En aften og nat med spirituskørsel, narkokørsel og en større redningsaktion holdt Sydøstjyllands Politi travlt beskæftiget. Det fortalte vagtchef Jesper Knudsen søndag formiddag ved politiets pressebriefing.

Aftenens første sag kom klokken 18.47 i Kolding, hvor en patrulje blev sendt til Tankedalsvej efter en anmeldelse om spirituskørsel.

»Da vi når frem, har nogle civile borgere allerede fået kontakt til en 47-årig mand fra Sønderjylland, der havde kørt imod kørselsretningen. De har været opmærksomme på ham og haft ham under kontrol, indtil vi kom frem,« fortæller Jesper Knudsen.

En alkometertest viste, at manden var påvirket af alkohol. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og der er udtaget blodprøve – resultatet afventes nu.

Natten fortsatte i Fredericia, hvor en patrulje klokken 02.31 standsede en personbil på Ullerupdalvej. Føreren, en 19-årig mand fra Vestbyen, virkede narkopåvirket.

»En test bekræftede mistanken, og han blev sigtet, anholdt og fik udtaget blodprøve. Derudover fandt patruljen en kniv, som han ikke måtte have, samt euforiserende stoffer,« fortæller vagtchefen.

Den tredje sag udspillede sig i Vejle, hvor en borger omkring klokken 03.00 slog alarm efter at have hørt et plask i Vejle Å ved Borgvold.

»Det reagerer vi naturligvis på. Da man ikke kunne afvise noget som helst, blev brandvæsenet sat ind, og de iværksatte en større indsats i området,« siger Jesper Knudsen.

Dykkere og både blev sat ind, og fra omkring klokken 03.10 til 05.00 blev der søgt intenst i vandet og langs åen.

»Der blev ikke fundet noget, og vi afsluttede indsatsen omkring klokken 05,« oplyser vagtchefen.