176.000 faglærte forventes at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet frem mod 2035, viser fremskrivning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Udviklingen vil være en væsentlig motor til yderligere mangel på faglært arbejdskraft i de kommende år. Det understreger vigtigheden af bedre balance i uddannelsespolitikken, siger analysechef.

44 procent af de personer, der når folkepensionsalderen frem mod 2035 er faglærte. Det svarer til 211.000 personer.

Ud af dem forventes 176.000 personer at have trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet i 2035. Det svarer til 22,5 procent af samtlige faglærte i arbejdsstyrken.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der på baggrund af data fra Danmarks Statistiks registre har fremskrevet den del af arbejdsstyrken, der er født i årene 1958-1966.

Frem mod 2035 vil årgange født i 1958 til 1966 nå folkepensionsalderen. Udviklingen er den væsentligste motor til mangel på faglært arbejdskraft i de kommende.

– En stor udfordring for vores arbejdsmarked og økonomi generelt er arbejdsstyrkens sammensætning. Vi ser ind i en massiv mangel på faglært arbejdskraft. Den væsentligste årsag er, at vi har nogle store årgange af faglærte, der når pensionsalderen. Samtidig er der ikke nok unge, der vælger at tage en erhvervsfaglig uddannelse, siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Udviklingen stiller krav til uddannelsespolitikken. Der er brug for en bedre balance. Det er vigtigt, at det bliver mere attraktivt i unges øjne at tage en erhvervsuddannelse, og at voksne ufaglærte bliver løftet med uddannelse til faglært niveau, siger Emilie Damm Klarskov.

Folkepensionsalderen er i 2024 på 67 år og vil stige til 68 år i 2030 og 69 år i 2035.

Tabel: Så mange vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, fordi de når folkepensionsalderen frem mod 2035

Tabellen viser det forventede antal i arbejdsstyrken for årgang 1958-1966 i 2024 og 2035 fordelt efter uddannelsesgrupper. Disse årgange når folkepensionsalderen frem mod 2035.

Uddannelsesgruppe        Arbejdsstyrke i 2024 (årgange født i 1958-1966)                   Arbejdsstyrke i 2035 (årgange født i 1958-1966)Forventet tilbagetrækning fra 2024 til 2035
 Ufaglærte           80.000 pers.         15.000 pers.– 66.000 pers.
 Gymnasiale           27.000 pers.           5.000 pers.– 22.000 pers.
 Faglærte         211.000 pers.         36.000 pers.– 176.000 pers.
 KVU           30.000 pers.           6.000 pers.– 24.000 pers.
 MVU           89.000 pers.         14.000 pers.– 74.000 pers.
 LVU           51.000 pers.         13.000 pers.– 38.000 pers.
 I alt         489.000 pers.         89.000 pers.– 400.000 pers.

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af AE’s uddannelsesmodel og Danmarks Statistiks registre

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/