Mange af os har en holdning til, hvordan vores alderdom skal være. Vi begynder tidligt at tage stilling til den, og mange sparer op via pensionsordninger. Ligesom mange er bange for, at de risikerer at ende hos det offentlige som ældre. Det er nærmest et kapløb med tiden for at undgå den ultimative straf som pensionist. Til tider kan man spekulere over, om ældreomsorgen helt bevidst gøres uspiselig, så så mange som muligt kæmper for at undgå den.
Illusionen om den lykkelige pensionisttilværelse fortælles ofte i reklamer, hvor en senior med stråhat smiler og har et aktivt liv. Det kan være en forsikringsreklame eller lignende: “Spar op til din alderdom,” siger pensionsselskaberne. En masse mennesker er voldsomt optaget af, hvordan de kan få os til at arbejde mere nu, så vi kan få det bedre senere. Der tegnes et trusselsbillede, indirekte, ved at hvis man ikke sparer op til sin pension, er man virkelig på den. Det betyder også, at dem med de laveste indkomster, der ikke kan spare en masse op, udsættes for massiv ulighed senere i livet.
Den nuværende ældrepolitik er en skændsel. På Folkemødet på Bornholm holdte Morten Messerschmidt (O) en tale, hvor han identificerede et meget stort problem, der rammer alle pensionister hårdt:
Man regulerer ikke korrekt pensioner og offentlige ydelser for inflation og prisstigninger, hvorfor pensionisters købekraft er blevet voldsomt udhulet de seneste år. Samtidig har alle på arbejdsmarkedet kunnet få betragtelige lønforhøjelser. Den gode alderdom er således blevet svækket år efter år, da pensionerne ikke er fulgt med, hvilket mange ældre dramatisk har mærket. Der er blevet sendt et par checks fra Folketinget, men disse engangsbetalinger hjælper ikke på et problem, der måned efter måned forringer levevilkårerne.
Ligesom man straffer ældre, der bor i egen bolig. Det påvirker det samlede rådighedsbeløb, hvis man er gift eller ejer noget. Det virker som om, man kun ønsker, at pensionister er ensomme, enlige, i triste betonkomplekser eller uden mulighed for at gøre noget som helst med deres liv. De sindrige regler for ydelser og service ændrer borgernes adfærd, da man skal spekulere i, om man har råd til at bo i egen bolig, være gift og meget mere. Hvorfor giver man ikke bare alle en fast ydelse, fjerner kontrol og administration, og siger tak for din indsats for vores samfund? Hvis ydelsen er fair og til at leve for, kan nogle med store opsparinger spare lidt mere op, mens andre kan leve anstændigt uden at ændre deres livsvaner i deres sidste leveår. Hvornår ophører millimeterdemokratiet? Det er trods alt skatteborgernes penge, man deler ud af. Og især ældre har betalt rigeligt i skat til samfundet gennem deres liv.
Man skal huske på, at en pensionist ofte bruger størstedelen af sin indkomst på direkte forbrug. De køber fødevarer, betaler husleje, el, vand og varme. De giver gaver til deres børn og børnebørn. Få lader blot pengene stå på deres konto. Hvorfor skulle de også det? Hvis man har en kortere årrække tilbage af sit liv, hjælper det ikke meget, hvad der står på kontoen, når livet er slut. Hvis den gennemsnitlige ældre lader større pengebeløb blive på deres konto, er det nok fordi, de frygter, at politikerne finder på noget nyt og dårligt, så de ikke kan klare sig økonomisk. Læg mærke til den kroniske utryghed blandt vores ældre medborgere. Systemet er omskifteligt, upålideligt og konstant genstand for “ekspertificering”, hvor nogle ønsker at tage patent på, hvad det rigtige liv er for et ældre menneske.
Her er sandheden om det:
Sundhedsstyrelsen har gentagne gange advaret læger og omsorgspersoner om, at der er et betragteligt overforbrug af farlig medicin på ældreområdet. Noget af det kan medføre faldulykker, hjerteproblemer eller neurologiske symptomer. Ældre dør helt unødigt af forkert medicinering, især psykofarmaka til demente. Man fraråder det. Efter flere handleplaner er forbruget uændret! Man bliver ved. Dette er et virkelig trist kapitel af ældreplejens alvorlige skyggeside. Det er resultatet af skematankegang, papirnusseri og administrationståger fra fjerne egne. Det offentlige har valgt at ødelægge den værdige alderdom for at spare penge. Det hjælper ikke noget at have et hjemligt plejehjem, hvis den ældre (med et grimt ord, som man bruger i det offentlige, “beboeren” eller “borgeren”) ligger bedøvet et eller andet sted. Man forkorter levetiden og gør den sidste tid grim, kold og kynisk. Dette trods det, at mange medarbejdere kommer på arbejde med et stort hjerte, en stor gejst og en stor vilje til at være medmennesker. Mange ville med glæde have tid til at sidde og drikke kaffe, lytte til og være sammen med et ældre menneske på vej mod livets afslutning.
Management, ledelse, økonomi, overenskomster og så videre er det rene gift for ældre. Det burde være forbudt. Ingen skulle “lede” alderdommen. Alderdommen burde sættes fri. Vi ville være bedre tjent med servicecentre til ældre, der ikke regnede på eller holdte øje med hver en millimeter, der ydes. I dag skal der anskaffes robotstøvsugere, beregnes tid (“visitation”, hvilket er et ækelt ord for menneskelig værdighed), regnes på kroner, tælles skridt og meget mere for at levere en service, der uden problemer ville fungere, hvis bare man rettede hovedet op og kiggede på de mennesker, der skal hjælpes.
Alle er individuelle. Alle har forskellige behov. Det er den gennemsyrede tankegang om at spare på ældre, der ikke er til at komme af med. Men den skal væk. Det er især ansættelsen af chefer med en overenskomst hos DJØF, der har forvandlet området til et mareridt af elendighed. Den gode alderdom handler om at fjerne ord som service, visitation, pleje eller samvær. Alle disse kunstfærdige begreber, der intet har at gøre med individet. I stedet skal man bruge ord som varme, venlighed, overskud, rummelighed, anstændighed. Man bør indføre et værdisæt, der kan ses på alle grene af området.
Det er svært at tro andet, end at hvis man spørger de fleste danskere, så vil de gerne være med til at betale for den gode alderdom. Når man gang på gang skal forklare de ekstreme afgifter og skatter, sker det især med henvisning til velfærdsområdet, herunder ofte de ældre. Men i realiteten betaler vi ikke for en god alderdom, men for en kummerlig alderdom og et hav af alt for dyre ledere og administratorer. Mennesker, der aldrig nogensinde kommer i nærheden af at hjælpe en 90-årig op af en stol for at gå en tur, men som uden problemer kan beordre, at lavtlønnede, modsat dem selv, skal arbejde ekstra meget og ekstra billigt for at få et budget til at hænge sammen, mens de selv skal have ledelsestillæg og høje pensionstillæg.
Det er på høje tid, at vi trækker stikket på hele det danske ældre- og pensionsområde. Vi bør vaske hele tavlen ren. Starte lovteksten helt fra bunden. En ældre medborger er et menneske, der gennem et langt liv har bidraget til samfundet, demokratiet og økonomien. Et menneske, der på grund af alderdommen ikke længere kan det samme, og i nogle tilfælde skal bruge hjælp til at kunne det nødvendige. Et menneske, der måske har fået meget tid tilovers, og hvor børn og børnebørn i forvejen skal leve et fortravlet liv for at passe de krav, samfundet stiller til dem om skolegang, uddannelse, karriere og sundhed. Hvorfor den mangel på tid, som samfundet skaber mellem generationerne, fører til isolation og ensomhed, nød og elendighed.
At man samtidig kræver, at alle “sparer op til deres egen alderdom,” er det samme som at sige, at deres skattekroner ikke er noget som helst værd. Gør man det ikke, vil man leve i fattigdom, da pensioner ikke prisreguleres. Man vil risikere at skulle bo som enlig i betonkomplekser. Man kan risikere at ende på forsorgshjem, hvor man forgiftes med medicin, for at man ikke tager tid fra personalet, der ikke har ressourcer til arbejdet. Man kan risikere at leve sin sidste tid i ensomhed, fordi kommunen sløjfer selv basale og små aktiviteter, når de på andre områder har overskredet deres budgetter. Det skete i Fredericia i 2023, og ingen siger noget om disse besparelser, udover Dansk Folkeparti.
Hvad er det for et menneskesyn? Ingen vil vel leve et helt liv som flittig samfundsborger for at blive smidt på en mødding, når man rammer 70? Hvor er respekten? Taknemmeligheden? Men endnu mere virkeligt, og tænk over det:
Alle bliver gamle.
