Klokken 18:45 går det løs. FHK spiller deres første Champions League-kamp nogensinde. Den finder sted i den rumænske hovedstad Bukarest, hvor Dinamo Bucuresti venter. AVISEN er til stede i Bukarest, hvor vi liveopdaterer fra opgøret.
Kraftig regn og skybrud rammer hele landet torsdag
Mandag skyllede sommerstemningen væk i det meste af landet med massive mængder nedbør, og torsdag ser ikke ud til at bringe meget bedre vejr. DMI melder nu, at risikoen for kraftig regn og lokale skybrud, der tidligere kun gjaldt for visse områder, nu dækker hele landet.
Ifølge DMI’s udsigt kan hele Danmark forvente kraftig regn i tidsrummet mellem klokken 12.00 og 21.00. Der er risiko for nedbør på mellem 25 og 35 millimeter over seks timer, samt lokale skybrud med mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
Vejrforholdene kan med andre ord være særligt udfordrende, og det er en god idé at følge med i de lokale vejrudsigter og være forberedt på mulige oversvømmelser og trafikproblemer, som kraftig regn og skybrud kan medføre.
Vejle har indgået budgetforlig
Byrådet i Vejle Kommune har netop indgået budgetforlig for 2025-2028. Bag forliget står Venstre, Socialdemokratiet, Konservative, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige.
Med forliget lægger byrådets partier i Vejle Kommune rammerne for en fortsat balanceret økonomi på velfærdsområderne. Forliget lægger sig i forlængelse af de seneste års prioriteringer, hvor økonomisk kontinuitet på velfærdsområderne har været i centrum. Væksten og den stærke styring giver kommunen et økonomisk råderum til at tildele yderligere midler til velfærd og nye løsninger til gavn for den fremtidige udvikling af kommunen.
Med forliget investerer forligspartierne samlet 232 mio. kr. i 2025. Derudover investeres der 126,6 mio. kr. i 2026, 109,8 mio. kr. i 2027 og 110 mio. kr. i 2028. De 87,8 mio. kr. heraf er varige driftsmidler. Forliget skal desuden ses i lyset af de 260 mio. kr. som Byrådet tildelte i foråret til investeringer og nytænkning af kommunen.
Børn og Unge
På Børn- og ungeområdet tildeler forligspartierne 39,4.mio. kr. årligt til Børne- og Familieudvalget.
Til at sætte retning og inspirere til nye løsninger, så færre børn segregeres, nedsættes et såkaldt §17, stk. 4 udvalg, som skal rådgive Byrådet om nye, mulige veje til at styrke den lokale skole og skabe en bedre skole for alle børn og unge.
På anlægssiden afsættes 17,8 mio. kr. i 2025 til at sikre bedre faglokaler, hvilket skal styrke en varieret undervisning for eleverne.
Seniorområdet
Seniorområdet tilgodeses med nye 19,2 mio. kroner, som skal sikre, at ældreplejen kan følge med det stigende antal plejekrævende ældre. I foråret blev der investeret 50 mio. kr. til at udvikle og nytænke ældreplejen i Vejle Kommune. Til at supplere disse midler oprettes en pulje på 5 mio. kr. i 2025 til velfærdsteknologi, som skal hjælpe med at styrke plejeindsatsen, så ressourcerne bliver brugt på de områder, hvor menneskelig kontakt er vigtigt.
Der etableres tillige en pulje på 2,5 mio. kr. for 2025-2028 til indvendigt vedligehold på plejecentrene.
Sårbare voksne
Særlig støtte til sårbare voksne bliver prioriteret med 20,2 mio. kr. i varige midler for at sikre, at kommunes mest sårbare borgere også i fremtiden kan få den nødvendige hjælp. Der er fokus på helhedsorienterede indsatser, der med afsæt i borgerens samlede livssituation løses på tværs af fagområder.
Derudover afsættes midler til, at børn der vokser op i familier med alkoholmisbrug, kan blive tilbudt støtte og terapi, der øger deres muligheder for et godt voksenliv. Konkret afsættes 1 mio. kroner årligt til Barnets Blå Hus og TUBA.
Vejle som attraktiv studieby
Partierne bag aftalen ønsker et SDU IT-universitetscampus i Vejle som skal sikre virksomhederne i Trekantområdet den højt specialiserede arbejdskraft, der er nødvendig for at skabe vækst og fart på den grønne omstilling. Derfor genbekræfter forligspartierne i aftalen, at reservationen i kommunens kasse på 100 mio. kr. fra budgetforlig 2024 er øremærket et IT-universitetscampus i Vejle i samarbejde med SDU.
Forliget giver desuden 10 mio. kr. til grundkapitalindskud i 2025, som skal give mulighed for at etablere flere attraktive studieboliger i Vejle Kommune.
En attraktiv kommune for borgere og erhvervsliv
Under Teknisk Udvalg afsættes 4 mio. kr. til bl.a. forbedret sagsbehandling af sager omhandlende vedvarende energi, en akutpulje til mindre vedligeholdelsesudgifter etc.
Under Klima, Natur og Miljø-udvalget afsættes 1 mio. kr. årligt til bl.a. styrket sagsbehandling.
For at styrke samarbejdet mellem Vejles virksomheder og kommunen prioriteres fra 2025 1 mio. kr. årligt fra 2025 bl.a. at oprette en erhvervsplaymaker-funktion i Business Vejle. Samarbejdet om erhvervsplaymakeren har fokus på at udvikle kontakten mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne.
Dertil kommer en fastholdelse af kommunes borgerrådgiver-funktion, hvilket der er afsat 800.000 kr. årligt under økonomiudvalget til at videreføre.
Klimatilpasning og fremtidssikring af Vejle Kommune
Vejle Kommune ligger smukt, men voldsommere og hyppigere vejrforhold skaber et øget pres på kommunens infrastruktur, særligt håndteringen af spildevand og oversvømmelser.
Derfor reserverer forligspartierne 4 mio. kr. i 2025 til at øge kapaciteten i omløbsåen for at håndtere fremtidige vandmængder. Derudover afsættes 5 mio. kr. i 2025 til stormflodssikring. Investeringen er en del af et større projekt, betinget af medfinansiering fra Kystdirektoratet.
Forligspartierne er enige om at afsætte 5 mio. kr. i 2025 vedr. Klimapuljen v/Klima-, Natur- og Miljøudvalget.
At Vejle Fjord spiller en vigtig rolle for byens natur, kultur og historie, men at fjordens økosystem er presset. Derfor investeres 2 mio. kr. årligt, i hvert af årene 2025 til 2028 til projektet ”Sund Vejle Fjord”. Fokus for det forsatte arbejde er et bredt samarbejde om forsknings-, restaurerings- og formidlingsindsatser i fjorden, der kan bidrage til genopretningen af fjordens økosystem.
For at fremme den grønne omstilling investeres 15 mio. kr. i 2025 og 8 mio. kr. i 2026 i nye cykelstier og sikre skoleveje. Cykelstier er væsentligt både for trafiksikkerheden, folkesundheden og mobiliteten, og de nye midler sikrer en videreførelse af kommunens indsats for at skabe en mere sammenhængende, sikker og grøn infrastruktur i kommunen.
Til et naturforbedrende projekt ved Mølholmdammen afsættes 0,75 mio. kr. i 2025. 10 mio. kr. i 2027 afsættes til genopretning af klimabelastede vejstrækninger.
Styrkelse af kulturliv og byliv, herunder ny festivalplads i Jelling samt etablering af bypuljer og styrket turismesamarbejde
Vejle Kommune skal fortsat være en attraktiv kommune for turister, nuværende og kommende borgere. Derfor afsætter forligspartier 5 mio. kr. i 2025 til at styrke rekreative værdier omkring Vejle Fjord.
I Vinding investeres 15 mio. kr. i 2025 og 15 mio.kr. i 2026 til en ny multihal. I 2025 investeres også 3 mio. kr. til forbedring af Smidstruphallen.
Der afsættes en anlægspulje under Sundheds- og Forebyggelsesudvalget på 0,5 mio. kr. i 2025 til sundhedsfremmende tiltag.
Forligspartierne er enige om at etablere en ny event- og festivalplads i Jelling, som vil forbedre rammerne for Jelling Festival og andre friluftsaktiviteter. Til det formål gives 40 mio. kr. til etableringen af den nye event- og festivalplads. Anlægsinvesteringen fordeles over flere år med 8 mio. kr. i 2025, 12 mio. kr. i 2026, 10 mio. kr. i 2027 og 10 mio. kr. i 2028. Med investeringen forventes den fremtidige lejeindtægt fra pladsen at kunne sikre drift og vedligehold af både festivalplads og bygninger og områder ved Anesminde.
Derudover afsættes 1,4 mio. kr. årligt fra 2025 til Destination Trekantområdet, som spiller en central rolle i at tiltrække internationale besøgende og markedsføre regionen.
For at understøtte at det nye bibliotek og kulturhus opnår den kvalitet og karakter, som man kan forvente af et bibliotek og kulturhus i Danmarks 5. største kommune, er forligspartierne enige om at tilføre 10 mio. kr. til projektet i 2025 til udvidelse af salen.
Forligspartierne ønsker desuden at styrke udviklingen af kommunens byrum. Derfor afsættes 1 mio. kr. i 2025 til udmøntning af byvisionerne i Egtved og Jelling.
Forligspartierne medfinansierer samtidig 1,3 mio. kr. i 2025 til styrketræningsmaskiner for Idræt i dagtimerne.
Styrket beredskab
I 2025 afsættes 1,5 mio. kr. til indkøb af nye indsatsdragter, mens der i 2028 investeres 10,2 mio. kr. i nye køretøjer. Med disse investeringer sikres det, at beredskabet er godt rustet til at håndtere fremtidige nødsituationer.
Første kunde står i kø hos Billigblomst
Billigblomst i Fredericia åbner på lørdag, og allerede mandag aften var den første kunde, Rasmus Trini, mødt op for at sikre sig en af de attraktive køetilbud. Butikken tilbyder blandt andet en robotplæneklipper til den usædvanlige pris af 50 kroner, og det er denne tilbudsdygtighed, der har fået Rasmus til at slå til.
Med et telt plantet op af siden af indgangen, har Rasmus Trini slået lejr. Personalet hos Billigblomst har budt ham velkommen, og lånt ham stikkontakter indenfor således, at han ikke bruger al strømmen fra medbragte powerbanks. Og årsagen til, at Rasmus allerede er i kø nu er simpel:
– Ja, det er fordi, jeg troede, der ville være mange flere. En robotplæneklipper er som regel ret dyr, ofte op til 20.000 kroner. Men når jeg kan få den til 50 kroner, så turde jeg ikke tage chancen. Jeg troede, at køen ville være meget længere fremme, end at der slet ikke var nogen, siger Rasmus.
Da Rasmus hørte om tilbudet, var han ikke i tvivl om, at han skulle slå til. Derfor blev det planlagt.
– Vi så jo lige, at tilbuddet var der for, jeg ved ikke, en fem, seks, syv dage siden. Og så tænkte jeg bare, at jeg kunne få den, siger Rasmus og uddyber, hvorfor det netop er en robotplæneklipper, at han vil have fingrene i:
– Jeg har længe tænkt på at købe en robotplæneklipper. Jeg synes, budgettet har været lidt for højt, men til en 50’er er det jo perfekt. Det vil jeg gøre.

På spørgsmål om, hvad tiden skal gå med ind til åbningen lørdag klokken 07:00 er Rasmus ærlig.
– Det ved jeg ikke. Jeg tager det, som det kommer, siger han.
Centerchef Tommy Jessen er ikke overrasket over, at køtilbudende har fået stor interesse.
– Jeg bliver rigtig glad for, at der allerede er kommet en, siger Jessen, der dog ikke havde forventet en så tidlig ankomst:
– Nej, ikke mandag. Jeg havde måske forventet det onsdag, men mandag er vi overraskede over. Men det er jo fedt. Det er et tegn på, at det er et godt tilbud, siger han.
Tommy Jessen forklarer, at målet med køtilbuddende er at give kunderne en rigtig god handel.
– Forventningen til køtilbuddet er, at det er et godt tilbud. Det er sådan, folk handler. Jeg har længe ventet på at få fat i et ordentligt tilbud. Det er jo det, man altid gjorde i gamle dage, når man åbnede en ny butik, og der var ekstra tilbud. Så vi prøver at komme tilbage til den gamle skole og gøre det på den måde, at folk virkelig får en god handel, siger Tommy Jessen.
Udover glæden over, at der allerede er en kunde i kø, så kan Jessen også se, at butikken for alvor begynder at tage form.
– Det er super. Bare de sidste 48 timer er der sket virkelig mange ting herude. Vi har fået hjælp fra vores administrationsfolk, som også hjælper vores personale. Der sker rigtig meget. Vi er begyndt at få planter hjem. Nu begynder det at ligne det, vi gerne vil vise vores kunder, og vi er klar til lørdag, siger Tommy Jessen.
Se hele indslaget her:
Udsender varsel
DMI har udsendt et varsel om kraftig regn og lokale skybrud for store dele af Danmark i de kommende 48 timer. Varslet dækker Sjælland, Lolland, Falster, Fyn og en stor del af Jylland, hvor der kan falde mellem 30 og 50 mm nedbør fra mandag kl. 02:00 til kl. 21:00.
Vejrfænomenet skyldes et lavtryk, der er under dannelse over Genuabugten, og som de italienske meteorologer har navngivet Atena. Dette lavtryk trækker varm og fugtig luft med sig, mens det bevæger sig nordnordøst over Europa og ventes at nå Danmark tidligt mandag. Her kan det resultere i kraftig regn, som stedvis vil være ledsaget af torden.
Samtidig vil lavtrykket også føre til kraftig blæst. I løbet af mandagen vil der være jævn til hård vind fra nordvest, og ved kysterne kan der stedvis opstå kuling. På Bornholm forventes vinden at komme fra sydøst, men drejer sidst på dagen i hele landet til let til hård vind fra vest og nordvest.
Borgere opfordres til at tage forholdsregler og holde sig løbende opdateret på vejrsituationen for at minimere risikoen for skader.
Vikaren er ubesejret
Det danske herrelandshold har fået en drømmestart på deres Nations League-kampagne med en imponerende 2-0-sejr over Serbien.
På en aften, hvor hele Parken summede af spænding, blev de danske helte båret frem af to spektakulære mål fra Albert Grønbæk og Yussuf Poulsen. Kampen var samtidig Lars Knudsens anden som midlertidig landstræner, og med to sejre i lige så mange kampe har vikaren gjort sig selv svær at ignorere i jagten på en permanent løsning.
Danmark lagde ud med et aggressivt pres fra første fløjt, og det betalte sig efter 36 minutters spil, da Albert Grønbæk scorede efter en elegant hælaflevering fra Yussuf Poulsen. Den unge aarhusianer viste endnu en gang sit talent, og hans samarbejde med Christian Eriksen gav det danske angreb et kreativt løft, som serberne havde svært ved at dæmme op for.
Men Yussuf Poulsen ville ikke nøjes med blot at assistere. Med et saksespark, der kan måle sig med nogle af de smukkeste mål i Parkens historie, lukkede han kampen en halv time før slutfløjtet og sendte de danske fans i ekstase. Den kreative og frygtløse spillestil, som Knudsen har indført, fortsatte med at frustrere Serbien resten af aftenen, og den nye generation af danske spillere, herunder debutanten Morten Frendrup og superdebutanten Patrick Dorgu, beviste deres potentiale på den internationale scene.
På tribunerne var stemningen elektrisk, og de danske fans kunne ikke få armene ned efter Poulsens saksesparksmål. Nogle fejrede det spektakulære øjeblik med euforiske jubelråb, mens andre knap kunne tro deres egne øjne. Den store entusiasme omkring holdet skyldes i høj grad Knudsens mod til at tage chancer og bruge de unge talenter, som igen og igen viser deres værd.
Mod slutningen af kampen forsøgte Serbien at kæmpe sig tilbage, men det danske forsvar, ledet af en solid præstation fra Jannik Vestergaard, holdt stand. Og selvom den 19-årige Patrick Dorgu var tæt på at gentage sin målscoring fra Schweiz-kampen, blev det ved de to danske mål. Fansene forlod dog stadion med en følelse af, at noget stort er i gang.
Med denne sejr topper Danmark nu Nations League-gruppen efter to kampe, og troen på, at Lars Knudsen kan være mere end blot en midlertidig løsning, vokser. Måske har Danmark allerede fundet sin næste landstræner – én, der har vist, at han kan lede holdet til sejr med stil og mod.
Senere søndag aften mødes Spanien og Schweiz.
Gadefest i Vejle ender i flere anholdelser
Gadefesten på Dæmningen i Vejle skabte travlhed for Sydøstjyllands Politi i nat. Ifølge vagtchef Steffen Wolff fra Sydøstjyllands Politi blev der registreret flere hændelser, der førte til både sigtelser og anholdelser.
Klokken 21.35 blev en 42-årig lokal mand afvist ved indgangen til en fest, da han var for beruset. Manden reagerede ved at skubbe til en af vagterne og blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og kortvarigt anholdt.
Senere på aftenen, klokken 00.10, råbte en 24-årig mand “pansersvin” efter en politipatrulje på stedet. Også han blev sigtet og anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Kun ti minutter senere, klokken 00.20, opstod der slagsmål mellem to mænd, begge 26 år gamle. En dørmand på stedet observerede slagsmålet, og politiet blev tilkaldt. Begge mænd blev sigtet for voldelig optræden og anholdt, da de var påvirkede, men de blev løsladt efterfølgende.
Endnu en hændelse på Dæmningen fandt sted klokken 01.20, hvor en 20-årig lokal mand blev nægtet adgang til et diskotek af en dørmand, da han bar et falsk armbånd. Den unge mand forsøgte at slå ud efter dørmanden, men ramte ikke. Han blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fik en bøde.
Steffen Wolff kunne altså berette om, at politiet havde haft en relativt travl nat i forbindelse med gadefesten.
Danmark sikrer sejr i intens kamp i Parken
Danmark fik en fantastisk start på Nations League, da de torsdag aften besejrede Schweiz 2-0 i Parken. Det var en kamp præget af intensitet og dramatik, hvor Schweiz fik to spillere udvist, og Danmarks debutanter spillede en afgørende rolle.
19-årige Patrick Dorgu, som gjorde sin debut på landsholdet, scorede det første mål kort efter sin indskiftning med en præcis afslutning på sin allerførste berøring. Kort før slutfløjtet cementerede Pierre-Emile Højbjerg sejren med endnu et mål, hvilket sikrede Danmark en optimal start på turneringen.
Den midlertidige landstræner, Lars Knudsen, spillede også en vigtig rolle i sejren. Han sendte Dorgu på banen efter 80 minutter i stedet for Victor Nelsson, og blot to minutter senere var Dorgu på plads i feltet for at score til 1-0.
Danmark havde haft en overtalssituation i næsten hele anden halvleg, efter at Schweiz’ Nico Elvedi blev udvist for at fælde Kasper Dolberg lige efter pausen. Efter den danske føring steg temperaturen yderligere, og Schweiz’ anfører Granit Xhaka blev også sendt i bad tidligt efter en udvisning.
En ny landsholdsæra begynder
Denne kamp markerede også starten på en ny æra for det danske landshold, efter Kasper Hjulmand trådte tilbage som landstræner. Knudsen havde forud for kampen talt om at tilføre offensiv energi til holdet, og det lykkedes i første omgang at skabe flere chancer end ved EM. Debutanten Albert Grønbæk gjorde også en imponerende indsats og var involveret i mange af Danmarks bedste angreb i første halvleg, selvom han mod slutningen faldt lidt ud af spillet.
På trods af en generelt chancefattig og urytmisk første halvleg, hvor de to hold neutraliserede hinanden med ens formationer, fik Danmark den største mulighed, da Christian Eriksen sendte Kasper Dolberg alene igennem med en flot aflevering. Dolberg manglede dog skarpheden foran mål, og muligheden blev afværget af Schweiz’ målmand Gregor Kobel.
Anden halvleg bød på drama og intensitet
Kampen eksploderede i anden halvleg med en række dramatiske begivenheder. Kasper Dolberg viste beslutsomhed og blev nedlagt lige uden for feltet, hvilket førte til, at Nico Elvedi blev udvist efter et VAR-gennemsyn. Med en mand i overtal pressede Danmark på, men måtte vente til Dorgus scoring for at få hul på bylden.
Målet blev fejret med stor jubel på tribunerne, men samtidig opstod der tumult på banen, da en schweizisk spiller lå skadet. Dette førte til en række advarsler og endnu en udvisning, da Granit Xhaka forlod banen efter at have mistet besindelsen.
I tillægstiden udnyttede Pierre-Emile Højbjerg Danmarks overtalssituation til fulde ved at score til 2-0 med et skud fra kanten af feltet, hvilket sikrede Danmark en fortjent sejr i den første kamp af den nye Nations League-sæson.
Danmark indtager nu førstepladsen i gruppen, da de spanske europamestre måtte nøjes med 0-0 i Serbien. Danmark møder Serbien på søndag i København.
I dag starter Valgugen, hvor mere end 155 skoler sætter elevdemokratiet i højsædet
– Fundamentet for vores demokratiske selvtillid bygges allerede i de små klasser i grundskolen. Derfor kickstarter vi igen skoleåret med at afholde Valgugen, hvor mere end 155 skoler sætter elevdemokratiet i højsædet, siger Caroline Helene Hermansen, formand for Danske Skoleelever.
Demokratisk dannelse er en kerneopgave for den danske grundskole. Derfor sætter Danske Skoleelever for fjerde år i træk fokus på elevdemokrati og elevrådsarbejde med Valgugen – en national emneuge, der starter i dag. Valgugen udgør én af tre aktiviteter, som året rundt styrker elevernes demokratiske dannelse og selvtillid.
Aktuelt viser Demokratianalysen 2024 fra Dansk Ungdoms Fællesråd, at over halvdelen af unge (53%) har lav demokratisk selvtillid – et tiltagende demokratisk problem, der allerede begynder i grundskolen. Elevrådsarbejdet og oplevelsen af medbestemmelse er for mange elever det allerførste møde med den demokratiske proces og derved nogle af grundstenene i deres demokratiske dannelse. Derfor starter vi hvert skoleår med Valgugen, som skal skabe de allerbedste betingelser for, at eleverne kan og tør bruge deres stemme under og efter elevrådsvalgene og derigennem få lyst til at engagere sig både i elevrådet og demokratiet.
Oplevelsen af at blive hørt på egen skole giver demokratisk gåpåmod!
– Når vi elever helt konkret oplever at blive hørt og få indflydelse på vores egen skoledag, får vi større lyst til at bruge vores demokratiske stemme senere hen i livet og engagere os i demokratiet, tilføjer Caroline Helene Hermansen.
I dag starter Valgugen, hvor elever fra 0.-9. klasse fra mere end 155 skoler rundt om i Danmark skal arbejde med demokrati og medbestemmelse. Valgugen danner ramme om det årlige elevrådsvalg, som er helt centralt for det danske elevdemokrati ude på skolerne. Vi har tilrettelagt et undervisningsforløb til alle klassetrin, så det både er sjovt og lærerigt at arbejde med demokrati i skolen. Vi sender live fra Valgugen i dag mandag d. 2. september og igen fredag d. 6. september, hvor emneugen kulminerer med elevrådsvalg på landets skoler.
Se med på: www.valgugen.dk/live.
Projektet er støttet af Nordea-fonden.



















