Per Olesen, varehuschef i føtex Strandgade i Vejle, kan fejre sit 40-års jubilæum 1. oktober.

I 1983 havde den 20-årige Per Olesen sin første arbejdsdag i det, der dengang hed Dansk Supermarked. Han begyndte sit job som revisor, fordi han var god til tal, og han fik hurtigt ansvaret for de kørende revisorer. Dengang kørte man nemlig rundt til varehusene og talte om tal og revision.

Ledelsen var begejstret, fordi den unge Per Olesen havde forstand på tal, og det kendskab var med til, at han steg op ad karrierestigen. Han begyndte sit arbejdsliv i dagligvarebranchen hos den hedengangne købmand Haarup i Vejle, inden han landede hos Dansk Supermarked, sidenhen Salling Group, og her har han været siden. De seneste 29 år i den samme føtex som varehuschef – nemlig i føtex på Havnen i Vejle, som han var med til at åbne 30. november 1994.

-Efter et par år som revisor, prikkede HR-afdelingen mig på skulderen og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at blive forretningsfører – det vi i dag kalder for varehuschef. Det ville jeg selvfølgelig gerne, siger 61-årige Per Olesen, der har været i føtex i Skanderborg, Aarhus, Silkeborg og Esbjerg, inden han kom til Vejle.

Han ønskede at komme tilbage til østkysten – nærmere bestemt Vejle, hvor han har boet i mere eller mindre hele sit liv.

-Det har altid været min drøm. Jeg føler, at jeg har mit eget varehus, og jeg er glad for, at jeg blev tilbudt at blive varehuschef i sin tid, for jeg er mere købmand end revisor. Jeg har været glad for alle mine år. Det er som at være i en sportsklub – jeg er blå helt ind i hjertet (føtex’ farver). Man skifter heller ikke fra Liverpool til Manchester United. Hvis man har blå som sin DNA-farve, så skifter man ikke bare. Jeg er slet ikke færdig med at være i Salling Group, heller ikke selv om jeg har været her i 40 år og er over 60 år, siger Per Olesen.

Med viskelæder og blyant

Gennem de fire årtier er det blevet til en lang række oplevelser, og mange ting er ændret gennem tiden.

-Jeg er fra den tid, hvor vi selv prismærkede alle varerne, og når de ændrede sig, skulle vi rykke mærket af og sætte et nyt på, og man måtte jo helst ikke kunne se det på varerne. Vi havde heller ikke mobiltelefoner, så hvis vi skulle have fat i hinanden, kaldte vi over anlægget, der kunne høres i hele varehuset, fortæller Per Olesen, der har været med til at lave budgetter på papir med blyant og viskelæder.

Cheferne fik udleveret de seneste 12 måneders regnskab på et stykke papir i én farve og et stykke papir med forslag til det kommende budget i en anden farve. Så gik de ellers i gang med at tale med hver indkøber om muligheder for det kommende år. Der blev visket ud og regnet på ny, indtil tallet på bundlinjen passede.

-Da jeg begyndte i dagligvarebranchen, kom der leverandører, sælgere og merchandise-folk hver dag i varehusene. De sørgede selv for, at deres hylder så flotte ud, og at der var fyldt op. Vi oplevede ofte, at de kom og vaskede hylder og varer af, sådan foregår det slet ikke i dag, siger han.

Gennem de 40 år han har været med ombord i Salling Group, har han været gennem en rivende udvikling, og hans chef, regionschef Kim Askær, anerkender netop Per Olesen for at have fulgt med tiden.

-Jeg har kun ros og anerkendelse til Per. Gennem 40 år har han været en kæmpe rollemodel for alle kollegaer i føtex og Salling Group. Hver eneste dag har han fokus på, hvordan vi kan gøre kundernes indkøbsoplevelse endnu bedre, og hver dag sikrer han et flot og inspirerende varehus, som mange meget loyale kunder besøger. Per er meget synlig og er den lokale og imødekommende varehuschef, som ofte ses i samtale med en af de mange kunder, som han gennem mange år i føtex på Havnen i Vejle har opbygget en relation til, siger han.

Per Olesen har jubilæum 1. oktober, men det bliver først fejret 6. oktober, hvor han på traditionel Salling Group-vis bliver hentet af sin chef Kim Askær og kørt til varehuset. Han bliver fejret med en reception i Bygningen.