REGIONEN. Regionsrådet har vedtaget en forskningsstrategi, der skal forberede regionens sundhedsvæsen på fremtidens udfordringer.

Regionsrådet i Region Syddanmark har netop vedtaget en ny strategi for sundhedsforskning, som gælder fra 2025 til 2030. Strategien skal sikre, at regionen står klar til at møde de krav og opgaver, som følger af den sundhedsreform, Folketinget vedtog sidste år.

Den nye forskningsstrategi medfører blandt andet etablering af flere nye forskningspuljer. En af puljerne målrettes samarbejdet mellem region, kommuner og praksissektor, mens en anden pulje specifikt afsættes til psykiatriforskning. Samtidig styrkes puljen til excellent forskning, som støtter forskningsindsatser på internationalt topniveau.

I alt forventer Region Syddanmark at tilføre cirka 415 mio. kroner til forskning i strategiens femårige periode. Ifølge regionsrådsformand Bo Libergren (V) understreger dette regionens høje prioritering af sundhedsforskning:

»Sundhedsforskning spiller en nøglerolle i fremtidens sundhedsvæsen. Det er forskningen, der udvikler nye og bedre måder at behandle patienterne på. Derfor er jeg glad for, at vi nu har vedtaget en ambitiøs strategi, som tydeligt viser, at vi i Region Syddanmark mener det alvorligt, når vi taler om betydningen af forskning.«

Fokus på psykiatri og tættere samarbejde med kommunerne

Et vigtigt mål med den nye strategi er at styrke samarbejdet mellem kommuner og region. Derfor indeholder strategien en pulje målrettet forskning i fælles sundhedsindsatser, som skal sikre mere ensartede og koordinerede patientforløb.

Samtidig oprettes en specifik pulje til forskning inden for psykiatriområdet, som skal understøtte den kommende integration af psykiatri og somatik, som følger af sundhedsreformen.

»Vi står foran en stor og vigtig opgave med reformen, som betyder nye opgaver og større krav til sundhedsbehandlingen. Men vi skal også fortsætte med det, vi allerede er gode til, nemlig at drive et stærkt sundhedsvæsen til glæde for patienter og pårørende i hele regionen,« siger regionsrådsformanden.

Flere excellence-centre på vej

Med den nye forskningsstrategi vil Region Syddanmark også styrke mulighederne for etablering af flere excellence-centre. I dag findes ni af disse centre i regionen, som driver forskning på det højeste internationale niveau.

Ifølge Bo Libergren skal strategien netop skabe grobund for flere af denne type centre, som kan sikre regionens position inden for banebrydende sundhedsforskning:

»Jeg glæder mig til at tage hul på den nye strategi og få den ud at leve blandt vores dygtige medarbejdere. Den vil både styrke samarbejdet på tværs af sektorer og sikre, at vi kan tilbyde behandling og pleje på højeste niveau – også i fremtiden,« siger han.