Foto: AVISEN

Efter tre år som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt stopper Thomas Larsen for at blive lægefaglig direktør i Region Midtjylland.

Efter godt tre år som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt har Thomas Larsen valgt at søge nye udfordringer som lægefaglig koncerndirektør i Region Midtjylland. Derfor stopper han som topleder på Sygehus Lillebælt 1. januar.

53-årige Thomas Larsen siger:

– Jeg er dybt taknemlig for min tid på Sygehus Lillebælt og i Region Syddanmark. En stor tak til medarbejdere og ledelseskolleger, men i høj grad til vores patienter for et enestående samarbejde med klart fokus på at sætte patienten først.

En engageret direktør

Regionsdirektør Jane Kraglund, som er Thomas Larsens nærmeste leder, siger:

– I løbet af den tid, Thomas Larsen har været ansat som lægelig direktør, har jeg lært ham at kende som en meget nytænkende og innovativ leder. Samtidig har han stor sundhedsfaglig viden, og han ved, hvad der rører sig i forhold til den faglige udvikling både nationalt og internationalt. Thomas har hele tiden haft fokus på at sætte patienten i centrum, og han har sikret og udviklet et godt samarbejde med kommunerne og de praktiserende læger. Jeg vil ønske Thomas held og lykke i sit fremtidige job.

Med i topledelsen på Sygehus Lillebælt

Thomas Larsen udgør som lægelig direktør den øverste ledelse på Sygehus Lillebælt sammen med administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr og sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen.

Alle direktører i direktionen på Sygehus Lillebælt refererer direkte til regionsdirektør Jane Kraglund.

Stillingen som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt bliver slået op snarest muligt.

Om Thomas Larsen

Thomas Larsen er uddannet cand.med. fra Aarhus Universitet i 1999 og blev i 2007 speciallæge i gynækologi og obstetrik. Han har desuden en master i offentlig administration fra Aalborg Universitet i 2013.

Thomas Larsen har de seneste år arbejdet som overlæge på Gynækologisk Afdeling på Aalborg Sygehus Nord (2009-2013), ledende overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital (2013-2019), lægefaglig direktør på Regionhospital Nordjylland (2019-2020) og lægefaglig direktør på Sygehus Lillebælt (2020-2023).

Privat bor Thomas Larsen i Aarhus med sin kæreste, og de har tilsammen fire sammenbragte børn.