Retten i Kolding idømte i går en 33-årig vognmand fra Sjælland 60 dages ubetinget fængsel for forfalskning af diagramark.

Vognmanden blev på baggrund af en kontrol foretaget af en medarbejder ved Tungvognscenter Øst den 13. oktober 2021 på Hylkedal Rasteplads tiltalt for i fire tilfælde i september og oktober 2021 at have anført sin brors navn på et diagramark i stedet for sit eget. På diagramarket registreres blandt andet førerens køretid og hviletid. Vognmanden nægtede sig skyldig.

Retten fandt vognmanden skyldig og lagde ved strafudmålingen blandt andet vægt på, at han tidligere var straffet for noget lignende og antallet af diagramark, men retten lagde også vægt den tid der var gået siden forseelsen. Straffen blev fastsat til 60 dages ubetinget fængsel.

Vognmanden ankede dommen til landsretten.

Kontrollen ved Hylkedal Rasteplads blev foretaget af Tungvognscenter Syd i samarbejde med Tungvognscenter Øst.

For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Pernille Moesborg.

Fakta
Straffelovens § 175, stk. 1
Den, der for at skuffe i retsforhold i offentligt dokument eller bog, i privat dokument eller bog, som det ifølge lov eller særligt pligtforhold påhviler den pågældende at udfærdige eller føre, eller i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest afgiver urigtig erklæring om noget forhold, angående hvilket erklæringen skal tjene som bevis, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år

Om Tungvognscenter Syd
Tungvogncenter Syd varetager den operative kontrol af tunge køretøjer. Tungvognscentrets arbejdsområde er primært varetagelse af den operative vejsidekontrol, der omhandler kontrol af lastbiler, busser samt traktorer og landbrugsredskaber på vejnettet. Opgaverne er blandt andet kontrol af køre- og hviletid, farligt gods, særtransporter, miljøfarligt affald, overholdelses af miljøzoner, dyretransporter samt cabotagekørsel.

Tungvognscenter Syd har base i Sydøstjyllands Politi og dækker et geografisk område svarende til tre politikredse: Fyns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydøstjyllands Politi.