EVENT. Onsdag den 4. februar får Gårslevhallen besøg af tv-vært Peter Ingemann, der holder foredraget Størst. Foredraget tager udgangspunkt i TV 2-programserien af samme navn, som har sendt seerne med rundt i verden til nogle af de mest imponerende steder og oplevelser.
I introduktionen til Størst beskriver Peter Ingemann selv drivkraften bag programserien med ordene »Jeg bor i en lille by – i et lille land, og her er vi vant til, at småt – det er nok godt, men jeg har altid drømt om at komme ud at se og opleve noget af det mest storslåede, som verden har at byde på. Alt det, der begejstrer og imponerer os. Alt det der er størst«.
Programserien Størst har siden premieren opnået høje seertal og er blevet blandt de bedst anmeldte livsstilsprogrammer i Danmark. Serien har bragt Peter Ingemann og seerne tæt på nogle af verdens største og mest fascinerende fænomener.
I foredraget tager Peter Ingemann publikum med bag kulisserne på programserien. Her fortæller han om arbejdet med Størst, hemmelighederne bag succesen og en række oplevelser og sidehistorier, som ikke er kommet med i de færdige tv-udsendelser.
Foredraget finder sted i Gårslevhallen på Skolegade i Børkop og varer fra klokken 19 til 21. Arrangementet er arrangeret af Foreningen Gårslevhallen. Tilmeldingsfristen er tirsdag den 3. februar klokken 20.










