Personpåkørsel aflyser toge mellem Vejle og Fredericia

0

Der har været en personpåkørsel mellem Vejle og Fredericia, hvilket betyder, at der ikke kører tog på strækningen i øjeblikket.

Togbusser er blevet sat ind som alternativ transport. Der kører tog mellem Aarhus og Vejle og mellem Fredericia og København, men mellem Vejle og Fredericia skal du benytte togbusser. Vær opmærksom på, at der i øjeblikket er svært at skaffe nok togbusser, så du skal forvente længere rejsetider og ventetider.

De første togbusser kører fra Vejle omkring klokken 12 og kører uden stop til Fredericia. Fra Fredericia kører de første togbusser omkring klokken 12.45 og kører uden stop til Vejle. Enkelte togbusser vil standse i Brejning og Børkop.

Regionaltogene mellem Fredericia og Aarhus er aflyst.

Der vil også være ekstra standsninger i Hedensted for Intercity-togene. I retning mod Vejle vil Intercity-togene standse i Hedensted, og Intercity Lyn-togene vil standse i Hedensted i retning mod Aarhus.

Togbusserne holder på følgende steder:

  • Fredericia: Pladsen på Banegårdsvej
  • Børkop: Pladsen foran stationen
  • Brejning: Pladsen foran stationen
  • Vejle: Pladsen ved Danmarksgade

Så er der anledning til at holde en god fest

0

Rådgiver hos Middelfart Sparekasse i Vejle, Malene Herløv Aagaard, fylder 40 år den 24. marts, men det giver hende ikke søvnløse nætter.

Engang lovede Malene Herløv Aagaard sig selv én ting.

Hun skulle aldrig giftes med en bankmand.

I dag er hun lykkelig gift med en bankmand, og sammen har parret to børn.

Mandag den 24. marts fylder rådgiveren fra Middelfart Sparekasse i Vejle 40 år, men det betyder ikke, at hun græder sig selv i søvn hver aften.

Nåede akkurat sommerfesten

– Jeg ser mere min runde fødselsdag som anledning til at holde en god fest, konstaterer hun smilende.

Hun blev uddannet i Danske Bank og arbejdede i alt 18 år i banken, inden hun i sommeren 2024 skiftede til Middelfart Sparekasse i Vejle – en by hun også bor i sammen med sin familie.

– Jeg nåede lige akkurat med til den store sommerfest, hvilket var en perfekt måde at møde mine nye kollegaer på. I det hele taget fik jeg en fin og god modtagelse, og der var og er tid til at falde til, siger rådgiveren fra Vejle.

Vil være tæt på kunder

Ikke mindst glæder Malene Herløv Aagaard sig over, at hun er tæt på kunderne, for det er en af hendes yndlingsdiscipliner i det daglige arbejde.

– Jeg holder virkelig af nærhed og nærvær i forhold til mine kunder, og ikke mindst have tiden til at være det, hvilket, blandt meget andet, er det, Middelfart Sparekasse er kendt for, forklarer hun.

I fritiden fylder familie og venner meget, det samme gør veninderne, og så er fødselaren netop begyndt at spille floorball.

– Det skyldes mere det sociale end sportslige ambitioner, siger Malene Herløv Aagaard, der er glad for at være landet et sted arbejdsmæssigt, hvor kundefokus er centralt, og hvor støtten til det lokale kultur- og fritidsliv er noget naturligt.

Begge dele betyder nemlig meget for fødselaren.

Givskud Zoo har sagt farvel til sin ældste beboer

0

Et af Danmarks ældste zoologiske dyr er ikke længere en del af flokken i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Næsehornet Sophie, der i 43 år har været en del af parken, blev tirsdag den 5. marts aflivet efter længere tids helbredsmæssige udfordringer.

Nordeuropas næstældste næsehorn

Sophie var ikke et hvilket som helst næsehorn. Med sine 43 år var hun Nordeuropas næstældste hvide næsehorn og samtidig den ældste beboer i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Men alderen begyndte at sætte sine spor.

Ifølge dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen havde næsehornet i en længere periode haft svært ved at optage føde og tabte sig. Dertil kom, at det begyndte at miste sin status i flokken.

– Det havde nået et stadie, hvor kroppen simpelthen ikke kunne længere. De sidste par måneder har vi kunnet se, at det begyndte at miste status i flokken. Det tabte sig, og vi var ved at bevæge os ind i en fase, som var uværdig for dyret, forklarer hun.

Beslutningen om at aflive Sophie blev truffet ud fra en vurdering af dyrets velfærd og livskvalitet.

Forskningsmuligheder i et sjældent dyr

Når et så stort og sjældent dyr aflives, er der samtidig en unik mulighed for at hente værdifuld viden til forskning. Derfor var en række forskere og dyrlæger fra blandt andet Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Zoologisk Museum og København Zoo til stede ved aflivningen.

Blandt de deltagende forskere var Kirstine Callø fra Københavns Universitets veterinærskole, der i mere end 25 år har forsket i hjertesygdomme hos både mennesker og dyr.

– Det er en helt særlig mulighed for os at få et elektrokardiogram fra et næsehorn. Det er jo et ekstremt sjældent dyr. Så at få adgang til viden om dyrets hjerte er yderst værdifuldt for os og bidrager til forståelsen af, hvordan hjerter hos store pattedyr fungerer, siger hun.

Tryg aflivning i vante omgivelser

For direktør Rasmus S. Nielsen var det vigtigste ved dagens afsked, at Sophie fik en rolig og værdig afslutning i de omgivelser, hun kendte bedst. Derfor blev aflivningen også foretaget i næsehornets vante rammer for at minimere stress.

– Vores vigtigste opgave i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er at sikre vores dyrs velfærd fra det øjeblik, de ankommer her til parken, til de skal herfra, siger han.

For at minimere stress blev aflivningen derfor foretaget i Sophies velkendte omgivelser. Samtidig blev der i forbindelse med indgrebet udtaget en række prøver til den europæiske biobank EAZA, hvor data fra truede dyrearter opbevares og anvendes til fremtidig forskning.

– I forbindelse med aflivningen blev der udtaget mange prøver til EAZAs biobank. Prøverne bliver opbevaret til videre forskning. EAZA er et europæisk samarbejde, som GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA indgår i sammen med mere end 400 andre zoos og akvarier. Sammen arbejder vi på at udbrede viden om natur, bevaring af truede dyrearter og bæredygtig drift af zoos og akvarier, siger Rasmus S. Nielsen.

Fem næsehorn tilbage i flokken

Sophie kom til Givskud Zoo i 1982 og har været en væsentlig del af parkens historie gennem fire årtier. Efter hendes aflivning består flokken i parken nu af fem næsehorn i alderen 7-25 år.

For parkens gæster og medarbejdere vil Sophie dog ikke blive glemt. Hendes lange liv i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA har bidraget til både forskningen og bevaringsarbejdet for de hvide næsehorn, der stadig er en truet art i naturen.

Ny lokalbestyrelse i HK Privat Sydjylland efter fremgang i medlemstal

0

HK Privat Sydjylland har fået en ny bestyrelse efter en generalforsamling præget af kampvalg og optimisme. Efter flere år med tilbagegang oplever fagforeningen nu for første gang i årevis medlemsfremgang.

Fremgang på medlemssiden

Generalforsamlingen, der blev afholdt den 13. marts, samlede omkring 80 medlemmer, som deltog i valget til bestyrelsen. Formand Dan Kirkel kunne i sin beretning præsentere positive tal for 2024, hvor HK Privat Sydjylland fik 40 flere medlemmer sammenlignet med året før.

– Vi er blevet 40 flere medlemmer end året før. Det kan måske lyde beskedent, men som de fleste andre overenskomstbærende fagforeninger har vi oplevet en længere periode med tilbagegang. Nu ser vi for første gang i årevis fremgang, og tallene for 2025 viser, at den fortsætter. Det glæder mig usigeligt, sagde han.

Han pegede på en målrettet organiseringsindsats samt en ny kontingentmodel som væsentlige faktorer bag udviklingen.

Kampvalg til bestyrelsen

Generalforsamlingen bød på kampvalg om de fem ledige bestyrelsesposter. René Thiemer, Rikke Vognsen og Tine Michelle Altschuler blev genvalgt, mens Jens Jacobsen og Claus Nielsen blev valgt som nye medlemmer. Som suppleanter blev Ib Nielsen og Jens Jensen valgt.

De afgående bestyrelsesmedlemmer blev takket for deres indsats, inden generalforsamlingen blev rundet af.

HK Privat Sydjylland vil nu fortsætte arbejdet for at fastholde og udbygge medlemstilvæksten, mens den nye bestyrelse skal tage fat på de kommende års udfordringer og muligheder.

Norwegian reagerer på Ryanairs exit og åbner ny rute

0

Norwegian udvider sin tilstedeværelse i Billund Lufthavn og åbner en helt ny helårs rute til London Gatwick den 30. juni. Selskabet indsætter samtidig flere flyvninger til Alicante, som også fortsætter ind i vinterhalvåret, ligesom der indsættes ekstra flyvninger på Malaga-ruten om vinteren.

– Norwegian og Billund Lufthavn har gennem mange år været tætte samarbejdspartnere, og vi har længe anset lufthavnen for at have stort vækstpotentiale for os. Med Ryanairs exit ser vi nu en unik mulighed for at styrke vores tilstedeværelse i Billund Lufthavn og Vestdanmark. Den nye rute til London Gatwick er første skridt, og vi kigger løbende på muligheden for at udvide vores tilbud fra Billund yderligere, siger Sara Neergaard, chef for kommunikation og public affairs i Norwegian Danmark.

Norwegian indsætter også allerede denne sommer flere flyvninger mellem Billund og én af danskernes absolutte favoritdestinationer, Alicante i Sydspanien. Samtidig forlænges ruterne til både Alicante og Malaga ind i vinterprogrammet, så vestdanskerne nu kan flyve direkte til sydspanske himmelstrøg året rundt.

– Vi er glade for, at vi med kort varsel kan imødekomme den store efterspørgsel, vestdanskerne har på storbyfavoritten London og sydspanske destinationer – og forhåbentligt kan vi være med til at redde nogle af de sommer- og efterårsferieplaner, der blev påvirket tidligere på året, siger Sara Neergaard.

Og i Billund deler man begejstringen:

– Det betyder rigtig meget, at Norwegian nu styrker sin tilstedeværelse markant hos os – ikke blot for vestdanskerne, men også for de mange udenlandske rejsende, der kommer den anden vej. Vi har et godt samarbejde med Norwegian og sætter stor pris på deres engagement i at skabe gode flyforbindelser mellem Danmark og verden omkring os, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

London er en vigtig rute for både turisme og erhvervsliv

London har i mange år været danskernes absolutte favorit, når det gælder storbyferie, men ruten har også stor betydning for forretningsrejsende – både den ene og den anden vej. Vestdanmark huser mange store, internationale virksomheder, og der er derfor stor efterspørgsel på en stabil og konkurrencedygtig rute mellem Billund, som har en unik placering som gateway til det jyske erhvervsliv, og den britiske hovedstad.

Samtidig har briterne gennem årene også vist stor interesse for Vestdanmark, hvor både enestående naturoplevelser, dansk hygge og ikke mindst Legoland tiltrækker turister fra Storbritannien.

– Vi er meget glade for at kunne byde velkommen til Norwegians nye, direkte helårsrute, der forbinder London Gatwick med Billund. Ruten tilbyder en helt afgørende tilgængelighed for både forretnings- og ferierejsende og bidrager til London Gatwicks imponerende netværk på tværs af Europa og videre ud i verden, siger Jennifer Newman, Airlines Relations Manager i London Gatwick.

Nyheder fra Billund:
• Til London Gatwick: Ny helårsrute. 6 ugentlige afgange i sommerferieperioden.
• Til Alicante: Fra sommerrute til helårsrute. Fra 1 til 2 ugentlige afgange i sommerferieperioden og fra 0 til 2 ugentlige afgange i vinterperioden.
• Til Malaga: Helårsrute. Fortsat 3 ugentlige afgange i sommer- og efterårsperioden. Fra 1 til 3 ugentlige afgange i vinterperioden.

Mikkel Hansen og Niklas Landin hyldes

0

Et trekløver af dansk herrehåndbolds mest betydningsfulde skikkelser skal fejres i forbindelse med landskampen mod Frankrig.

De 5.000 håndboldfans der har fået billetter til den fuldstændig udsolgte EHF EURO Cup-kamp mod Frankrig i Kolding, kan godt begynde at varme håndfladerne op.

For ikke alene spiller Henrik Møllgaard sin sidste landskamp – nummer 230 i karrieren. Mikkel Hansen og Niklas Landin kommer også til kampen, hvor de alle tre skal hyldes for deres uovertrufne præstationer i rødt og hvidt gennem de seneste næsten 20 år.

Mikkel Hansen er som den eneste, sammen med Nikola Karabatic, kåret til verdens bedste mandlige håndboldspiller tre gange. Samtidig er Niklas Landin den eneste målmand til at vinde den prestigefyldte pris to gange i karrieren. Mens Henrik Møllgaard har været en klippe i forsvaret på vejen mod de fire verdensmesterskaber og to OL-triumfer.

– Det er tre af de største spillere i dansk herrehåndbolds historie. Så de fortjener i den grad en hyldest for de mange oplevelser, de har givet os alle sammen og for den måde, de har været fornemme ambassadører for håndbolden og for Danmark ude i den store verden, siger DanskHåndbolds sportschef, Morten Henriksen.

Alle tre spillere er i top ti for flest landskampe for Danmark. Niklas Landin har tredje flest med 283 optrædener lige foran Mikkel Hansens 276, mens Henrik Møllgaard med sine 229 landskampe er nummer ti på ranglisten.

Selvom opgøret på lørdag blev udsolgt på bare seks timer, er det muligt at følge kampen på TV 2. Der fløjtes op klokken 16.00.

Ruten er klar til dansk World Tour-løb

0

Med 100 dage til det første Copenhagen Sprint den 21. og 22. juni 2025 løfter den nationale partnerkreds bag løbet nu sløret for den endelige rute og de ni gennemkørselskommuner, der bliver del af ruten og cykeleventen.

Starten går i Roskilde, og cykelrytterne vil cykle igennem ni kommuner i Nordsjælland, inden de rammer København, hvor afslutningen foregår. Ruten vil strække sig gennem Frederikssund, Egedal, Hillerød, Fredensborg, Allerød, Furesø, Ballerup, Rødovre og Frederiksberg, og der er lagt op til en spektakulær folkefest langs ruten.

I anledning af den kommende begivenhed har København sammen med en række kommuner og samarbejdspartnere udviklet et City Dressing Toolkit. Formålet er at invitere lokale erhvervsdrivende, organisationer og museer til at deltage i festlighederne og bidrage til at skabe en farverig og engagerende atmosfære langs ruten. Det er også muligt for borgerne at få fat i toolkit’et og bruge det som en hjælp til at skabe liv og engagement i området.

Med kun 100 dage til start har flere centrale politikere og ledende figurer udtrykt deres begejstring og støtte til løbet. Overborgmester Lars Weiss er klar til at skabe en cykelfest for alle:

– I dag er der 100 dage til, at Danmarks nye store cykelklassiker, Copenhagen Sprint, løber af stablen for første gang! Den endelige rute er nu på plads med ni gennemkørselskommuner. Jeg glæder mig til, at vi sammen skaber en folkefest langs ruten med masser af cykelaktiviteter for børn, voksne og de mange cykelelskende danskere, siger han.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt understreger, at Danmark er et cykelland i verdensklasse:

– Danmark er et cykelland i verdensklasse. Og nu er der kun 100 dage til, at København – sammen med Roskilde, Frederikssund, Egedal, Hillerød, Fredensborg, Allerød, Furesø, Ballerup, Rødovre og Frederiksberg – vil vise verden, at Danmark er garant for at skabe et cykelløb og en folkefest af højeste kaliber.

Erhvervsminister Morten Bødskov påpeger også den store værdi for det danske erhvervsliv:

– Cykling og Danmark går hånd i hånd. Nu nærmer slutspurten sig, inden vi endnu engang afholder en stor sportsbegivenhed på dansk jord. Det er en unik mulighed for at vise vores skønne land frem, samtidig med at det lokale erhvervsliv langs ruten kan høste frugterne af et stort event. Det skal vi være glade og stolte over, siger han.

Forhåbningerne er høje, og den danske cykelscene er klar til at tage imod nogle af de bedste cykelryttere fra hele verden. For Formand i Danmarks Cykle Union, Morten Anderson, er Copenhagen Sprint mere end bare et cykelløb. Det handler om at samle hele cykelfællesskabet:

– Med kun 100 dage til Copenhagen Sprint begynder sommerfuglene for alvor at melde sig, og vi glæder os til at byde nogle af verdens bedste cykelryttere velkommen til en af verdens mest cykelbegejstrede nationer. Endnu vigtigere ser vi frem til at fejre dansk cykelsport og samle hele cykelfællesskabet om Danmarks nye World Tour-løb, siger han

Axelsen varsler længere pause efter skuffende exit

0

Viktor Axelsen har taget en beslutning om at tage en længere pause fra badminton efter sin tidlige exit fra All England-turneringen, hvor han blev besejret af Lin Chun-Yi i første runde.

Efter nederlaget, der kom som en skuffelse for den danske verdensstjerne, åbnede Axelsen op om sin fysiske tilstand og sin beslutning om en pause.

– Jeg tror, at det er ved at være tid til, at jeg skal prøve at tage en pause, sagde Axelsen til TV 2 SPORT efter kampen. Han har været åben om sine fysiske udfordringer på banen, og denne gang var han klar til at tage et skridt tilbage for at fokusere på restitution.

Axelsen har ikke været i topform i de seneste kampe, og det var tydeligt, at han ikke havde den bedste fornemmelse, inden han gik på banen.

– Jeg havde ikke lige den bedste fornemmelse. Jeg tror, at der går lidt tid, før jeg er tilbage på banen, indrømmede han.

Efter nederlaget erkendte han, at kroppen ikke kunne fortsætte på samme niveau, og han har besluttet at tage en længere pause for at komme sig.

– Jeg gider ikke stå og tude og komme med undskyldninger. Jeg ved bare, at min krop har brug for en lille pause, sagde Axelsen.

Axelsen afsluttede med at give et hint om, at hans pause ikke vil være kort.

– Ja, det ved jeg ikke endnu. Det er i hvert fald mere end et par uger, afsluttede han.

“Gang på gang sender de tilfredse patienter ud ad døren” – Syddanske sygehuse scorer højt i ny undersøgelse

0

120.000 syddanskere har talt. En ny undersøgelse viser høj tilfredshed med Region Syddanmarks sygehuse – særligt blandt akut indlagte og akut ambulante patienter. Tallene placerer regionen blandt de bedste i landet.

Syddanske patienter giver topkarakter

Hvert år passerer tusindvis af patienter gennem de syddanske sygehuse, uanset om det skyldes alvorlig sygdom, et brækket ben eller en akut operation. Ifølge den seneste undersøgelse af patientoplevelser er det langt de fleste, der går derfra med en positiv oplevelse.

Undersøgelsen, hvor knap 120.000 syddanske patienter har deltaget, viser, at Region Syddanmark ligger på eller over landsgennemsnittet på alle områder. Særligt de akut indlagte og akut ambulante patienter fremhæver kvaliteten i deres behandling.

91 procent oplever venligt personale

Region Syddanmark ligger helt i top blandt landets fem regioner, når det gælder tilfredsheden hos akutte patienter. Hele 91 procent af både akut indlagte og akut ambulante patienter svarer, at personalet i høj eller meget høj grad er venligt og imødekommende.

Det vækker glæde hos formanden for Region Syddanmarks sundhedsudvalg, Mette With Hagensen (S).

– Vi arbejder målrettet med at skabe de bedste rammer for vores medarbejdere til gavn for patienterne. Derfor er jeg også meget glad for, at medarbejderne på sygehusene får den anerkendelse, de fortjener. Det er om nogen dem, der skal have det skulderklap, som resultaterne viser. De sender gang på gang tilfredse patienter ud ad døren. Det afspejler sig heldigvis også i tallene, udtaler hun i en pressemeddelelse i forbindelse med undersøgelsens offentliggørelse.

Plads til forbedringer

Selvom de akutte patienter er tilfredse, understreger Mette With Hagensen, at arbejdet med at forbedre patientoplevelsen fortsætter.

– Selvfølgelig kan vi altid forbedre os. Jeg ved, at medarbejderne på sygehusene gør alt, hvad de kan, for at gøre oplevelserne endnu bedre. Derfor tager vi naturligvis de værdifulde input fra patienterne til efterretning og overvejer sammen med medarbejderne, hvor vi skal sætte ind med tiltag og hvordan.

Som noget nyt i år er radiologi og det præhospitale område også blevet målt. Her viser undersøgelsen, at tilfredsheden er høj: 94 procent af patienter, der har været igennem en røntgen- eller scanningsundersøgelse, er tilfredse. På det præhospitale område – altså hjælpen før ankomst til sygehuset – er tilfredsheden endnu højere med 95 procent. Begge områder ligger over landsgennemsnittet.

Psykiatrien på niveau med resten af landet

Også i psykiatrien viser undersøgelsen overordnet positive resultater. Patientgruppen ’ambulante voksne i psykiatrien’ ligger på landsgennemsnittet for tilfredshed, og det samme gælder for indlagte voksne patienter.

Det glæder formanden for regionens psykiatri- og socialudvalg, Mette Bossen Linnet (V):

– Psykiatrien er udfordret og presset på rekruttering af personale, stigende mistrivsel i samfundet og mange henvisninger. Derfor er jeg glad for, at voksne patienter møder en psykiatri, som gør alt, hvad de kan, og at patienterne også mærker det. Det vidner om en professionalisme fra vores ansatte. Det fortjener de ros for.

Hun understreger dog, at der stadig er behov for udvikling.

– Selvom vi ligger fint på flere områder, betyder det ikke, at der ikke er plads til forbedringer. Det arbejde fortsætter.

Børne- og ungepsykiatrien vurderes ikke fuldt ud

Undersøgelsen inkluderer også patienter i børne- og ungepsykiatrien. Her var tilfredsheden blandt ambulante patienter på niveau med landsgennemsnittet. Dog var antallet af svar fra indlagte patienter for lavt til, at resultaterne kan sammenlignes med resten af landet eller vise en udvikling fra sidste år.

En passion for at skabe fællesskab og oplevelser

0

Direktør og medejer af EventC, Ulrich Nicolaisen kan i denne uge fejre 15 år som koncertarrangør og leder af virksomheden, der begyndte med en ambition om at bringe koncerter til Fredericia.

Det hele begyndte den 12. marts 2010 i Fredericia Idrætscenter, hvor EventC debuterede med en koncert med Magtens Korridorer. Men starten var ikke uden udfordringer. Nicolaisen erkender, at pengene, de havde sat ind, blev tabt, men det var kun starten på noget, der skulle blive en lang rejse for EventC.

– Da vi startede i EventC, var vi egentlig en udspringer af Fredericia Håndboldklub. Vi synes, at alt musiklivet var koncentreret omkring E45 til Horsens, og vi ville skabe noget i Fredericia. Så vi satte os ned og lavede et setup, og vi lavede vores første koncert med Magtens Korridorer, fortæller Ulrich Nicolaisen. På trods af det økonomiske tab, var det en nødvendighed for at komme i gang.

– Vi lærte meget af det siger han og tilføjer, at det har været en spændende, men udfordrende rejse. Musikbranchen er nemlig et “young man’s game”, som Ulrich Nicolaisen beskriver det, og det kræver konstant innovation og nytænkning at være en del af det.

EventC havde i begyndelsen fokus på at bringe store, anderledes koncerter til Fredericia, som også var populære i de større byer som København, Odense, Aalborg og Aarhus. Et af de første store navne, der optrådte, var Dizzy Mizz Lizzy, og EventC håbede på at blive “det femte ben” i Danmark, hvor de ville tilbyde musikoplevelser efter de store byers koncerter.

– Vi kan ikke konkurrere med de store steder, men vi gør nogle andre ting, siger Ulrich Nicolaisen og peger på, hvordan Royal Arena, der tidligere kun var en vinterarena, i dag holder koncerter året rundt – en udvikling, EventC ikke kan konkurrere med direkte.

Men EventC fandt sin plads ved at udvikle sig i en ny retning, nemlig BTB-markedet (business-to-business). Nicolaisen beskriver, hvordan EventC nu arrangerer flere erhvervsrelaterede events, som sommerfester, festivaler og forskellige lanceringsarrangementer. – Vi bliver brugt som en platform af erhvervslivet til at beholde medarbejderne. Det har ændret sig, forklarer han.

Fra hobby til fuldtidsbeskæftigelse

EventC’s transformation fra et frivilligt setup til en fuldtidsbeskæftigelse kom gradvist. Nicolaisen drev EventC parallelt med sit arbejde i 2009 og 2010. I 2017 indså han, at EventC var blevet så stort, at det kunne blive hans fuldtidsbeskæftigelse.

– Jeg vågnede op og indså, at nu skulle jeg ikke have to arbejder. EventC var blevet større og større, og så var det nærliggende at tage skridtet, fortæller han. I dag er EventC et professionelt, lille team, der har oplevet solid vækst.

Selvom EventC er blevet en central aktør på musik- og festivalmarkedet i Fredericia, handler det for Nicolaisen stadig om at skabe noget meningsfuldt for folk.

– Jeg brænder ikke for stjernesnak og at sidde tæt på kunstnerne. Jeg brænder for det engagement, at skabe den fest, der giver folk den oplevelse, de tager med sig, siger Ulrich Nicolaisen. Det er netop denne passion, der driver ham, og han har ikke fortrudt sin beslutning om at gøre EventC til sin fuldtidsbeskæftigelse.

Men EventC’s indflydelse går ud over Fredericia. EventC har været med til at præge kulturen i byen og har skabt stolthed blandt borgerne.

– Vi har været med til at få Fredericia til at være stolt af sit kulturliv. Vi har været med omkring Sommerrock og Fredericia ArtFestival, og vi har været en del af et større billede, som har skabt flere muligheder for borgerne, siger Ulrich Nicolaisen.

Når han ser tilbage på de 15 år, er der mange højdepunkter. En af de mest betydningsfulde oplevelser var, da EventC i 2010 lavede en koncert med Kim Larsen i Fredericia Idrætscenter. Han husker, hvordan han sad på trappen, da Larsen gik på scenen, og han blev rørt over oplevelsen. – Det var en af de oplevelser, der satte sig i mig, siger Nicolaisen.

Og på trods af at EventC i dag har et tæt samarbejde med de store spillesteder og tilbyder koncertoplevelser som f.eks. for Rammstein og Springsteen, ser Nicolaisen stadig en fremtid, hvor EventC kan lave store events, samtidig med at det har en plads i erhvervslivet.

– Vi skal arbejde med de store og lave noget fantastisk for erhvervslivet, men vi skal også bevare det vi har gjort godt. Vi skal være med til at skabe noget stort, og vi skal fortsætte med at arbejde tæt sammen med erhvervslivet, siger han.

EventC’s rolle i Fredericias kulturelle udvikling er ikke bare at arrangere koncerter, men at få byen på musiklandkortet og være med til at skabe oplevelser for både lokalbefolkningen og folk fra de omkringliggende byer. EventC har været en integreret del af byens kultur med store events som Sommerrock og ArtFestival

Uheld blokerer spor på Lillebæltsbroen

0
Et uheld spærrer højre spor på E20 Lillebæltsbroen i retning mod Middelfart. Politi og redning er på vej. Et uheld blokerer tirsdag eftermiddag højre spor...

Mand anholdt efter knivtrussel i Vejle

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede mandag morgen ud til en anmeldelse om en mand, der truede med en kniv i Vestergade i Vejle. Anmeldelsen kom klokken...

Rådgiver fra Vejle fylder 40 år med to årtiers erfaring

0
NAVNENYT. Lørdag den 21. marts fylder Pernille Lykkegaard Tolstrup fra Middelfart Sparekasse i Vejle 40 år. Trods sin relativt unge alder har hun allerede...

Fra 1. maj får begge forældre gratis mad på sygehuset

0
SUNDHED. Fra 1. maj udvider Region Syddanmark tilbuddet om gratis forplejning, så det ikke længere kun er den ene forælder, der spiser gratis på...

Fattige pensionister i Trekantområdet får mere end landsgennemsnittet — undtagen i Middelfart

0
SAMFUND. Et fælles udspil fra Socialdemokratiet og SF vil give Danmarks fattigste folkepensionister 1.000 kroner mere om måneden. En ny analyse viser, hvad det...

Alvorligt færdselsuheld spærrer vej – redning arbejder på stedet

0
KRIMI. Et alvorligt færdselsuheld har søndag eftermiddag udløst en større udrykning på Tingvejen nordøst for Grindsted. 17:37 - Opdateret Sydøstjyllands Politi oplyser nu, at to biler...