10.9 C
Copenhagen
mandag 22. september 2025

27 årig mand får fem og et halv års fængsel for hjemmerøveri og grov vold

0

Manden blev dømt efter anklageskriftet, efter han den 9. november sidste år gik ind i et privat hjem, hvor han både truede husets beboere og udøvede grov vold.

Retten i Kolding har i dag idømt en 27-årig mand fra Vejle Kommune fem og et halvt års fængsel. Retten fandt det dermed bevist, at den 27-årige den 9. november 2023 gjorde sig skyldig i både hjemmerøveri samt grov vold på en adresse i Børkop.

Den 27-årige, der havde en kniv på sig, trængte om aftenen ind i huset og truede beboerne på adressen med henblik på at få udleveret nøgler til en bil, punge samt mobiltelefoner. I forbindelse med røveriet stak han to gange en af husets beboere med en kniv.

Beboeren, der blev ramt af knivstikkene, blev efterfølgende behandlet på skadestuen og var uden for livsfare.

Sydøstjyllands Politi anholdt den nu dømte mand dagen efter hændelsen. Han har siddet varetægtsfængslet lige siden og er fængslet efter dom.

Den dømte mand udbad sig betænkningstid, i forhold til om han ønsker at anke dommen.

For anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte Christina Bork Hansen.

FHK vandt DM-gyser i elektrisk kulisse

0

Fredericia Håndboldklub gjorde det. De besejrede favoritterne fra Aalborg og tvang DM-finaleserien ud i en tredje kamp efter en sejr på 31-30.

For første gang siden 1981 spiller Fredericia med om DM-guldet. Efter at have tabt den første finale mod Aalborg Håndbold i søndags, var en sejr påkrævet i onsdagens finale for at holde gulddrømmene i live. Kampen blev spillet i en fyldt thansen Arena, der var omdannet til en fænomenal kulisse for finalen. Traditionen tro blev nationalmelodien sunget inden kampstart, hvilket bidrog til den intense og elektriske stemning, der herskede, da spillet begyndte.

Efter nationalmelodien var det tid til at lægge sentimentaliteten bag sig og fokusere på spillet. Begge hold var opsatte på at give alt, hvad de havde. Det store spørgsmål var, om FHK kunne modstå Aalborgs fysisk stærke offensiv, med Simon Hald i spidsen på stregen. Til dels lykkedes det for Fredericia. De kom godt fra start og tog føringen 2-1 med mål fra Einar Olafsson og Anders Martinusen. Stemningen i arenaen var elektrisk, og FHK viste fra begyndelsen, at de var klar til at kæmpe for hver eneste bold.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Aalborg lod sig dog ikke skræmme af Fredericias stærke start. De svarede hurtigt igen og overtog føringen med 3-2. I en længere periode kæmpede FHK for at følge med, men de holdt sig hele tiden inden for rækkevidde uden at lade sig distancere. Aalborg havde muligheden for at udbygge føringen til 11-8, men de formåede ikke at udnytte chancen. I stedet fik FHK strammet op i forsvaret og satte en stopper for Aalborgs angreb, hvilket gav dem mulighed for at komme tilbage i kampen.

Udligningen kom til 11-11, da Sebastian Henneberg fandt sit præcise skud frem og bragte balance i regnskabet. Hans mål tændte gnisten hos hjemmepublikummet, der reagerede med vild jubel og intens opbakning. Det momentum, Henneberg skabte, blev afgørende for FHK, som nu for alvor begyndte at tro på deres chancer i kampen.

adp-as.dk

FHK formåede at komme foran 13-12 i første halvlegs sidste minut, hvilket sendte bølger af jubel gennem thansen Arena. Men med kun et par sekunder tilbage af første halvleg udlignede Martin Larsen for Aalborg, hvilket satte pausestillingen til 13-13. Spændingen var på sit højeste, og begge hold gik til pause med fornyet energi og kampgejst, klar til at fortsætte den intense duel i anden halvleg.

Det så svært ud

Aalborg kom bedst fra start efter pausen og scorede anden halvlegs første to mål. Dette fik FHK-træner Gudmundur Gudmundsson til at forlange timeout. Han besluttede at satse og kommanderede syv mod seks i angrebet, men i første omgang havde det ikke den ønskede effekt. Aalborg formåede at udbygge deres føring til 18-15, hvilket satte FHK under pres. Gudmundsson og hans mandskab måtte nu finde en ny strategi for at bryde Aalborgs momentum og vende kampen til deres fordel.

FHK kæmpede sig tilbage i kampen og fik udlignet til 23-23 med 14 minutter tilbage. De fik endda chancen for at bringe sig foran, men denne mulighed blev desværre ikke udnyttet. I stedet var det Aalborg, der formåede at score og igen tage føringen. Det var en nervepirrende periode, hvor begge hold kæmpede indædt for at få overtaget, og spændingen steg blandt tilskuerne i thansen Arena.

Gæsterne fik momentum og scorede tre gange i træk, hvilket bragte dem foran 26-23. Men FHK nægtede at give op. To hurtige mål af Reinier Taboada reducerede afstanden og tvang Aalborg til at tage en timeout med ni minutter tilbage af kampen, ved stillingen 26-25. Taboadas mål og FHK’s ukuelige kampvilje skabte en intens atmosfære, og det var tydeligt, at slutminutterne ville blive en dramatisk afslutning på en allerede spændende finale.

Kamp til sidste sekund

FHK var fast besluttet på at tvinge finaleserien ud i en tredje kamp. De kæmpede intenst og kom foran 30-29 ved en scoring af Anders Martinusen. Kort efter kanonerede Reinier Taboada bolden ind til 31-30, hvilket sendte thansen Arena i ekstase. FHK havde momentum, og Aalborg blev presset til at tage en timeout med 58 sekunder igen. Atmosfæren var elektrisk, og spændingen nåede sit højdepunkt, mens begge hold forberedte sig på en nervepirrende afslutning.

https://xn--fkr-1na.dk/

FHK tvang Aalborg i knæ i de afgørende sekunder af kampen. Mads Hoxer blev presset til et skud, som blev pareret, og FHK fik fat i bolden. Med 14 sekunder igen forlangte FHK timeout og fik dermed muligheden for selv at afgøre deres skæbne. Det var dog ved at gå galt, da Nikolaj A. Nielsen fik bolden i en fri position med syv sekunder igen, men desværre brændte sit skud. Aalborgs Patrick Wiesmach fik en sidste chance for at udligne, men FHK’s målmand, Sebastian Fransen, trådte frem som den store helt med en afgørende redning. Dette sikrede sejren til FHK og holdt deres gulddrømme i live.

Den afgørende DM-finale spilles på lørdag i Aalborg klokken 16:00.

Enestående projekt sparet væk

0

I øjeblikket strømmer det ind med gribende henvendelser fra alvorligt syge mennesker, som har haft uendelige stor glæde af et projekt kaldet ”borger til borger”. De har haft uendelige stor glæde af at gå på nogle særlige ridehold. Både ridning og forholdet til heste, har en utrolig positiv virkning.

Ud af omkring 30 mennesker, som i årevis har siddet i deres hjem og kun kunnet meget lidt, så er halvdelen kommet i uddannelse eller arbejde. Det er så fantastisk et projekt, det har ændret de mennesker liv fuldstændigt. De har faktisk fået deres liv tilbage.

Udgiften for Kolding Kommune har været sølle 625.000 kr. Så selv hvis man som Byrådets flertal, SF, Socialdemokratiet, Konservative og Radikale er bedøvende ligeglade med de mennesker det hjælper – så kunne man se på den økonomiske gevinst for kommunen ved, at hjælpe de mennesker ud af sygdom og ind i uddannelse og arbejde. For det er store beløb.

Men nej, de kan spare noget med nogle m2 i en ridehal, og det er det vigtige for flertallet. Så er der nemlig råd til flere m2 på Trapholt. Kunstmuseet har samtidig med besparelsen på rideholdene fået bevilget 21.000.000 kr. + et endnu ukendttilskud til driften, af samme flertal.

Har vi råd til at udvide Trapholt, har vi også råd til at tage hånd om de mennesker i vores kommune, der har mest brug for hjælp.

Søren Rasmussen
Medlem af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget
Dansk Folkeparti

Mødre bevæger sig mindre – men ikke Soccer Moms

0

Nyt studie viser, at danske mødre generelt er mindre aktive end jævnaldrende kvinder uden børn. En af undtagelserne er ’Soccer Moms’ fra Jægersborg Boldklub, som dyrker et idrætskoncept fra Bevæg dig for livet.

I Danmark er risikoen for ikke at leve op til Verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefalinger om fysisk aktivitet 24 procent større for mødre end for kvinder i samme aldersgruppe, der ikke har født et barn. Det fremgår af et nyt studie fra Aarhus Universitet.

Årsagerne kan være mange, men i de fleste tilfælde er det en naturlig følge af den livsforandrende periode af livet, man træder ind i som mor. En forandring, der kan have indflydelse på adfærd og motivation.

Det kan for eksempel være mangel på søvn, der går ud over overskuddet. Flere praktiske opgaver, som bliver på bekostning af motion. Eller det faktum, at den nybagte mor først skal finde ud af, hvad ”den nye krop” kan klare.

Flere målrettede tiltag
27.668 kvinder mellem 16 og 40 år har deltaget i studiet, og konklusionen udgør en sundhedsmæssig udfordring, som der hidtil ikke har været meget fokus på.

Solvej Videbæk Bueno, som er ph.d.-studerende ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og hovedforfatter til det nye studie, siger i en pressemeddelelse fra universitet:

– Hvert år føder ca. 60.000 kvinder et barn i Danmark, og det er derfor en meget stor gruppe i befolkningen, der er i øget risiko for ikke at leve op til internationale anbefalinger. Og ikke nok med at mødrenes sundhed påvirkes, så peger flere studier også på, at børn af fysisk aktive mødre selv er mere aktive.

WHO’s anbefaling lyder på mindst 150 minutters moderat eller 75 minutters intens, fysisk aktivitet om ugen. Hvis flere mødre skal leve op til den anbefaling, mener Solvej Videbæk Bueno, at der skal skrues op for mængden af tiltag, som er direkte rettet mod målgruppen. Tiltag, der gør det nemt og motiverende for mødre at dyrke motion i deres hverdag.

Fodbold Fitness og fællesskab
En af de foreninger, der er lykkes med at få mange mødre som medlemmer er Jægersborg Boldklub, hvor holdet Soccer Moms træner. Her er Fodbold Fitness, som er et af Bevæg dig for livets mange tilpassede idrætskoncepter med lave barrierer for deltagelse, omdrejningspunkt for en ugentlig træning for 15 mødre.

For Anja Vestergaard Jensen, der har to børn på henholdsvis 2 og 4 år, var holdet særlig attraktivt, da hun ledte efter et sted at motionere efter endt barsel.

– Jeg havde behov for at finde noget, der er nemt at deltage i og tilpas afslappet til, at jeg kan melde fra, når det ikke passer ind i hverdagen. Omvendt skulle det også være tilpas motiverende til, at jeg faktisk kommer afsted, når jeg ikke er forhindret siger hun.

Anja Vestergaard Jensen har dyrket Fodbold Fitness med Soccer Moms i et år, og ud over den gode motion og glæden ved bevægelse, spiller det særlige fællesskab en stor rolle.

– Efter jeg selv er blevet mor, er det dejligt at være i et fællesskab med andre mødre. Man kender til hinandens begrænsninger og hverdag, så på den måde har vi en indbyrdes forståelse for nogle af livsvilkårene, siger Anja Vestergaard Jensen.

Vi-snakker-lige-bagefter-aftalen
Efter en god gang træning står den næsten altid på tredje halvleg for Soccer Moms. Et prioriteret tidsrum for mødrene, hvor de deler gode råd og dyrker det sociale.

– Vores indlagte ’vi-snakker-lige-bagefter-aftale’ har gjort, at jeg hurtigt lærte de andre på holdet at kende – også på det mere personlige plan. Snakken går, og indimellem får vi os også en Aperol. Ikke fordi man skal drikke alkohol, men det kan være hyggeligt med en enkelt drink i godt selskab, fortæller Anja Vestergaard Jensen.

Nogle af kvinderne har små børn, mens andre har store, og mange kender hinanden gennem børnene. Samtalerne handler dog også om andet end børn, og man er også velkommen på holdet, selvom man ikke er mor, fortæller holdleder Birgitte Thygesen.

– Det eneste man skal kunne er at grine og have det sjovt. Alle kan være med, og man behøver ikke at være i god form, siger hun.

For Soccer Moms i Jægersborg Boldklub er det altså en cocktail af rammer, koncept og fællesskab, der gør, at mødrene kommer til træning igen og igen.

– Man kan have nok så mange ambitioner om at dyrke nok så meget motion i sin hverdag. Det er ikke altid, det lykkes lige godt, men for mig fungerer det her koncept. Og så hjælper det også, at det foregår et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, og at jeg ser frem til at mødes med de andre på holdet, slutter Anja Vestergaard Jensen.

FAKTA OM BEVÆG DIG FOR LIVET
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. En ambitiøs vision, som DIF og DGI
arbejder for at indfri med støtte fra TrygFonden og Nordea-fonden fra 2015-2025. ’Bevæg dig for livet’ er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie, og siden starten er der blandt andet udviklet 125 idrætskoncepter med lave barrierer for deltagelse (Fodbold Fitness, Five-a-side Håndbold, Voksenfjer mv.), tilbudt rådgivning og gennemført kampagner samt events som Royal Run. Derudover er der indgået aftaler med en lang række visionskommuner, som har forpligtet sig til at arbejde målrettet med visionen.

Godt år for Crossbridge Energy

0
Finn Schousboe, CrossBridge Energy. Foto: AVISEN

Året 2023 blev et tilfredsstillende år for Crossbridge Energy A/S trods udfordringer. Men producenten af mere end 35 % af det danske behov for flydende brændstof har fokus rettet fremad mod den grønne omstilling og forsyningssikkerhed.

Crossbridge Energy A/S kan notere et tilfredsstillende resultat for året 2023.
Det blev til et overskud på 273,8 mio. kr. Omsætningen lød på 22,6 mia. kr. for virksomheden, der driver raffinaderiet i Fredericia med tilhørende aktiviteter.

Året 2023 har været markant påvirket af genopbygning af det såkaldte TGU-anlæg, som desværre brændte d. 17. december 2022. Genopbygningen af dette anlæg strakte sig tre måneder ind i 2023, hvilket betød, at driften var påvirket i hele denne periode.

Crossbridge Energy Fredericia. Portrætter. Finn Schousboe.

– I de tre første måneder af 2023 kunne vi på grund af genopbygningen ikke opretholde normal drift og fuld produktion, så faktisk har vi formået at gøre det virkelig flot. Dertil skal lægges, at vi opererer på et internationalt marked, hvor konkurrencesituationen er meget hård, siger CEO Finn Schousboe.

Genopbygningen af det brændte anlæg fjernede dog ikke fokus fra at producere stabilt og sikkert samt energieffektivt. Crossbridge Energy har igen formået at reducere energiforbruget til produktionen endnu en tak, så Fredericia-raffinaderiet er blandt verdens absolut mest energieffektive raffinaderier.

”Det er vi utroligt stolte af. Det viser, at vores fokus på at bruge mindst muligt energi virkelig lykkes,” siger Finn Schousboe.

Faktisk bruger Crossbridge Energy raffinaderiet omkring en tredjedel mindre energi på at producere, end raffinaderibranchen gør generelt.
Fokus på energieffektivitet indgår også i planerne for investeringer, hvor der kigges på energibesparende løsninger, når f.eks. pumper eller kompressorer udskiftes.

– Vi skal gøre det bedre og bedre. Vi skal finde de bedste og mest energivenlige løsninger, hvor vi kan, siger Finn Schousboe.

Crossbridge Energy arbejder målrettet på at kunne producere grønnere og mere bæredygtigt i fremtiden.

– Vi er langt med planerne for, hvordan vi kan ændre på anlæg og bygge nye anlæg. Men vores planer hænger nødvendigvis sammen med rammebetingelserne for produktion af flydende brændstoffer med afgifter og krav, som skal matches op mod andre i den internationale konkurrence. Også udviklingen indenfor brint og kulstof er afgørende. Så brintinfrastrukturen, og hvordan vi får adgang til kulstof, er faktorer, som skal på plads, så vi kan tage investeringsbeslutninger omkring hvilke anlæg, vi skal bygge eller ombygge til, siger Finn Schousboe.

Brint er den ene grønne byggesten for flydende brændstof. Brintinfrastrukturen er stadig under planlægning, og Crossbridge Energy er indtil videre eneste danske virksomhed, der byder ind på at kunne udnytte den dansk-producerede, grønne brint. Den anden grønne byggesten kulstof er der endnu ikke sket nogen udvikling omkring. Kulstof til flydende brændstof får man i dag fra fossil råolie, men kulstof kan også komme fra andre kilder som eksempelvis CO2 eller biogent materiale.

Crossbridge Energy har i den sammenhæng engageret sig i flere projekter som udnyttelse af spildevandsslam eller halm, og raffinaderiet er allerede i 2020 blevet certificeret til at kunne co-processe andre feedstocks sammen med råolie. Men med en nuværende produktion på 10.000 tons i døgnet, så skal der bruges store mængder kulstof og brint.

– Kulstof og brint er nøglerne til mere bæredygtige løsninger. Vi arbejder intenst med planer for fremtiden, men brint-infrastruktur og adgang til kulstof skal på plads, så vi kan komme videre, siger Finn Schousboe.

Udviklingen i branchen har de seneste to år været meget positive, men i årene før da, var der anderledes negativ udvikling. Nu kigger branchen igen ind i en udvikling, hvor indtjeningsmulighederne bliver mindre.

– Margin-miljøet ser ud til at blive vanskeligere, og konkurrence-situationen er meget hård på det marked, vi opererer på. Vi har investeret kraftigt i vores produktionsanlæg, så vi står stærkt rustet til at kunne sikre forsyning på det danske marked og samtidig tage del i den grønne omstilling, siger Finn Schousboe.

Fakta om Crossbridge Energy A/S

  • Producerer mere end 35 % af det danske forbrug af flydende brændstoffer
  • Producerer 10.000 tons i døgnet
  • Arbejder målrettet mod at tage del i den grønne omstilling
  • Er eneste producent af flybrændstof i Danmark
  • Blandt verdens absolut mest energieffektive raffinaderier
  • Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme. Leverer mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme via overskudsvarme, som ellers ville gå til spilde op i luften
  • Investerede 338 mio. kr. i anlæg og vedligehold i 2023
  • Raffinaderiet er indviet i 1966. Udover raffinaderiet drives også en havneterminal i Fredericia, hvor der hver måned ligger 20-30 skibe til kaj for at laste eller losse flydende brændstof, olieprodukter mv.
  • Beskæftiger 271 fuldtidsansatte (254 i 2022)

Live: Tvinger FHK Aalborg ud i en 3. kamp?

0

Klokken 20:00 spilles der DM-finale i thansen Arena. Den anden kamp i finaleserien mellem FHK og Aalborg skal spilles, og spørgsmålet er nu, om fredericianerne kan fremtvinge en tredje kamp.

Fredericia Kommune ansætter gammel kending i direktørstilling

0

Fredericia Kommune har valgt at ansætte Karen Heebøll som ny direktør for Familie, Børn og Læring. Heebøll har en fortid i Fredericia Kommune, hvor hun var direktør for Pleje, Sundhed og Arbejdsmarked i 3½ år frem til 2014.

Karen Heebøll har senest været ansat som administrerende direktør for Sundhedsforvaltningen i Odense Kommune. Siden sin tid i Fredericia har hun også været Universitetsdirektør ved Syddansk Universitet og På Tværs-direktør i Ikast-Brande Kommune.

– Jeg glæder mig til samarbejdet med Karen Heebøll, som kommer med en solid, kompetent og ledelsesmæssig stærk erfaring på det strategisk niveau i forhold til den borgernære velfærd. Med ansættelsen af Karen har vi nu en fuldtallig direktion, siger kommunaldirektør Thomas Jaap.

Borgmester Christian Bro glæder sig også til det fremtidige arbejde med Karen Heebøll.

– Det glæder mig, at det er lykkes os at få en gammel kending tilbage til Fredericia Kommune, Det, at hun allerede kender til Fredericia Kommune, er en styrke – både i forhold til hendes opstart, men også i forhold til det, der gør Fredericia særlig, som vores unikke historie, natur og placering ved Lillebælt, siger borgmester Christian Bro.

Som direktør for Familie, Børn og Læring skal Karen Heebøll være med til at gøre Fredericia Kommune til børnefamiliernes førstevalg og styrke det tværfaglige arbejde på børne-, skole- og familieområdet. Sammen med resten af direktionen skal hun sikre den strategiske udvikling af kommunen.

– Jeg glæder mig til at komme tilbage til Fredericia Kommune, som jeg kender som et sted, hvor der er visioner, vilje og muligheder for at indfri kommunens potentialer. Og så glæder jeg mig især til at arbejde med børne- og ungeområdet med den store betydning det har for mange. Her skal vi sammen omsætte den nye børne- og ungepolitik til handlinger og medvirke til, at Fredericia er børnefamiliernes førstevalg. Det skal alt sammen ske i et stærkt fællesskab mellem byråd, medarbejdere og borgere, siger Karen Heebøll, kommende direktør i Fredericia Kommune.

Karen Heebøll starter i sit nye job som direktør den 1. august 2024. Karen bor i Strib, har tre voksne børn og er gift med Steen Vinderslev, kommunaldirektør i Middelfart.

– Det anser jeg ikke for et problem, da det ikke er anderledes end, sidst Karen var ansat. Jeg er sikker på, at Karen er i stand til at adskille sit professionelle og private liv, siger Christian Bro.

Karen Heebøll stoppede i Odense Kommune i 2023 efter gensidig aftale, og modtog i den forbindelse 1,8 mio. kr.

Læs også

Finn Sølvdahl er ny formand for HK Sydjylland

0

I et kampvalg mellem fem kandidater blev Finn Sølvdahl her til aften valgt som HK Sydjyllands nye afdelingsformand.

Hele fem kandidater havde meldt sig klar, da HK Sydjylland onsdag aften skulle vælge ny formand på en ekstraordinær generalforsamling.

150 medlemmer var dukket op for at stemme på deres foretrukne kandidat, og med over halvdelen af de afgivne stemmer var det Finn Sølvdahl, der overbevisende løb med posten.

– Det har været en stor fornøjelse at se medlemsdemokratiet udfolde sig på denne måde, og jeg er stolt over at valget faldt på mig. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til tilliden, siger Finn Sølvdahl.

Finn Sølvdahl er fra Vejle og kommer fra en stilling som faglig konsulent i HK Handel Sydjylland. Han ser det som sin mærkesag at skabe en slankere politisk struktur i HK.

Finn Sølvdahl afløser Ole Kjær, som har været afdelingsformand for HK Sydjylland i 12 år. Han forlader posten på grund af alder.

Ole Kjær modtog stor tak og stående applaus på generalforsamlingen.

Landstræner tilfreds med lodtrækning

0

Italien, Algeriet og Tunesien er Danmarks tre gruppemodstandere, når VM-forsvaret indledes på hjemmebane til januar.

Ved en stort anlagt lodtrækningsceremoni i den kroatiske hovedstad Zagreb fik Håndboldherrerne onsdag aften sat navne på de tre modstandere, der venter i det indledende gruppespil ved VM 2025, der spilles i Danmark, Norge og Kroatien.

Danmark i gruppe B åbner VM-forsvaret på hjemmebanen i Jyske Bank Boxen i Herning mod Italien, Algeriet og Tunesien. De tre bedste hold fra gruppen avancerer til mellemrunden, der også spilles i Herning.

– Jeg er fint tilfreds med lodtrækningen. Jeg synes, at det er tre spændende hold, vi skal møde i den indledende gruppe. Italien og Algeriet har vi ikke så stort kendskab til, men Tunesien mødte vi til VM 2023, så de er ikke helt fremmede for os, siger landstræner Nikolaj Jacobsen med henvisning til Danmarks 13-målssejr ved det møde.

Italiensk overraskelse og stærke afrikanere

Italien er med ved VM i herrehåndbold for bare anden gang i landets historie efter debuten i 1997. Støvlelandet overraskede i kvalifikationen ved at besejre Montenegro over to opgør.

Algeriet og Tunesien er historisk set blandt de bedste afrikanske nationer og vandt senest henholdsvis sølv og bronze ved de afrikanske mesterskaber i januar.

I mellemrunden krydser Danmarks gruppe med gruppe A, der består af Tyskland, Tjekkiet, Polen og Schweiz, der ligeledes starter i Jyske Bank Boxen.

– Det er fire dygtige hold, men i den fase af mesterskabet ved man jo godt, man kommer til at møde gode hold. Så den del af lodtrækningen er jeg også fint tilfreds med, siger Nikolaj Jacobsen.

“De andre skal spille godt for at slå os”

Fra hver af de fire mellemrunder går de to bedste hold videre til kvartfinalerne, der for Danmarks vedkommende vil føre til den norske hovedstad Oslo.

Kommer Nikolaj Jacobsens mandskab så langt, vil modstanderne i kvartfinalen komme fra en af de to indledende grupper E og F, hvor Sverige, Spanien og Norge må regnes som de mest oplagte bud på potentielle modstandere.

Lodtrækningen onsdag har bestemt ikke ændret på, at landstræneren ser frem mod VM med masser af optimisme.

– Det gør jeg altid. Vi er på hjemmebane i gruppespillet og mellemrunden, og der bliver fantastisk opbakning til os. Så de andre skal spille virkelig godt for at slå os i Boxen, siger Nikolaj Jacobsen.

Udfaldet af lodtrækningen:

Gruppe A i Herning – Tyskland, Tjekkiet, Polen, Schweiz

Gruppe B i Herning – Danmark, Italien, Algeriet, Tunesien

Gruppe C i Poreč – Frankrig, Østrig, Qatar, Kuwait

Gruppe D i Varaždin – Ungarn, Holland, Nordmakedonien, Guinea

Gruppe E i Bærum, Oslo – Norge, Portugal, Brasilien, USA

Gruppe F i Bærum, Oslo – Sverige, Spanien, Japan, Chile

Gruppe G i Zagreb – Slovenien, Island, Cuba, Kap Verde

Gruppe H i Zagreb – Egypten, Kroatien, Argentina, Bahrain

Billetsalget til VM i håndbold er i fuld gang. Køb dine pladser her https://www.ticketmaster.dk/artist/29th-mens-ihf-world-championship-billetter/1256613?brand=dhf_dk&camefrom=HPN&language=da-dk

Rapport viser vejen til største dyrevelfærdsmæssige forbedring i 100 år

0

Det vil være den største dyrevelfærdsmæssige forbedring for vilde dyr i Danmark i 100 år, hvis man følger Københavns Universitets rapport og udpeger 239 områder til beskyttet natur. Så klar lyder vurderingen fra Dyrenes Beskyttelse.

Onsdag landede en stor gave til naturen, der blot venter på at blive pakket op. Københavns Universitet har nemlig udgivet en rapport, der indeholder en række meget konkrete tiltag for, hvordan man optimalt udpeger store sammenhængende naturområder. Inden for de foreslåede områder vil det være muligt at udpege ti procent strengt beskyttet natur, som EU har opfordret deres medlemslande til.

– Det vil være den største dyrevelfærdsmæssige forbedring for vilde dyr i 100 år, hvis det lykkes at indføre tiltagene og derigennem sikre ti procent strengt beskyttet natur. Det vil rette op på flere generationers nedprioritering af naturen, som har været stærkt medvirkende til, at vi har en massiv pladsmangel for dyr og en biodiversitetskrise, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Rapporten peger på mindst 239 mulige områder, svarende til 20 procent af Danmarks areal. Det er altså ikke engang nødvendigt at medtage alle områderne, hvis ambitionen i første omgang er at nå ti procent.

Vælger man at tage samtlige 239 områder i brug, vil det koste mellem to og fire milliarder kroner om året at etablere og forvalte det. Til gengæld vil vi altså give vilde dyr noget af deres hjem retur og være med til at beskytte 95 procent af vores truede arter.

– Det her vil være et meget markant tiltag for at hjælpe naturen i Danmark, både planter og alle vores pressede dyrearter. Det gælder alt fra insekter til fugle og pattedyr. Mange af de dyr, der har det svært, mangler plads og områder, hvor naturen har førsteprioritet. Kigger vi for eksempel på storken, som er kritisk truet, så har den brug for moser og enge, hvor den kan lede efter føde som for eksempel frøer. Det er netop sådan nogle naturområder, vi vil få med anbefalingerne, siger Nicolaj Lindeborgh, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse, og tilføjer:

– Et andet eksempel kunne være skovmåren, der ligeledes er presset. Den er presset på plads og findes stort set ikke på Fyn længere. Den har brug for mere urørt skov og hule træer, som den kan yngle i. Det vil den få med tiltagene.

Det politiske udspil ligger klar

Biodiversitetsrådets rapport fra 2023 klarlagde, at intet af den danske natur kan kategoriseres som strengt beskyttet.

Det vil seks oppositionspartier i form af Liberal Alliance, Enhedslisten, Konservative, SF, Radikale Venstre og Alternativet gøre op med. I sidste uge afkrævede de regeringen at udpege områder, hvor der kan etableres ti procent strengt beskyttet natur.

Det blev i første omgang skudt til hjørne af statsminister Mette Frederiksen, der til Altinget efterlyste en konkret plan fra partierne, men den ligger altså klar nu i form af Københavns Universitets rapport.

– Statsministeren efterlyste i sidste uge en plan for, hvordan de ti procent strengt beskyttet natur skulle blive en realitet. Nu har regeringen fået foræret en plan, og jeg vil appellere til, at den tages med ind i arbejdet i den grønne trepart, så vi kan få sat skub på tiltagene for den vilde natur, der har så hårdt brug for vores hjælp, siger Britta Riis.

Borgmester og formand indviede Tråden: Middelfarts nye kulturelle kraftcenter

0
Fredag den 20. september 2025 vil blive husket som dagen, hvor Middelfart tog endnu et stort skridt i sin udvikling. Byens nye kultur- og...

Ledende sprog

0
I seneste artikel i serien «kunsten at lede» skrev jeg om META-MODELLEN. Et kommunikationsværktøj som ledere med stor fordel kan anvende, både til indhentning af en mere præcis ledelsesinformation gennem en særlig spørgeteknik og som et kommunikationsværktøj lederen kan anvende i kommunikation af egne budskaber. Godt og præcist anvendt begge veje kan det give uddybende information, viden og svar til gavn for kommunikationen i virksomheden, organisationen etc. og dermed styrke den daglige ledelse, beslutningstagning, udførelse og evaluering. Et andet effektivt kommunikationsværktøj, kaldet MILTON-MODELLEN, som lederen med stor fordel kan anvende i sin kommunikation af sin ledelse, overvejelser, beslutninger m.v., er en kommunikationsmodel, der ved sine kunstneriske uspecifikke sprogmønstre rammer modtageren på en helt særlig og effektiv måde. Det handler denne artikel om.

Ny anførergruppe hos Håndboldkvinderne

0
SPORT. Når Håndboldkvinderne fredag løber på banen mod Island i en udsolgt Arena Nord i Frederikshavn, bliver det med en ny struktur på ledelsesfronten....

Fredericia Musicalteater rider videre på bølgen med What Is Love

0
KULTUR. Der er et særligt sus i luften, når et teater rammer en nerve i tiden. Når salen fyldes, telefonerne ringer, og folk på...

Målmandens magtdemonstration reddede point i historisk derby

0
ANALYSE. Der var noget næsten symbolsk over mandagens lokalbrag i Fredericia. Regnen silede ned, blæsten tog fat, og spillerne måtte kæmpe sig igennem en...

Drama i regnen: Fredericia og Vejle delte i historisk Superligaopgør

0
SPORT. Mandag aften blev Monjasa Park forvandlet til en arena for både fodbold, vejrdrama og intens lokalrivalisering. For første gang i historien stod FC...