KRIMI. En 19-årig mand er natten til lørdag blevet sigtet, efter politiet fandt to knive og en peberspray på ham i Vejles natteliv.
Fundet blev gjort klokken 04.20 på Dæmningen 38, hvor manden blev visiteret. Han er efterfølgende blevet bortvist fra nattelivet.
Sydøstjyllands Politi understreger, at man er særdeles opmærksom på knivsager i nattelivet og ikke på nogen måde tolererer den slags. Politiet betegner fundet som et tilfældighedsfund i forbindelse med visitering.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport den 16.5 kl. 10.00 af vagtchef Thomas Green.










