Godt år for Crossbridge Energy

0
Finn Schousboe, CrossBridge Energy. Foto: AVISEN

Året 2023 blev et tilfredsstillende år for Crossbridge Energy A/S trods udfordringer. Men producenten af mere end 35 % af det danske behov for flydende brændstof har fokus rettet fremad mod den grønne omstilling og forsyningssikkerhed.

Crossbridge Energy A/S kan notere et tilfredsstillende resultat for året 2023.
Det blev til et overskud på 273,8 mio. kr. Omsætningen lød på 22,6 mia. kr. for virksomheden, der driver raffinaderiet i Fredericia med tilhørende aktiviteter.

Året 2023 har været markant påvirket af genopbygning af det såkaldte TGU-anlæg, som desværre brændte d. 17. december 2022. Genopbygningen af dette anlæg strakte sig tre måneder ind i 2023, hvilket betød, at driften var påvirket i hele denne periode.

Crossbridge Energy Fredericia. Portrætter. Finn Schousboe.

– I de tre første måneder af 2023 kunne vi på grund af genopbygningen ikke opretholde normal drift og fuld produktion, så faktisk har vi formået at gøre det virkelig flot. Dertil skal lægges, at vi opererer på et internationalt marked, hvor konkurrencesituationen er meget hård, siger CEO Finn Schousboe.

Genopbygningen af det brændte anlæg fjernede dog ikke fokus fra at producere stabilt og sikkert samt energieffektivt. Crossbridge Energy har igen formået at reducere energiforbruget til produktionen endnu en tak, så Fredericia-raffinaderiet er blandt verdens absolut mest energieffektive raffinaderier.

”Det er vi utroligt stolte af. Det viser, at vores fokus på at bruge mindst muligt energi virkelig lykkes,” siger Finn Schousboe.

Faktisk bruger Crossbridge Energy raffinaderiet omkring en tredjedel mindre energi på at producere, end raffinaderibranchen gør generelt.
Fokus på energieffektivitet indgår også i planerne for investeringer, hvor der kigges på energibesparende løsninger, når f.eks. pumper eller kompressorer udskiftes.

– Vi skal gøre det bedre og bedre. Vi skal finde de bedste og mest energivenlige løsninger, hvor vi kan, siger Finn Schousboe.

Crossbridge Energy arbejder målrettet på at kunne producere grønnere og mere bæredygtigt i fremtiden.

– Vi er langt med planerne for, hvordan vi kan ændre på anlæg og bygge nye anlæg. Men vores planer hænger nødvendigvis sammen med rammebetingelserne for produktion af flydende brændstoffer med afgifter og krav, som skal matches op mod andre i den internationale konkurrence. Også udviklingen indenfor brint og kulstof er afgørende. Så brintinfrastrukturen, og hvordan vi får adgang til kulstof, er faktorer, som skal på plads, så vi kan tage investeringsbeslutninger omkring hvilke anlæg, vi skal bygge eller ombygge til, siger Finn Schousboe.

Brint er den ene grønne byggesten for flydende brændstof. Brintinfrastrukturen er stadig under planlægning, og Crossbridge Energy er indtil videre eneste danske virksomhed, der byder ind på at kunne udnytte den dansk-producerede, grønne brint. Den anden grønne byggesten kulstof er der endnu ikke sket nogen udvikling omkring. Kulstof til flydende brændstof får man i dag fra fossil råolie, men kulstof kan også komme fra andre kilder som eksempelvis CO2 eller biogent materiale.

Crossbridge Energy har i den sammenhæng engageret sig i flere projekter som udnyttelse af spildevandsslam eller halm, og raffinaderiet er allerede i 2020 blevet certificeret til at kunne co-processe andre feedstocks sammen med råolie. Men med en nuværende produktion på 10.000 tons i døgnet, så skal der bruges store mængder kulstof og brint.

– Kulstof og brint er nøglerne til mere bæredygtige løsninger. Vi arbejder intenst med planer for fremtiden, men brint-infrastruktur og adgang til kulstof skal på plads, så vi kan komme videre, siger Finn Schousboe.

Udviklingen i branchen har de seneste to år været meget positive, men i årene før da, var der anderledes negativ udvikling. Nu kigger branchen igen ind i en udvikling, hvor indtjeningsmulighederne bliver mindre.

– Margin-miljøet ser ud til at blive vanskeligere, og konkurrence-situationen er meget hård på det marked, vi opererer på. Vi har investeret kraftigt i vores produktionsanlæg, så vi står stærkt rustet til at kunne sikre forsyning på det danske marked og samtidig tage del i den grønne omstilling, siger Finn Schousboe.

Fakta om Crossbridge Energy A/S

  • Producerer mere end 35 % af det danske forbrug af flydende brændstoffer
  • Producerer 10.000 tons i døgnet
  • Arbejder målrettet mod at tage del i den grønne omstilling
  • Er eneste producent af flybrændstof i Danmark
  • Blandt verdens absolut mest energieffektive raffinaderier
  • Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme. Leverer mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme via overskudsvarme, som ellers ville gå til spilde op i luften
  • Investerede 338 mio. kr. i anlæg og vedligehold i 2023
  • Raffinaderiet er indviet i 1966. Udover raffinaderiet drives også en havneterminal i Fredericia, hvor der hver måned ligger 20-30 skibe til kaj for at laste eller losse flydende brændstof, olieprodukter mv.
  • Beskæftiger 271 fuldtidsansatte (254 i 2022)

Live: Tvinger FHK Aalborg ud i en 3. kamp?

0

Klokken 20:00 spilles der DM-finale i thansen Arena. Den anden kamp i finaleserien mellem FHK og Aalborg skal spilles, og spørgsmålet er nu, om fredericianerne kan fremtvinge en tredje kamp.

Fredericia Kommune ansætter gammel kending i direktørstilling

0

Fredericia Kommune har valgt at ansætte Karen Heebøll som ny direktør for Familie, Børn og Læring. Heebøll har en fortid i Fredericia Kommune, hvor hun var direktør for Pleje, Sundhed og Arbejdsmarked i 3½ år frem til 2014.

Karen Heebøll har senest været ansat som administrerende direktør for Sundhedsforvaltningen i Odense Kommune. Siden sin tid i Fredericia har hun også været Universitetsdirektør ved Syddansk Universitet og På Tværs-direktør i Ikast-Brande Kommune.

– Jeg glæder mig til samarbejdet med Karen Heebøll, som kommer med en solid, kompetent og ledelsesmæssig stærk erfaring på det strategisk niveau i forhold til den borgernære velfærd. Med ansættelsen af Karen har vi nu en fuldtallig direktion, siger kommunaldirektør Thomas Jaap.

Borgmester Christian Bro glæder sig også til det fremtidige arbejde med Karen Heebøll.

– Det glæder mig, at det er lykkes os at få en gammel kending tilbage til Fredericia Kommune, Det, at hun allerede kender til Fredericia Kommune, er en styrke – både i forhold til hendes opstart, men også i forhold til det, der gør Fredericia særlig, som vores unikke historie, natur og placering ved Lillebælt, siger borgmester Christian Bro.

Som direktør for Familie, Børn og Læring skal Karen Heebøll være med til at gøre Fredericia Kommune til børnefamiliernes førstevalg og styrke det tværfaglige arbejde på børne-, skole- og familieområdet. Sammen med resten af direktionen skal hun sikre den strategiske udvikling af kommunen.

– Jeg glæder mig til at komme tilbage til Fredericia Kommune, som jeg kender som et sted, hvor der er visioner, vilje og muligheder for at indfri kommunens potentialer. Og så glæder jeg mig især til at arbejde med børne- og ungeområdet med den store betydning det har for mange. Her skal vi sammen omsætte den nye børne- og ungepolitik til handlinger og medvirke til, at Fredericia er børnefamiliernes førstevalg. Det skal alt sammen ske i et stærkt fællesskab mellem byråd, medarbejdere og borgere, siger Karen Heebøll, kommende direktør i Fredericia Kommune.

Karen Heebøll starter i sit nye job som direktør den 1. august 2024. Karen bor i Strib, har tre voksne børn og er gift med Steen Vinderslev, kommunaldirektør i Middelfart.

– Det anser jeg ikke for et problem, da det ikke er anderledes end, sidst Karen var ansat. Jeg er sikker på, at Karen er i stand til at adskille sit professionelle og private liv, siger Christian Bro.

Karen Heebøll stoppede i Odense Kommune i 2023 efter gensidig aftale, og modtog i den forbindelse 1,8 mio. kr.

Læs også

Finn Sølvdahl er ny formand for HK Sydjylland

0

I et kampvalg mellem fem kandidater blev Finn Sølvdahl her til aften valgt som HK Sydjyllands nye afdelingsformand.

Hele fem kandidater havde meldt sig klar, da HK Sydjylland onsdag aften skulle vælge ny formand på en ekstraordinær generalforsamling.

150 medlemmer var dukket op for at stemme på deres foretrukne kandidat, og med over halvdelen af de afgivne stemmer var det Finn Sølvdahl, der overbevisende løb med posten.

– Det har været en stor fornøjelse at se medlemsdemokratiet udfolde sig på denne måde, og jeg er stolt over at valget faldt på mig. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til tilliden, siger Finn Sølvdahl.

Finn Sølvdahl er fra Vejle og kommer fra en stilling som faglig konsulent i HK Handel Sydjylland. Han ser det som sin mærkesag at skabe en slankere politisk struktur i HK.

Finn Sølvdahl afløser Ole Kjær, som har været afdelingsformand for HK Sydjylland i 12 år. Han forlader posten på grund af alder.

Ole Kjær modtog stor tak og stående applaus på generalforsamlingen.

Landstræner tilfreds med lodtrækning

0

Italien, Algeriet og Tunesien er Danmarks tre gruppemodstandere, når VM-forsvaret indledes på hjemmebane til januar.

Ved en stort anlagt lodtrækningsceremoni i den kroatiske hovedstad Zagreb fik Håndboldherrerne onsdag aften sat navne på de tre modstandere, der venter i det indledende gruppespil ved VM 2025, der spilles i Danmark, Norge og Kroatien.

Danmark i gruppe B åbner VM-forsvaret på hjemmebanen i Jyske Bank Boxen i Herning mod Italien, Algeriet og Tunesien. De tre bedste hold fra gruppen avancerer til mellemrunden, der også spilles i Herning.

– Jeg er fint tilfreds med lodtrækningen. Jeg synes, at det er tre spændende hold, vi skal møde i den indledende gruppe. Italien og Algeriet har vi ikke så stort kendskab til, men Tunesien mødte vi til VM 2023, så de er ikke helt fremmede for os, siger landstræner Nikolaj Jacobsen med henvisning til Danmarks 13-målssejr ved det møde.

Italiensk overraskelse og stærke afrikanere

Italien er med ved VM i herrehåndbold for bare anden gang i landets historie efter debuten i 1997. Støvlelandet overraskede i kvalifikationen ved at besejre Montenegro over to opgør.

Algeriet og Tunesien er historisk set blandt de bedste afrikanske nationer og vandt senest henholdsvis sølv og bronze ved de afrikanske mesterskaber i januar.

I mellemrunden krydser Danmarks gruppe med gruppe A, der består af Tyskland, Tjekkiet, Polen og Schweiz, der ligeledes starter i Jyske Bank Boxen.

– Det er fire dygtige hold, men i den fase af mesterskabet ved man jo godt, man kommer til at møde gode hold. Så den del af lodtrækningen er jeg også fint tilfreds med, siger Nikolaj Jacobsen.

“De andre skal spille godt for at slå os”

Fra hver af de fire mellemrunder går de to bedste hold videre til kvartfinalerne, der for Danmarks vedkommende vil føre til den norske hovedstad Oslo.

Kommer Nikolaj Jacobsens mandskab så langt, vil modstanderne i kvartfinalen komme fra en af de to indledende grupper E og F, hvor Sverige, Spanien og Norge må regnes som de mest oplagte bud på potentielle modstandere.

Lodtrækningen onsdag har bestemt ikke ændret på, at landstræneren ser frem mod VM med masser af optimisme.

– Det gør jeg altid. Vi er på hjemmebane i gruppespillet og mellemrunden, og der bliver fantastisk opbakning til os. Så de andre skal spille virkelig godt for at slå os i Boxen, siger Nikolaj Jacobsen.

Udfaldet af lodtrækningen:

Gruppe A i Herning – Tyskland, Tjekkiet, Polen, Schweiz

Gruppe B i Herning – Danmark, Italien, Algeriet, Tunesien

Gruppe C i Poreč – Frankrig, Østrig, Qatar, Kuwait

Gruppe D i Varaždin – Ungarn, Holland, Nordmakedonien, Guinea

Gruppe E i Bærum, Oslo – Norge, Portugal, Brasilien, USA

Gruppe F i Bærum, Oslo – Sverige, Spanien, Japan, Chile

Gruppe G i Zagreb – Slovenien, Island, Cuba, Kap Verde

Gruppe H i Zagreb – Egypten, Kroatien, Argentina, Bahrain

Billetsalget til VM i håndbold er i fuld gang. Køb dine pladser her https://www.ticketmaster.dk/artist/29th-mens-ihf-world-championship-billetter/1256613?brand=dhf_dk&camefrom=HPN&language=da-dk

Rapport viser vejen til største dyrevelfærdsmæssige forbedring i 100 år

0

Det vil være den største dyrevelfærdsmæssige forbedring for vilde dyr i Danmark i 100 år, hvis man følger Københavns Universitets rapport og udpeger 239 områder til beskyttet natur. Så klar lyder vurderingen fra Dyrenes Beskyttelse.

Onsdag landede en stor gave til naturen, der blot venter på at blive pakket op. Københavns Universitet har nemlig udgivet en rapport, der indeholder en række meget konkrete tiltag for, hvordan man optimalt udpeger store sammenhængende naturområder. Inden for de foreslåede områder vil det være muligt at udpege ti procent strengt beskyttet natur, som EU har opfordret deres medlemslande til.

– Det vil være den største dyrevelfærdsmæssige forbedring for vilde dyr i 100 år, hvis det lykkes at indføre tiltagene og derigennem sikre ti procent strengt beskyttet natur. Det vil rette op på flere generationers nedprioritering af naturen, som har været stærkt medvirkende til, at vi har en massiv pladsmangel for dyr og en biodiversitetskrise, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Rapporten peger på mindst 239 mulige områder, svarende til 20 procent af Danmarks areal. Det er altså ikke engang nødvendigt at medtage alle områderne, hvis ambitionen i første omgang er at nå ti procent.

Vælger man at tage samtlige 239 områder i brug, vil det koste mellem to og fire milliarder kroner om året at etablere og forvalte det. Til gengæld vil vi altså give vilde dyr noget af deres hjem retur og være med til at beskytte 95 procent af vores truede arter.

– Det her vil være et meget markant tiltag for at hjælpe naturen i Danmark, både planter og alle vores pressede dyrearter. Det gælder alt fra insekter til fugle og pattedyr. Mange af de dyr, der har det svært, mangler plads og områder, hvor naturen har førsteprioritet. Kigger vi for eksempel på storken, som er kritisk truet, så har den brug for moser og enge, hvor den kan lede efter føde som for eksempel frøer. Det er netop sådan nogle naturområder, vi vil få med anbefalingerne, siger Nicolaj Lindeborgh, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse, og tilføjer:

– Et andet eksempel kunne være skovmåren, der ligeledes er presset. Den er presset på plads og findes stort set ikke på Fyn længere. Den har brug for mere urørt skov og hule træer, som den kan yngle i. Det vil den få med tiltagene.

Det politiske udspil ligger klar

Biodiversitetsrådets rapport fra 2023 klarlagde, at intet af den danske natur kan kategoriseres som strengt beskyttet.

Det vil seks oppositionspartier i form af Liberal Alliance, Enhedslisten, Konservative, SF, Radikale Venstre og Alternativet gøre op med. I sidste uge afkrævede de regeringen at udpege områder, hvor der kan etableres ti procent strengt beskyttet natur.

Det blev i første omgang skudt til hjørne af statsminister Mette Frederiksen, der til Altinget efterlyste en konkret plan fra partierne, men den ligger altså klar nu i form af Københavns Universitets rapport.

– Statsministeren efterlyste i sidste uge en plan for, hvordan de ti procent strengt beskyttet natur skulle blive en realitet. Nu har regeringen fået foræret en plan, og jeg vil appellere til, at den tages med ind i arbejdet i den grønne trepart, så vi kan få sat skub på tiltagene for den vilde natur, der har så hårdt brug for vores hjælp, siger Britta Riis.

Over 7.400 børn indtager Billund til DIF Skole OL-finalen

0

Nu er der kun to uger til, startskuddet lyder til Skole OL-finalen. Fire dage med flere tusinde børn, der får mulighed for at føle sig som OL-atleter i en børneolympisk by med indmarch, fakkeltænding og konkurrencer i børnehøjde.

7.432 elever, 346 klasser og 193 skoler fra 59 kommuner. Tusindvis af børn er klar til at deltage i Skole OL-finalen, der afholdes i Billund Kommune, hjemstedet for Børnenes Hovedstad den 11.-14. juni. Arrangementet samler børn fra 4.-8. klasse fra hele Danmark til en olympisk idrætsoplevelse.

Med over 7.400 skoleelever bliver Skole OL-finalen i Billund i år den største, siden de overtog værtskabet.

Hos DIF (Danmarks Idrætsforbund) er glæden stor over den store tilslutning til finalen, der har til formål at fremme bevægelse, fællesskab og sportslig udfoldelse blandt skolebørn. Finalen markerer kulminationen på et program, der i høj grad fokuserer på trivsel, fællesskab og fairplay.

– Skole OL er en fantastisk mulighed for at give børnene en oplevelse, der rækker langt ud over den daglige undervisning. Det er glædeligt at se så mange børn engagere sig i sportens verden og opleve den glæde og samhørighed, det skaber. Det styrker børnenes trivsel, deres fysiske kompetencer og giver dem minder for livet, udtaler Hans Natorp, formand for DIF.

OL skaber fællesskab hos børn og unge

Ud over at give børn en unik idrætsoplevelse, så handler DIF Skole OL om at fremme trivsel, fællesskab og samarbejde. Ved at deltage i DIF Skole OL lærer børnene vigtigheden af holdånd og at støtte hinanden, uanset udfaldet af konkurrencen. De oplever, hvordan det er at være en del af noget større end dem selv, hvilket styrker deres sociale bånd og evne til at arbejde sammen.

I Billund Kommune tror man på at det fællesskab, der er skabt under Skole OL-finalen siden 2022, vil blive ved med at være i kommunen, selvom Skole OL-finalen rykker videre til næste år.

– Vi glæder os til endnu engang at byde velkommen til børn og unge fra hele landet, som kommer til at opleve fire dage med fællesskab og fairplay som fundament, og hvor latteren, venskaber og kampgejsten fylder vores hjerter og krop. Efter dette års finaler giver vi Skole OL-stafetten videre, men jeg er sikker på at ånden fra Skole OL-finalen altid vil forblive i Billund Kommune. Samtidig vil jeg gerne sige en kæmpe tak til alle de frivillige, der troligt stiller op og byder sig til. Uden jer ville vores værtskab blegne, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.

Mulighed for at føle sig som en OL-atlet

En af de unikke elementer ved DIF Skole OL er, at børnene bliver mødt af en række olympiske artefakter og får mulighed for at føle sig som ægte OL-atleter. Med officielle åbningsceremonier, indmarch og skoleolympisk ild bliver atmosfæren elektrisk og mindeværdig. Børnene får lov til at dyste på i sportslige rammer, iklædt deres skoles farver, mens de hepper på hinanden og oplever suset ved at stå på podiet sammen med sine klassekammerater med medaljer om halsen. Denne oplevelse giver dem et uforglemmeligt indblik i den olympiske ånd og den glæde, der følger med at deltage i en stor sportsbegivenhed.

Med deltagere fra alle egne af landet vil Billund blive omdannet til en sand børneolympisk by, hvor børnene får lov til at konkurrere i disciplinerne atletik, bowling, bueskydning, combat archery, brydning, cricket, dans, orienteringsløb, roning. For mange af de unge deltagere er Skole OL-finalen årets højdepunkt, og der er lagt op til en uge fyldt med spænding, sammenhold og sportslige udfordringer.

Rød terror under Den Kolde Krig

0

Den 5. juli udkommer journalist, forfatter og fredericianer Christian Ingemann Nielsens næste bog Rød terror under Den Kolde Krig, der handler om de terrororganisationer, som skabte frygt og rædsel fra slutningen af 1960’erne.

I Rød terror under Den Kolde Krig portrætteres nogle af de mest navnkundige terrororganisationer i den vestlige verden, bl.a. Rote Armee Fraktion i det daværende Vesttyskland, De Røde Brigader i Italien, GRAPO i Spanien samt Japans Røde Hær, lige som Danmarks egen terrorforbindelse, Blekingegadebanden, har et kapitel.

Christian Ingemann Nielsen blev på en skoletur til 1980’ernes Øst- og Vestberlin stærkt optaget af Den Kolde Krig og de mennesker, som på begge sider af jerntæppet var med til at præge den hverdag, som efterkrigstidens generationer voksede op i.

For nogle år siden skrev han derfor Den Kolde Krigs dobbeltagenter om de udspekulerede, farlige eller efter egen overbevisning velmenende spioner og agenter, der tjente begge sider af jerntæppet. Denne bog har længe været udsolgt.

I sin nye bog forlader Christian Ingemann Nielsen de statslige efterretningstjenester og deres agenter for i stedet at kaste sig over græsrødderne i form af venstrefløjens skjulte netværk, som for nogles vedkommende resulterede i terrorhandlinger som kidnapninger, likvideringer, bombesprængninger og bankrøverier. Alt sammen for at fremme sagen, der var inspireret af Østblokkens kommunistiske regimer.

– Selv om Den Kolde Krig sluttede for længe siden, kan der helt åbenlyst trækkes spor fra datidens terror til flere af nutidens væbnede konflikter. Det har ikke hidtil været muligt at give et fyldestgørende overblik over den vestlige verdens kommunistiske terrororganisationer, bl.a. fordi oplysninger fra de åbnede, østeuropæiske efterretningsarkiver først i de seneste år har gjort os klogere på Østblokkens hjælp til terroristerne. Det har været sindssygt spændende at arbejde med dette bogprojekt, og nu glæder jeg mig til at se udgivelsen på tryk, siger Christian Ingemann Nielsen.

Rød terror under Den Kolde Krig er en dokumentarisk bog, der går bag om terroristernes motiver uden at undskylde deres handlinger.

Christian Ingemann Nielsen (f. 1971) er opvokset i Odense og bor i Fredericia. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og er mangeårig journalist, redaktør og kommunikationschef. Han har også studeret historie, ligesom han en kort overgang var særlig rådgiver i Forsvarsministeriet. Derudover er han gift, far til to voksne sønner og inkarneret OB- og landsholds-fodboldfan.

Rød terror, 164 sider, ill., 249 kr. Bogen kan allerede nu forudbestilles via www.ubirex.dk.

Rigsrevisionen kritiserer Energinet

0

Energinet har gennemført en række forbedringer af IT-sikkerheden det seneste år, men er fortsat i gang med at gennemføre de sidste tre punkter i en omfattende handleplan. Implementeringen har vist sig mere kompliceret end først antaget. Derfor afsluttes de sidste punkter først i år. I en ny rapport følger Rigsrevisionens op på sin tidligere undersøgelse.

Rigsrevisionen kritiserer, at Energinet ikke er nået helt i mål med at implementere en række anbefalinger vedrørende Energinets IT-sikkerhed fra en ekspertgruppe fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Anbefalingerne skulle efter planen have været færdigimplementeret i 2023. Ekspertgruppen blev nedsat efter kritik af Energinets IT-outsourcing i 2022.

Syv af de udpegede ti anbefalinger blev efter planen gennemført i 2023. Arbejdet med at gennemføre de sidste tre anbefalinger er i gang, men har vist sig mere kompliceret end først antaget. Derfor afsluttes de først i år. Det finder Rigsrevisionen kritisabelt.

Energinet tager kritikken til efterretning og fortsætter arbejdet med at styrke IT-sikkerheden – både på de udpegede områder og generelt i alle dele af virksomheden.

Ærgerligt, men vi kæmper videre
– Vi er naturligvis ærgerlige over, at vi ikke kunne færdigimplementere de sidste tre af de i alt ti anbefalinger inden for den forventede tidsplan ved udgangen af 2023. Men det har vist sig, at det tager mere tid, hvis vi skal gøre det på en sikker og forsvarlig måde, som ikke kompromitterer vores forsyningskritiske drift. Vi har løbende haft en god og konstruktiv dialog med den ekspertgruppe, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, har nedsat, om de udfordringer der er, og om de løsninger, vi arbejder med. Og vi arbejder hårdt for at komme helt i mål, siger Signe Horn Rosted, direktør for Tech og Innovation i Energinet.

Hun forklarer, at løsningerne er komplekse, og at flere af dem skal implementeres i systemer, der skal køre og fungere døgnet rundt, året rundt uden afbrydelser, og i systemer som er driftskritiske. Derfor har det krævet meget grundige analyser for at finde de rigtige løsninger, ligesom de skal implementeres med stor forsigtighed og samtidig med mange andre forandringer i Energinets systemlandskab det seneste år.

Sideløbende med implementeringen af de sidste anbefalinger fra ekspertgruppen, er der lavet en række tiltag, der minimerer risici for IT-sikkerheden, indtil de sidste tre løsninger er helt på plads.

Står et bedre sted
– Samtidig med at vi forbedrer IT-sikkerheden på de områder, Rigsrevisionen og ekspertgruppen har anbefalet, så har vi de senere år investeret markant i generel forbedring af IT-sikkerheden, så vi står bedst muligt rustet, i takt med at cybertruslerne hele tiden vokser og dukker op på nye måder. Vi er et langt bedre sted end for blot få år siden, men omvendt så stiger truslerne også hele tiden, så det er et evigt kapløb, siger Signe Horn Rosted.

Fremtidens grønne styresystem
Ud over det løbende arbejde med at opdatere og forstærke IT-sikkerheden, så udvikler Energinet den nye digitale infrastruktur, som i fremtiden skal understøtte styringen af det danske elsystem og dermed sikre danskernes forsyning.

Et helt grønt elsystem er på flere områder markant anderledes end et traditionelt elsystem. Fordi elproduktionen i fremtiden hovedsageligt vil komme fra vind og sol og dermed svinge efter vind, vejr, skyer på himlen mm., skabes der ny kompleksitet og ubalancer i elsystemet. Derfor er der behov for markant øget digital understøttelse, herunder nye avancerede AI-løsninger og data om produktion og forbrug, der konstant fødes ind i kontrolsystemerne. Det skal sikre balance og sikker forsyning også i et grøn elsystem. Det dilemma møder Danmark som et af de første lande i verden, fordi vores andel af grøn, svingende elproduktion er blandt de højeste i verden.

Samtidig med at styringen af elsystemet bliver mere digitalt, skal det skærmes mod eksterne trusler fx hackerangreb. Også derfor er Energinet i disse år ved at etablere helt nye platforme og sikkerhedsmodeller for den forsyningskritiske drift, som skal erstatte det nuværende systemlandskab og sikre stor robusthed i både systemer og drift i fremtidens grønne elsystem.

Kanalbyen bliver hjemsted for tangdyrkning og fiskebørnehaver

0

I Fredericia og resten af Syddanmark blomstrer biodiversiteten snart endnu mere. Med støtte fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje, som i alt uddeler 62,4 millioner kroner til projekter over hele landet, får 20 grønne og et enkelt blåt projekt nyt liv. Et af de mest spændende initiativer finder sted i kanalbyen ved Fredericia Havn, hvor en ny bro bliver centrum for både maritim biodiversitet og lokale fællesskaber. Her vil tangdyrkning, fiskebørnehaver og muslingefarme trives side om side med dykkerklubber og kajakroere, alt imens lokale borgere og undervisningsinstitutioner kan lære om livet under vandet gennem et live undervandskamera.

Blomsterfluer, løbebiller og mariehøns får bedre livsbetingelser, når 20 grønne og et enkelt blåt projekt i Syddanmark er gennemført.

I disse dage får projekterne besked om, at de har modtaget støtte på op til en million kroner fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje, hvor netop biodiversitet og bæredygtighed er i fokus.

Et af de syddanske projekter, der modtager 450.000 kroner i støtte, finder man i kanalbyen ved Fredericia Havn, hvor en bro ud fra et nyt maritimt center bliver hjemsted for blandt andet tangdyrkning, fiskebørnehaver og dyrkning af muslinger. Samtidig bliver det et samlingssted for dykkerklubben Bælthavens to foreninger, der kan bruge broen som anløbssted. Det samme gælder for områdets kajakroere.

Men også de lokale undervisningsinstitioner og befolkningen som helhed for glæde af formidlingen af den maritime biodiversitet som er en væsentlig del af projektet.

– Det kan jo være vanskeligt at følge med i hvad, der foregår under havoverfladen. Når man står og ser ud over vandet, er der ikke meget at se, fortæller Tobias Bendixen som er tovholder for projektet i regi af Fredericia Kommune.

– Så vi etablerer et undervandskamera, så man via interenettet kan følge livet under overfladen i realtid,” tilføjer han.

I alt støttes syddanske projekter med med 10,5 mio. kroner fra Her gror vi-puljen.

Støtten på samlet godt 62,4 mio. kroner fordeler jævnt sig på 57 kommuner over hele landet.

Får besked i disse dage

– Vi glæder os over, at vi må være med til at støtte op om bæredygti-ge initiativer over hele landet. Det er inspirerende at følge, hvordan borgere i mere end halvdelen af landets kommuner tager livtag med et væld af aktiviteter og oplevelser i bynaturen,” siger Nordea-fondens administrerende direktør, Henrik Lehmann Andersen.

Han peger desuden på, at de over 243 ansøgninger, som Nordea-fonden har modtaget, vidner om stor idérigdom og engagement i lokalsamfundene.

– Det medfører øget biodiversitet, mere genbrug og en øget bevidsthed om anvendelse af bæredygtige materialer – ikke bare i foreningslivet, men hos alle dem, der tager del i de lokale fællesskaber, siger han.

Mange af de støttede projekter er mindre anlægs- og facilitetsprojekter. Alle modtagere har forholdt sig til miljømæssig og social bæredygtighed i deres projekter, ligesom der er blevet lagt vægt på borgerinddragelse og biodiversitet i vurderingen.

Flere ind i fællesskabet

I forhold til social bæredygtighed har mange projekter fokuseret på at skabe værdi for flere brugergrupper og at skabe tilgængelighed for personer med handicap og andre sårbare grupper, så flere kan blive en del af fællesskabet.

Den miljømæssige bæredygtighed i projekterne afspejles bl.a. i valget af genbrugsmaterialer, brug af lokale, certificerede, og holdbare materialer, affaldshåndtering og beskyttelse af naturen.

Læs også

Indbrud i kælderrum: Fiskegrej stjålet

0
KRIMI. Et indbrud i et kælderrum i Vejle efterforskes nu af Sydøstjyllands Politi. Indbruddet er sket på adressen Ved Anlæget i tidsrummet fra lørdag den...

Brand i dyretransporter på motorvejen

0
Der er onsdag eftermiddag opstået brand i en dyretransport med grise ved motorvejskryds Skærup på strækningen fra Vejle mod Fredericia. Ifølge de foreløbige oplysninger er...

Livet og det uforudsigelige

0
For hver eneste dag, der går, udvides vores historie. Vi lægger et nyt lag til det, som vi hidtil har gennemlevet. Dagene kommer og...

BSH meldt for matchfixing efter mistænkeligt grundspilsnederlag

0
En tilskuer har meldt Bjerringbro-Silkeborg til Danmarks Idrætsforbund for matchfixing efter grundspillets sidste runde, skriver Midtjyllands Avis. BSH tabte 26-27 til Grindsted, der ikke...

Naturen ind i plejen: Svend Brinkmann blandt talerne når CARE OUTSIDE gør status i...

UDDANNELSE. Midt i projektperioden er det tid til at gøre status. CARE OUTSIDE, et tværfagligt udviklingsprojekt om naturens betydning for trivsel og mental sundhed...

Karaktermord som forretningsmodel

0
Der var engang, hvor dansk journalistik hvilede på et sæt uskrevne regler. Man ringede. Man sendte en mail. Fik man ikke svar, respekterede man...