VEJRET. Efterårets første kraftige lavtryk er på vej ind over Danmark, og det bringer både regn, blæst og en overgang forhøjet vandstand med sig.

Mandag og tirsdag vil en række byger bevæge sig ind over landet fra sydvest. Ifølge DMI kan der i varslingsperioden stedvis falde mellem 30 og 50 millimeter regn i den vestlige og sydvestlige del af Danmark. Der er derfor udsendt varsel om kraftig regn for den vestlige del af Lolland, Fyn og store dele af Jylland. Varslet gælder frem til tirsdag morgen klokken 06.00. I Sydvestjylland kan der lokalt falde mere end 50 millimeter.

Samtidig vil en kraftig vind op til hård kuling fra sydvest og vest med vindstød af stormstyrke give en overgang forhøjet vandstand i Vadehavet. Ved højvande tirsdag formiddag ventes vandstanden at nå mellem 2,30 og 2,70 meter over daglig vande. Vandstanden forventes at toppe omkring klokken 9, hvorefter den hurtigt vil falde igen.

Kombinationen af de kraftige byger og den forhøjede vandstand i Vadehavet kan medføre lokale oversvømmelser af åer i området ud mod Vadehavet.