Hver anden i Fredericia og Middelfart vil få ret til tidlig pension

0

POLITIK. Et nyt forslag fra Socialdemokratiet vil mere end fordoble antallet af borgere med ret til Arne-pension. I Fredericia og Middelfart gælder det hver anden i de relevante årgange.

Hvis Socialdemokratiets udspil om en forbedret Arne-pension bliver til virkelighed, vil 50 procent af de 50-54-årige i Fredericia Kommune have ret til tidlig pension. Det svarer til 1.760 personer. I dag er det 23 procent — 800 personer.

Billedet er næsten identisk i Middelfart Kommune, hvor 51 procent vil opnå retten, mod 24 procent i dag. I Kolding og Vejle er tallene henholdsvis 50 og 49 procent.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.

På landsplan vil 45 procent af de 50-54-årige få ret til tidlig pension med forslaget, mod 20 procent med de nuværende regler. »Hvis Arne-pensionen bliver ændret, vil det give mange flere mulighed for at trække sig tidligt tilbage end med de nuværende regler, særligt uden for de store byer,« siger Kristoffer Lind Glavind, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Faglærte og håndværkere tjener mest på det

Forskellen mellem kommuner afspejler erhvervsstrukturen. Retten til Arne-pension opbygges gennem anciennitet på arbejdsmarkedet fra det fyldte 16. år — og jo tidligere man trådte ind, jo hurtigere optjenes retten. Det betyder, at faglærte, håndværkere og industriarbejdere typisk når grænsen langt tidligere end folk med lange videregående uddannelser.

»I København og Nordsjælland har en stor del af befolkningen lange videregående uddannelser, og derfor kommer de senere ud på arbejdsmarkedet end dem, der tager en erhvervsuddannelse eller er ufaglærte. Den store forskel er et udtryk for de store forskelle i danskernes arbejdsliv,« siger chefanalytikeren.

Det forklarer, hvorfor kommuner som Gentofte (24 procent) og København (25 procent) ligger markant lavere end Trekantområdets kommuner.

Hvad foreslår Socialdemokratiet?

Det centrale element i forslaget er et loft på 66 år for, hvornår man senest kan gå på Arne-pension — i stedet for at aldersgrænsen som i dag stiger i takt med folkepensionsalderen. Derudover vil perioden, man kan være på tidlig pension, gradvist udvides til seks år, efterhånden som folkepensionsalderen stiger mod 70 år.

KIF Kolding klar til oprykningskampe

0

KIF Kolding tog søndag eftermiddag endnu et skridt mod ligaen. En overbevisende 37-31-sejr over HC København i 1. division betyder, at holdet nu er sikret en plads i kvalifikationskampene om oprykning – en serie bedst af tre kampe mod nummer to og tre i rækken.

KIF Kolding kom stærkt fra start og satte tidligt dagsordenen. Efter knap ti minutter stod det 7-5, og holdet fortsatte med at trykke til. Inden længe var HC København sat under et pres, de aldrig rigtig kom fri af, og ved pausen var KIF foran med hele 20-12.

I anden halvleg forsøgte HC København at vende tingene. Et mere kontant forsvar og perioder med spil syv mod seks skulle ændre kampbilledet, men KIF bevarede kontrollen og holdt en solid føring hele vejen frem mod slutfløjtet. Slutresultatet blev 37-31.

KIF Kolding ligger i øjeblikket på andenpladsen i 1. division, og stillingen i rækken peger foreløbig på, at Aarhus Håndbold kan blive modstanderen i kvalifikationskampene. En eventuel tredje kamp vil med KIFs nuværende placering blive spillet på hjemmebane. Den første kamp i kvalifikationen er efter planen sat til weekenden den 10.-12. april.

Politiet søger med helikopter efter savnet mand fra Vejle

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi leder søndag aften efter 55-årige Christian fra Vejle. Politiet er bekymret for hans velbefindende og søger med helikopter nordøst for Vejle.

Christian beskrives som 190 cm høj og af almindelig bygning. Han er skaldet og har fuldskæg.

Har du set Christian eller ved, hvor han befinder sig, bedes du kontakte politiet på telefon 114.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse søndag aften.

Kvindernes kampdag minder os om, at ligestilling er et fælles ansvar

0

Den 8. marts markerer vi kvindernes internationale kampdag. En dag, der gennem generationer har været med til at flytte samfundet. Det er en dag, der sætter fokus på rettigheder, muligheder og strukturer, som stadig påvirker menneskers liv.

I Mænd I Balance arbejder vi med sårbarhed blandt mænd mellem 15 og 30 år. Vores formål er enkelt: Det skal være okay at være “svag” som mand. Det betyder ikke, at mænd er ofre, eller at der skal opstilles et modsætningsforhold mellem køn. Det betyder, at vi ønsker et
samfund, hvor ingen presses ind i snævre idealer.

Kvindernes kampdag handler i sin kerne om frihed. Frihed til at leve uden begrænsende forventninger. Frihed til at definere sig selv. Den frihed er relevant for alle.

Mange unge mænd oplever i dag et pres for at være stærke, succesfulde og følelsesmæssigt uafhængige. Når sårbarhed bliver opfattet som svaghed, og svaghed som noget uacceptabelt, skaber det afstand – både til andre og til én selv. Det er ikke en
konkurrence i, hvem der har det sværest. Det er en påmindelse om, at normer kan spænde
ben for os alle.

Derfor ser vi ikke kvindernes internationale kampdag som en dag, der handler om “nogen frem for andre”. Vi ser den som en anledning til at tale om de forventninger, vi som samfund lægger på hinanden – og om hvordan vi kan skabe mere plads.

Plads til at være ambitiøs.
Plads til at være omsorgsfuld.
Plads til at være i tvivl.
Plads til at være sårbar.

Ligestilling handler i sidste ende om menneskelig værdighed. Om at kunne stå ved hele sig selv uden frygt for at falde udenfor. Det er den samtale, vi gerne vil bidrage til – ikke som en modstemme, men som en del af et fælles arbejde for et samfund i bedre balance.

Til hele samfundets kvindelige kolleger, veninder, partnere, døtre og mødre takker vi jer for jeres tilstedeværelse og de farver, I bringer ind i vores verden. Må kvindernes internationale kampdag være hver eneste dag.

På vegne af Mænd I Balance,
Tobias Niebuhr Jeppesen

Flere tusinde uden varme i Vejle

0

Et brud på en varmecentral på Nørremarken betyder, at tusindvis af kunder lørdag aften er uden varme.

Et brud på en varmecentral på Nørremarken i Vejle betyder lørdag aften, at op til 3.300 kunder i området kan opleve periodevis udfald i varmen. Det oplyser TREFOR via sin driftovervågning.

Bruddet opstod klokken 20.20 og forventes at være udbedret omkring klokken 23.30.

»Vi beklager de gener det måtte medføre,« lyder det fra EWII Varme i meddelelsen.

Fodgænger ramt i uheld i Vejle – bilist sigtet efter politijagt

0

KRIMI. En 54-årig kvinde kom fredag eftermiddag til skade, da hun blev ramt i et færdselsuheld på Enghavevej i Vejle.

Uheldet skete klokken 16.18 og involverede i alt tre biler. Kvinden, der var fodgænger, blev kørt ned i forbindelse med sammenstødet.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er der tale om personskade, men umiddelbart er der ikke nogen, der er i livsfare. Politiet har heller ikke oplysninger om, at andre personer skulle være kommet til skade ved uheldet.

Føreren af et af køretøjerne, en 24-årig mand, som ikke er fra lokalområdet, er efterfølgende blevet sigtet for at have bragt andres liv og førlighed i fare.

Politiet oplyser samtidig, at den samme bilist også er sigtet for ikke at være standset for politiet. Betjente forsøgte at standse bilen ved Damhaven i Vejle, men føreren fortsatte kørslen, hvilket førte til en eftersættelse fra Damhaven til Enghavevej, hvor uheldet senere skete.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 7.3 kl. 10.00 af vagtchef Andreas Juul.

En replik i DR-serie fik rugbymiljøet til at spærre øjnene op — nu inviterer Fredericia-klub DR inden for

0

SPORT. En enkelt sætning i DR-serien Uniformen har sat gang i debatten om rugby. I Fredericia er klubformanden klar med et modspil.

»I rugby er der ingen fucking regler, ingen beskyttelse, ingen tid til at tænke sig om, fuld smadder fra start til slut. Én forkert beslutning, og du risikerer at blive invalideret for livet.«

Sådan lyder en replik fra politibetjenten Martin Hammerby, spillet af Jakob Cedergren, i DR-serien Uniformen. En sætning, der fik Allan Pertti, formand for EGIF Rugby i Fredericia, til at spærre øjnene op, da han så andet afsnit i søndags. »Jeg bliver meget, meget ærgerlig over den scene. Det er fuldstændig forkert,« siger han.

Fiktion til millioner

Allan Pertti er godt klar over, at Uniformen er fiktion. Men det ændrer ikke ved, at replikkens skade kan være reel. »Vi er fuldstændig med på, at det er fiktion. Men det er fiktion, der ryger ud til godt to millioner seere i bedste sendetid. Og det er kun os godt 3.000 mennesker i rugbysporten, som ved, at det er forkert.«

For rugby er ikke en sport uden regler. Det er pointen, Allan Pertti gerne vil have frem. »Rugby er en kontaktsport, men det er en kontaktsport med mange regler, der beskytter spillerne. Der er regler for, hvor højt man må takle, hvordan man må takle, og hvornår man må takle. Spillerne er beskyttet af et regelsæt og en dommer, hvis fuldmagt bliver respekteret.«

De værdier forplanter sig ifølge formanden helt ud på tilskuerpladserne, hvor publikum er blandet og ikke adskilt af hegn — heller ikke til store internationale kampe.

Kom på bedre tanker

Allan Pertis første instinkt var at skrive direkte til DR’s generaldirektør. Det nåede han aldrig. »Jeg kom heldigvis på bedre tanker. Jeg skrev til formanden for Rugby Danmark i stedet.«

Formand Ulrikka Brændgaard Nissen og Rugby Danmarks bestyrelse kom frem til en anden tilgang, nemlig at bruge situationen konstruktivt. »Vi har åbenbart ikke forklaret rugby godt nok, siden DR’s fiktionsafdeling ikke ved, hvad sporten handler om. Så vi vil prøve at invitere endnu flere ind i vores klubber,« siger Allan Pertti.

Og skulle der nogensinde blive sendt en henvendelse til DR, ved han præcis, hvad den skal indeholde. »Så er det for at invitere dem ud til træning og til kamp.«

Velkommen på banen

Invitationen gælder ikke kun DR. Allan Pertti åbner døren for alle, der vil se rugby på tæt hold. Lørdag den 11. april spiller det danske herrelandshold mod Tjekkiet på Erritsø Rugbystadion — med fri entré.

Inden da er der generalforsamling i EGIF Rugby lørdag den 7. marts på Erritsø Idrætscenter, hvor det danske herrelandshold samme dag træner. »Det bestræber vi os på — både på de indre linjer og udadtil — at vende det til noget fornuftigt,« siger Allan Pertti.

Her er overblikket: FC Fredericias kampe til overlevelse i Superligaen er offentliggjort

0

FC Fredericia går ind til nedrykningsspillet med fem points forspring til nedrykningsstregen. Nu er kampene programsat, og holdet kender den vej, der skal navigeres sikkert igennem.

Spillet går i gang fredag den 13. marts, når FC Fredericia tager imod Randers FC i den 23. spillerunde. Derefter venter en lang række afgørende opgør, og særligt 31. runde skiller sig ud, når holdet skal til Vejle i et lokalopgør, der kan få stor betydning, hvis pointsituationen fortsat er tæt.

De to sidste spillerunder er endnu ikke programsat med præcise kamptidspunkter.

FC Fredericia i nedrykningsspillet – alle kampe:

RundeKampDatoTidspunktKanal
23FCF – RFC13.03.2619.00TV3 Sport
24FCK – FCF22.03.2616.00TV 2 Sport X
25OB – FCF06.04.2616.00TV 2 Sport X
26FCF – VB13.04.2619.00TV 2 Sport X
27SIF – FCF19.04.2614.00TV 2 Sport X
28RFC – FCF23.04.2618.00
29FCF – OB26.04.2614.00
30FCF – FCK03.05.2616.00
31VFF – FCFTBA
32FCF – SIFTBA

Kolding bliver vært for Melodi Grand Prix i 2027

0

Sydbank Arena skal danne rammen om Danmarks største musikfest, når DR’s Grand Prix-shows rammer byen om to år.

Kolding er klar til at tage imod Danmarks Grand Prix-fest. DR oplyser i en pressemeddelelse, at både Danmarks Melodi Grand Prix og børnenes MGP i 2027 afholdes i Sydbank Arena i samarbejde med Kolding Venue.

Dansk Melodi Grand Prix løber af stablen lørdag den 13. februar, mens MGP følger ugen efter, lørdag den 20. februar.

Kolding overtager værtskabet fra Herning, der husede showene i år, og inden da Frederikshavn.

Borgmester Jakob Ville fra Venstre er ikke i tvivl om, hvad det betyder for byen.

»At blive årets Grand Prix-by er en kæmpe anerkendelse og noget, vi er meget stolte af,« siger han i pressemeddelelsen.

FHK skal bryde mentalbarriere og på slutspilskurs

0

Fredericia Håndboldklub har chancen. Lørdag kan holdets spillere tage et stort skridt mod slutspillet, og flasker resultaterne sig som håbet, kan holdet ved kampens fløjt ende på ottendepladsen og dermed på den rigtige side af slutspilsstregen.

Men det kræver en sejr mod Sønderjyske. Og det er langtfra nogen selvfølge.

For noget er galt i Middelfart Sparekasse Arena. Det sejrsvante publikum, der gennem årerne har været med til at bygge et fort op, oplever i øjeblikket et hold, der ikke formår at leve op til forventningerne på hjemmebane. Spillet svigter, og med det svigter selvtilliden. De hænger uløseligt sammen, men nu synes der at have sat sig en egentlig mentalbarriere – en usynlig mur, som holdet endnu ikke har formået at bryde ned.

Det mærkelige er, at Fredericia Håndboldklub sagtens kan spille godt håndbold. Det har holdet bevist. I hjemmekampen mod Aalborg spillede FHK med en bemærkelsesværdig frihed, på trods af at kampen endte med et nederlag. Den samme frihed og det samme overskud var til stede i udekampen mod Nexe, hvor holdet leverede et forsvarsspil med den gnist og intensitet, som er FHK på sit bedste. Spørgsmålet er, hvorfor den version af holdet ikke dukker op, når publikum i Middelfart Sparekasse Arena møder op for at heppe.

Det stod klart senest, da Nexe kom på besøg. FHK lavede mærkelige og unødvendige fejl undervejs og manglede præcis den gnist i forsvaret, som holdet blot uger forinden havde vist i den tilsvarende udekamp. Det var som at se to forskellige hold iført samme trøje – og det er dét, der gør hjemmebaneproblemerne så frustrerende og svære at forklare.

Man skal helt tilbage til den fjortende december for at finde den seneste FHK-sejr i Middelfart Sparekasse Arena. Dengang vandt holdet 33-26 mod Nordsjælland. Siden har det kun budt på nederlag hjemmefra – fire i træk, heraf to i European League og en i ligaen mod Aalborg. Med de ambitioner, Fredericia Håndboldklub nærer, er fire hjemmebanenederlag i træk ikke godt nok, uanset modstandernes kaliber.

Tallene tegner et skræmmende billede. I ligaen har FHK hentet ni point i ti hjemmekampe – under et point i snit på den bane, der ellers skulle være så frygtindgydende. Til sammenligning er der hentet ni point på udebane, ganske vist i tolv kampe, men pointene er kommet. Det fort, der en gang virkede uindtageligt, er faldet betænkeligt sammen – og det sker på det værst tænkelige tidspunkt af sæsonen, hvor hvert eneste point tæller.

Nu er det op til holdets centrale skikkelser at vende udviklingen. Mads Kjeldgaard, Anders Martinusen og Evgeni Pevnov er alle spillere, der er bedre end det, de har leveret i store dele af sæsonen. De ved det selv. Og de har vist det – i glimt, på udebane, i kampe hvor presset har siddet anderledes. Hæmningerne skal smides, og den frihed, som holdet har kunnet spille med på fremmed græs, skal nu bringes med ind i egen hal. For lørdag er der en reel mulighed.

Sønderjyske er nemlig heller ikke et hold i topform. De har ikke vundet i den hjemlige liga siden den 29. november, og siden da er det kun blevet til en enkelt sejr – i pokalkvartfinalen mod Mors-Thy, og endda først efter forlænget spilletid. I ligaen har det siden novembersejren over Ribe-Esbjerg kun budt på fire uafgjorte kampe. To hold med kniven for struben mødes lørdag i Middelfart Sparekasse Arena – og for Fredericia Håndboldklub handler det om langt mere end to point. Det handler om at genvinde noget, der er sværere at måle end point og statistikker. Det handler om selvtilliden.

FHK og Sønderjyske tørner sammen lørdag klokken 15:00.

Ny minister haster boligskattelov igennem: Vurderingsstyrelsen kan ikke følge med

0
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt har siddet på posten i under to uger. Tirsdag fremsætter han sit andet hasteforslag, og denne gang handler det...

Kvinde endte i detentionen efter vedholdende dørbanken i Vejle

0
KRIMI. En 40-årig kvinde fik en tur i detentionen, efter at hun gennem længere tid havde stået og banket på en dør i Skyttehusgade...

Fly sikkerhedslandede i Billund Lufthavn

0
Sydøstjyllands Politi sendte fredag middag flere patruljer til Billund Lufthavn, efter et fly anmodede om en sikkerhedslanding. Ingen passagerer kom noget til. Klokken 12.31 fredag...

Fredericia-firma bliver del af Danmarks største limousinevirksomhed

BUSINESS. Det Fredericia-baserede transportfirma Business Car Lillebælt tager et skridt ind i en større sammenhæng. Fra den 1. juli 2026 bliver virksomheden en integreret...

Danmark spiller VM i Brasilien

0
De danske fodboldkvinder afgjorde kvalifikationen på under tre kvarter i Serbien og vandt en pulje, hvor både Sverige og Italien var regnet for stærkere....

Eriksen er hjemme hos familien og har det godt

0
Christian Eriksen er hjemme hos sin familie og har det godt, oplyser den danske midtbanespiller selv i en opdatering på sociale medier dagen efter,...