Kaos midt i skatteopgørelsen: MitID har nedbrud

0

Digitaliseringsstyrelsen bekræfter: MitID er nede, og danskerne kan hverken logge på skat.dk, borger.dk eller sundhed.dk.

Det er et uheldigt tidspunkt for et nedbrud. Lørdag morgen er loginløsningen NemLog-In utilgængelig. Det sker samtidig med, at titusindvis af danskere vil logge på skat.dk for at tjekke deres årsopgørelse. Årsopgørelsen har været tilgængelig siden fredag, men lørdag morgen er adgangen altså spærret for mange.

Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen til Ritzau ifølge DR Nyheder.

NemLog-In er den it-løsning, der benyttes, når man skal logge ind med sit MitID, og nedbruddet rammer derfor bredt. Udover skat.dk er der også problemer med at logge på Digital Post på borger.dk og på sundhed.dk.

Problemerne har stået på i nogle timer, og kort efter klokken 8 havde Digitaliseringsstyrelsen endnu ikke en prognose for, hvornår løsningen ventes at være tilbage i drift igen.

Dramatisk deler mellem Vejle og OB

0

Vejle lå længe til at tabe mod OB, men dybt inde i overtiden udlignede Anders K. Jacobsen til slutresultatet 1-1.

Claus Nørgaard har fortsat sin første sejr som Vejle-træner til gode. Fredag aften tog OB turen til Nørreskoven, og med kampens udvikling in mente er Vejle nok alligevel tilfredse med det ene point, de fik med sig.

Opgøret startede en anelse tamt. Der var langt mellem snapsene, og efter godt 20 minutters spil var der endnu ikke faldet en afslutning. Det første farlige moment kom, da OBs Anssi Suhonen var uhyre tæt på at sende fynboerne i front med et skinnebensafslutning langt inde i Vejle-feltet – men Igor Vekić diskede op med en refleksredning og holdt nullet.

OB nåede dog ikke at ærgre sig over den forspildte chance. To minutter senere skvattede Valdemar Lund i bolden, hvilket gav en kontra til fynboerne. Noah Ganaus sendte et fladt indlæg ind til Leeroy Owusu, der uden problemer bankede bolden i kassen til 1-0.

Vejle fik udlignet kort efter, men scoringen blev annulleret efter et VAR-tjek, da der var frispark i opspillet til målet.

Vejle kom bedre ud efter pausen og havde mod slutningen af kampen flere meget kvalificerede afslutninger. Lasse Nielsen forsøgte ihærdigt med tre skudforsøg og et med hovedet, men bolden ville ikke i netmaskerne. Ti minutter inde i anden halvleg var hjemmeholdet igen tæt på at forære OB endnu et mål, da Lasse Flø lavede en helkikser i eget felt – men fynboerne udnyttede ikke chancen for at udbygge føringen.

Det så dermed ud til, at OB ville snuppe alle tre point. Men dybt, dybt inde i overtiden dukkede indskiftede Anders K. Jacobsen op og udlignede til slutresultatet 1-1 – og sendte Vejle-fanene ud i en lettelsens jubel.

Resultatet betyder, at Vejle fortsat har otte point op til Fredericia på den rigtige side af nedrykningsstregen. Fredericia har en kamp i hånden, og forspringet kan vokse til 11 point, når runden er færdigspillet. OB topper nedrykningsspillet med 31 point, men kan blive overhalet af både FC København og Randers senere i runden.

43-årig standset påvirket bag rattet i Vejle

0

KRIMi. En 43-årig mand fra lokalområdet blev fredag eftermiddag standset af politiet, da han kom kørende i Vejle.

Klokken 13.04 bragte en patrulje en personbil til standsning i krydset mellem Pedersholms Allé og Suranvej. Ved kontrollen skønnede betjentene, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer.

Manden fik derfor taget en blodprøve med henblik på at fastslå påvirkningsgraden nærmere.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 20.3 kl. 17.00 af vagtchef Steffen Wolf.

Ny undersøgelse: Flertallet af lærere oplever fagligt tilbagegang i folkeskolen

0

UDDANNELSE. Flertallet af landets folkeskolelærere oplever at eleverne er blevet fagligt svagere. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening, der er lavet i samarbejde med DR.

62 procent af de adspurgte lærere svarer ja til at eleverne generelt er blevet fagligt svagere sammenlignet med for fem år siden. Kun 22 procent svarer nej.

Billedet er det samme i begge ender af skalaen. 90 procent af lærerne har elever med faglige udfordringer, som de ikke har mulighed for at give den hjælp de har brug for. Og to tredjedele har fagligt dygtige elever, som de ikke har mulighed for at udfordre tilstrækkeligt.

Dertil kommer at næsten syv ud af ti lærere dagligt eller ugentligt er nødt til at tilpasse undervisningen til et lavere fagligt niveau end de selv mener de burde.

Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen kalder tallene alvorlige. »Det er hele folkeskolens formål, som er under pres her. Lige nu sender vi hverken de fagligt svageste eller dygtigste godt nok videre,« siger han.

Han peger på en række sammenhængende problemer. Andelen af undervisere uden læreruddannelse er stigende. Vikartallet er fordoblet på femten år. Og lærernes tid til forberedelse og undervisning går i stigende grad med møder, konfliktløsning og dokumentation. »Når rammerne gør, at lærerne er nødt til at sænke barren i undervisningen, giver det en følelse af at svigte eleverne. Det får i sidste ende mange lærere til at søge væk fra folkeskolen,« forklarer Gordon Ørskov Madsen.

Undersøgelsen offentliggøres forud for det kommende folketingsvalg, hvor folkeskolen fylder i flere partiers programmer.

LEDER: Mere støtte til gammelmedierne er ikke svaret

0

Spørgsmålet er ikke, hvordan vi bedst tilfører flere midler til eksisterende mediestrukturer. Spørgsmålet er, hvad borgerne faktisk efterspørger, hvad de vælger at bruge deres tid på, og hvad de oplever som relevant, troværdigt og værdifuldt.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil give DR flere penge, åbne nye TV2-regioner og give unge gratis medieabonnementer. Det lyder godt. Men det er en konservering af et system, der ikke virker, finansieret af borgere, der allerede har stemt med fjernbetjeningen.

Det er svært at få øje på, at det i særlig grad er det, TV-regionerne leverer i dag. De har deres segment, og de mennesker er glade for regionernes arbejde. Men det er ikke mere af det, der får danskerne til at følge dem. Og det er heller ikke, at man betaler regionerne penge for at sende en journalist på TikTok med en mikrofon for at virke moderne. Lige nu er det en joke at se, hvordan gammelmedierne desparat kaster sig ud i tåbelige små videoer for at få trafik på deres sites, og indholdet matcher ikke deres kultur og historie, det er et desperat forsøg på at være moderne, og det holder ikke.

Den større diskussion handler ikke kun om indhold. Den handler om selve strukturen.

Mediestøtten bør i sin nuværende form afskaffes.

Den hviler på et forældet system, skabt i en anden tid med andre medievaner, en anden teknologi og en helt anden konkurrencesituation. I dag fungerer den i praksis som en ordning, der tilgodeser de etablerede, gamle medier og hæmmer udviklingen af nye aktører. Når de store koncerner mangler penge, fordi de ikke formår at sælge annoncer, er det pludselig techgiganternes skyld, og staten skal sende dem flere penge. Imens bliver ejerne rigere. Det er ikke et frit marked. Det er et reguleret system, hvor adgang til offentlige midler i høj grad afhænger af netværk, historik og position, ikke af kvalitet, relevans eller gennemslagskraft.

Samtidig ser vi en virkelighed, hvor uafhængige formidlere, digitale medier og dygtige YouTubere på daglig basis når flere mennesker end mange traditionelle medier. De forstår deres publikum. De leverer det, folk faktisk efterspørger, herunder kritiske analyser og interviews med forskere, kunstnere og sportsfolk. Og de gør det uden offentlig støtte.

Den udvikling burde være et wake-up call.

Det handler ikke om at være imod de etablerede medier. De har spillet og spiller stadig en vigtig rolle. Men det er ikke rimeligt, at de samtidig beskyttes og styrkes økonomisk gennem et system, der i praksis gør det sværere for nye og uafhængige medier at konkurrere på lige vilkår. Begrebet medieørkener er et falsum. Aldrig har der været så stor oplysning og viden frit tilgængeligt.

Det skaber en skævvridning. Og endnu vigtigere: det skaber en afhængighed.

Når medier i stigende grad finansieres af skatteborgernes penge, fordelt via politikere og embedsværk, og i nogle tilfælde med personer i systemet der har baggrund i de samme medier, er det naivt at tro, at det ikke påvirker dynamikken. Uafhængighed er ikke kun et spørgsmål om intention. Det er et spørgsmål om struktur.

Vi lever i et samfund, hvor information aldrig har været mere tilgængelig. Hvor der findes et væld af perspektiver, platforme og stemmer. Alligevel fastholdes en fortælling i dele af det etablerede medielandskab, ofte i samspil med politikere, om at det netop er dem, der repræsenterer de rigtige nyheder, mens andre aktører indirekte mistænkeliggøres. Det kræver ikke en doktorgrad at analysere indhold over tid og se, hvordan bestemte vinkler og fortællinger gentager sig i de samme mønstre.

Det er ikke et argument for mindre journalistik. Det er et argument for bedre journalistik og reel konkurrence.

Hvis vi vil have et stærkt, frit og dynamisk mediemarked, kræver det, at vi tør give slip på gamle strukturer. Ikke hælde flere penge i dem.

Lad borgerne vælge. Lad kvaliteten afgøre. Og lad markedet være frit.

Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør og CEO, Danske Digitale Medier A/S

Vejle investerer i veje før skaderne vokser – efterslæb løber op i milliarder

0

Et stort efterslæb på de danske kommuneveje vokser i disse år, men i Vejle har man valgt en anden tilgang.

Her arbejder kommunen målrettet med data og prioriteringer for at tage problemerne i opløbet, før de udvikler sig til langt dyrere reparationer.

Ifølge et nyt notat fra Sweco er det samlede efterslæb på de kommunale asfaltveje i Danmark opgjort til omkring 6,5 milliarder kroner. Samtidig vurderes hver fjerde kilometer vej at være i dårlig stand, og efterslæbet kan vokse yderligere frem mod 2030.

I Vejle har man blandt andet reageret på udfordringen ved at tilføre ekstra midler til vejområdet.

»Nu hvor sneen er væk, er der naturligt fokus på de akutte skader. Men det er afgørende, at indsatsen ikke alene bliver reaktiv. Ellers risikerer vi at bruge betydelige midler på midlertidige løsninger frem for at styrke vejnettets samlede tilstand på lang sigt,« siger Kajan Variyeswaran, teamkoordinator for vejdrift i Vejle Kommune.

Kommunen har fået tilført to ekstrabevillinger på hver 50 millioner kroner, og pengene er blandt andet brugt på at vedligeholde de mest trafikerede strækninger, inden skaderne bliver alvorlige.

En central del af arbejdet er brugen af data, som gør det muligt at dokumentere vejenes tilstand og behovet for vedligehold.

»Vi bruger beregningerne til hele tiden at oplyse vores politiske udvalg om, hvor mange kilometer vej vi har i ‘lav standard’. Det synliggør udfordringen,« siger Kajan Variyeswaran.

Udfordringerne skyldes ikke kun vinterens slid på asfalten. Også øget trafik og tungere køretøjer presser vejnettet. Blandt andet peges der på, at elbiler ofte vejer mere end traditionelle biler og dermed slider mere på vejene.

Hvis vedligeholdelsen udskydes, kan det hurtigt blive dyrt.

»Kommunerne risikerer at forøge den tekniske gæld, hvor fremtidige budgetter går til at rette op på tidligere udsættelser. Når vedligehold udskydes, kan regningen fordobles på få år, og sikkerheden forringes,« siger Sam Dehdar, Business Unit Manager i Sweco.

Ifølge notatet er der derfor både økonomiske og trafiksikkerhedsmæssige gevinster ved at prioritere vedligeholdelse i tide.

Erfaringen fra Vejle viser samtidig, at arbejdet aldrig stopper. Så snart en vej er udbedret, begynder nedbrydningen igen, og vedligeholdelse bliver dermed en løbende opgave for kommunerne.

Et liberalt syn – Frihed og selvbestemmelse

0

Jeg er liberal, og derfor tror jeg på, at vi som individer trives bedst med frihed. Det betyder helt grundlæggende, at vi skal have retten til at træffe egne og frie valg til gavn for vores eget liv. Jeg tror, at der i os alle ligger en trang til at være frie, men vi formår det ikke altid, fordi den eksisterende samfundsstruktur til tider forhindrer dette. Der findes talrige eksempler i historien, der viser, at liberale samfund klarer sig bedst over tid, fordi trangen til frihed ikke opstår i samme grad, når mennesker netop allerede er fri

Men frihed kan ikke stå alene. Med frihed følger ansvar. Et liberalt samfund kan kun fungere, hvis vi alle tager ansvar for vores eget liv. Det er naturligvis forskelligt, hvor meget ansvar det enkelte individ kan tage, og der må ikke være en forventning om, at alle tager det samme ansvar. Det enkelte individ skal blot tage det ansvar, som vedkommende er i stand til. Derfor skal dem, der af forskellige årsager ikke kan tage ansvar, fortsat have den hjælp, der sikrer dem det mest værdige og frie liv.

Et liberalt samfund handler for mig ikke blot om principper, men også om konkrete muligheder i menneskers hverdag. Frihed skal ikke blot være noget, vi taler og drømmer om. Friheden skal kunne mærkes. Den skal kunne mærkes i de valg, vi træffer i relation til vores vej i livet. Det gælder valg i forhold til uddannelse, arbejde, familie, fremtid og meget mere. Et vigtigt ord i denne sammenhæng er derfor “selvbestemmelse”.

Frihed og selvbestemmelse er i høj grad to sider af samme sag. Selvbestemmelse er med til at få os til at føle os frie. Det er derfor afgørende, at samfundet giver os alle reelle muligheder for selv at bestemme, så vi dermed kan føle os frie. Dine behov er nemlig ikke nødvendigvis de samme som mine eller andres.

Der kan være en tendens til, at vi gør frihed og selvbestemmelse til abstrakte og uhåndgribelige begreber. Men vi støder på talrige situationer i vores liv, hvor muligheden for selvbestemmelse er eller kunne være til stede.

Det gælder eksempelvis, når forældre skal vælge skole til deres barn. Jeg tror på det frie skolevalg, og derfor skal vi fortsat værne om både vores folkeskoler, friskoler og privatskoler.

Det samme gør sig gældende, når det drejer sig om uddannelsesvalg. Derfor er der brug for flere uddannelsesmuligheder i hele landet. Individet skal ikke vælge en uddannelsesvej, fordi lokalområdet ikke kan tilbyde andet. Med dette mener jeg ikke, at alle steder skal have alle uddannelser, men der er brug for et bredt udbud af muligheder. Hvad individet så gør herefter, er vedkommendes eget valg og ansvar.

Jeg mener også, at vi fortsat skal arbejde for, at ældre kan bestemme endnu mere over deres egen hverdag. Det gælder også i de tilfælde, hvor individet ikke længere er i stand til at klare alt på egen hånd. Det skal derfor ikke være statens opgave at bestemme, hvilken hjælp den enkelte skal have. Dette valg bør i højere grad træffes af individet selv ud fra en række forskellige muligheder og tilbud. Det betyder også, at individet skal have mulighed for at tilkøbe ekstra hjælp ud over den minimumsramme, der findes.

Individet er som udgangspunkt den, der bedst kan træffe beslutninger om sit eget liv. Staten bør ikke diktere disse valg, men derimod sikre rammerne for, at mennesker har mulighed for at vælge mellem forskellige løsninger.

Frihed handler også om tillid til det enkelte individ. Vi skal derfor have tillid til, at mennesker tager ansvar for deres eget liv og ønsker at bidrage til samfundet. Tillid, ansvar og muligheder skaber et samfund med mere initiativ, flere idéer og større engagement fra individet. Det er på den måde, innovation, iværksætteri og udvikling opstår. Når vi når dertil, skaber vi flere jobs og dermed øget velstand for alle. Lad os derfor også huske at anerkende de mennesker, der bidrager til at skabe arbejdspladser til gavn for os alle. Jeg ser desværre en tendens til, at den politiske venstrefløj udskammer dem, der faktisk er med til at sikre denne velstand.

Tillid forudsætter, at vi arbejder for et samfund med færre unødvendige regler og mindre bureaukrati. Når mennesker med idéer ønsker at starte virksomhed, skabe arbejdspladser eller udvikle nye løsninger, skal vi have et system, der hjælper og understøtter dem. Systemet skal ikke stå i vejen.

Liberalisme handler i sidste ende om at sætte mennesket før systemet. Et samfund bliver ikke stærkere af mere kontrol og flere regler. Samfundet bliver stærkere af frie mennesker, der tager det nødvendige ansvar for sig selv, deres familier og for fællesskabet.

For mig er frihed ikke et mål i sig selv, men en forudsætning for, at mennesket kan leve et meningsfuldt liv. Når vi giver mennesker mere frihed, viser vi samtidig tillid til, at de kan og vil tage ansvar – ikke kun for dem selv, men også for andre.

Derfor bør vi turde stille os selv et grundlæggende spørgsmål: Har vi skabt et samfund, der giver mennesker mulighed for at leve frie liv? Nej, det mener jeg ikke – men det er der, vi skal hen.

Lasse Hildingberg, Folketingskandidat for Venstre i Sydjyllands Storkreds

Grammy-vinder bringer soul og gåsehud til Vejle

0

KULTUR. Der er lagt op til en aften med stærke vokaler og klassisk soul, når den amerikanske sanger Ledisi gæster Vejle Musikteater i begyndelsen af december.

Den Grammy-vindende kunstner indtager Store Sal den 3. december, hvor publikum kan opleve hendes karakteristiske stemme og nye sange live.

Koncerten tager blandt andet udgangspunkt i albummet For Dinah, som er en hyldest til den ikoniske sangerinde Dinah Washington. Udgivelsen er produceret af jazzmusikeren Christian McBride og Ledisis mangeårige samarbejdspartner Rex Rideout, og den forener hendes moderne soul med inspiration fra 1950’ernes lyd.

Albummet rummer også en duet med Gregory Porter, som tidligere har optrådt i Vejle Musikteater, mens musikere som Paul Jackson Jr. og Michael King også medvirker.

Ledisi, der er født i New Orleans, har gennem sin karriere markeret sig som en markant stemme på soulscenen. Hun har vundet en Grammy og været nomineret 14 gange, og hun har desuden portrætteret flere af sine musikalske forbilleder på både scene og film.

I forbindelse med albummet peger hun selv på Dinah Washington som en afgørende inspiration

»She gave me permission to move freely, create freely, be a woman in leadership, wear and say what I want. Before there was Aretha, there was Dinah. She deserves to be recognized in today’s music as well. So instead of asking me ‘Why Dinah?,’ you should be asking ‘Why not Dinah?’«

Med koncerten i Vejle bliver det nu muligt at opleve hyldesten til en af soulens store stemmer – fortolket af en af nutidens.

Politiet efterlyser 30-årige Sebastian fra Skærup ved Børkop

0

Sydøstjyllands Politi efterlyser onsdag aften 30-årige Sebastian, der gik fra Damkærvej i Skærup ved Børkop tirsdag klokken cirka 18.30. Politiet er bekymret for hans velbefindende, da de vurderer, at han ikke kan tage vare på sig selv.

Sebastian beskrives som 170 cm høj, kraftig af bygning, med mørkt skæg og kort hår. Han er iført en beigefarvet kasket, en sort jakke med teksten »De to gårde« samt grå jogginbukser. Han går med korte skridt og kan genkendes på, at han kigger meget ned.

Har du set Sebastian, bedes du kontakte politiet på telefon 114.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse onsdag aften klokken 17.32.​​​​​​​​​​​​​​​​

18-årig fra Vejle idømt ni måneders fængsel for salg af tusindvis af tramadolpiller

0

KRIMI. En 18-årig mand fra Vejle er onsdag morgen ved Retten i Kolding idømt en straksdom på ni måneders fængsel for besiddelse og salg af opioider samt ulovlig besiddelse af kniv.

Den 18-årige blev anholdt tirsdag morgen i forbindelse med ransagninger på to adresser i Vejle. Han blev dømt for at have været i besiddelse af i alt 3.270 tramadolpiller med henblik på videresalg. Derudover lagde retten til grund, at han havde solgt mindst 120 tramadolpiller, og at 1.800 kroner fundet på hans bopæl stammede fra salget.

Han blev også dømt for ulovlig besiddelse af en kniv med en bladlængde over 12 centimeter.

Den 18-årige modtog dommen.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse onsdag.

21-årig mand bortvist fra nattelivet med hash i lommen

0
KRIMI. En 21-årig mand blev natten til lørdag stoppet i nattelivet på Vissingsgade i Vejle, hvor politiet fandt to poser hash og en enkelt...

Eriksen er hjemme hos familien og har det godt

0
Christian Eriksen er hjemme hos sin familie og har det godt, oplyser den danske midtbanespiller selv i en opdatering på sociale medier dagen efter,...

Eriksen har det godt og ventes udskrevet

0
SPORT. Christian Eriksen har det godt og ventes hurtigt udskrevet, oplyser landsholdslæge Morten Boesen dagen efter, at den danske midtbanespiller faldt om under søndagens...

Mand reddet op af Vejle Fjord

0
KRIMI. En mand er mandag formiddag blevet reddet op af vandet i Vejle Fjord ud for Tirsbæk Strandvej. Sydøstjyllands Politi rykkede ud sammen med brandvæsen...

Christian Eriksen er efter omstændighederne i god behold

0
Christian Eriksen er ved bevidsthed og på benene igen, efter at den danske midtbanespiller faldt om på banen under søndagens venskabskamp mod Ukraine på...

Stoklund blev ikke minister, han blev ordfører

0
Det var en stille beslutning, taget i et mødelokale på Christiansborg, men den fortæller alligevel noget om, hvordan magten fordeles, når et parti går...