men lige nu er der ikke meget saft og kraft i hans skulder, og derfor gav det ingen mening at beholde ham, når han ikke har kunnet deltage ordentligt i træningerne.

– Jeg ville rigtig gerne have beholdt Mads, for han har gjort det virkelig godt, og det er jo en vigtig samling i forhold til de fremadrettede opgaver. Men nu håber vi bare, at Mads med lidt ro kan få styr på sin skulder, så han er klar til den første DM-semifinale om en uge, siger landstræneren.

I stedet er GOG’s Emil Madsen indkaldt som erstatning på højre back.

– Det gode ved det her hold er, at mister vi en spiller, så kommer der en anden ind med masser af kvalitet, og det har Emil Madsen jo også vist længe, siger Nikolaj Jacobsen.

Fredag rejser Håndboldherrerne til Oslo, hvor der venter landskampe mod Norge lørdag og Kroatien søndag. Begge kampe kan ses på TV 2 henholdsvis klokken 16.15 og 14.15.

Vandrende arbejdstagere skal beskyttes

0
Pressefoto.

Valgkampen er i fuld gang. Måske mærker man det ikke, men det strømmer ud med politiske meldinger og positioner frem mod det kommende valg til Europa-Parlamentet d. 9. juni 2024. Spidskandidat – eller som hendes formand benævner hende – toptop-kandidat for Moderaterne, Stine Bosse er klar med et politisk forslag: Der skal indføres et europæisk ID-kort for arbejdstagere i Europa.

Hele Europa skal have det vi kender så godt i Danmark, ordnede forhold, lyder det fra Stine Bosse i en video på hendes Facebookprofil. På Arbejdernes Internationale kampdag præsenterede Moderaternes spidskandidat et nyt forslag fra partiet: Det skal indføres et europæisk ID-kort for arbejdstagere i Europa.

Det nye ID-kort skal ikke alene kunne dokumentere hvem man er, men også hvilke rettigheder man har som arbejdstager, forklarer Stine Bosse. Desuden skal det fortælle om hvad den enkelte kan bidrage med, hvilke uddannelser man har og hvad man kan bidrage til på arbejdspladsen.

Moderaterne er ikke alene med forslaget, både fagbevægelsen og Socialdemokratiet har foreslået lignende tiltag – men det er faktisk kun en fordel for både danske arbejdsgivere og arbejdstagere, forklarer Stine Bosse. Baggrunden for forslaget er, at der er et problem som skal løses – og det er endnu ikke sket.

– Baggrunden for forslaget er, at vi står og mangler arbejdskraft. Både nu, men i særdeleshed i fremtiden. Vi mangler arbejdskraft i en sådan grad, at det er rigtig vigtigt, at vi har styr på dem der kommer hertil. De skal ikke komme hertil for at blive underbetalt. De skal komme hertil under ordentlige forhold, forklarer Stine Bosse og fortsætter:

– Vi har ingen interesse i, at den arbejdskraft vi henter til Danmark, konkurrerer om løn og arbejdsvilkår med en nedadgående standard. Tværtimod. Vi skal ikke skubbe danske arbejdere ud, men vi skal gøre at der er kollegaer nok. Og at man uanset oprindelse har ordnede forhold.

De dårlige eksempler og sager der kommer frem i medierne gavner ikke Danmark og dansk erhvervsliv, tværtimod, pointerer Stine Bosse.

– Det er dræbende hver gang der kommer en dårlig sag frem. For de danske arbejdsgivere tilbyder gode vilkår. Danmark er et godt sted at komme til som arbejder. Men det ødelægger tilliden til dansk erhvervsliv, når myndighederne finder 20 mand der er underbetalt i en skurvogn, siger Stine Bosse.

Som midterparti har vi et ansvar for at lytte

Når man som parti insisterer på at pege på noget og ikke på nogen, så forpligter det mener spidskandidaten. De peger ganske vist på Stine Bosse som toptopkandidat, men det væsentligste er det politiske indhold. Og her er det vigtigt for Moderaterne, at man tager sig tiden til at lytte – både til arbejdsgiverne og arbejdstagerne.

– Jeg kan godt se, at vores forslag lyder meget ens. Vi kan altid bruge tid på at diskutere hvem der kom først. Men jeg ved, at jeg allerede i efteråret var til møder med folk fra FH, der ytrede et klart ønske om et tiltag som dette. Og deres argumenter var – og er – gode. Derfor tog jeg det med tilbage til partiet, der også støttede forslaget. Derfor har vi nu præsenteret forslaget, siger Stine Bosse og fortsætter:

– Som midterparti har vi et ansvar for at lytte, når nogen kommer med en bekymring eller et klart ønske til en forbedring. Men vi har også et ansvar for at tage dialogen med arbejdsgiverne, om et sådant forslag. Men det må nu engang være sådan, at vil man have en mere åben dør for arbejdskraft, skal man også forpligte sig til at overholde reglerne og sikre ordentlige arbejdsvilkår. Men det tror jeg faktisk er i alles interesse.

Sager kunne være undgået med ID-kort

Stine Bosse er ikke i tvivl om, at flere af de sager vi har set fremme i medierne kunne være undgået, hvis der var et systematisk overblik, som eksempelvis et ID-kort ville kunne medføre. Der skal ikke nødvendigvis være tale et om fysisk kort, forklarer Stine Bosse, men det væsentlige er, at man som arbejdsgiver og arbejdstager digitalt har adgang til en række oplysninger.

– Det er oplysninger om hvem man er og hvor man kommer fra, men det er også muligheden for at registrere hvilket land man arbejder i og hvilke vilkår der gør sig gældende i det konkrete land. Der skal også kunne vises uddannelser, kompetencer og certifikater, forklarer Stine Bosse.

Selv har hun for nyligt besøgt to store byggepladser. Hun har været forbi Storstrømsbroen, der tidligere har oplevet en række sager, men også forbi Femern Bælt forbindelsen, der har gjort sig erfaringer med et lignende overblik.

– Der har været store problemer i forbindelse med byggeriet af Storstrømsbroen. Det er heldigvis blevet bedre, men sagerne kan man ikke løbe fra. Jeg har besøgt dem for nyligt, hvor de direkte adspurgt om et ID-kort ville have hjulpet svarede, at det var de helt sikre på, fortæller Stine Bosse og fortsætter:

– Jeg har også besøgt byggeriet ved Femern Bælt, hvor de har et systematisk overblik. Ikke helt et ID-kort, men der er et systematisk overblik. Det mener de, er med til at sikre, at der er styr på sagerne dernede. Så vi kan høre på praktikerne derude, at det virker.

Ikke bureaukratisk – tværtimod

Der har været kritik af forslagene om ID-kort. Blandt andet har det fra Venstre-politikere forlydt, at det er ude af proportioner og at det vil medføre langt mere bureaukrati. Men den præmis køber Stine Bosse slet ikke ind på.

– Det her kommer ikke til at kunne fjerne alle sager. For vil man snyde, så kan man formentlig finde en vej. Men det her gør det meget lettere at kontrollere. Men det gør det også lettere som arbejdsgiver at sikre, at man selv overholder de gældende regler, siger Stine Bosse og fortsætter:

– Som arbejdsgiver er det her en måde hvor det bliver lettere at åbne døren for udenlandsk arbejdskraft. Vi har brug for dem, men de skal komme hertil på ordnede forhold. Vi kunne aldrig bygge eksempelvis Femern Bælt alene uden udenlandsk arbejdskraft. Der er også mange andre brancher, hvor vi har brug for udenlandsk arbejdskraft, fordi vi simpelthen ikke er nok til at løse opgaverne.

Formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, har flere gange i sit politiske liv præsenteret idéer om en lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft. Det er ofte blevet mødt med kritik fra fagbevægelsen. Direkte adspurgt om det her forslag er en slags holdkæftbolche til fagbevægelsen, lyder det fra Stine Bosse, at det ikke er tilfældet.

– Det handler for mig om, at vi skal lytte til fagbevægelsen, når de påpeger et problem. Det er klart, at vi har en politisk dagsorden hvor vi gerne ser en større udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft. Men vi er også klare i mælet om, at det skal være under ordnede forhold, siger Stine Bosse.

Ikke en mærkesag – men prioriteret dagsorden

Der er, som nævnt i indledningen, en lind strøm af politiske forslag fra de forskellige partier og opstillede kandidater til Europa-Parlamentsvalget i juni. Med en timing lige på Arbejdernes Internationale Kampdag kunne man fristes til at tro, at forslaget var opfundet til lejligheden.

Stine Bosse anerkender, at det ikke er en top-3 mærkesag, men hun forsikrer om, at det er et velovervejet forslag der bygger på en række samtaler med både fagbevægelsen og danske arbejdspladser.

– Det er en prioriteret dagsorden. Men det er klart, at der for os og mig er tre hovedmærkesager, som vi går til valg på. Det er sikkerhed, klima og sikkerheden ved de ydre grænser, siger Stine Bosse og fortsætter:

– Men hvis man tager det her konkrete forslag lidt op på de store nagler, så handler det også om sikkerhed. Sikkerhed for, at hvis man tager job i Danmark, så gør man det under de velkendte gode arbejdsforhold vi har her i landet.

Mand påvirket af alkohol og euforiserende stoffer på Horsensvej

0

Klokken 04.55 torsdag standsede politiet et køretøj på Horsensvej i Vejle, fortæller vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi.

Det viste sig, at føreren, en 31-årig mand, var påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer. Han blev derfor taget med på stationen til en blodprøvetagning.

Endnu et folketingsmedlem forlader Borgernes Parti

0
Borgernes Parti mister endnu et folketingsmedlem. Emilie Schytte Pedersen meddeler i dag på sin Facebookside, at hun forlader partiet og trækker sig helt ud....

Brand i grisetransport ved Skærup: Kortvarig brand og grise omlæsses

0
Branden i dyretransporten ved motorvejskryds Skærup er slukket efter kortvarigt at have været ild i lastbilen. Der skal nu skabes overblik over eventuelle tilskadekomne...

Brand i dyretransporter på motorvejen

0
Der er onsdag eftermiddag opstået brand i en dyretransport med grise ved motorvejskryds Skærup på strækningen fra Vejle mod Fredericia. Ifølge de foreløbige oplysninger er...

Livet og det uforudsigelige

0
For hver eneste dag, der går, udvides vores historie. Vi lægger et nyt lag til det, som vi hidtil har gennemlevet. Dagene kommer og...

BSH meldt for matchfixing efter mistænkeligt grundspilsnederlag

0
En tilskuer har meldt Bjerringbro-Silkeborg til Danmarks Idrætsforbund for matchfixing efter grundspillets sidste runde, skriver Midtjyllands Avis. BSH tabte 26-27 til Grindsted, der ikke...

Naturen ind i plejen: Svend Brinkmann blandt talerne når CARE OUTSIDE gør status i...

UDDANNELSE. Midt i projektperioden er det tid til at gøre status. CARE OUTSIDE, et tværfagligt udviklingsprojekt om naturens betydning for trivsel og mental sundhed...