Tunesien kom foran 5-2 mod Danmark, men Nikolaj Jacobsens tropper gik ikke i panik og vandt sikkert med 34-21. Dermed er danskerne i mellemrunden med maksimum point.
Danmark havde i de to første gruppekampe været suveræne, men i den tredje og sidste gruppekamp fik danskerne mere modstand – i hvert fald i starten af kampen. Tunesien var pisket til at vinde, hvis de ville videre fra gruppen og det kunne ses. De kom med en stort tryk, der gav det danske forsvar problemer. Forsvaret så passivt til, da tuneserne skød det ene skud i mål efter det andet i kampens indledning. Samtidig haltede det danske angrebsspil, og det gav nordafrikanerne en føring på 5-2.
Det fik ikke danskerne til at gå i panik. Anført af Mikkel Hansen angrebsmæssigt, og større koncentration i defensiven, gjorde at danskerne hurtigt kom tilbage i kampen og fik udlignet til 5-5 og da danskerne kom foran 6-5, så gav de ikke føringen fra sig igen i resten af opgøret. Klasseforskellen på de to nationer blev tydelig som kampen skred frem.
Danskerne modtog, som i de foregående kampe, stor opbakning i Malmö Arena, og de mange danske fans på lægterne kunne se deres helte gå til pause foran med 19-14.
I anden halvleg buldrede Danmark videre. Hurtigt blev det et spørgsmål om, hvor stort danskerne ville vinde, og selvom der blev roteret, ændrede det ikke på, at Danmark kom i front med 30-20. I den sidste del af kampen blev der blandt andet spilletid til Michael Damgaard, der blev skiftet ind i den danske trup i stedet for skadede Rasmus Lauge, og Damgaard formåede at komme på måltavlen tre gange. Det samme var tilfældet for Jacob Holm, som også fik vist sig fint frem i den danske sejr, der endte med at blive på 34-21. Dermed er danskerne klar til mellemrunden med maksimum point.
Danmark møder i mellemrunden Kroatien, USA og Egypten.