POLITIK. Flere danske virksomheder står i de kommende år foran et generationsskifte, og mange virksomhedsejere nærmer sig pensionsalderen uden at have en oplagt arving eller køber klar. Det kan betyde lukninger, salg til udlandet og tab af både arbejdspladser og lokal forankring.
Derfor behandler Folketinget nu et lovforslag, der skal gøre det muligt for virksomhedsejere at overdrage deres virksomhed til medarbejderne uden selv at blive beskattet af salget. Skatteforpligtelsen skal i stedet følge virksomheden og de nye ejere.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger
»Gode virksomheder skal kunne føres videre af dem, der kender dem bedst. Det må bøvlede skatteregler ikke blokere. Vi skal styrke iværksætteri i hele Danmark, og lovforslaget er et vigtigt redskab for erhvervslivet i bl.a. vores landdistrikter. F.eks. den lokale tømmervirksomhed, hvor de unge svende ønsker at drive virksomheden videre, når mester går på pension. Det sikrer arbejdspladser og virksomheder med fortsat lokal forankring.«
Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen bakker op
»Det er afgørende, at vi i Danmark sikrer et incitament for erhvervsdrivende til at drive virksomhed og til at føre en virksomhed videre. Det skal ikke koste dyrt for en virksomhedsejer, der finder det meningsfuldt at overdrage sin virksomhed til medarbejderne. Det skal vi tværtimod støtte, så der er alternativer til lukning eller salg af virksomheden til fx udenlandske købere.«
I dag kan virksomheder allerede overdrages skattefrit til familiemedlemmer, nærtstående medarbejdere og erhvervsdrivende fonde. Med det nye lovforslag udvides mulighederne, så medarbejdere i fællesskab kan overtage virksomheden og finansiere et generationsskifte gennem en medarbejderejet model.
Lovforslaget skal dermed supplere de eksisterende generationsskiftemodeller og være med til at sikre, at danske arbejdspladser og lokale virksomheder bevares frem for at lukke eller blive opkøbt af udenlandske aktører.
Forslaget udspringer af Iværksætteraftalen fra 2024, som regeringen indgik sammen med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.










