Fælles forståelse om flere fritidsjob

0

Regeringen, FH, DA, KL og Danske Regioner har givet hinanden hånden på, at man hver især og i fællesskab har et ansvar for at udbrede fritidsjob, så flere unge får en tidlig tilknytning til arbejdsmarkedet.

Tidligere på måneden kom regeringen med et udspil, og nu skal der sættes yderligere skub i ambitionen om, at flere unge skal have et fritidsjob og indgå i et fællesskab på en arbejdsplads med kolleger, ansvar og opgaver.

Regeringen, FH, DA, KL og Danske Regioner er nået frem til en fælles forståelse om, at fritidsjob skal udbredes til flere steder – det gælder også til fx industrien og den offentlige sektor, hvor der i dag kun er få fritidsjob.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen:

– Det er generelt sundt for unge at få ansvar og pligter, som følger med, når man er på en arbejdsplads. Gennem et fritidsjob får man en god fornemmelse af, hvordan det er at være på arbejdsmarkedet, og man vokser som menneske. Derfor ønsker vi i regeringen, at flere unge har et fritidsjob, og jeg er glad for, at vi i dag sammen med FH, DA, KL og Danske Regioner er blevet enige om, hvordan vi kommer derhen på en god og forsvarlig måde.

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen:

– Jeg er rigtig glad for, at regeringen og arbejdsmarkedets parter nu har en fælles forståelse for, at flere unge skal have mulighed for et fritidsjob. For det betyder, at flere unge nu får chancen for at opleve glæden og stoltheden ved et fritidsjob og samtidig får en ordentlig introduktion til arbejdsmarkedet. Jeg er særligt glad for, at Jobpatruljen i endnu højere grad end i dag skal udbrede viden om regler og rettigheder for fritidsjobbere og dermed sikre, de unge får en god og tryg start på arbejdsmarkedet.

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Jacob Holbraad:

– Et fritidsjob kan give børn og unge mange værdifulde erfaringer, som de kan bruge både i skolen, på arbejdsmarkedet og i livet helt generelt. Derfor er det afgørende, at vi i fællesskab skaber langt bedre rammer for, at flere unge kan få et fritidsjob. Der skal gøres op med utidssvarende regler, så unge kan udføre flere opgaver.

Formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler:

– I KL er vi helt enige i intentionerne om, at flere unge skal have fritidsjob, også på de kommunale arbejdspladser. Det er vi allerede meget optaget af, fx har vi i kommunerne gode erfaringer med spireordningen, hvor unge får lov at prøve kræfter med opgaver på ældre- og sundhedsområdet. Men desværre er reglerne i dag svære at gennemskue, og i kommunerne oplever vi dem heller ikke som tidssvarende. Det er derfor godt, at regeringen har taget initiativ til at lave dem om.

Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau:

– Det er vigtigt, at unge har mulighed for et fritidsjob. De oplever værdien af at være en del af et fællesskab og tjener deres egne penge. Både private og offentlige arbejdsgivere har et ansvar for at skabe rammerne om gode fritidsjobs. Vi vil gerne være med til, at flere unge gennem deres fritidsjob får kendskab til velfærdsfagene. Unge skal have en god start på arbejdslivet, hvor de bliver en del af regionale arbejdspladser under ordnede forhold.

Der er enighed om vigtigheden af, at fritidsjob foregår i trygge og sikre rammer. De involverede parter vil derfor følge og løbende drøfte unges arbejdsmiljø og medvirke til at styrke unges og virksomhedernes viden om vilkår på arbejdspladsen. For at understøtte det, vil regeringen afsætte 5 mio. kroner årligt til at styrke Jobpatruljen, som udbreder kendskab til reglerne om unges arbejdsmiljø.

Der er også opbakning til, at der nedsættes et partnerskab med virksomheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer m.fl., der skal drøfte mulighederne for at forbedre vilkårene for at tage og opslå et fritidsjob og bidrage til at skabe job til unge, der ønsker at få et fritidsjob.

Overraskelser og stjerne skadet

0

Dagen ved EM i fodbold bød på overraskelser med sejre til Rumænien over Ukraine og Slovakiet over Belgien. Frankrigs sejr mod Østrig blev dog overskygget af en skade til Kylian Mbappé, hvilket skaber bekymring for fremtidige kampe.

Rumænien gik ind til kampen som klare underdogs, men de formåede at vende situationen til deres fordel på bemærkelsesværdig vis. Selvom Ukraine havde størstedelen af boldbesiddelsen og styrede spillets tempo, kunne de ikke omsætte deres dominans til mål. Rumænien udnyttede til gengæld deres chancer til fulde. Med knivskarp præcision og effektivitet scorede de tre gange og sikrede sig en imponerende 3-0 sejr.

Belgien gik ind i kampen som storfavorit mod Slovakiet, men de formåede ikke at leve op til forventningerne og kunne ikke modstå presset. Allerede syv minutter inde i opgøret kom slovakkerne overraskende foran med et mål af Ivan Schranz, hvilket rystede det belgiske hold. Belgien svarede igen med massivt pres og skabte adskillige chancer, hvor de flere gange var tæt på at udligne.

I anden halvleg fik Romelu Lukaku bolden i nettet to gange, hvilket i første omgang vakte håb blandt de belgiske fans. Desværre for Belgien blev begge mål annulleret efter VAR-tjek, hvilket efterlod dem uden den tiltrængte udligning. Slovakiet holdt stand og sikrede sig dermed en bemærkelsesværdig sejr mod de belgiske favoritter.

Frankrig er udråbt som en af de helt store favoritter ved EM, og mod Østrig viste de momentvis hvorfor, selvom de manglede skarphed foran mål. Målet kom efter 38 minutter, da Østrigs Maximilian Wober uheldigt sendte bolden i eget net, hvilket gav Frankrig en føring.

I anden halvleg havde Frankrig flere store chancer for at lukke kampen, men de formåede ikke at udnytte disse muligheder. Kampens mindeværdige øjeblik blev desværre en hovedskade til Kylian Mbappé, som måtte udskiftes i kampens overtid. Mbappé forlod banen i store smerter, hvilket skabte bekymring for hans fortsatte deltagelse i turneringen og efterlod en skygge over Frankrigs sejr.

Mangler der arbejdskraft i fremtiden

0

Den teknologiske udvikling tyder på, at vi i de kommende år står foran en markant ændring af arbejdsmarkedet i den vestlige verden. Årsagen er primært udviklingen af kunstig intelligens kombineret med ny robotteknologi. Der er tale om en forandring, der kan omdefinere, hvad arbejde overhovedet er.

Gennem første halvdel af det 20. århundrede var Danmark et udpræget landbrugsland. Store dele af befolkningen arbejdede på landet, men det fik en ende, da det mekaniserede landbrug med traktorer og tungt maskineri gjorde arbejdskraften overflødig. Folk søgte derfor ind mod byerne, hvor industrisamfundet overtog arbejdskraften i stor stil. På fabrikkerne kunne mange få et arbejde ved samlebåndet, ofte uden nogen særlig baggrund. Det handlede dybest set om at kunne tage fat og stemple ind. Velfærden blev skabt under dette industriboom. Ikke mindst i 1960’erne fik det stor betydning for levevilkår og den sociale udvikling. Få kunne forestille sig en verden, hvor computere ville komme til at overtage den økonomiske udvikling.

Men det skete allerede i løbet af 1990’erne, hvor både computerteknologien og internettet begyndte at erstatte tv som husalteret. Allerede i slutningen af 00’erne slog smartphones for alvor igennem og transformerede kommunikationsgrundlaget mellem mennesker på en markant og afgørende måde. Og allerede nu i midten af 2020’erne er vi klar til den næste store transformation, der med al sandsynlighed vil ændre på selve definitionen af arbejde. Det er en udvikling, der endnu er svær at beskrive, da den går så stærkt, at dagens beskrivelse kan være forældet i overmorgen. I centrum af udviklingen står supercomputere og superchips, der gør det muligt at skabe intelligente systemer, hvis løsningsmodeller ofte overgår fantasien. Disse intelligente systemer er snart klar til at indtage virksomheder og private hjem.

Det vil få afgørende betydning for menneskets selvforståelse. Allerede nu vænner vi os på kort tid til, at de intelligente systemer aflaster os i arbejdsrutiner, logiske opgaver og kreative funktioner. Og når først systemerne begynder at blive solgt som en del af robotter og forskellige maskinelle løsninger, vil mange dagligdagsopgaver forsvinde som dug for solen.

For så vidt er det en drøm, der går i opfyldelse. Der er fantaseret om den i science fiction-romaner og artikler. Men nu ser det ud til at blive science fact. Det vil forandre arbejdsmarkedet, og forandringen er allerede i fuld gang. Mange virksomheder begynder at se på, hvordan de kan bruge AI til at spare tid. For hver arbejdsgang, man erstatter, er der behov for færre mennesker på arbejdsmarkedet. Sært nok fortsætter mange politikere med at definere manglen på arbejdskraft som et stort problem i fremtiden. Det lader til at være svært for mange at indse, at vi er få år fra, at disse intelligente systemer er overalt. Det bliver således svært at opretholde illusionen om, at alle mennesker skal arbejde mindst 37 timer om ugen. Produktionssamfundets gamle normer og idealer er et levn fra fortiden.

Kort sagt kommer systemerne til at spare en masse tid.

I første omgang vil det nok dreje sig om mange trivielle opgaver. Allerede nu køber folk robotstøvsugere eller robotgræsslåmaskiner. Om lidt vil det måske være robotter, der kan lægge fliser, rive vægge ned, mure op eller gå en tur med din hund. Men det er langt fra kun den maskinelle del af opgaverne, der arbejdes på at finde intelligente systemer til. De kreative systemer skyder frem med ultrahurtige skridt. AI løser komplekse opgaver, skriver tekster, læser og lærer, finder oplysninger og maler billeder eller laver film. Om lidt vil mennesker kunne kommunikere i realtid med disse systemer. Vi vil kunne tale med dem, de vil kunne forstå os, og de vil kunne agere sammen med os.

Derfor er det meningsløst at planlægge “fremtidens arbejdsmarked” uden at indtænke den nye orden, der snart vil være en realitet, uanset hvad politikerne måtte mene. Det er nødvendigt, at vi begynder at realisere den virkelighed på en sådan måde, at vi også ser på hele uddannelsessystemet. Men også samfundets elementære opfattelse af, hvad et menneskes liv skal være. Hvor samfundets top for 50 år siden forsøgte at flaske arbejderbier op til industrisamfundet eller sortere efter begavelse og færdigheder til akademiske funktioner, vil det måske blive særdeles vanskeligt at opretholde et samfund, hvor alle skal være i beskæftigelse, som om det er det eneste formål med livet. For hvor meget arbejde har vi egentlig brug for i dette moderne samfund, der kommer? Eller rettere sagt: Hvor stort vil omfanget være for det enkelte menneske?

Der er få, der har nogle fornuftige svar på disse spørgsmål. Dertil er den teknologiske udvikling alt for hurtig, og vi er alt for langsomme til at forstå, hvor stort et paradigmeskifte, der er tale om.

Måske skal vi til at arbejde mere med værdier, livsvilkår og menneskelighed. Mere end med skemaer, produktionsmål og antal timer. Vi kan sagtens tilføje de sociale elementer i det at have et arbejdsliv som et fornuftigt og nødvendigt gode ved arbejde. Men sandheden er, at alt for mange lider af stress og har svært ved at nå det, de skal. Det vil kun gavne folkesundheden og menneskers generelle trivsel, hvis der kommer mere tid til det enkelte menneske. Derfor kan den teknologiske udvikling af intelligente systemer og kunstig intelligens også være en chance for at komme tættere på et mere sammenhængende samfund, hvor der er plads til individuelle behov.

Vi så med udviklingen af de sociale medier og smartphones, faktisk allerede med udbredelsen af internettet i 1990’erne, at politikere og embedsfolk er håbløst dårlige til at tilpasse sig udviklingen. De var og er håbløst bagud. Lovgivningen har haltet efter, og ofte er den egnet til gamle papirgange og fastnettelefoner eller faxmaskiner. Mange medier trykker sågar endnu papiraviser, selvom det er et håbløst forældet koncept for daglige nyheder. Omstilling er tilsyneladende svært. Men om lidt vil robotterne være til salg i detailhandlen. Derfor bør vi begynde at tale om, hvordan vi kan bruge teknologien på en god og konstruktiv måde. AI vil måske anbefale politikerne at reducere de enorme bunker af lovtekster, så regelsættet i samfundet bliver mere målrettet og knap så polemisk. Eller måske vil AI anbefale, at man begynder at uddanne folk på andre måder og til andre funktioner. Kun fantasien sætter grænser lige nu. Og netop derfor bør vi starte en politisk proces med at definere fremtidens arbejdsmarked ud fra disse forudsætninger, fremfor at skrige efter manglen på arbejdskraft.

Danmark samler allierede i krav om strengere regler for skibscontainere

0
Udsigten over Fredericia Havn, set fra kran. Foto: AVISEN

Hvert år taber den globale skibsfart containere, der ender på havets bund til skade for havmiljøet og til fare for søfarten. Nu vil erhvervsminister Morten Bødskov i fællesskab med sine nederlandske og tyske kollegaer have FN’s søfartsorganisation til at stramme reglerne for skibscontainere.

Under en kraftig storm i december 2023 tabte et containerskib 46 containere i Nordsøen. Der er siden da foregået et større oprydningsarbejde fra erhvervets side af, men episoden er ikke en enestående hændelse for global søfart.

Derfor opfordrer erhvervsminister Morten Bødskov nu FN’s søfartsorganisation, IMO, til at skærpe reglerne for containerskibe for at undgå flere tabte containere på bunden af søveje til fare for global skibsfart og til skade for havmiljøet med plastikforurening. Det gør han i et fælles ministerbrev med Tyskland og Nederlandene, der er sendt til IMO’s generalsekretær Arsenio Dominguez.

Erhvervsminister Morten Bødskov:

– Vores havbunde skal ikke være containerkirkegårde. Det forurener havmiljøet med plastik og udgør en risiko for sejlende. Derfor har jeg i fællesskab med mine tyske og nederlandske kollegaer sendt et brev med anbefalinger til IMO’s generalsekretær, så vi kan komme problemet til livs. Der er ikke nogen lette løsninger. Det ved vi, og det samme gør erhvervet, der tager problemstillingen meget alvorligt. Men det er vigtigt, at vi sammen på tværs af farvande gør alt for at undgå flere tabte containere på havets bund.

I brevet anbefaler Danmark, Tyskland og Nederlandene blandt andet, at IMO ser på muligheden for at skærpe kravene til konstruktionen af containere, så de bedre kan holde til at lastes i flere lag. Dertil foreslår de tre ministre, at der sættes globale krav til, hvordan rederierne beregner fastgørelsen af containere, og at skibenes besætninger trænes i at kunne forudsige risikable bølgeforhold.

De tre medunderskrivere opfordrer IMO til at betragte tiltagene i en større helhed, der sikrer, at de enkelte tiltag understøtter hinanden. Ved ikke kun at justere enkeltvis vil man fremover bedre kunne bidrage til at forebygge tab af containere og mindske plastikforurening i havet.

Dansk pointdeling i åbningskampen

0

Danmark fik ikke en sejr i den første kamp ved EM-slutrunden, da det blev til 1-1 mod Slovenien.

Søndag blev en spændende dag for danske fodboldfans, da Danmark trådte ind i EM-slutrunden med en kamp mod Slovenient i Stuttgart. Forventningerne var høje, og Danmark var bredt anerkendt som favoritter til at vinde opgøret. Spørgsmålet på alles læber var, hvordan landstræner Kasper Hjulmand ville vælge at sætte sit hold. Ville han satse på de rutinerede spillere, eller ville han give plads til de unge talenter, der havde gjort det godt i testkampene?

Kasper Hjulmand valgte en blanding af erfaring og ungdommelig energi, hvilket resulterede i startpladser til både Morten Hjulmand og Alexander Bah. Dette valg viste hans tillid til de spillere, der havde imponeret ham i forberedelseskampene, og det skabte en spændende dynamik på banen. Hjulmands beslutning om at inkludere nye ansigter i startopstillingen blev betragtet som en dristig, men nødvendig strategi for at sikre en sejr mod Slovenien.

17 minutter inde i kampen blev de danske fans sendt i ekstase. Christian Eriksen bragte Danmark på sejrskurs med en fremragende scoring. Det hele begyndte med en genial hælaflevering fra Jonas Wind, der på elegant vis fandt Eriksen i et perfekt løb. Eriksen viste sin klasse og erfaring ved at kontrollere bolden sikkert og bankede den derefter ubarmhjertigt ind bag den slovenske keeper, Jan Oblak. Stadion eksploderede i jubel, og det danske hold fik det momentum, de havde brug for, med Eriksen som det strålende midtpunkt i en velkoordineret offensiv indsats.

Selvom Danmark fortsatte med at dominere boldbesiddelsen resten af første halvleg, formåede de ikke at omsætte deres overtag til yderligere scoringer. Det danske hold spillede med stor selvtillid og kontrol, og de skabte flere gode muligheder, men den slovenske defensiv stod stærkt. Selvom det ikke kastede flere mål af sig inden pausen, viste Danmark opløftende takter og en god holdånd, hvilket gav håb om en fortsat stærk indsats i anden halvleg.

Slovenien kom tilbage

Men sådan skulle det ikke gå. Efter pausen ændrede kampen karakter markant, da Slovenien begyndte at tage kontrollen. Det slovenske hold kom ud med fornyet energi og pressede Danmark tilbage på banen. På trods af Sloveniens overtag var det dog Danmark, der fik den første store chance efter pausen. Efter en times spil førte en hurtig omstilling til en gylden mulighed for Danmark. Victor Kristiansen fandt med en præcis aflevering Rasmus Højlund, som var i fri position. Desværre for Danmark viste Jan Oblak sin klasse og reddede Højlunds afslutning, hvilket forhindrede en fordobling af den danske føring.

Derefter fulgte et slovensk bombardement mod det danske mål. Slovenien øgede deres pres betydeligt, og Benjamin Sesko var flere gange tæt på at score. Det krævede dog en dansk afretning for at sende Slovenien på omgangshøjde med Danmark. Med 13 minutter igen tog Erik Janza chancen med et skud uden for feltet. Bolden ramte Morten Hjulmand på vejen mod mål, hvilket ændrede dens retning fuldstændig og gjorde den umulig for Kasper Schmeichel at nå. Uheldigvis for Danmark gik bolden i nettet, og Slovenien udlignede til 1-1. Dette mål ændrede kampens dynamik og satte scenen for en intens afslutning.

Begge hold havde chancen for at score i den sidste del af kampen, men det skete ikke. Derfor endte kampen 1-1, hvilket var en skuffelse for det danske hold, som havde håbet på en sejr. Næste gang Danmark skal i aktion er på torsdag, hvor de møder det stærke engelske hold. Det bliver en spændende og udfordrende kamp, hvor Danmark skal forsøge at bygge videre på deres præstation og sikre sig en vigtig sejr.

Færdselsuheld på Tømmervej

0
(Foto: politi.dk)

Omkring klokken 14.40 søndag skete der et færdselsuheld på Tømmervej i Børkop.

Vagtchef Morten Jessen fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at der var tale om et mindre materielt færdselsuheld, hvor to biler var involveret. Der blev ikke rapporteret om personskader i forbindelse med hændelsen.

Nu går det løs for Danmark

0

Med EM forude kommer FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, med forudsigelser omkring EM-slutrunden. Han tror, at Danmark går videre og ikke behøver mere end fire point i det indledende gruppespil.

Slovenien, England og Serbien. Det er Danmarks modstandere i gruppespillet i nævnte rækkefølge, hvor det hele starter søndag klokken 18:00 i Stuttgart, hvor Slovenien er modstanderen, og der er tale om en tidlig nøglekamp for Kasper Hjulmands mandskab, lyder spådommen.

– Jeg ser den første kamp som vigtig. Vi må simpelthen ikke tabe, og jeg tror, vi vinder, men det er en nøglekamp, fordi de to andre hold skal vi begge dage have tingene til at gå vores vej. Jeg skal selv se kampen mod England dernede. Serbien har vist god styrke, ikke mindst mod Sverige som de slog i en testkamp. Jeg tror, fire point er nok til at gå videre. Hvis vi skal have fire point, skal vi nok have de tre mod Slovenien, tror jeg. Jeg tror, Danmark går videre med 5-6 point, siger Stig Pedersen.

Gensyn med England

England er på forhånd udråbt som favoritten til at vinde puljen, og Pedersen ser det derfor lidt som en gratis kamp mod Danmark. Det kræver dog, at danskerne ikke har dummet sig i kampen forinden mod Slovenien.

– England slår man en ud af fem gange, og det kan godt være, det bliver den ene gang. Jeg ved ikke, hvor de er henne den her gang. Man ved, at alle er underdogs mod England, og man forventer noget mod både Slovenien og Serbien. Det er lidt en gratis kamp, men man vil gerne vise, man kan spille op mod dem. Det er tæt i landsholdsfodbold, og rammer vi dagen, så får England det svært, men rammer England den, så får vi det endnu sværere, siger Stig Pedersen.

Kigger man tilbage på EM-slutrunden i 2021, mødte Danmark netop England i semifinalen. Dengang endte det med en engelsk sejr efter forlænget spilletid.

– Vi startede mod dem, som vi havde spillet hele turneringen, men så fik England overtaget, men man skal huske, at kampen blev spillet på Wembley dengang. Nu er vi på neutral grund. Jeg er glad for, at vi vandt over Sverige og Norge i testkampene, da det giver os et håb, siger Stig Pedersen.

Profiler skal præstere og sende Danmark videre

Fodbolddirektøren peger på særligt to danske profiler, som skal ramme den lige i skabet, hvis danskerne skal gøre en god figur ved EM-slutrunden.

– Eriksen og Højbjerg skal ramme et højt niveau, og så skal vi have gang i Højlund som målscorer, og så skal vores forsvar se bedre ud end i træningskampene. Der er noget at forbedre, men der er grund til optimisme. Det var godt, at vi vandt, da det giver et momentum, forklarer Pedersen.

Til forskel fra tidligere slutrunder går de fire bedste 3’ere videre. Det giver et ekstra kort i hånden til Danmark.

– Derfor handler det også om, at man ikke taber 5-0 i en kamp, da målscoren så kan komme i spil. Jeg tror, at fire point er nok, men det kan også være, at vi ender med at få seks point, siger Stig Pedersen.

De slovenske profiler

Når det klokken 18:00 på stadionet i Stuttgart gælder opgøret mellem Danmark og Slovenien, er der særligt én slovensk spiller, som skiller sig ud af mængden. Det er Atletico Madrid-keeperen Jan Oblak, og han bliver formentlig den største danske hurdle. Oblak er en af verdensbedste målmænd, og for at Danmark kan leve op til favoritværdigheden, så skal bolden ind bag ham.

Målmanden er dog ikke den eneste markante profil. Når man ser indslag fra Tyskland, med slovenske fans, peger alle på Benjamin Sesko, og det med god grund. I de to seneste sæsoner har den 21-årig slovener scoret mål på samlebånd for først Salzburg med 16 mål i 30 kampe, og i den seneste sæson blev det til 14 mål i 31 kampe for RB Leipzig. Der bliver derfor noget at se til for det danske forsvar, når jagten på videre avancement indledes.

Tidligere Vejle-spiller var med i historisk EM-kamp

0

Den tidligere Vejle-spiller, Ylber Ramadani, fik fuldtid, da Albanien tabte 2-1 til Italien.

Kampen mellem Italien og Albanien blev en historisk begivenhed, der vil blive husket længe. Allerede 23 sekunder inde i opgøret blev der skrevet historie, da Albanien chokerede de italienske favoritter med et lynhurtigt mål. Bolden havnede for fødderne af Nedim Bajrami, der uden den tøven sendte han bolden i nettet og skabte eufori blandt de albanske fans. Dette mål blev ikke kun en drømmestart for Albanien, men også historiens hurtigste EM-mål, hvilket satte et uudsletteligt præg på kampen.

Italien var dog ikke til at slå ud af kurs. Ti minutters tid inde i opgøret fik de udlignet gennem en veludført hjørnesparkskombination. Hjørnesparket blev slået præcist ind i feltet, hvor Alessandro Bastoni steg til vejrs og med et kraftfuldt hovedstød sendte bolden forbi den albanske målmand. Den italienske udligning bragte ny energi til holdet, og stadionet i Dortmund genlød af jubel fra de italienske tilhængere. Med stillingen nu 1-1 var kampen igen åben, og begge hold kæmpede intenst for at få overtaget.

Blot fem minutter senere kom Italien i front. Det skete på et drøn af et mål af Nicolo Barella, som kanonerede Italien i front med 2-1. Efter en hurtig omstilling fik Italien etableret et angreb, hvor bolden blev spillet ud til Barella uden for feltet. Med et kraftfuldt skud sendte han bolden i mål, og den albanske målmand var chanceløs. Italienerne fejrede målet med stor begejstring, og deres dominans i kampen begyndte at blive tydeligere.

Italien ville mere og viste ingen tegn på at sætte farten ned. Frem mod pausen havde de adskillige nærgående forsøg på mål, men den albanske målmand og forsvaret holdt stand. Trods manglende succes med at få bolden i nettet, demonstrerede Italien deres høje niveau med præcise pasninger og en velorganiseret offensiv. De italienske spillere var gode til at finde huller i det albanske forsvar og skabe chancer. Med deres skarpe spil og konstante pres viste Italien, at de havde kontrollen og var fast besluttet på at udbygge deres føring.

I anden halvleg ændrede billedet sig markant. Italien mistede lidt af den skarphed, der havde kendetegnet deres pasningsspil i første halvleg, hvilket gav Albanien mere plads og muligheder på banen. Albanien begyndte at udnytte disse åbninger og forsøgte at presse fremad. På trods af deres fornyede energi og indsats, formåede de dog ikke at bryde igennem den italienske defensiv, som var solid og nærmest uigennemtrængelig. Italiens forsvar stod som mejslet af beton, og albanerne fandt det umuligt at skabe de afgørende chancer. Dette defensivmæssige stærke spil fra Italien holdt kampen tæt, men bevarede deres føring.

Det lignede længe en sikker italiensk sejr på 2-1, men spændingen blev bevaret helt til slutfløjtet. I kampens overtid opstod der pludselig en gylden mulighed for Albanien til at udligne. Rey Manaj fik en diagonalpasning og fik hurtigt afsluttet mod mål. Skuddet var hårdt og præcist, men Gianluigi Donnarumma viste sin klasse med en fremragende redning, der forhindrede Albanien i at udligne. Denne redning sikrede, at Albanien ikke kom tættere på en scoring, og dermed kunne Italien ånde lettet op og sikre sig sejren. Slutresultatet blev 2-1 til Italien, der med dette resultat viste både offensive evner og stærkt forsvarsspil.

Har du styr på turistreglerne forud for sommerferien?

0

Sommeren er lige om hjørnet og for at sikre at turisterne opfører sig ordentligt, har flere lande indført regler for besøgende. Assistanceorganisationen SOS International guider her til, hvad du skal være opmærksom på som turist.

Skal du på strandferie, kan der være særlige regler, det er vigtigt at være opmærksom på som turist

Sandalerne er pakket, solbrillerne pudset, og shortsene fundet frem. Det kan godt være, at du har alle remedierne klar til sommerferien, men har du også sat dig ind i de specielle regler for turister?

– For at sikre ro og orden er en del lande begyndt at indføre specielle skatter eller regler for turister, der besøger visse områder. Og der kan vanke store bøder, hvis man ikke overholder dem, fortæller Karin Tranberg, der er vicedirektør hos SOS International, som hjælper danskere, der kommer til skade i udlandet.

Flere lande har i noget tid forsøgt sig med regler rettet mod resorts og andre steder, turister færdes. Det gælder for eksempel på de baleariske øer, der blandt andet tæller Mallorca og Ibiza, hvor det visse steder ikke er tilladt for all inclusive-hoteller at servere mere end seks genstande pr. gæst om dagen. Ligesom der vanker bøder til gæster, som forstyrrer den offentlige orden, fordi de er for fulde.

Flere lande begynder i stigende grad at indføre regler rettet direkte mod turister.

Støvlelandet strammer snøren

Venedig i Italien er et yndet udflugtsmål for turister, som ønsker at se den historiske by og dens kendte kanaler. Men i år har bystyret indført adgangsbidrag på en række udvalgte dage. Bliver en turist taget i at gå rundt uden at kunne fremvise gyldig kvittering for betaling, vanker der en bøde på 300 euro, svarende til over 2.000 kr.

Længere sydpå, på den italienske ø Sardinien forsøger man at bekæmpe, at turister tager sand fra de hvide strande med hjem som souvenir. Her kan straffen for at bortskaffe sand komme helt op at ramme 3.000 euro, svarende til over 22.000 kr.

I øvrigt skal du også huske, at badetøjet hører til på stranden. I hvert fald hvis du besøger Barcelona eller nogle steder i Italien, hvor det ikke er tilladt at færdes i badetøj andre offentlige steder i byerne.

– Selvom det nok er i særtilfælde, at turister vil blive ramt af den maksimale bødestraf, så er det vigtigt at være opmærksom på at følge regler og skikke i de lande, man rejser i. Én ting er at få en bøde, noget andet er, at man risikerer at blive sendt væk, hvilket selvsagt kan ødelægge den skønne ferie, man havde planlagt, fortsætter Karin Tranberg.

I Spanien har myndighederne indført bøder for turister, som bliver taget i at købe produkter fra gadesælgere uden licens, ligesom der på visse strande er indført skærpede regler. Eksempelvis er det ikke tilladt at ryge på stranden i Benidorm, ligesom det er forbudt at opholde sig på sandet mellem midnat og klokken syv om morgenen. Her kan bøderne komme op at ramme 2.000 euro, svarende til 15.000 kr.

For turister, der tager bilen, er det vigtigt at sætte sig ind i de regler, som gælder for vejafgifter samt eventuelle miljøkrav. Nogle steder skal man som bilist have betalt en afgift på forhånd, hvilket dokumenteres ved at sætte et klistermærke, også kaldet en vignette, i foruden. Du kan læse mere om reglerne for vignetter her.

Det kan være svært at finde rundt i alle reglerne

Reglerne, som er gennemgået her, er kun et fåtal af de ting, man skal være opmærksom på som turist. Men hvordan sikrer man sig ikke at komme galt afsted og ende med en stor regning?

– Vi råder altid til, at man nærlæser den information om destinationen, som ens rejsebureau sender ud. Derudover kan man holde sig opdateret gennem lokale nyhedsmedier, hvoraf der i en del lande findes engelsksprogede medier, som henvender sig til udlændinge. Sidst skal man orientere sig ved at være opmærksom på skiltning på det sted, man opholder sig, afslutter Karin Tranberg fra SOS International.

Derudover anbefaler SOS International, at man altid orienterer sig i Udenrigsministeriets rejsevejledninger og sørger for at være tilmeldt Danskerlisten, som er ministeriets oversigt over danskere i udlandet.

Fire færdselsuheld på Østjyske Motorvej

0

Østjyske Motorvej har været scene for flere færdselsuheld lørdag som følge af aquaplaning, oplyser vagtchef Morten Jessen fra Sydøstjyllands Politi.

I alt har der været fire uheld på strækningen, hvor regn og våde veje har skabt farlige køreforhold, særligt omkring Skanderborg.

I Trekantområdet har uheldene også haft indvirkning på trafikken. Omkring Fredericia, i sydgående retning, blev der klokken 16.05 anmeldt et solouheld, som også skyldtes aquaplaning. Der skete ingen personskade ved dette uheld, men der opstod materiel skade på køretøjet.

Livet og det uforudsigelige

0
For hver eneste dag, der går, udvides vores historie. Vi lægger et nyt lag til det, som vi hidtil har gennemlevet. Dagene kommer og...

Cyklist ramt i sving

Lastbil brød i brand på motorvejen

0
KRIMI. Søndag morgen opstod der brand i en lastbil på Østjyske Motorvej nord for Vejlefjordbroen. Alarmen indløb klokken 06.03, hvor det viste sig, at varme...

Liberal Alliance ekskluderer nyvalgt stemmesluger

0
Liberal Alliance ekskluderer det nyvalgte folketingsmedlem Cecilie Liv Hansen, fordi hun ifølge partiet ikke har været ærlig om "yderst alvorlige forhold i sit private...

Venstre afvisende efter møde med Mette Frederiksen

0
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har nu været til møde med Mette Frederiksen i hendes rolle som kongelig undersøger. Ifølge Troels Lund Poulsen arbejder Socialdemokratiets...

Gyldne minutter sender Danmark i afgørende kamp om VM-billet

0
Danmark knuste Nordmakedonien 4-0 i Parken efter en stærk anden halvleg og holder dermed liv i håbet om en plads ved VM. Danmark er stadig...

Mette Frederiksen har indkaldt flere borgerlige partier til forhandlinger

0
Mette Frederiksen er gået i gang med arbejdet med at forsøge at samle en ny regering efter folketingsvalget. Onsdag blev den fungerende statsminister udpeget...